Stephen Wertheim i RÆSONs nye trykte nummer: Spørgsmålet er ikke, om USA trækker sig fra Europa – men hvornår
01.04.2024
”Der findes en illusion om at gå tilbage til dér, hvor vi var i historien: At normen er Joe Bidens niveau af amerikansk støtte og ledelse af Europa. Men historien antyder, at tingene er ved at ændre sig”
Interview med Stephen Wertheim, historiker, forfatter & samt seniorstipendiant ved Carnegie Endowment for International Peace. Af Niels Koch-Rasmussen.
Et uddrag af denne artikel indgår i RÆSONs nye forårsnummer, “Europas nye hverdag”, der udkommer i begyndelsen af april. Læs mere her.
RÆSON: Før vi taler om de aktuelle begivenheder, vil jeg gerne bede dig kort om at tale om den historiske baggrund for det, du har beskrevet i din bog ”Tomorrow, the World: The Birth of U.S. Supremacy”. Hvordan blev det denne idé om USA’s globale herredømme udformet?
WERTHEIM: Den historie er afgørende vigtig for at forstå, hvad der sker nu i amerikansk udenrigspolitik.
Inden 1940 havde USA en tradition for at undgå, hvad Thomas Jefferson (1743-1826) kaldte ‘indviklinger’ i den såkaldte ’Gamle Verden’ – især i Europa og i Asien. Selv efter at Nazityskland erobrede Frankrig i 1940, foretrak amerikanerne at opretholde en hemisfærisk forsvarsperimeter: USA skulle fortsat holde udenlandske magter ude af den vestlige halvkugle, men ikke gå længere end det. Og det var det, de første mennesker, der samledes under banneret ‘America First’, anbefalede. Selv dem, der var uenige med dem, indrømmede generelt, at USA’s sikkerhed og velstand ikke ville være direkte truet, så længe USA beskyttede den vestlige halvkugle mod udenlandske invasioner.
Men præsident Franklin Roosevelt og andre ledere traf en anden beslutning. De mente, at selvom det måske var tilstrækkeligt bare at forsvare den vestlige halvkugle, var det dybt utilstrækkeligt. De ønskede aksemagternes nederlag, selv før USA formelt tilsluttede sig krigen i december 1941. Og hvad, der var nok så afgørende, kom de til at definere den tænkning, at USA aldrig igen skulle lade totalitære magter dominere Europa og Asien. Nu skulle USA træde ind i det tomrum, som Det Britiske Imperium efterlod, og blive den primære aktør, der gennem magt tilrettelagde verden langs liberale og amerikanske linjer.
Det var den specifikke trussel fra totalitære regimer i Anden Verdenskrig, der rykkede USA væk fra sin historiske modvilje mod politiske og militære indviklinger uden for den vestlige halvkugle.
Hvordan udviklede den her ambition sig fra ikke kun at dominere den vestlige halvkugle og blive garant for europæisk sikkerhed – men at opnå global dominans?
Man gav på det tidspunkt to slags begrundelser for amerikansk overlegenhed. Den første var en internationalistisk idé om, at hvis totalitære stater blev de førende magter, ville være betyde en engang i liberale former for udveksling og interaktion på verdensplan, og verden ville dele sig i to fjendtligt indstillede lejre. Sådan en udvikling ville på den ene side begrænse de økonomiske muligheder for USA og på den anden side kræve militær oprustning.
Den anden begrundelse var med henvisning til amerikansk exceptionalisme: USA’s skæbne er at lede verden et bedre sted hen, og nu hvor totalitære stater kunne erobre deres vej til fortrinsret, havde USA brug for sin egen fortrinsret til at definere fremtiden. Det betød ikke nødvendigvis, at USA skulle “tage ud i verden for at finde monstre at ødelægge”, som præsident John Quincy Adams (1767-1848) engang udtrykte det, men snarere at holde totalitære stormagter i skak – og bevare et globalt overherredømme, så stater som aksemagterne aldrig igen kom så tæt på, som Tyskland, Japan og Italien gjorde det i 1940’erne.
