Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet
21.12.2024
Syrien er en farlig cocktail af ringe levevilkår, begrænset arbejdsudbud og masser af våben blandt en krigserfaren befolkning. Det er med andre ord opskriften på borgerkrig.
Af David Vestenskov og Anders Streubel-Kristensen
Assad-regimets rekordhurtige fald stiller det internationale samfund over for nogle hårde valg. På kort og lang sigt kan det potentielt bidrage til stabilitet gennem humanitær og økonomisk støtte, men dette kompliceres nu og her af HTS’ placering på bl.a. FN’s, EU’s og USA’s terrorlister, herunder dusøren på 10 mio. dollars på manden, der er blevet talsmand for den nyt Syrien: Abu Mohammad al-Jolani. Endvidere er Syrien lige nu i en tilstand af institutions- og systemnedbrud, hvor mere end et halvt århundredes opbygning af et system til servicering af en autoritær leder skal transformeres. Hurtige sammenbrud af den type systemer ender i hovedreglen ikke med en stabil transformation. Tværtimod tilsiger erfaringerne fra Irak og Libyen, at Syrien går en særdeles ustabil fremtid i møde, hvis ikke den transformation bliver gradvis. Det mest sandsynlige scenarie de kommende måneder er givetvis begrænset internationalt engagement og risiko for en eskalerende konflikt i det nordøstlige Syrien, hvor kurdiske grupper, der ikke deltog i at vælte Assad-regimet, sidder på magten. Udviklingen vil, hvis den får lov at udspille sig uden massiv international eller regional involvering, have alvorlige konsekvenser for stabiliteten i Syrien med stor risiko for at kaste landet ud i endnu ny borgerkrig.
Pragmatiske jihadister
Efter Assad-regimets fald står Syrien over for en ny æra. Det midlertidige og måske blivende ansigt er HTS, en gruppe med dybe rødder i de jihadistiske bevægelser Islamisk Stat og al-Qaeda. Gruppens leder Jolani, iført kasket og åbenstående vindjakke, der leder tankerne hen på den ukrainske leder Volodymyr Zelenskyj, siger i disse dage det meste af det, man ønsker at høre i vestlige hovedstæder og nok særligt i Ankara: ”Landet bevæger sig mod udvikling og genopbygning; mod stabilitet.”
Men Jolanis baggrund fortæller en anden historie. Han er født i Saudi-Arabien i 1982, opvokset i Damaskus og stiftede bekendtskab med jihadisme i kampen mod USA og dets allierede i Irak-krigen fra 2003. Som tilfangetaget i det berygtede Camp Bucca-fængsel mødte han Abu Bakr al-Baghdadi, den senere leder af Islamisk Stat (IS). I 2011 sendte Baghdadi Jolani til Syrien for at etablere al-Nusra-fronten i kampen mod Assad under den syriske borgerkrig. Jolani viste sig dog hurtigt at have en mere pragmatisk tilgang til både strategi og taktik og udviklede al-Nusra-fronten på denne baggrund ad flere omgange, hvilket medførte et brud med først Islamisk Stat i 2013, og senere Al-Qaeda i 2016, netop grundet interne uenigheder om jihadens metoder og mål. Kort fortalt mente Jolani, at IS’ metoder var for ekstreme, med fx drab på shiamuslimer, og at Al-Qaedas fokus var for globalt, hvorimod hans ambition drejde om at vælte Assad. I 2017 fastlagde den nye gruppe sig på navnet Hay’at Tahrir al-Sham (HTS), der siden har forsøgt at rebrande sig i en stadig mere pragmatisk og lokalt orienteret retning – men er dog stadig en islamistisk militant bevægelse, der figurerer på bl.a. FN’s og EU’s terrorlister.
I samme periode har HTS skabt en vis stabilitet i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien, hvor organisationen har etableret en lokal administration og bekæmpet rivaliserende ekstremistiske grupper som IS. Efter Assad-regimets fald har Jolani selv har markeret sig som en leder, der taler om genopbygning, forening og har for nyligt udtalt, at Vesten ikke er HTS’ fjende. Indtil videre har HTS skilt sig ud fra tidligere militante islamistiske gruppers indtog ved at undlade at angribe eller undertrykke Syriens religiøse minoriteter, herunder kristne og alawitter.
