Gustav Worm Nørgård: Sådan får Vesten sin globale troværdighed tilbage
02.07.2025
Hvis Vesten vil vinde mere end bare krigen – hvis man vil genvinde global tillid – kræver det mere end våben. Det kræver konsistens. Og selvransagelse.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Af Gustav Worm Nørgård, studerer jura ved Aarhus Universitet med interesse for international ret og geopolitik
Krigen i Ukraine handler ikke kun om droner, territorium og taktik. Den handler om værdier – og om, hvem der har retten til at forsvare dem. Vesten insisterer på, at folkeretten er under angreb – men glemmer at det internationale system allerede længe har lidt under stormagters selektive lovlydighed. For mange lande uden for Europa er invasionen af Ukraine ikke et brud med en regelbaseret verdensorden – men en fortsættelse af en verdensorden, hvor reglerne bøjes for dem, der har magten.
Hvis Vesten vil vinde mere end bare krigen – hvis man vil genvinde global tillid – kræver det mere end våben. Det kræver konsistens. Og selvransagelse.
Vesten insisterer på, at folkeretten er under angreb – men glemmer at det internationale system allerede længe har lidt under stormagters selektive lovlydighed
_______
Del 1: Krigene før Ukraine
Den 20. marts 2003 erklærede USA’s præsident George W. Bush, at amerikanske styrker havde indledt en militær offensiv mod Irak. Invasionen blev begrundet med ønsket om at fjerne masseødelæggelsesvåben og bekæmpe terrorisme – trusler, der aldrig blev dokumenteret. Danmark deltog aktivt med flere hundrede soldater, og syv danske mistede livet.
Krigens folkeretlige grundlag var omstridt allerede fra begyndelsen. FN’s Sikkerhedsråd havde ikke godkendt invasionen, og flere toneangivende aktører – herunder Frankrig, Tyskland og FN’s generalsekretær Kofi Annan – kritiserede senere invasionen som et brud på folkeretten. Mange opfattede den som udtryk for amerikansk unilateralisme og en farlig præcedens for anvendelse af magt uden international legitimitet. Efterspillet forstærkede kritikken: Der blev aldrig fundet masseødelæggelsesvåben, og i stedet kastede krigen Irak ud i et langvarigt kaos, sekterisk vold og fremvæksten af grupper som Islamisk Stat. I tilbageblik fremstår Irak-krigen for mange som et fundamentalt brud på den regelbaserede verdensorden – og et vendepunkt for Vestens globale troværdighed.
Men allerede før Irak var Vesten engageret i en anden konflikt: Afghanistan. Efter terrorangrebene den 11. september 2001 blev Taliban-styret fjernet med militær magt, og Danmark var blandt de første lande, der bidrog. Krigen udviklede sig til et to årtier langt forsøg på at omforme landet – men da de vestlige styrker trak sig ud i 2021, vendte Taliban tilbage til magten uden nævneværdig modstand. Over 40 danske soldater mistede livet, og mange flere blev sårede – både fysisk og psykisk.
Fælles for begge krige er, at de blev ført uden klare FN-mandater og i strid med centrale principper i folkeretten. De blev solgt på idealer – demokrati, frihed, sikkerhed – men endte i destabilisering og mistet troværdighed. For mange i det globale syd står Vesten ikke som en garant for international orden, men som en aktør, der bøjer reglerne, når det tjener egne interesser.
Det er her, forbindelsen til Ukraine-krigen opstår. Når Vesten i dag kræver global opbakning til sanktioner og principper om suverænitet, møder det ikke kun modstand fra Rusland – men skepsis fra lande, der husker Irak og Kabul. Fortidens hykleri underminerer nutidens moral.
Når Vesten i dag kræver global opbakning til sanktioner og principper om suverænitet, møder det ikke kun modstand fra Rusland – men skepsis fra lande, der husker Irak og Afghanistan. Fortidens hykleri underminerer nutidens moral
_______
Del 2: Ukraine i et globalt perspektiv
Ruslands invasion af Ukraine er en åbenlys krænkelse af folkeretten. Et stormagtsangreb på en selvstændig stat med det formål at dominere og kontrollere. Der er intet legitimt ved det, og der bør ikke herske nogen tvivl om, at Rusland bærer hovedansvaret for krigen.
Men det betyder ikke, at Vesten er uden ansvar.
I årtier har NATO udvidet sig mod øst – i nogle tilfælde med god grund, i andre med en hast og en retorik, der ignorerede Ruslands sikkerhedspolitiske følsomheder. Det er korrekt, at suveræne stater har ret til selv at vælge alliancer. Men det er også korrekt, at storpolitik ikke foregår i et vakuum. For Rusland fremstod NATO’s fremmarch som en trussel, ikke som frihed.
Det giver ikke Rusland nogen ret til at invadere Ukraine. Men det forklarer, hvorfor krigen ikke opstod ud af det blå.
Når Vesten i dag samler sig om at forsvare den regelbaserede verdensorden, fremstår det for mange lande som en selektiv kamp. Da USA og NATO – med opbakning fra flere vestlige lande – handlede uden FN-mandat i Irak, og i Libyen og Afghanistan udvidede deres mandat langt ud over, hvad der var givet, var der ingen snak om suverænitet eller proportionalitet.