For amerikanske politikere blev global dominans et evigt projekt: Det var det rigtige svar, da USA havde alvorlige rivaler, og det var stadig det rigtige svar, da de ikke længere havde nogen
_______
Det var den grundlæggende forståelsesramme, der førte USA gennem Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig. Efter at Den Kolde Krig sluttede, besluttede USA imidlertid at satse endnu mere på global overlegenhed, selvom de betingelser, der skabte den, ikke længere eksisterede. I 1992 var der ikke flere store magter, og der var bestemt ikke flere totalitære store magter. Og alligevel besluttede USA, at alternativet til at trække sig tilbage fra en del af sine kold krigs-alliancer udgjorde uacceptabel isolationisme.
Rationalet var: Hvis der ikke var nogen stor trussel tilbage, var der heller ikke nogen risiko ved at fortsætte USA’s globale dominans. Ingen stat ville i den nærmeste fremtid for alvor udfordre USA, også selvom NATO udvidede sig østover mod Rusland. Kritikere spurgte: “Hvorfor blive ved med at forfølge global dominans?” Men for amerikanske politikere blev global dominans et evigt projekt: Det var det rigtige svar, da USA havde alvorlige rivaler, og det var stadig det rigtige svar, da de ikke længere havde nogen.
Det er baggrunden for, hvor vi er i dag. For enhver situation er Washingtons svar mere amerikansk førsteret. Men i dag er omkostningerne og risiciene ikke længere lave: en krig mellem USA og Kina eller Rusland er skræmmende tænkelig. Men samtidig truer hverken Kina eller Rusland USA’s interesser i samme grad, som aksemagterne og Sovjetunionen gjorde. Rusland er for svagt til at erobre Europa, og Kina har ikke påbegyndt et program med militær erobring, på trods af det skærpede trusselsbillede. Lige nu bærer USA store omkostninger og risici, der overstiger det trusselsbillede, landet står over for. På den måde er vi nu trådt ind i en kvalitativt ny sikkerhedssituation, hvor amerikansk global dominans ikke længere ser bæredygtig ud.
Alt for mange synes at have internaliseret, at 1990’erne var normale. Men nej: Unipolaritet var unormalt, og det kommer ikke tilbage.
Hvordan ser du den stigende isolationisme i USA i dag? Hvor meget handler om kritik af USA’s krige i Irak og Afghanistan, og hvor meget handler om den nye globale magtbalance?
Hovedparten af den folkelige utilfredshed kommer ganske rigtigt fra krigsfiaskoerne efter 9/11 – men også fra den udenrigspolitiske elites manglende evne til at stille sig selv til ansvar og tillade en ny tækning og nye ideer. Ikke desto mindre tror jeg, at USA i dag kan være på vej ind i en ny periode med mere forsigtighed på grund af Kinas stigning og Ruslands aggression – foruden gamle modstandere som Iran og Nordkorea. Og selvom det amerikanske politiske system endnu ikke har tilpasset sig den nye virkelighed, ser jeg, at USA’s udenrigspolitik kan blive mere tilbageholdende, hvis risici ved store konventionelle krige og atomkrige bliver tydelige nok.
Men jeg mener ikke, at isolationisme er en reel politisk kraft i USA i dag. Man har en tendens til at kalde enhver, der modsætter sig en enkelt krig eller alliance, for “isolationist”. En sådan definition er absurd. Nogle mener, at Donald Trump er en isolationist, fordi han kombinerer nativisme, modstand mod frihandel og liberal indvandring med en vis ambivalens over for USA’s globale ledelse. Jeg synes ikke, at det mærkat giver mening. Trump øgede militærudgifterne og førte USA mod en ny konsensus om, hvad man kalde en slags inddæmning af Kina. Derudover afsluttede han ikke en eneste amerikansk alliance under sin præsidentperiode; faktisk udvidede Trump NATOs magt. Det er rigtigt, at Trump ikke omfavner en konventionel udenrigspolitik med liberal dominans, men “illiberal dominans” beskriver bedre hans syn på udenrigspolitik og resultat, end “isolationisme” gør.