Den umiddelbare pragmatiske tilgang til jihad rejser det naturlige spørgsmål; Er dette et ægte kursskifte eller blot en taktisk facade, der braser sammen, så snart magten er konsolideret? I stil med det, der hørtes fra Taliban-bevægelsens talsmand op mod magtovertagelsen i Afghanistan tilbage i august 2021 om bl.a. kvinders ret til at gå i skole og arbejde. Men hvis vi antager, at HTS’ intentioner er oprigtige – samt at den mere ekstrem del af gruppens oprindelige bagland retter ind – så står Syriens nye magthavere nu over for tre kolossale udfordringer for stabiliteten i landet: sikkerhedssituationen, den økonomiske genopretning og forholdet til den de facto autonome kurdiske region i det nordøstlige Syrien. Mens de to førstnævnte er stærkt forbundet, og på den korte bane nok vil kunne håndteres gennem massiv finansiel støtte, så er den tredje udfordring mere kompleks. Her spiller Tyrkiet en afgørende rolle, og netop deres opfattelse af dette område som tilflugtssted for PKK – en kurdisk militant gruppe i en årtier lang voldelig konflikt med tyrkerne – kan givetvis være baggrunden for den mulige støtte til HTS. Uanset hvad står Tyrkiet tilbage som den store regionale vinder efter Assads fald, hvilket næppe udelukkende er et sammenfald af tilfældige omstændigheder. Det er sjældent tilfældet for store vindere af en sikkerhedspolitisk udvikling.
Den umiddelbare pragmatiske tilgang til jihad rejser det naturlige spørgsmål: Er dette et ægte kursskifte eller blot en taktisk facade, der vil brase sammen?
_______
En opskrift på borgerkrig
Syrien har været præget af konflikt, krig og kriser gennem det seneste halvandet årti. Økonomien er blevet holdt oppe af eksport til og støtte fra Rusland og Iran i kombination med en illegal narkotikaindustri baseret på udvikling og salg af rusmidlet captagon. Alle disse tre hjørnesten i Assads økonomi må forventes at være fortid allerede nu. Landet har i øjeblikket mangel på praktisk talt alle basale ressourcer som mad, vand og elektricitet. Institutionerne er pressede og er samtidig gearet til at servicere en autoritær og ikke en pluralistisk styreform. Syrien er derfor en farlig cocktail af ringe levevilkår, begrænset arbejdsudbud og masser af våben blandt en krigserfaren befolkning. Det er med andre ord opskriften på en borgerkrig. Alligevel sejrer euforien for nu, hvilket nok også er afgørende for at holde kaos på afstand. Desværre antyder fortiden i bl.a. Irak, Libyen og Afghanistan, at pludselige regimefald blandt autoritære regimer ikke resulterer i en umiddelbar og fredelig transition mod politisk stabilitet og civile rettigheder.
Da en amerikansk-ledet koalition i 2003 væltede Saddam Husseins halvårhundrede veludviklede diktatur på blot tre uger, var euforien og begejstringen blandt irakerne ligeledes stor. Men i det magtvakuum, invasionen efterlod, forvandlede succesen sig hurtigt til generel ustabilitet, hvor mangel på alt fra netop arbejdsudbud og fungerende institutioner til basale fornødenheder som mad førte til anarkistiske tilstande med masseplyndring, kriminalitet og vold. Det satte scenen for de næste otte år, hvor volden blot steg og steg. En lignende situation udspillede sig i Libyen i 2011, hvor den lige så langtidsholdbare diktator Muammar Gaddafi blev væltet via en FN-legitimeret NATO-luftstøtte. Her viste det efterladte magtvakuum ligeledes, at generel lovløshed, hvor islamister og andre væbnede aktører griber til våben, nok snarere er reglen end undtagelsen, når autoritære styrer falder.
