Klaus Goldschmidt Henriksen: Vi er mange jøder, der ikke vil tages som ideologiske gidsler for staten Israels handlinger
18.06.2025
Når staten Israel og dens støtter hævder at forsvare “det fælles jødiske hjem”, og bruger dét som retfærdiggørelse for etnisk udrensning, bosættelser og apartheid – så sætter de tusinder af jøder i verden i en umulig position. De gør jøder verden over til mål for vrede og mistro, fordi “jøderne” implicit gøres medansvarlige for statens forbrydelser.
Kronik af Klaus Goldschmidt Henriksen, kandidat for Enhedslisten i Københavns Kommune og aktiv i Jøder for Retfærdig Fred
Jeg er dansker med jødisk familiebaggrund. I min allernærmeste familie har jeg svigerbørn og børnebørn med både jødiske, danske og palæstinensiske rødder. Jeg har flere gange været på besøg i det besatte Palæstina og set undertrykkelsen med egne øjne.
Jeg har været engageret i kampen for palæstinensernes rettigheder siden 1982, hvor jeg – som så mange andre – blev dybt rystet over massakrerne i de palæstinensiske flygtningelejre, Sabra og Shatila i Libanon. De blev udført af kristne falangister, men fandt sted med Israels støtte og israelske soldaters vidende og passivitet. Det var mit politiske wake-up call i forhold til de overgreb, palæstinenserne er blevet udsat for i årti efter årti.
For mig handler palæstinensernes situation ikke om en fjern konflikt. Det handler om retfærdighed – og om at holde fast i de grundlæggende menneskelige værdier, selv når det politiske flertal på Christiansborg nægter at handle og Israels danske støtter beskylder mig og andre for at være ”selvhadende jøder” og ”kapo’er” (KZ-fanger under Anden Verdenskrig, der varetog administrative funktioner for nazisterne, red.).
Det sidste halvandet år har jeg været aktiv i grupper som Jøder for Retfærdig Fred (af 5784) og Palæstinensisk-Jødisk Alliance. Vi er mange jøder – også her i Danmark – der ikke vil tages som ideologiske gidsler for staten Israels handlinger. Vi ønsker at råbe ud til verden, at staten Israel under ingen omstændigheder taler på alle jøders vegne.
Vi vil ikke gøres til medskyldige i systematisk undertrykkelse, krig mod og gradvis fordrivelse af palæstinenserne.
Det, der foregår i Palæstina, er ikke en ulykke uden afsender
_______
Forbrydelser mod menneskeheden
Der er noget grundlæggende galt, når en stat, der påstår at repræsentere mennesker, der selv har lidt under forfølgelse og udryddelse, i dag nægter et andet folk retten til liv, frihed og fremtid. Det, der foregår i Palæstina, er ikke en ulykke uden afsender. Det er resultatet af politiske beslutninger og systematisk magtudøvelse – mens det internationale samfund ser passivt til.
Staten Israel blev oprettet i kølvandet på Holocaust – ikke som en historisk nødvendighed, men som en konsekvens af europæisk skyld og stormagtspolitik, hvor jøders behov for sikkerhed blev imødekommet ved at ofre et andet folks land og rettigheder. Palæstinenserne havde intet ansvar for antisemitismen i Europa. Alligevel blev det deres hjem, deres eksistens og deres fremtid, der måtte bøde.
Det handler ikke om etnicitet eller religion. Det handler om undertrykkelse og magt. Og det er her, tavsheden bliver uundskyldelig.
Ved staten Israels oprettelse i 1948 blev hundredtusinder af palæstinensere fordrevet, og millioner lever i dag som flygtninge uden statsborgerskab, uden adgang til deres hjem og uden fundamentale rettigheder. FN’s Resolution 194, som fastslår de fordrevne palæstinensere – og efterkommerne af dem – retten til at vende hjem, bliver stadig ignoreret af Israel.
I mere end et halvt århundrede har Israel besat Vestbredden og Østjerusalem. Bosættelser opføres i strid med international ret. Palæstinensere lever under militær kontrol, med checkpoints, natlige razziaer, vilkårlige anholdelser og systematisk diskrimination.
