Lars Bonderup Bjørn: Dansk energipolitik skyder både ved siden af og langt under målet
07.05.2025
Danmark bør sætte som sit fornemmeste mål at vise, at et integreret og digitaliseret energisystem med vind, sol, batterier og forbrugsfleksibilitet kan løse opgaven og udgøre et reelt alternativ til olie og gas.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og se mere
Kommentar af Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII
Dansk energipolitik burde være bygget på klimakatastrofen og behovet for forsyningssikkerhed. I stedet er fokus på industripolitik og politiske aftaler om CO2-neutralitet og kvotesystemet. Alvoren er til at tage at føle på, både når det gælder konsekvenser af en fejlslagen politik for klimaet, og når man iagttager, hvor mange penge energipolitikken handler om. I øjeblikket lyder støtteordninger til brintrør, havvind, CCS og biomasse samlet på mere end 100 milliarder kroner. Oven i det kommer investeringer i udbygning af distributions- og transmissionsnettet på knap 100 milliarder kroner inden 2030.
Men adresserer energipolitikken overhovedet det væsentlige? Lad mig pege på 5 udfordringer i dansk energipolitik:
1. Dansk energipolitik er baseret på en farlig løgn
Danmarks statistik har opgjort, at 20 millioner tons CO2 eller 31 pct. af Danmarks CO2-udledninger kommer fra afbrænding af biomasse og dermed altovervejende fra afbrænding af træ. Men vi lyver for os selv og tæller ikke disse CO2-udledninger i klimaregnskabet, da FN’s opgørelsesmetoder tillader en anden praksis, end der gør sig gældende for fossile brændstoffer. Olie, gas og kul tælles og udleder til sammenligning cirka 26 millioner tons CO2 – eller 40 pct. af vores CO2-udledning. Og resten, de 29 pct. hidrører fra landbrug, skovbrug, fiskeri, industri og husholdninger.
Samtidig har regeringen afsat 28 milliarder kroner til at fange noget af den CO2, der udledes – for at kunne tælle biomassens udledninger som negative udledninger, der kan modregnes i vores olie-, gas- og kulforbrug. Derved forringes økonomien i biomassen yderligere, for det koster at fange CO2.
Danmark fremhæver internationalt, hvor stor en andel vedvarende energi vi som foregangsland præsterer. Men næsten 2/3 af den vedvarende energi er afbrænding af biomasse.
Internationalt er der en betydelig tilvækst af energianlæg, der afbrænder træ o.a. biomasse, hvilket Danmark med sin kommunikation tilskynder. Det ødelægger klimaet – og det ødelægger biodiversitet globalt.
2. Dansk energipolitik er baseret på et fatamorgana
Energistyrelsen har sat skub i bekymringerne med udmeldinger om, at vi står i risiko for at komme til at mangle strøm i længere perioder. Det er et problem, der skal tages meget alvorligt. Når man kigger i Energistyrelsens prognoser, fortælles der om en fordobling af elforbruget i 2032 og en 5-6-dobling af forbruget i 2050. Den altovervejende årsag til stigningen er tilvækst af produktion af grøn brint og datacentre. Begge kræver store mængder energi, men det er en efterspørgselsfremskrivning som er uden hold i nogen virkelighed:
I Energistyrelsens prognose kommer den største stigning i elforbruget fra grøn brint. Men omdannelsen af vand til brint ved hjælp af elektricitet (grøn brint) koster 4-5 gange så meget som brint produceret på gas med tilkoblet CO2-fangst (blå brint) og brint, der naturligt forekommer i undergrunden (hvid brint). Blå og hvid brint bruger ingen sammenlignelige mængder strøm, og en væsentlig produktion vil ikke finde sted i Danmark. Produktion af grøn brint har således på intet tidspunkt haft udsigt til at kunne blive konkurrencedygtig inden for den tidshorisont, Energistyrelsen ligger til grund. Det er et fatamorgana.
Datacentre bruger enorme mængder strøm, og forbruget af strøm har udsigt til at stige kraftigt i takt med, at kunstig intelligens vinder frem. Der er et tydeligt grundlag for vækst, men det er ikke tydeligt, hvor på verdenskortet væksten kommer. Noget kommer i Danmark, men realiteterne i de seneste år peger i retning af, at efterspørgslen på dansk grund er noget overvurderet.