Og hvad med Syrien i dag? Blot få timer efter Assad flygtede fra Damaskus, ankom syriske rapporter om kaos i hovedstaden med masseplyndringer af bl.a. præsidentpaladset og centralbanken samt påsatte brande i regeringsbygninger. Det lader dog til, at de HTS-ledede oprørere var i stand til at etablere et voldsmonopol i Damaskus på den korte bane, så plyndringer og civile ulydighed holdes på afstand. Så snart dette ikke længere er muligt, vil det sprede sig til en general utryghed og usikkerhed, der hurtigt kan udvikle sig til en decideret lovløshed. HTS har til formålet hentet politibetjente fra Idlib-provinsen og beordret andre bevæbnede oprører at forlade Damaskus. Dermed har de formået at genoprette en vis grad af normalitet i hovedstaden. Men situationen er stadig meget usikker. I den forbindelse har det internationale samfund nu en rolle at spille i forhold til at styrke Syriens fordampede økonomi på den korte bane. Hvis HTS’ placering på diverse terrorlister forhindrer humanitær hjælp og økonomisk støtte, så bliver det en næsten umulig opgave for sejrherrerne at skabe stabilitet i Syrien – ganske simpelt fordi adgangen til basale behov vil være så begrænset, at dele af befolkningen på et tidspunkt ikke har andet valg end at gribe til våben. I modsætning til Taliban i Afghanistan er oprørerne i Syrien ikke én enhed, og risikoen for interne konflikter vil derfor stige betydeligt i takt med, at stridighederne om de begrænsede ressourcer intensiveres. I den forbindelse kan de nuværende overvejelser om at fjerne HTS fra terrorlisten i Storbritannien nærmere ses som et udtryk for at undgå en katastrofe, end at den britiske regering ønsker en pragmatisk tilgang til de selverklærede pragmatiske jihadister. Ligeledes har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtalt muligheder for at genoverveje restriktioner, hvis Jolani og HTS fortsætter med at vise positive tegn. Disse eksempler kan tyde på en tidlig politisk erkendelse af, at de mulige konsekvenser ved at undlade at engagere sig i Syrien kan blive langt mere alvorlige end konsekvenserne ved at justere principper.
De mulige konsekvenser ved at undlade at engagere sig i Syrien kan blive langt mere alvorlige end konsekvenserne ved at justere principper
_______
Det kurdiske spørgsmål
Fremtiden for det nordøstlige Syrien står i øjeblikket som et uafklaret spørgsmål med risiko for konfliktudbrud. Vælger det internationale samfund ikke at bidrage med humanitær hjælp og økonomisk støtte til det øvrige Syrien, vil denne risiko blot stige. Området, der grænser op til Tyrkiet, er nemlig rigt på olie og har den bedste landbrugsjord, omkring Eufrat-floden, hvorfor regionen kan blive omdrejningspunkt for en kamp om ressourcer.
Helt centralt er Tyrkiets ageren, der i regionen ser et tilflugtssted for PKK. Grundet Tyrkiets lange og konfliktfyldte historie med kurderne, figurer samtlige militante kurdiske grupper, herunder de amerikansk-støttede Syrian Democratic Forces (SDF), på Erdogans sikkerhedspolitiske trusselsradar. Tyrkiet benægter officielt indblanding i Assads fald, men har utvivlsomt støttet flere oprørsgrupper, herunder formentligt HTS i Idlib-provinsen med grænse til Tyrkiet. HTS’ professionalisme og kapabiliteter peger på, at gruppen med stor sandsynlighed har modtaget betydelig træning og støtte over de seneste år. Og det er da også netop Tyrkiet, der står som den største vinder af udviklingen i Syrien.
Tyrkiets primære mål i Syrien var efter alt at dømme ikke at vælte Assad, men derimod at reducere kurdiske grupperingers indflydelse i det nordøstlige Syrien – hvorfor regimet muligvis faldt hurtigere end ønsket. Tyrkiet støtter derfor grupper som Syrian National Army (SNA), en paraplyorganisation af militante oprørsgrupper, som lige nu er i kampe mod Syrian Democratic Forces (SDF), der som nævnt støttes af USA i kampen mod IS. I den forbindelse har amerikanerne angiveligt søgt at forhandle en våbenhvile på plads, hvilket har slået fejl. USA’s tilstedeværelse, sammen med den tidligere russiske og iranske støtte og militære tilstedeværelse, har dog begrænset det tyrkiske handlerum, der formentligt ville undgå en konfrontation med nogle af disse lande. Begrænsningen synes nu kun relateret til USA og den kommende præsident Donald Trump. Med dennes track record i forhold til at nedprioritere samarbejdet med SDF, og sandsynligvis fortsatte ambitioner fra første præsidentperiode om at trække amerikanske tropper ud af Syrien og Irak, ser fremtiden dog ikke lys ud for det kurdisk kontrollerede område i Syrien.
