Martin Winding: Danske unge er verdensmestre i demokrati. Problemet er bare, at de ikke vil deltage i det
11.06.2025
Selvom unge i Danmark topper i demokratiforståelse, er billedet et helt andet, når det kommer til demokratisk engagement. Det skyldes alt fra skolesystemet til TikTok, men der er faktisk også en løsning.
Denne artikel bringes i RÆSONs serie om dannelse, uddannelse og demokrati. Se overblikket over artiklerne her.
Kommentar af Martin Winding, efterskolelærer
“Vi bor i et af verdens mest demokratiske lande.” Det er et udsagn, mange danske unge ville kunne gentage. De har lært det i skolen. Danmark er placeret helt i toppen af diverse internationale målinger, når det kommer til demokratiforståelse blandt unge. Ifølge den internationale undersøgelse ICCS (International Civic and Citizenship Education Study ) fra 2016 og 2022 scorer danske skoleelever højest i verden, når det handler om demokratisk viden. Men når det kommer til deltagelse, engagement og oplevelsen af at være en del af demokratiet, falder vi drastisk i ranglisten. Faktisk er det blevet værre fra 2016 til 2022. Og det burde få både undervisere og politikere til at spærre øjnene op.
Undersøgelsen viser også, at den demokratiske dannelse er rykket ud af klasseværelset. Nu er skolen ikke længere det sted, hvor vores børn og unge diskuterer demokratiet. I stedet er det rum i stigende grad forbeholdt venner og familie.
Der tegner sig et paradoks: Vi har unge, som kan ”remserne”, men som ikke føler sig forbundne med indholdet. De ved godt, hvordan det politiske system fungerer, men de oplever ikke, at det er noget, de selv er en del af – eller har ansvar for. Det kunne kaldes “demokratisk dissonans”, når viden og handling ikke følges ad.
Jeg har fire bud på, hvad der lægger til grund for fænomenet. Og et bud på, hvordan vi løser det.
Vi har unge, som kan ”remserne”, men som ikke føler sig forbundne med indholdet. De ved godt, hvordan det politiske system fungerer, men de oplever ikke, at det er noget, de selv er en del af – eller har ansvar for
_______
Skolens rolle: Fra remse til relation
Det danske skolesystem er i vid udstrækning ansvarligt for, at unge ved noget om demokrati. Men det er også her, vi finder kimen til problemet. For hvis undervisningen om demokrati bliver for teoretisk og ikke kobles til elevernes egne liv, følelser og erfaringer, så risikerer vi, at demokrati reduceres til en slags parathedsviden – noget man bare lærer udenad og gengiver til prøverne. En remse.
Hvis man derimod tør give plads til det konfliktfyldte, til dilemmaerne og til de etiske diskussioner, så kan man gøre demokrati levende. Og det kræver, at man som lærer tør og kan slippe kontrollen og invitere eleverne med ind i en demokratisk samtale. En samtale, der ikke kun handler om, hvordan systemet fungerer, men om, hvad det betyder at være borger i et fællesskab. Det er her dannelsen bor. Og skal vi tro undersøgelsen, så er vi lærere ikke i stand til at stimulere den del af øvelsen. Om det er pga. en dårlig læreruddannelse, manglende livserfaring, dårlige arbejdsvilkår eller manglende interesse blandt lærerne, siger undersøgelsen ikke noget om. Dog kan jeg godt have mistanke om, at alle fire mulige årsager kan være i spil.
Læreruddannelsen har de senere år fået hug for at være en uddannelse, som man kunne tage sideløbende med et fuldtidsjob, hvis alt andet mislykkedes. Som lærer er det bestemt en fordel at have livserfaring, som man kan tage med ind i undervisningen – det vækker elevernes nysgerrighed i samfundsfagstimerne, hvis læreren kan smide sig selv “under bussen” en gang imellem, men det er ikke alle, som vil eller kan det. Dårlige arbejdsvilkår opstår, når læreren kun har tid til at hive standardiseret undervisningsforløb ned fra en undervisningsportal, som skolen har betalt for. Og endelig foregår der et større fagfordelingspuslespil på alle skoler, hvor samfundsfag nogle gange bliver tildelt til lærere, som ikke er linjefagsuddannet, hvilket ikke ligefrem fremmer entusiasme og engagement hos underviseren.
Læreruddannelsen har de senere år fået hug for at være en uddannelse, som man kunne tage sideløbende med et fuldtidsjob, hvis alt andet mislykkedes
_______
Unge og oplevelsen af indflydelse
En anden vigtig årsag til den svage demokratiske tilknytning blandt unge er oplevelsen af manglende indflydelse. Mange unge føler ikke, at deres stemme bliver hørt – hverken i skolen eller i samfundet generelt. ICCS-undersøgelsen fra 2022 viser, at danske unge i meget lav grad oplever, at deres holdninger tages alvorligt i skolekonteksten. Og hvis man ikke engang oplever at blive hørt i klasselokalet, hvordan skal man så tro på, at ens stemme har værdi på Christiansborg?
