Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: ’Trump-effekten’ realiserede våbenhvilen mellem Israel og Hamas. Men vejen til fred er skrøbelig
18.01.2025
Det var Donald Trump, der gjorde forskellen. Men selvom Netanyahu givetvis er ganske godt tilfreds med at have bevaret sit gode forhold til den kommende præsident, er det ikke utænkeligt, at han at annullerer våbenhvilen.
Af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – Den eneste forskel er Donald Trump. Så kort og kontant kunne man være fristet til forklare den våbenhvile mellem Israel og Hamas, som i disse dage er ved at falde på plads.
Den våbenhvile, som nu går ind i første fase, ligger i hvert fald tæt op ad, hvad man i sommeren forsøgte at få igennem. Umiddelbart må man sige, at den faldt til jorden, fordi omstændighederne var nogle andre. Det var dengang, hvor Joe Biden endnu havde et halvt år tilbage af sin tid i Det Hvide Hus, og han ansås som manden, der i princippet havde de bedste kort på hånden til at få styr på Mellemøstens kaos. Med en klassisk diplomatiske linje stod Joe Biden, og hans udenrigsminister Antony Blinken, for noget, der kunne minde om Henry Kissingers hektiske penduldiplomati fra en svunden tid.
Til denne ligning hørte bare, at Biden havde et særdeles anstrengt forhold til Benyamin Netanyahu. Den israelske leder levede samtidig i forventningen om, at Trump ville blive USA’s næste præsident, og det gjorde han i formodningen om, at han ville kunne opnå langt bedre resultater med ham. Derfor havde han ikke spor travlt med at fremme den forhandlingsproces, som Biden og Blinken søgte at få sat på sporet. Ovenikøbet søgte han at demonstrere sin åbenlyse foragt for den amerikanske præsident, som da han i slutningen af juli talte for begge kamre i den amerikanske kongres, hvilket var en bevidst torn i øjet på Biden.
Det lykkedes heller ikke Biden at tumle Hamas. I den lejr vækker alt, der har selv den svageste duft af USA og vestlig imperialisme, som det hedder, næsten automatisk modvilje og skepsis. På det tidspunkt, for et halvt år siden, mente Hamas dog stadig at befinde sig i en styrkeposition, så det var også herfra, de fleste indvendinger mod en våbenhvileaftale kom.
Den eneste forskel er Donald Trump. Så kort og kontant kunne man være fristet til forklare den våbenhvile mellem Israel og Hamas, som i disse dage er ved at falde på plads
_______
Trump-effekten
I den aktuelle situation var situationen en anden. Nu var det Hamas, som tydeligt havde den største interesse i en våbenhvile. Efter den 31. juli, hvor israelerne likviderede bevægelsens leder Ismail Haniyeh, mens denne opholdt sig i et topsikret kompleks i Teheran, satte det en øjeblikkelig stopper for videre forhandlinger. Og efterfølgende krigshandlinger i regionen – herunder det sydlige Libanon – førte til, at Hamas’ alliancepartner i nabolandet, den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, i slutningen af november indgik en våbenhvile med Israel. Lidt senere i forløbet opgav iranerne også yderligere angreb på Israel, og da Bashar al-Assads regime i Syrien blev styrtet den 8. december, var Irans såkaldte modstandsakse mere eller mindre ophørt med at eksistere. Tilbage var kun houthierne i Yemen, der et stykke ind i det nye år vedblev med at affyre sporadiske missiler mod Israel.
Med andre ord: I begyndelsen af 2025 stod Hamas isoleret. Da bevægelsen anrettede sit brutale terrorangreb på den sydlige Israel den 7. oktober forrige år, var det en tydelig ambition at sætte dele af regionen i brand. Det lykkedes, men i en helt anden forstand end Hamas-ledelsen nok havde håbet på. Allerede den 24. oktober sidste år, da Hamas-lederen Yahya Sinwar omkom under et israelsk angreb på Rafah i den sydlige ende af Gazastriben, så man bevægelsens tiltagende svækkelse. Og det var nok dette element, der til syvende og sidst skabte viljen til at indgå våbenhvilen.