Gaza har i årevis været under belejring og er igen og igen blevet udsat for omfattende og ødelæggende angreb.
Over 55.000 palæstinensere er døde i Gaza de sidste 20 måneder – mange af dem børn.
Der er intet neutralt i ikke at reagere
_______
Hospitaler er bombet, skoler jævnet med jorden, hele boligkvarterer udslettet. Det, der foregår, er ikke en utilsigtet konsekvens af selvforsvar efter terrorangrebet den 7. oktober. Og det er heller ikke et legitimt forsøg på at befri de israelske gidsler i Gaza, som kunne være frigivet i forbindelse med den våbenhvile, Israel ensidigt opsagde tidligere på året. Det er resultatet af en bevidst, militær strategi, der systematisk går efter det civile samfund. Strategien understøttes af mange udtalelser fra ledende Israelske ministre, der taler om den totale overtagelse af Gaza – og på længere sigt fuld annektering af den besatte Vestbred i et Stor-Israel fra Jordanfloden til Middelhavet.
Disse handlinger er ikke bare uretfærdige – de er ulovlige. Amnesty International, Human Rights Watch og FN har dokumenteret, at Israel opretholder et apartheidlignende system over for palæstinenserne – og at den nuværende krig i Gaza bærer klare træk af folkemord. Det er ikke længere et spørgsmål om overdrivelse, men om at kalde tingene ved deres rette navn.
Der er intet neutralt i ikke at reagere. Når bomber falder over boligområder, når læger og journalister bliver dræbt, og når børn begraves under murbrokker – så er det ikke blot tragisk. Det er en forbrydelse mod menneskeheden. Og det er et ansvar, der også rækker ind i dansk udenrigspolitik.
”Aldrig igen” – for hvem?
Jeg er født i 1957 og opvokset med fortællinger om flugt, modstand og overlevelse. I oktober 1943 måtte min mor, mormor og resten af familien flygte fra Danmark til Sverige, da de danske jøder blev jagtet af nazisterne. Min dengang 14-årige moster og min mormor blev arresteret og interneret i Horserødlejren, men slap i sidste øjeblik for deportationen til koncentrationslejren Theresienstadt – takket være civile danskere, herunder en modig præst, der satte alt på spil for at redde dem.
De erfaringer har præget min forståelse af, hvad det betyder, når stater og mennesker lader uret ske. Det er ikke nok at håbe, at det går over. Man må handle. Man må sige fra.
Når Danmark, EU og andre vestlige lande støtter Israel politisk, økonomisk og militært uden at kræve ansvar, er det ikke neutralitet – det er medskyld. Når folkeretten brydes, og intet sker, undermineres hele den internationale retsorden, der blev skabt i kølvandet på Anden Verdenskrig med løftet om ’aldrig igen’.
Der er ikke tale om krig i klassisk forstand, men om kolonial undertrykkelse
_______
Det løfte, verden gav efter Holocaust – “aldrig igen” – gælder ikke kun for os med jødisk baggrund. Det må også gælde for palæstinenserne. Det må gælde, hver gang et folk bliver dehumaniseret, fordrevet og dræbt. Ellers mister det sin mening.
Det er fristende at omtale situationen som en konflikt mellem to lige parter, men virkeligheden er langt mere skæv. Den ene side har en af verdens mest avancerede hære, kontrollerer grænser, luftrum, ressourcer og bevægelighed og bliver understøttet økonomisk og militært af USA. Den anden lever under militær besættelse og blokade, uden en stat, uden rettigheder og uden mulighed for at bestemme over egen skæbne.
Der er ikke tale om krig i klassisk forstand, men om kolonial undertrykkelse – med våbenmagt, med tvang og med lovgivning. Og i Gaza er der tale om en folkemorderisk krigsførelse, hvor det civile samfund målrettes og tilintetgøres systematisk. Når et samfund pulveriseres fysisk, socialt og kulturelt – mens verdenssamfundet kigger væk – bliver tavsheden til en moralsk falliterklæring.