Jeg mener ikke, at isolationisme er en reel politisk kraft i USA i dag. Man har en tendens til at kalde enhver, der modsætter sig en enkelt krig eller alliance, for “isolationist”
_______
Isolationisme eksisterer ikke og har aldrig eksisteret – undtagen som en eufemisme, der bruges til at score politiske point. Selv de oprindelige “Amerika Først”-fortalere ønskede, at USA skulle forsvare hele den vestlige halvkugle (og engagere sig på ikke-militære måder med resten af verden).
Det, vi ser, er en reaktion på, at amerikanerne har gabt over for meget i globale anliggender. Den reaktion bygger på amerikansk nationalisme og en forståelse af nationale interesser, men den er også drevet af USA’s upopulære krige i Mellemøsten, og af en mistro til udenrigspolitiske eliter, som man synes har opnået dårlige resultater i de seneste årtier. Det er det, vi i mine øjne er vidne til. Det er bare ikke isolationisme, vi ser, men noget er noget meget mere normalt. Og det ville også være sket, selvom Donald Trump aldrig var kørt ned ad rulletrappen og var trådt ind på den politiske scene. Enhver amerikansk præsident siden Barack Obama, der har været imod krige, har vundet politisk på det.
Men nu er vi en anden situation. Ikke alene på grund af USA’s fejltagelser i Mellemøsten, men også på grund af den relative svækkelse af amerikansk magt på grund af Kinas opstigning og den delvise genopretning af Rusland på verdensscenen. Vi ville se de her tendenser uden Trump – faktisk så vi nogle af dem under Obama.
Når man ser på det nuværende globale landskab, ser vi tre større områder af konflikt eller potentiel konflikt: Ukraine i Europa, Gaza og andre steder i Mellemøsten og Taiwan i Asien. Hvordan bør USA i dine øjne prioritere udenrigspolitisk?
Det er vigtigt at opdele de tre regioner, som du gjorde, fordi USA i hver af dem har ret forskellige interesser og muligheder for at reducere sin militære rolle.
I Asien er indsatsen størst: Det er verdens mest økonomisk velstående og dynamiske region, og Kina kan generere evnen til at dominere den på bekostning af USA. Derudover er Kina også en afgørende aktør, når det kommer til klimaforandringer og pandemier. Af disse grunde bør Asien have førsteprioritet for USA. Det betyder ikke, at USA skal vedtage en mere krigerisk tilgang til Kina – det er fx afgørende at vende tilbage til en konsekvent “Ét Kina”-politik over for Taiwan – men uden USA’s militære rolle kunne staterne i Østasien ikke være i stand til at stå imod Kina.
I skarp kontrast hertil har USA begrænsede interesser i Mellemøsten. Her handler det mest om at sikre de maritime fællesområder for handel og forhindre terrorangreb mod USA. Hvis USA ikke var så involveret i Mellemøstens problemer og konflikter, kunne det sandsynligvis sikre sine interesser med en forholdsvis lille indsats, i og med at ingen enkeltstat er i stand til at dominere regionen, og læg dertil at anti-amerikansk terrorisme opstår som følge af USA’s militære engagement dér. Tag fx Biden-administrationens betingelsesløse støtte til Israels krig i Gaza, der ikke tjener noget godt strategisk formål, samtidig med at den unødvendigt gør USA medskyldig i den ekstreme brutalitet mod palæstinenserne.