I den forbindelse er det dog helt centralt at pege på ’Trump-effekten’. At iranerne valgte at skifte kurs i krigen, hænger givetvis sammen med, at lederne i Teheran betragter Trump som uforudsigelig. De har frygtet, hvad han som præsident ville kunne bruge af midler for at gennemtvinge sin vilje. Trump har flere gange sagt, at han ønsker at finde en hurtig og effektiv afslutning på bl.a. Mellemøstens krige og konflikter, men det har hele tiden ligget i kortene, at han ikke går efter den diplomatiske linje, som har kendetegnet Biden og Blinken. Trump er forretningsmand, og han går efter en hurtig deal, hvor de pæne hensyn og de langsigtede visioner må vige pladsen.
Det er præcis det, vi lige nu ser i forhold til Israel og Hamas. For blot et par dage siden lød beskeden fra Trump, at hvis der ikke forelå en underskreven våbenhvileaftale inden den 20. januar, hvor han officielt indsættes i præsidentembedet, ville helvede bryde løs i hele Mellemøsten.
Under hele forløbet og den sidste tids hektiske forhandlinger i Doha var Bidens forhandlingsteam naturligvis en central spiller. Men Trump havde også sit eget team i spil, under ledelse af hans særlige mellemøstudsending, Steve Witkoff. Denne kommer ikke med baggrund i diplomatiet, men er først og fremmest – ligesom Trump selv – forretningsmand med mange års erfaring i ejendomsbranchen. På et pressemøde i denne tid fremhævede Trump således de klassiske diplomaters fortræffeligheder ved at bemærke, at de ved, hvor alle floderne ligger, men fremhævede så Witkoff ved at bemærke, at han er ’a great dealmaker’.
Witkoffs facon kom for en dag i forrige weekend, hvor han fra Doha ringede til Netanyahu og bad om et møde lørdag tidligt på eftermiddagen. Den israelske leder svarede, at han normalt ikke holder møder på sabbatten og foreslog lørdag aften, hvortil Witkoff replicerede, at han ikke havde tid til at vente så længe. Kendetegnende for situationen bøjede Netanyahu af og mødte Witkoff lørdag eftermiddag, selv om han vidste, at det kunne bringe ham i konflikt med de religiøse politikere i hans regeringskoalition. Det viser, at Witkoff, som i øvrigt selv er jødisk, er en benhård dealmaker. Og ikke mindst viser det, at Netanyahu var helt klar over, at han ikke skulle lægge sig ud med Trump.
At iranerne valgte at skifte kurs i krigen, hænger givetvis sammen med, at lederne i Teheran betragter Trump som uforudsigelig
_______
Problemet Ben Gvir
Hele dette forløb om våbenhvilen rykker også lidt ved fortællingen om Netanyahu som den store mesterstrateg. Da han umiddelbart efter Bashar al-Assads fald stod sammen med en gruppe militære ledere i Golanhøjderne og skuede ind over Syrien, var han ikke bleg for at sige, at det var takket være Israels militære offensiver, at Syrien nu kan se en bedre fremtid i møde. Underforstået lød budskabet altså: Det var Netanyahus fremsyn ved krigens begyndelse, der havde sikret den omfattende ommøblering, som har fundet sted i hele regionen. Dette er naturligvis politisk retorik – og noget af en tilsnigelse, eftersom der er sket mange ting undervejs, som Netanyahu ikke kunne forudse.
På samme måde holder det næppe vand, at Netanyahu bevidst spændte ben for Bidens våbenhvileinitiativ for et halvt år siden, for at kunne servere våbenhvilen for Trump ved dennes indsættelse. Det er snarere den anden vej rundt, da det er Netanyahu, der har fået klar besked om, hvor skabet skal stå. Og det hænger sammen med, at den israelske leder både dengang og nu finder våbenhvilen upassende og risikabel, hvilket navnlig hænger sammen med Itamar Ben Gvir.
