Bogaktuelle Emil Sondaj Hansen: Med Mamdani begynder det næste kapitel i Demokraternes tillidskrise

05.11.2025

Efter sejre i guvernørvalgene i New Jersey og Virginia fristes Demokraterne til at ånde lettet op. Men historien er mere kompleks end som så.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere

Kommentar af Emil Sondaj Hansen

Efter sejre i guvernørvalgene i New Jersey og Virginia, hvor Mikie Sherill (NJ) og Abigail Spanberger (VA) vandt over hhv. den republikanske siddende viceguvernør i Virgina og sikrede i New jersey, at det er første gang i 50 år, at Demokraterne holder fast i magten i mere end to perioder i træk, fristes Demokraterne til at ånde lettet op. Men historien er mere kompleks end som så.

Den 34-årige Mamdani præsterede en overbevisende sejr på 50,4 pct. over Andrew Cuomo, den tidligere guvernør, som – efter at have tabt primærvalget til Mamdani – stillede op som uafhængig og kun fik 41,6 pct.

Med Mamdani begynder det næste kapitel i Demokraternes tillidskrise. Men kapitlet er ikke skrevet endnu. Det kan være begyndelsen på en genoprejsning og en ny forbindelse til vælgerne. Eller det kan ende i en slem skuffelse og kaste benzin på den allerede brændende mistillid og politikerlede.

I min bog Angreb på Harvard argumenterer jeg for, at Demokraterne (og Harvard) havde undervurderet graden af mistillid i det amerikanske samfund — til Demokraterne, til eksperter og institutioner og til hinanden. Lige fra Harvards egen politistyrke, som ikke kan rykke ud til situationer uden skydevåben, til en servitrice på en diner i New Hampshire, som stemte på Trump, fordi hun ikke stolede på, hvad der var i maden, oplevede jeg et USA med dyb mistillid. Især til politikere.

Og jeg forstår det godt. Jeg var lige blevet 18, da Donald Trump blev valgt som præsident første gang. Min studietid var præget af COVID, jeg blev færdiguddannet og sendt ud i et smadret arbejdsmarked, og nu har inflationen efter Ruslands invasion af Ukraine gjort, at jeg ikke har haft råd til æg.

Så finder jeg ud af, at Demokraterne har holdt hånden over præsident Bidens sindstilstand. Min tillid til medierne falder også. CNN-journalisten Jake Tapper skriver bogen Original Sin (2025) og klarlægger komplottet. Som komikeren Jon Stewart sagde: ”Hvor absurd er det ikke, at medierne sælger dig en bog om nyheder, som de burde have fortalt dig for et år siden – gratis?”

Men nu kommer Mamdani. Med sine skarpe TikTok-videoer og karismatiske optræden giver han mig en ny følelse. Her er en politiker, jeg måske kan stole på?

Dagene efter valget var der en form for tømmermænd hos Harvard. Et utal af Demokrater og eksperter kom forbi for at finde ud af, hvad der var galt. Man fløj 14 vælgere ind fra hele landet og ind i elfenbenstårnet til en live-fokusgruppe for at forstå, hvad der rørte sig i det amerikanske samfund.

Alle, Harris- såvel som Trump-vælgere, sagde, at økonomien var det vigtigste for dem i valgkampen. Flere mente, at økonomien havde været meget bedre under Trump 1.0 end under Biden. Hvordan forklarer man dog, at Trump havde arvet Obamas økonomiske politik, Biden skulle håndtere konsekvenserne af Trumps politik, hvorefter Trump nu igen ville nyde godt af Bidens økonomiske politik – bl.a. de massive investeringer fra Inflation Reduction Act (IRA)? Det er svært at forklare til en far i Alabama, som ikke har råd til et baseballbat til sin søn.

Det er stadig ligesom i 1992, hvor Bill Clinton vandt med sloganet ”It’s the economy, stupid!” Men mere end nogensinde før handler det om, hvordan man taler om økonomien. De syv svingstater – Pennsylvania, Arizona, Georgia, Michigan, Nevada, North Carolina og Wisconsin – som var altafgørende for præsidentvalget, fik næsten halvdelen af den samlede statsstøtte fra IRA. Men budskabet trængte ikke igennem.