Israels nylige angreb på Iran markerer endnu en farlig optrapning i en allerede eksplosiv situation. Når Israel uden folkeretligt mandat angriber et andet lands territorium, trækker det hele Mellemøsten mod en ny storkrig med civile ofre i centrum. Disse handlinger underminerer enhver forestilling om, at Israel søger fred og stabilitet. Tværtimod er det udtryk for en aggressiv udenrigspolitik, som truer med at brede vold og uret endnu længere ud – og som igen viser, hvor fatalt det er, at det internationale samfund gang på gang undlader at gribe ind.
Israel repræsenterer ikke alle jøder
Der er en tendens til at sidestille kritik af Israels politik med antisemitisme. Det er ikke bare intellektuelt uredeligt – det er også en farlig og dybt forkert anklage. Det forveksler magtkritik med had. Kritik af en stats politik er ikke had mod et folk. Israel misbruger Holocaust som historisk traume til at underminere nutidens menneskerettigheder.
At være jøde er ikke det samme som at støtte Israel. Jøder er en mangfoldig gruppe – religiøse og ikke-religiøse, israelske, europæiske, mellemøstlige, afrikanske, amerikanske. At påstå, at én stat taler på vegne af os alle, er både historieløst og politisk ukorrekt.
Når staten Israel og dens støtter hævder at forsvare “det fælles jødiske hjem”, og bruger dét som retfærdiggørelse for etnisk udrensning, bosættelser og apartheid – så sætter de tusinder af jøder i verden i en umulig position. De gør jøder verden over til mål for vrede og mistro, fordi “jøderne” implicit gøres medansvarlige for statens forbrydelser.
Det er ikke blot forkert. Det er farligt, fordi det for alvor danner grobund for et racistisk had mod jøder.
De gør jøder verden over til mål for vrede og mistro, fordi “jøderne” implicit gøres medansvarlige for statens forbrydelser
_______
Vælg side for folkeretten
Det er ikke radikalt at kræve retfærdighed. Det er konsekvent. Hvis menneskerettigheder skal tages alvorligt, skal de gælde for alle – også for palæstinenserne. Hvis vi som samfund vil være troværdige, må vi insistere på, at international ret ikke kun gælder, når det passer vores egne interesser.
Det betyder: Stop for våbeneksport til Israel, diplomatisk pres for at få blokaden af nødhjælp ophævet, krav om ophør af besættelsen og anerkendelse af en palæstinensisk stat. Det betyder også, at Danmark bør støtte internationale undersøgelser af folkemordet i Gaza – og sikre, at ansvar bliver placeret.
Det handler ikke om at vælge side i en krig. Det handler om at vælge side for folkeretten, for lighed og for menneskelig værdighed.
Hver gang et barn dør i Gaza, uden at det får konsekvenser, svækker det betydningen af begreberne “menneskerettigheder” og “retsorden”. Hver gang vi som samfund forholder os tavse, svigter vi ikke kun palæstinenserne – vi svigter vores egne værdier.
Hvis vi virkelig mener, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og med lige rettigheder, så må vi også handle, når disse rettigheder krænkes – selv når det er politisk ubekvemt.
“Aldrig igen” må ikke være et privilegium for nogle. Det skal være en universel forpligtelse.
Disse handlinger er ikke bare uretfærdige – de er ulovlige
_______
Klaus Goldschmidt Henriksen (f. 1957) er socialpædagog og konsulent. Goldschmidt er desuden kandidat for Enhedslisten i Københavns Kommune og aktiv i Jøder for Retfærdig Fred (af 5784)
ILLUSTRATION: Gazastriben, 19. januar 2024 [FOTO: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix]
Artiklen er rettet efter udgivelse. I den oprindelige udgave stod der, at “det er en utilsigtet konsekvens af terrorangrebet 7. oktober”. Der skulle naturligvis stå “ikke en utilsigtet konsekvens”. Vi beklager fejlen.
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