Denne følelse af afmagt kan være en frugtbar grobund for kynisme eller politisk apati. Når man oplever, at man ikke kan påvirke noget, så er det nærliggende at vende ryggen til. Som efterskolelærer oplever jeg ofte, at de unge slet ikke er klar over, hvilke muligheder de har for at deltage i vores demokrati, selvom de ikke har ret til at stemme. Klimaforandringerne er et godt eksempel på, at de unge føler en magtesløshed i forhold til at deltage og få indflydelse, da det ofte er store internationale beslutninger og diskussioner, som bliver fremhævet i medierne og dermed ikke i øjenhøjde med de unge. Undervisningen i skolen skal selvfølgelig omhandle årsagerne til klimaforandringer, hvem er skyld i forandringerne, hvem går det ud over, og hvordan løser vi problemet. Dernæst kan emnet bliver nærværende for eleverne, hvis læreren bruger tid på at tale om ungdomsbevægelser, demonstrationer og aktivisme – alt sammen noget, som de unge kan deltage i samtidig med, at de indgår i nye fællesskaber. Men denne viden får de unge kun, hvis skolen afsætter tid til at fortælle om deres muligheder. Det er, som om grundskolen glemmer at afsætte tid til dette, fordi man har for meget fokus på, at eleverne skal kunne alle genretræk ved en novelle. Eller, igen, som en remse.
TikTok-politik og personfiksering
I samme åndedrag må man nævne det nye politiske landskab, hvor sociale medier – særligt TikTok – spiller en afgørende rolle. Unge politiske stemmer som Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh har formået at ramme en hel generation med korte, skarpe budskaber. Det er nemt at latterliggøre som “populisme” eller “overflade”, men det ville være mere konstruktivt at spørge: Hvad er det, han tilbyder, som unge savner andre steder?
Mange unge ser måske ikke længere politik som noget, der nødvendigvis handler om ideologier eller lange argumenter. Politik bliver i stedet et spørgsmål om identitet, stemning og stil. Det betyder ikke, at de er dumme eller overfladiske – det betyder, at de er børn af en digital tid, hvor det relationelle og æstetiske har større betydning end det rationelle. Det bør vi som samfund tage alvorligt. Måske handler det ikke om, at de unge ikke gider politik, men om, at de ikke genkender sig selv i de politiske institutioner og deres måde at kommunikere på.
Måske handler det ikke om, at de unge ikke gider politik, men om, at de ikke genkender sig selv i de politiske institutioner og deres måde at kommunikere på
_______
En demokratisk kultur i forandring
Når vi taler om demokrati, taler vi ofte om strukturer og systemer. Men demokrati er også en kultur – en måde at være sammen på. Og den kultur forandrer sig i takt med samfundet. Unge søger i dag fællesskaber andre steder end i de traditionelle partier eller ungdomsorganisationer. De organiserer sig i bevægelser, på sociale medier og i midlertidige fællesskaber. De kræver autenticitet og handlemuligheder her og nu – ikke møder, vedtægter og lange beslutningsprocesser.
Det stiller krav til vores måde at tænke demokratisk deltagelse på. Måske skal vi redefinere, hvad det vil sige at være aktiv borger i dag. Måske skal vi turde anerkende nye former for deltagelse, også selvom de ikke ligner de gamle. Det kunne f.eks. være at anerkende, at unge, der engagerer sig i klimastrejker eller underskriftsindsamlinger på SoMe, også deltager aktivt i demokratiet – bare på deres egne præmisser. Eller at deltagelse i lokale fællesskaber om bæredygtighed, psykologisk tryghed eller ligestilling også er en demokratisk handling, selvom den ikke foregår gennem partiforeninger eller byrådsmøder.
Vi må turde anerkende disse nye former for deltagelse som ligeværdige, Det kræver, at vi opdaterer vores demokratiske selvforståelse – så den passer til de unge, vi har, og ikke de strukturer, vi plejer at bruge.
Hvad kan vi gøre?
Det er let at blive bekymret for demokratiets fremtid, når man ser på den afstand, mange unge føler til det politiske system. Men måske skal vi vende det på hovedet: Den afstand er ikke nødvendigvis et udtryk for ligegyldighed – måske er det et tegn på, at de unge forventer mere. De vil ikke nøjes med at forstå demokratiet; de vil mærke det, påvirke det og være en del af det.
Det forpligter os, både som undervisere og samfundsborgere. Vi må skabe rum, hvor unge kan øve sig i at deltage – ikke bare symbolsk, men reelt. Vi må invitere dem med ind i beslutninger, lytte til deres stemmer og tage dem alvorligt, også når de er uenige med os. Og vi må udvikle en undervisning, der ikke bare måler viden, men også stimulerer engagement. Vi fortæller hele tiden de unge, at de skal være læringsparate, men det skal vi voksne vel også være? ”Spejl,” kunne de unge sige.
Ellers risikerer vi at ende med en generation, der godt ved, hvad demokrati er – men som ikke længere tror på det. ■
Vi fortæller hele tiden de unge, at de skal være læringsparate, men det skal vi voksne vel også være?
_______
Martin Winding (f. 1973) er efterskolelærer på Fjordvang Efterskole.
ILLUSTRATION: Skolevalget i 2017 [FOTO: Mads Nissen/Politiken/Ritzau Scanpix]
[MW1]https://www.uvm.dk/internationalt-arbejde/internationale-undersoegelser/iccs/iccs-2022
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