Denne står i spidsen for det lille parti Otzmah Yehudi (Jødisk Styrke) på den yderste nationalistiske højrefløj. Ben Gvir, som er ideologisk bosætter fra Kiryat Arba nær Hebron på Vestbredden, er minister for intern sikkerhed, og han er en svoren modstander af nogen form for territorielt kompromis med palæstinenserne. Sammen med en anden minister, Bezalel Smotrich fra partiet Religiøs Zionisme, har han længe insisteret på at fortsætte krigen, og aktuelt har han sat Netanyahu i en alvorlig klemme, idet han truer med at bryde med regeringen, hvis våbenhvileaftalen bliver implementeret. De to partier sidder på i alt 13 mandater i Knesset, så dette vil i givet fald bringe Netanyahu-regeringen i klart mindretal, hvilket kan føre til dens fald og udskrivelse af nyvalg. I sig selv er dette et skrækscenarie for Netanyahu, da han synes at have insisteret på krigens fortsættelse, for ad den vej kan holde sig ved regeringsmagten og med dette forhale eller helt aflyse retssagen, hvor han står anklaget for flere tilfælde af grov korruption. Skulle den dom blive fældet, tegner fremtiden sig dystert for Netanyahu, og det kan i givet fald godt blive til afslutningen på hans politiske karriere.
Netanyahu står som en lus mellem to negle. På den ene side er han belejret af Ben Gvir og den yderste højrefløj, og på den anden side melder sig nu truslen fra Donald Trump. Og da det vil være politisk dumt at lægge sig ud med Trump endnu, inden denne har taget plads i Det Hvide Hus, ser det altså ud til at Netanyahu har accepteret dennes krav i håbet om at kunne tackle Ben Gvir ad anden vej.
Hele forløbet om våbenhvilen rykker også lidt ved fortællingen om Netanyahu som den store mesterstrateg
_______
Våbenhvilens faser
Her får vi altså en form for indblik i, hvordan processens videre forløb kan komme til at tegne sig. Itamar Ben Gvir har sine politiske motiver til at tale våbenhvileaftalen imod. Han anerkender slet ikke palæstinensernes ret til en selvstændig stat, og der er folk på hans fløj, der både taler om at genetablere jødiske bosættelser på Gazastriben og etnisk udrensning af palæstinenserne. I den aktuelle situation har Ben Gvir dog sat en anden maske op, og det gør han ved at tale til israelernes frygt.
Efter hans opfattelse er det en elendig aftale, fordi den bliver indgået, inden man har nået krigens mål: den totale eliminering af Hamas. Det er i dag vanskeligt at vurdere, hvor Hamas står rent militært, men der er formentlig en række celler og små grupperinger på måske et par tusinde mand, som fortsat er under våben og er klar til at fortsatte den væbnede kamp. Dette ser Ben Gvir som et grundlag for en genetablering af Hamas’ væbnede kapacitet, og selv om det virker som en søgt forklaring, giver det god mening i dele af den israelske befolkning. Siden Hamas tog magten i Gaza i 2007, har der været en række militære konfrontationer, som er endt med en våbenhvile. Og Ben Gvir påpeger, at Hamas hver gang har brugt våbenhvilen til at genetablere sig.
Disse tilfælde er naturligvis vanskelige at sammenligne med den aktuelle tilstand, hvor Gazastriben bærer præg at massive ødelæggelser og en dybt bekymrende humanitær situation. Det vil derfor være vanskeligt for Hamas at opruste igen, og navnlig vil det være vanskeligt i en atmosfære, hvor civilbefolkningen i vid udstrækning har mistet tilliden til Hamas og ikke ønsker at se fortsatte krigshandlinger.
