Halime Oguz (SF) om situationen i Gaza: Historien vil dømme dem, der vender blikket væk. Det her er også vores ansvar. Og det haster
04.06.2025
Hvis vi ikke engang tør sige fra, når børn begraves under murbrokker, hvornår gør vi det så? Hvis vi ikke tør handle, når en hel befolkning straffes kollektivt, hvad er så tilbage af vores værdier? Historien vil dømme dem, der vender blikket væk.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Kommentar af Halime Oguz, folketingskandidat, SF
Der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan forholde sig tavs. Hvor stilhed ikke bare er et fravalg af ansvar, men bliver en del af problemet. Det tidspunkt er nu.
For det, vi ser i Gaza, er ikke bare en konflikt. Det er en humanitær katastrofe. Mennesker mister livet i titusindvis. Børn bliver begravet under murbrokker. Familier udslettes. En hel befolkning nægtes adgang til mad, vand og medicin. Det sker lige nu. For verdenssamfundets øjne. Og vi har et ansvar.
Jeg har længe undladt at blande mig offentligt i debatten. Ikke fordi jeg manglede medfølelse. Tværtimod. Tragedien er så umenneskelig og ubærlig, at jeg i lang tid nok bare har forsøgt at fortrænge den. Og den uforsonlige tone i debatten, hvor man hurtigt bliver mistænkeliggjort og anklaget for enten at støtte Hamas eller være barnemorder, har gjort det endnu sværere. Men lidelsen og tabet af menneskeliv er nået til et punkt, hvor vi ikke længere kan tie. Hvor vi må sige fra – ikke fordi det handler om at vælge side i en konflikt, men fordi det handler om noget langt mere grundlæggende: Menneskelighed. Værdighed. Liv.
Lad mig være helt tydelig: Jeg foragter Hamas. Hamas står for alt det, jeg har brugt mit liv på at bekæmpe: religiøs fanatisme, kvindeundertrykkelse og vold. De forhindrer fred og bruger civilbefolkningen som skjold. De må afvæbnes, gidslerne skal løslades. Punktum. Ingen skal være i tvivl om, hvor jeg står.
Men det ændrer ikke det faktum, at Israels krig i Gaza har mistet enhver proportionalitet. Det er ikke selvforsvar længere. Det er en systematisk og kynisk ødelæggelse af et folk, som i forvejen lever under blokade og besættelse. Vi ser en kollektiv afstraffelse af en hel befolkning. Det er uacceptabelt.
Israel betegner sig selv som en demokratisk stat. Men demokrati handler ikke kun om valg og institutioner – det handler om menneskerettigheder, retssikkerhed og respekt for liv. Det, vi ser nu, er alt andet end det. Det er ikke demokrati – det er brutal magtanvendelse.
Netanyahu og den ekstremt højrenationale regering har et ansvar: Et ansvar for bombninger, der rammer hospitaler, skoler og boligområder. Et ansvar for at udvide bosættelserne, der underminerer enhver mulighed for fred, og fordrive familier fra deres hjem. Og lad os ikke være naive, for målet med denne krig er klokkeklart: Det handler ikke om selvforsvar – det handler om at overtage kontrollen med både Gaza og Vestbredden. Det er et projekt båret af religiøs nationalisme og ønsket om total dominans.
De menneskelige tragedier kan ikke længere vente på symbolske advarsler. Israel skal presses til det yderste. Ikke med bekymringer. Men med konkrete konsekvenser.
De menneskelige tragedier kan ikke længere vente på symbolske advarsler. Israel skal presses til det yderste. Ikke med bekymringer. Men med konkrete konsekvenser
_______
Og hvad gør Danmark?
Regeringen siger, at den “følger situationen tæt” og “lægger pres på Israel”. Det er ikke nok. Det lyder som en automatreaktion – noget man siger for at kunne påstå, at man gør noget, uden reelt at handle. I stedet holder vi katastrofen på afstand med pæne ord og passivitet, mens børn, kvinder og mænd betaler prisen.