Her er Mamdani anderledes. Han har formået at få kampagnen til at handle om leveomkostningerne i New York. Gennem en fortælling om New York har han skabt tillid blandt sine følgere til, at han – i hvert fald – vil gøre sit bedste for at adressere de problemer, de oplever i deres hverdag.

Mamdani er en erklæret socialist og antizionist – i byen med den største koncentration af jøder uden for Israel vel at mærke. Alligevel har han formået at fokusere kampagnen på bread-and-butter-problemer for newyorkere.

Blandt Demokraterne er der nu en diskussion om, hvorvidt man skal ”opgive” de mere identitetspolitiske mærkesager og kun fokusere på økonomi. Mamdani gør begge dele. Han giver ikke op på multikulturalismen. Efter sin valgsejr sagde han i sin tale:

”Tak til dem, som så ofte bliver glemt af storbyens politik, men som gjorde denne bevægelse til deres egen. Jeg taler om jemenitiske kiosk-ejere og mexicanske abuelaer. Senegalesiske taxachauffører og usbekiske sygeplejersker. Trinidadiske kokke og etiopiske tanter.”

En af mine klassekammerater er nu rådgiver for Mamdani. Han var elevrådsformand på Harvard Kennedy School. Året før havde elevrådet overskrevet budgettet med ti tusind dollars, så det var hans opgave at kommunikere til medstuderende, at der ikke var råd til studenterfester det år.

Mamdani står over for en lignende udfordring: Kan han gennemføre sine løfter om gratis børnepasning og andre progressive tiltag? Hans planer er delvist finansieret gennem nye skatter, som guvernør Kathy Hochul er imod.

Mamdanis far, Mahmood Mamdani, skrev bogen Good Muslim, Bad Muslim (2005), som jeg læste under min bachelor. Heri skildrer han, hvordan muslimer i USA skulle bevise, at de var ”en af de gode” efter 9/11. Nu står hans søn over for udfordringen at bevise, at han er en af de gode Demokrater.

Han kommer højst sandsynligt ikke igennem med mange af sine mærkesager. Men spørgsmålet er, om newyorkere har så meget tillid til ham, at det er nok, at han prøver? Som fokusgruppen på Harvard viste, er kommunikationen og subjektive opfattelser næsten lige så vigtige som den økonomiske politik, der faktisk bliver ført. Måske er det nok, at Mamdani giver newyorkerne følelsen af, at han er i deres hjørne.

Et nyt kapitel for Demokraterne er åbnet. Det er ikke skrevet endnu. For et år siden, da jeg vågnede slukøret efter Trumps valgsejr til billeder på WhatsApp af unge republikanere med MAGA-hatte, som tissede på den berømte statue af John Harvard, havde jeg ikke forventet at se, hvad Mamdani gjorde i går.

I sin sejrstale citerede han den indiske landsfader Jawaharlal Nehru: ”Der kommer et øjeblik, men sjældent i historien, hvor vi træder ud af det gamle og ind i det nye; hvor en epoke slutter, og hvor en nations sjæl, længe undertrykt, endelig får stemme.”

Vi må se, om Mamdani sejr er den slags øjeblik. ■

 

For et år siden, da jeg vågnede slukøret efter Trumps valgsejr til billeder på WhatsApp af unge republikanere med MAGA-hatte, som tissede på den berømte statue af John Harvard, havde jeg ikke forventet at se, hvad Mamdani gjorde i går
_______

 

Emil Sondaj Hansen (f. 1997) har en kandidat og bachelor i international politik fra University of Cambridge og har arbejdet med klima- og energipolitik ved den danske ambassade i Berlin. I 2024 blev han tildelt Kronprins Frederiks Legat til et års studier på Harvard Kennedy School. Han er forfatter til bogen “Angreb på Harvard: En rejse i USA’s nutid. Og Europas Fremtid?”, som udkommer d. 7. november ved Straarup & Co.

ILLUSTRATION: New York, 27. oktober 2025: Borgmesterkandidat Zohran Mamdani taler med en vælger ved et busstoppested [FOTO: Seth Wenig/AP]