Men er kampen om de kurdisk kontrollerede områder også en kamp, som HTS vil spille en rolle i? HTS’ islamistiske bagland, ressourcemæssige incitamenter og mulige ambitioner om at kontrollere hele Syrien kunne anspore dem til at forsøge at tage kontrol med området. HTS betyder trods alt groft oversat ”Organisationen for befrielsen af Syrien”, og man må gå ud fra, at der her er tale om hele Syrien – inklusiv de kurdisk kontrollerede områder nordøst på. Ydermere er området strategisk vigtigt grundet dets beliggenhed i grænselandet til både naboerne Tyrkiet og Irak, hvilket gør det eftertragtet for enhver magthaver, der ønsker kontrol over hele Syrien.
For de syriske kurdere er kampen for området ikke kun et spørgsmål om selvstændighed, men også om at bevare kontrollen over naturressourcer og strategiske aktiver som flygtningelejrene al-Hol og al-Roj. De omstridte lejre, der huser over 40.000 fanger og familier relateret til IS, er i øjeblikket kontrolleret af SDF. Da USA fortsat er til stede i Syrien som led i anti-IS-missionen ’Operation Inherent Resolve’, er lejrene altså centrale som forhandlingsvare i forholdet til USA og Europa. En destabilisering af lejrene må nok betegnes som skrækscenariet for Syrien såvel som for Europa, da det meget vel kunne føre til en genopblussen af IS, hvilket også står i stærk kontrast til amerikanernes ønske om at afslutte missionen. Mister eller slipper SDF kontrollen over lejrene, vil gruppen miste sin strategiske værdi og dermed amerikansk støtte, hvilket vil gøre de syriske kurdere endnu mere sårbare overfor Tyrkiske operationer, og netop derfor vil SDF og deres partnere nok gå meget langt for at bevare netop denne kontrol. Men en konflikt med nye syriske magthavere kan efterlade dem uden alternativer, hvilket givetvis også er grunden til, at man i disse dage ser det nye syriske flag veje over en række bygninger i det kurdisk-kontrollerede område.
Det virker dog umiddelbart usandsynligt, at Jolani skulle have nogen interesse i at opløse al-Hol og al-Roj, da det vil medføre voldsom ustabilitet og styrke det IS, som HTS har været i krig med i 9 år — paradoksalt nok med antiterrorenheder i Idlib-provinsen. Med det nyligt vundne ansvar for stabiliteten i Syrien vil det ligeledes virke risikabelt for HTS og dets allierede at kaste sig ud i frigivelsen og genhusningen af de mange traumatiserede og muligvis radikaliserede fanger, hvoraf en betydelig andel er irakere. Den irakiske regering og de iransk-støttede militser i Irak har da også siden konfliktens begyndelse øget deres tilstedeværelse nær grænsen til Syrien. Dette skal ses som en forberedelse på potentiel uro i det syrisk-kontrollerede område, særligt hvis sikkerheden omkring flygtningelejrene kompromitteres.
De forskellige oprørsgrupper har stået sammen om at vælte Assad, men spørgsmålet er, hvad der forener dem fremadrettet
_______
Skæbnesvangre måneder
Den nuværende situation i Syrien er altså utrolig kompleks med mange aktører med modsatrettede interesser involveret. Stabiliteten er sårbar over for ethvert sikkerhedspolitisk udfald, der i kraft af kompleksiteten vil medføre reaktioner og modreaktioner på kryds og tværs mellem aktørerne – eller kort sagt: en borgerkrig. De seneste uger er et bevis på, at situationen kan udvikle sig hurtigt, og blot det at forudse morgendagens udvikling kan være vanskeligt. Alligevel skiller et scenarie sig ud som mere sandsynligt end andre, hvis man baserer analysen på to centrale parametre: international støtte og eskalation af tyrkiske operationer i det kurdisk-kontrollerede område.