Den efterspørgsel, Energistyrelsen således forventer, og som ligger til grund for debatten i Danmark, er altså meget betydeligt overvurderet. Samtidig står vi i dag i en virkelighed, hvor manglende efterspørgsel efter el har bidraget til at tage livet af soludviklere og gør livet svært for vindudviklere. I 2027 åbnes havvindmølleparken Thor med 1 GW el, og flere mindre anlæg kommer til. Men efterspørgslen efter el stiger næppe med 1 GW frem til 2027. På den korte bane er der således ikke et problem med elproduktionen: Der er et problem med manglende efterspørgsel efter el, og det problem ser ud til at ville vare ved i en del år. Både vindmølleproducenterne, udviklerne af vedvarende energianlæg, klimaet og statskassen vil derfor nyde gavn af en beslutning om udfasning af træafbrænding, elektrificering af varmesektoren, og yderligere elektrificering af industrien og transportsektoren. Der skal fokus på at skabe efterspørgsel efter el.
3. Dansk energipolitik ser primært havvind som en forretning
Regeringen har lige nu travlt med at puste nyt liv i havvindeventyret efter det skandaløse havvindudbud til Nordsøen, der skulle tjene penge til staten. For at få gang i ny grøn elproduktion vil staten nu i stedet bruge op til 62 milliarder kroner i tilskud til elproduktion af 3 GW el – eller strøm nok til 3 millioner husstande. Men hvad skal al den strøm bruges til? Selv om industrien næppe siger nej til statsstøtte, så er det et udbud, der ikke giver mening uden en samtidig beslutning om at løse klima- og forsyningsproblemer på dansk grund. En så betydelig statsstøtte til at løse problemer i Tyskland giver ikke mening. Det, der kunne gøres til en god nyhed, var, at de 3 GW var tænkt som grundlag for et stop for afbrænding af træ, elektrificering af varmen og yderligere elektrificering af industri og transport. Det hænger bare dårligt sammen med den samtidige beslutning om at ville fange CO2 fra biomassen.
For hvorfor havvind? Både landvind og sol er langt billigere og lettere at håndtere.
Havvind har potentiale til at kunne fjerne ganske væsentlige dele af den CO2-udledende produktion, der i dag foregår på kraftværkerne, og der er kamp om arealerne. Havvind kan således bidrage til at reducere den del af træafbrændingen, der i dag går til elproduktion og optager land. Havvind har nemlig én væsentlig styrke i forhold til landvind ved at kunne yde en mere stabil basisproduktion, da der er mere stabile vindforhold til vands end på land. Havvind har således stort potentiale til at reducere den mængde el, der i dag produceres ved afbrænding af træ og erstatte afbrænding af træ til opvarmningsformål.
Gennem digitalisering og prissignaler kan der skabes en langt bedre udnyttelse af elnettet.
_______
4. Batterierne er her – det er alternativet til olie og gas ikke
Verdens grundlæggende problem er, at der ikke findes et reelt alternativ til olie og gas. Atomkraft kan afløse noget, men det gør energien dyrere. Træafbrænding er ikke en løsning – det ødelægger klodens økosystemer, og der er ikke nok træ til rådighed. Vind og sol er billigere end olie og gas, men lider af fluktuerende produktion, og fungerer derfor lige nu kun som et supplement til olie og gas.
Batterier er faldet dramatisk i pris i de seneste år. Uanset om batterierne sidder i elbiler eller gøres tilgængelige som meget store enheder i egentlige energilagringsenheder, så er vi nu der, hvor vind, sol og batterier til sammen kan udvikles til at udgøre et reelt alternativ til olie og gas. Særligt hvis vi medtænker muligheden af, at en række forbrugere – f.eks. varmeproducenter, køl, frys, elbiler og nogle industrielle processer – har mulighed for fleksibelt at flytte deres forbrug til et andet tidspunkt. Varmesystemet har et ganske betydeligt potentiale til at kunne fungere som energilager, og sol og vind kan med de eksisterende batterityper udjævne deres produktion over døgnet og i nogle tilfælde endda over flere døgn.
Danmark bør sætte som sit fornemmeste mål at vise, at et integreret og digitaliseret energisystem med vind, sol, batterier og forbrugsfleksibilitet kan løse opgaven. Det vil imidlertid kræve nogle betragtelige omlægninger af skatte- og afgiftssystemet for at sikre rette motivation til udnyttelse af systemets komponenter og skabe økonomiske incitamenter. Med 100 milliarder kroner til rådighed fra havvindudbud, CO2-fangst og lagring, og brintrør burde det på ingen måde udgøre et problem at lave den omlægning, som end ikke behøver at koste staten penge.