Mellem de to regioner har du Europa: Det ville være negativt for USA, hvis en illiberal stat skulle dominere Europa, men heldigvis har Rusland ikke de ressourcerne, selvom det alvorligt truer sine naboer. Faktisk har de europæiske medlemmer af NATO og EU enorme økonomiske og demografiske fordele, der burde gøre dem i stand til at afskrække Rusland. Særligt nu, mens russiske styrker er bundet til Ukraine og ikke kan vende deres opmærksomheden andre steder hen, er der et unikt vindue for at overgå til europæisk ledelse af det europæiske forsvar i den transatlantiske alliance.
Vil USA virkelig gå i krig med Rusland, hvis de angriber Estland? Sandsynligvis ikke ifølge Donald Trump. Men tro ikke, at det er et så let et spørgsmål at besvare, hvis Joe Biden stadig er præsident
_______
Samlet set tegner der sig en ny strategi: USA bør løsrive sig fra Mellemøsten, lægge størstedelen af den europæiske forsvarsbyrde på dets europæiske allierede og søge konkurrencepræget sameksistens med Kina i Indo-stillehavsområdet. Ikke alene ville den formelt adressere de strategiske problemer med overengagement og overreach, men det ville også skabe en ny konsensus i amerikansk politik, der kunne erstatte fortidens vaklende paradigme om globalt overherredømme.
Jake Sullivan, den nationale sikkerhedsrådgiver i Biden-administrationen, skrev en artikel i det amerikanske magasin Foreign Affairs – lige før Hamas-angrebet den 7. oktober sidste – at kilden til amerikansk styrke til findes i dets globale netværk af allierede. Hvis USA trækker sig tilbage fra verdensscenen, udfylder Rusland og andre så ikke det vakuum?
Men der er også risici i den anden retning. Der er enorme risici ved, at USA fortsætter med at afskrække Kina, Rusland, Iran og alle mulige andre trusler samtidigt, når vi har en indenrigspolitisk virkelighed i USA, der faktisk ikke støtter alt dette på én gang. Og selv hvis opbakningen var der, ville USA stadig have betydelige ressourcebegrænsninger.
USA plejede at have en to-krigs-standard, hvor Pentagon ønskede at kunne udkæmpe to, betydelige regionale krige samtidigt. Over det sidste årti er det blevet nedjusteret, fordi USA ikke kan kæmpe mod Kina og Rusland samtidigt – ærligt talt ville dét at kæmpe blot mod Kina være en stor udfordring, der ville kræve enorm mobilisering, omkostninger og indebære enorm usikkerhed, hvad USA angår. Sådan går det, når man befinder sig i et overstrech. Og hvis Kina ved dette, Rusland ved dette, Iran ved dette, og Nordkorea ved dette, ja, så bliver afskrækkelsen mindre effektiv.
Vil USA virkelig gå i krig med Rusland, hvis de angriber Estland? Sandsynligvis ikke ifølge Donald Trump. Men tro ikke, at det er et så let et spørgsmål at besvare, hvis Joe Biden stadig er præsident.
Til dit spørgsmål: Er der så risici ved det, som jeg foreslår? Naturligvis er der det. Det er derfor, jeg synes USA skal gøre det på en ansvarlig, gradvis og systematisk måde. Særligt når det ælder Europa. For at gå over til europæisk ledelse af europæisk sikkerhed har vi en virkelig god mulighed lige nu, mens Rusland er optaget med krigen i Ukraine, til at påbegynde en proces over otte eller ti år, hvor målet ikke er, at USA vil forlade NATO, men prøve at erstatte amerikanske kapabiliteter og opgaver med europæiske og få den europæiske forsvarsindustribase til at vokse.
Mange af disse ændringer sker allerede til en vis grad, men de skal styres i retning af at gøre Europa ikke længere afhængig af USA for forsvar. Der skal træffes en politisk beslutning om at gå mod europæisk ledelse af europæisk forsvar, ellers vil systemet, der er opbygget til at opretholde amerikansk dominans og europæisk afhængighed, vinde.