På den baggrund er vejen altså banet for implementeringen af aftalens første fase. Den starter søndag, altså et døgn inden Donald Trump bliver taget i ed som USA’s kommende præsident. Den første fase kommer også til at omfatte frigivelsen af 33 ud af de resterende 101 israelske gidsler. Søndag kommer de første tre ud, og derfra vil det fortsætte med tre om ugen, ligesom godt 1600 palæstinensiske indsatte i israelske fængsler vil blive løsladt efter samme system i den første fase. Denne vil også omfatte markant flere lastbiler med forsyninger til den nødlidende palæstinensiske civilbefolkning, samt en delvis israelsk tilbagetrækning.
De to næste faser er endnu ikke forhandlet på plads. Denne proces vil starte 16 dage inde i første fase, og det er her, mange ser grund til bekymring. Disse to faser skal føre frem til frigivelse af samtlige israelske gidsler samt palæstinensiske indsatte efter samme målestok som i første fase, samt fuld israelsk tilbagetrækning fra hele Gazastriben – på nær den såkaldte Philadelphi-korridor, som er en smal stribe land langs Gazastribens grænse til Egypten. Den vil forblive på israelske hænder, hvorved Israel vil kontrollen over grænsetrafikken mellem Gaza og Egypten, også efter våbenhvilens fulde implementering. Men ellers er det hensigten, at anden fase skal føre til den totale israelske tilbagetrækning, men først efter at gidseludvekslingen er afsluttet. I denne del af forløbet vil våbenhvilen blive permanent, hvorpå forhandlingerne op til tredje fase vil dreje sig om genopbygningen af Gazastriben.
I denne fase ligger der flere faremomenter. Vi har allerede set, hvordan våbenhvilen, der blev indgået mellem Israel og Hizbollah tilbage i november, er blevet brudt et utal af gange. Mindre episoder har i stribevis fået parterne til at anklage modparten for brud på aftalen, og den kommende udvikling i Gaza kan meget vel komme til at bære præg af noget lignende. Det ligger lige for at antage, at det måske her er endnu mere sandsynligt og endnu farligere for den skrøbelige våbenhvile, fordi der står en del mere på spil end i Libanon. For også i Hamas er der elementer, som ikke ønsker at anerkende våbenhvilen – især er det tilfældet i den rivaliserende bevægelse Islamisk Jihad. Og selv om Netanyahu givetvis er ganske godt tilfreds med at have bevaret sit gode forhold til Trump, kan han efterfølgende godt tænkes at se en grund til at annullere våbenhvilen, hvis der opstår en situation, der kan betragtes som en provokation, eller hvis forhandlingerne om forløbet i anden og tredje fase løber på grund.
Efter at våbenhvilen blev underskrevet i Doha torsdag aften, erklærede Trump, at han vil invitere Netanyahu til Det Hvide Hus som en af de allerførste udenlandske statsledere. Den israelske leder kan dermed sige, at han indtil videre er i kridthuset hos Trump, og der er lagt op til, at det skal fortsætte på den måde. Men dette er ikke nogen automatisk garanti for, at våbenhvileaftalen herefter vil blive implementeret efter planen. Der er stadig mange faldgruber, så lige nu tegner vejen bort fra krigen til at blive en skrøbelig proces. Skridt for skridt. ■
Selv om Netanyahu givetvis er ganske godt tilfreds med at have bevaret sit gode forhold til Trump, kan han efterfølgende godt tænkes at se en grund til at annullere våbenhvilen
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem mere end 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter til en række bøger og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I november 2024 udkom hans seneste bog,’Den korte historie om Jerusalem’ (Forlaget Svane & Bilgrav), som fortæller byens tusindårige historie som centrum for religiøse og storpolitiske konflikter, og i foråret 2025 udkommer ’Israel fra 1948 til nu’ (RÆSONs Forlag), der handler om Israels politiske historie fra statens grundlæggelse op til den nuværende Netanyahu-regering.
ILLUSTRATION: Gaza by, 16. januar 2024: Et israelsk luftangreb på et kvarter i Gazastriben [FOTO: Hasan N. H. Alzaanin/Anadolu/ABACAPRESS.COM]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