Da Vesten forhandlede Minsk-aftalen med Rusland i 2014, var det ifølge Angela Merkel ikke for at skabe fred, men for at købe tid og styrke Ukraine. “Det var et forsøg på at give Ukraine tid til at blive stærkere,” sagde hun i 2022 – en udtalelse, der i Moskva blev opfattet som bekræftelse på, at Vesten forhandlede i ond tro.
Alt dette underminerer Vestens moralske autoritet. Ikke fordi Rusland har ret – men fordi Vesten har brudt de samme regler og uden konsekvenser.
Det er korrekt, at suveræne stater har ret til selv at vælge alliancer. Men det er også korrekt, at storpolitik ikke foregår i et vakuum
_______
Del 3: Et fastlåst konfliktbillede
Hvis vi virkelig ønsker fred i Ukraine, er vi nødt til at turde stille det spørgsmål, mange undviger: Kan krigen vindes – og til hvilken pris?
I dag synes den vestlige strategi at være en stedfortræderkrig uden slutmål. Vesten sender våben og penge, mens Ukraine og Rusland betaler prisen i menneskeliv og ødelæggelse. Samtidig nægter man at sætte sig til forhandlingsbordet, fordi det opfattes som svaghed. Men måske er det netop dét, der mangler: Diplomati – ikke som kapitulation, men som en nødvendig vej ud af en fastlåst konflikt.
Hvis vi holder fast i, at Ukraine frit skal kunne vælge sine alliancer, må vi også erkende, at NATO-medlemskab for Ukraine – set fra Moskva – udgør en rød linje. Ikke kun for Putin, men for det russiske sikkerhedsnet bredt. En NATO-grænse direkte op til Rusland vil i deres øjne fuldende den strategiske indkredsning, de i årevis har frygtet. Man kan kalde det paranoia – men det former reelle trusselsvurderinger, og dét kan ingen ignorere.
Derfor er det ikke en indrømmelse til Rusland at overveje neutralitet eller langsigtet alliancefrihed for Ukraine. Det er en erkendelse af realiteterne – og en mulig vej ud af en krig, der i øjeblikket kun ser ud til at kunne fortsætte med flere døde og uden klar sejrshorisont.
Samtidig må Vesten forstå, at det globale syd ikke er forpligtet på vores verdensbillede. Mange ser konflikten som endnu et kapitel i en vestlig magtkamp, ikke som et moralsk opgør. Hvis vi vil genopbygge troværdighed, må vi begynde at føre en udenrigspolitik, hvor principper gælder universelt – og ikke kun, når det passer os.
Del 4: En ny kurs for Vesten?
Vesten står ved en korsvej. Enten fortsætter vi som før – med selektiv moral, strategisk hykleri og stadigt faldende troværdighed – eller også må vi ændre kursen.
Det kræver, at vi tør se i øjnene, at vores egne handlinger har bidraget til den verdensorden, vi i dag kalder truet. Vi har talt om folkeretten, men brudt den i Mellemøsten. Talt om fred, men forberedt krig – ikke ved at søge forståelse, men ved at grave grøfter, styrke alliancer og opruste mod dem, vi ikke forstår – eller ikke vil forstå. Talt om ligeværd, men handlet ud fra dominans.
Vi har krævet, at resten af verden skal følge reglerne – mens vi giver os selv undtagelser. Men i denne multipolære verden er det ikke længere nok med rå styrke. Vi er nødt til at blive mere fair og konsistente.
Også Israels krigsførelse i Gaza nævnes ofte som et eksempel på Vestens dobbeltstandarder. Mange lande i det globale syd – samt internationale organisationer og NGO’er – har kritiseret de vestlige regeringers tilbageholdenhed i forhold til folkeretten i denne konflikt. Uanset hvordan man vurderer selve konflikten, bliver den i store dele af verden opfattet som endnu et tilfælde, hvor reglerne ikke håndhæves konsekvent.
Hvis vi ønsker en stabil og retfærdig international orden, må vi insistere på, at reglerne gælder alle – også os selv. Det betyder at støtte forhandling frem for evig krig. Det betyder at anerkende modpartens trusselsbillede – ikke for at give efter, men for at forstå konflikten. Og det betyder, at vi skal være lige så hurtige til at kritisere vores egne som vores fjender, når folkeretten brydes.
Kun gennem konsekvens, ydmyghed og principfasthed kan Vesten genvinde tilliden fra det globale syd – og måske begynde at lægge grunden til en mere fredelig og legitim verdensorden. ■
Vi har krævet, at resten af verden skal følge reglerne – mens vi giver os selv undtagelser. Men i denne multipolære verden er det ikke længere nok med rå styrke. Vi er nødt til at blive mere fair og konsistente
_______
Gustav Worm Nørgård (f. 1998) studerer jura ved Aarhus Universitet med interesse for international ret og geopolitik. Han har læst folkeret og internationale menneskerettigheder og specialiserer sig i krigsret på kandidaten.
ILLUSTRATION: Washington D.C., 13. februar 2025: Indiens premierminister Narendra Modi, der ofte taler Det Globale Syds sag, signerer gæstebogen under sit besøg hos præsident Trump i Det Hvide Hus [FOTO: Det Hvide Hus]
Kommentaren er blevet opdateret med en tilføjelse siden udgivelse.
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