Argumentet lyder, at Danmark ikke kan gøre en forskel alene. Men det har aldrig holdt os tilbage før. Vi har taget lederskab i klimakampen. Vi har stået fast på menneskerettigheder og solidaritet med Ukraine. Hvorfor ikke nu? Hvorfor ikke her?
Mette Frederiksen har før vist, at hun kan samle lande og sætte retning i Europa – senest med forsøget på at ændre internationale konventioner, så det bliver nemmere at udvise kriminelle udlændinge. Så hvorfor er det så svært at samle europæiske lande for at forsvare de samme konventioner, når det gælder civile liv i Gaza?
Hun har også indgået et strategisk samarbejde med Israel om vacciner og må derfor formodes at være en af de europæiske ledere, Netanyahu har en smule respekt for. Det er et udtryk for styrke og lederskab – og det forpligter.
Når Danmark har formået at skubbe til store dagsordener, kan vi også bruge vores stemme nu – til at kræve respekt for folkeretten og for menneskeliv. Vi kan ikke være selektive, når det gælder international lov og menneskerettigheder. Reglerne skal gælde – også når det er vores såkaldte ”allierede”, der bryder dem.
Mette Frederiksen kæmper ofte for retfærdighed og fred. Den kamp bør nu rettes mod Netanyahu og hans brutale krig. Jeg tror på, at hun kan gøre en forskel. Men det kræver vilje. Og det kræver mod. Modet til at sige fra – også når det er upopulært, også når vi skal gå forrest.
Danmark må lægge maksimalt pres i EU. Handelsaftaler med Israel skal ikke være fredede, mens folkeretten brydes systematisk. Det handler om troværdighed – og anstændighed.
Og det her får ikke kun konsekvenser i Gaza. Det kan også få konsekvenser her.
Det, jeg frygter, er, at når Israel affyrer bomber, der rammer vilkårligt og dræber både Hamas-krigere, børn og helt almindelige civile på én gang, så planter de ikke fred. De planter desperation, vrede og had. Ikke kun i Gaza, men også i Europa.
For hvordan skal børn og unge mennesker, der vokser op med død, ødelæggelse og ydmygelse, nogensinde tro på demokrati og forsoning?
Når civile betaler prisen for en krig uden skelnen mellem skyldige og uskyldige, så skaber det ikke sikkerhed. Det skaber radikalisering. Det nærer ekstremisme. Det er en tikkende bombe – ikke kun i Mellemøsten, men også i vores egne samfund.
Denne krig vil ikke knuse terroren. Den vil nære den.
Israel vil udslette Hamas. Jo tak. Men hvordan forestiller man sig, at børn, der vokser op med sorg, sult og ødelæggelse, bliver mønsterdemokrater? Hvad er det for en verden, vi efterlader dem i? Hvad er det for et håb, vi giver dem?
Denne morbide krig vil kun føre til mere ekstremisme og mere terror.
Vi må turde forsvare vores værdier
Der findes øjeblikke, hvor vi må turde stå op for vores værdier – også når det koster. Det her er ét af de øjeblikke.
Jeg skriver det her, fordi jeg ikke længere kan tie.
Og fordi Danmark kan – og skal – gøre mere.
For hvis vi ikke engang tør sige fra, når børn begraves under murbrokker, hvornår gør vi det så?
Hvis vi ikke tør handle, når en hel befolkning straffes kollektivt, hvad er så tilbage af vores værdier?
Historien vil dømme dem, der vender blikket væk. Det her er også vores ansvar.
Og det haster. ■
Historien vil dømme dem, der vender blikket væk. Det her er også vores ansvar. Og det haster
_______
Halime Oguz (f. 1970) er cand.mag. i litteraturvidenskab og mellemøststudier og fhv. medlem af Folketinget for SF.
ILLUSTRATION: Jabalia i Gazastriben, 4. juni 2025 [FOTO: Omar Ashtawy/Zuma/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