Det mest sandsynlige scenarie synes at være, at Syrien kun vil modtage begrænset international økonomisk støtte og humanitær hjælp på den korte bane, fordi den centrale oprørsbevægelse HTS og særligt dets bagland betragtes som terrorister. Enkelte lande, såsom Storbritannien og Danmark, kan muligvis engagere sig, men det forekommer usandsynligt, at det internationale samfund som helhed og særligt USA vil iværksætte den nødvendige, omfattende støtte til et land, hvor den fremtidige politiske retning er fuldstændig oppe i luften. De forskellige oprørsgrupper har stået sammen om at vælte Assad, men spørgsmålet er, hvad der forener dem fremadrettet. Kan man forestille sig Jolani stå i spidsen for et semi-demokratisk, inklusivt politisk system med en tilgivende tilgang til det tidligere regimes embedsfolk og støtter for at undgå sammenbrud? Samtidig – og forstærket af et forventeligt fravær af international støtte – er der betydelig risiko for, at Tyrkiet vil anvende det øgede handlerum i det nordøstlige Syrien mod SDF og dets partnere, som udgør et stort tyrkisk sikkerhedspolitisk problem med koblingen til PKK, der udfører aktioner på tyrkisk jord.
Et sådant scenarie vil have alvorlige konsekvenser for stabiliteten i Syrien. Befolkningen vil blive yderligere presset af manglen på basale ressourcer, og konflikten i det syrisk kontrollerede område risikerer at udvikle sig til en særdeles blodig affære.
Hvis sikkerheden omkring al-Hol og al-Roj kompromitteres som en afledt effekt af kampene mellem tyrkisk-støttede grupper (herunder potentielt HTS) og SDF, vil det yderligere destabilisere ikke bare Syrien, men Mellemøsten som region – herunder Irak, hvilket kan føre til ny medvind for IS og andre terrorgrupper. I værste fald kan scenariet udløse en ny borgerkrig i Syrien, hvor desperation og kamp om ressourcer igen vil drive syrerne til våben.
Selvom mange syrere endelig tør håbe på en lysere fremtid, står Syrien stadig over for et nærmest uoverstigeligt bjerg, før det kan kalde sig frit og stabilt. Den nuværende eufori kan være en del af løsningen for at mobilisere økonomisk og politisk støtte, men euforien kan ikke skabe stabilitet i Syrien på den lange bane. Det eneste, der kan det, er tilpas stor interesse fra internationale og regionale aktører, herunder særligt Tyrkiet, USA og EU. Spørgsmålet er, om interesserne blandt disse aktører overhovedet flugter, og hvis dette er tilfældet, hvor højt at stabilitet i Syrien egentlig vil blive prioriteret. ■
I værste fald kan scenariet udløse en ny borgerkrig i Syrien, hvor desperation og kamp om ressourcer igen vil drive syrerne til våben
_______
David Vestenskov (f. 1983) er Chefkonsulent ved Forsvarsakademiets Center for Stabiliseringsindsatser. Han har siden 2012 været engageret i den sikkerhedspolitiske situation i Afghanistan og Mellemøsten via forskning og implementering af stabiliseringsprojekter. Han har udgivet en række publikationer inden for feltet og siden 2019 været leder for Forsvarsakademiets militære stabiliseringsengagementer i rammen af Danmarks Freds –og Stabiliseringsprogram. Han har været ansat i Forsvaret siden 2012, hvilket også har omfattet en udsendelse som rådgiver til NATO Mission Iraq i 2022-2023.
Anders Streubel-Kristensen (f. 1997) er Fuldmægtig ved Forsvarsakademiets Center for Stabiliseringsindsatser. Han er kontaktperson for centrets Irak-program som led i Freds- og Stabiliseringsfonden, hvor han følger sikkerhedssituationen i Mellemøsten generelt, og Irak specifikt, og er kontaktperson for centrets irakiske samarbejdspartnere.
ILLUSTRATION: Damaskus, 20. december 2024: Flaget for Syriens oppositions vejret i den syriske hovedstads gader efter Assads fald [FOTO: Omar Haj Kadour/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