5. Der er mere kapacitet i de eksisterende elnet, vind- og solparker, end vi udnytter
Energinet og distributionsselskaberne står med et samlet investeringsprogram på knap 100 milliarder kroner frem til 2030. Spørgsmålet er, om det er nødvendigt og klogt at investere så mange penge? Problemet ved bygning af elnettet er, at ethvert elnet skal dimensioneres efter en spidsbelastning – altså den time på året, hvor der forbruges mest energi. Bortset fra den ene time om året er kapaciteten overdimensioneret – og dermed overinvesteret. Elnetselskabernes sværeste opgave er kvalificeret at gætte på, hvordan forbrugskurven kommer til at se ud. Med elbiler, varmepumper, husstandsbatterier, datacentre m.m. og fremkomsten af digitale styringssignaler, der altid kalder på opladning og opvarmning, når strømmen er billigst, kan spidsbelastningen blive meget voldsom. Jo mere voldsom spidslasten er, jo mere spildkapacitet vil der være i elnettet resten af tiden. Gennem digitalisering og prissignaler kan der skabes en langt bedre udnyttelse af elnettet. Med en fokuseret indsats er der potentiale til at spare tocifrede milliardbeløb i udbygningen af elnettet.
At der er mere kapacitet, end vi bruger, gør sig også gældende for vindmøller og solceller. Vindmøller lukkes ned 10-15 pct. af deres produktive tid for at skabe balance i systemet, da det, der kan produceres, nogle gange overstiger den mængde strøm, der efterspørges. Det er produktiv tid, som kunne udnyttes, hvis vi kunne flytte forbrugstidspunktet eller lagre energien. For solcellerne er det værre endnu, da solcellerne i sommerhalvåret har 1/3 uudnyttet produktionskapacitet. Særligt i middagstimerne kan solcellerne producere langt mere end forbruget er til. Vi kan altså trække væsentligt mere energi ud af de allerede etablerede solcelleparker og vindmøller. Der vil ikke være en eneste naboklage, flagermus eller butsnudet frø at tage hensyn til i denne udnyttelse af produktionsapparatet. Vi er så optaget af at bygge nyt, at vi glemmer at udnytte det eksisterende mest muligt effektivt. En bedre udnyttelse giver bedre økonomi og større attraktivitet for investorer – eller sparede systemomkostninger for Energinet.
Løgnen om foregangslandet
Dansk energipolitik har i de senere år været baseret på nogle antagelser som ikke holder vand og som man politisk har forsømt at handle på. Den elektrificering af samfundet, som efterspørgselsprognoserne fra Energistyrelsen spår om, er urealistisk, og der hvor man kan skabe efterspørgsel efter el og gøre meget stor gavn for klimaet – ved at elektrificere varmen og yderligere elektrificere transporten og industrien, og samtidig ophøre med afbrænding af træ – griber man ikke ind. CO2-regnskabet belønner nemlig ikke afskaffelsen af træ, og skaber tværtimod mulighed for at producere negative udledninger, der kan modregnes i olie- og gasforbruget. Det skaber en farlig løgn om Danmark som foregangsland.
På global skala og som et relevant eksporteventyr for Danmark er der et stort potentiale i at udvikle et reelt alternativ til olie og gas. Danmark bør sætte som sit fornemmeste mål at vise, at et integreret og digitaliseret energisystem med vind, sol, batterier og forbrugsfleksibilitet kan løse opgaven. ■
Dansk energipolitik har i de senere år været baseret på nogle antagelser som ikke holder vand og som man politisk har forsømt at handle på
_______
Lars Bonderup Bjørn (f. 1969) er administrerende direktør i EWII, formand for Center Denmark (digital energi), medlem af bestyrelsen for Energy Cluster Denmark, leder af Energi- og Forsyningspolitisk Netværk.
ILLUSTRATION: Mast med navnet “Thor”, som der rejses 454 af i 2024 og 2025 som del af en ny 400 kV højspændingslinje på Vestkysten fra Idomlund på til grænsen, 9. april 2025 [FOTO: Kenneth Bagge Jørgensen/Biofoto/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