USA ønskede at dominere Europas sikkerhed. Så det klagede periodisk over, at de europæiske allierede ikke brugte nok på forsvar og ikke støttede nok af de andre ting, som USA ønskede at gøre. Nå, det er altid godt at bestemme og få andre lande til at betale omkostningerne. Det er ikke en realistisk tilgang, og derfor er det ikke overraskende, at vi er, hvor vi er nu.
På overfladen er det, du ser, et virkelig markant valg mellem Joe Biden, der kalder NATO en hellig forpligtelse, og Donald Trump, der stiller spørgsmålstegn ved NATO’s værdi og antyder – delvist for retorisk effekt – at hvis Rusland invaderer et NATO-land, der ikke betaler to procent af BNP til forsvar, så vil han ikke bekymre sig om det og i værste fald opfordre russerne til at gøre hvad end de ønsker sig. Den retoriske kløft er enorm, men hvor der er fælles fodslag mellem de politiske partier, er i en prioritering af Kina som den største trussel og rival til amerikanske interesser – også i i forhold til Rusland.
Det rejser et stort spørgsmålstegn for Europa, hvis russisk aggression bevæger sig videre fra Ukraine, eller hvis Kina invaderer Taiwan. Støtten til Ukraine er allerede blokeret i den amerikanske kongres – måske den slet ikke bliver fornyet i år. Så min frygt er, at folk på begge sider af Atlanterhavet bare håber, at det på en eller anden måde er et forbigående bump, og at USA og Europa kan komme tilbage på sporet med den påståede transatlantiske alliance, der har eksisteret i det meste af otte årtier. Men det er faktisk ikke tilfældet.
Der findes en illusion om at gå tilbage til dér, hvor vi var i historien: At normen er Joe Bidens niveau af amerikansk støtte og ledelse af Europa. Men historien antyder at tingene er ved at ændre sig, og faktisk er jeg overrasket over, at det har taget så lang tid, som det har gjort, før vi har set en amerikansk tilbageholdenhed over for det at være global hegemon.
Og hvordan ser du USA-Europa-forholdene udvikle sig i de kommende år? Fordi vi synes at være ved et vendepunkt med Trumps mulige genvalg?
Hør, jeg er glad for, at reaktionen i Europa på Trumps bemærkninger er, ”nå ja, denne mand kan gå hen og blive præsident igen” – og at han kan opføre sig markant anderledes denne gang med mere frit spil til hans udenrigspolitiske tilbøjeligheder.
Selvfølgelig afhænger meget de næste fire år af præsidentvalgets resultat. Men selvom Joe Biden vinder, vil Donald Trump stadig definere Det Republikanske Parti. Og hvis det er gået din næse forbi, så er Joe Biden en politisk veteran. Han repræsenterer mere fortiden end fremtiden, og den yngre generation vil sandsynligvis ikke videreføre hans niveau af amerikansk engagement i europæisk sikkerhed. Så spørgsmålet er ikke, om USA trækker sig fra Europa eller ej. Det er et spørgsmål om hvornår. Det er op til europæerne at beslutte, hvad de vil gøre ved det. ■
Selvom Joe Biden vinder, vil Donald Trump stadig definere Det Republikanske Parti. Og hvis det er gået din næse forbi, så er Joe Biden en politisk veteran. Han repræsenterer mere fortiden end fremtiden, og den yngre generation vil sandsynligvis ikke videreføre hans niveau af amerikansk engagement i europæisk sikkerhed
_______
Stephen Wertheim er historiker og ph.d. fra Columbia University. Han er som seniorstipendiant tilknyttet ved Carnegie Endowment for International Peace samt gæsteunderviser ved Princeton University. I 2020 udgav han bogen ’Tomorrow, the World: The Birth of U.S. Global Supremacy’.
ILLUSTRATION: 2. november 2023: To mekanikere og et F/A-18 Super Hornet på dækket af USA’s nyeste hangarskib, Gerald R. Ford, der for første gang er på vej mod Europa [FOTO: NATO]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
