Morten Sodemann: Sandheden om førtidspension til indvandrere er ikke en kalendergave, men en kanariefugl med åndenød
22.12.2025
Det er jul og dermed også tid for barmhjertighed. Skulle man tro. Igen i år har regeringen udskammet både julehjælp til muslimer og førtidspension til indvandrere.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere
Kommentar af Morten Sodemann
Det er jul og dermed også tiden for barmhjertighed og velgørenhed. Skulle man tro.
Men julen har heller ikke i år ramt regeringens hjerte, for igen har de udskammet både julehjælp til muslimer og førtidspension til indvandrere. Kritikken af julehjælpen er næsten blevet en del af den politiske julekalender og har mødt intern kritik i regeringen. Men forslaget om at genåbne 5.000 sager om førtidspension for primært borgere med etnisk minoritetsbaggrund er lanceret som en ny kalendergave til vælgerne. Eller er det måske en gammel gave, der er pakket om?
Der er næsten et årshjul for førtidspension i medierne. I 2021 var emnet oppe, da Odense havde reduceret antallet af indvandrere på førtidspension og igen i 2024, hvor Venstre ville have indvandreres førtidspension vurderet på ny.
Tallene er meget gavmilde i mediers og politikeres hænder. For nu er der ”chokerende nye tal” – hver tredje førtidspensionist er indvandrer viser nye tal fra CEPOS”, skrev Berlingske forleden.
Men tal er medgørlige uden kontekst, detaljer og indsigt. CEPOS-analysen er medievenlig, men gør ingen klogere – kun mere forargede.
Virkeligheden er, at der går længere tid, før flygtninge indstilles til førtidspension end andre danskere, og at det ikke alle aldersgrupper blandt indvandrere, der har samme sandsynlighed for at modtage førtidspension. Indvandrere er underrepræsenterede blandt unge og blandt ældre førtidspensionister. Ser man på årsagerne til, at man modtager førtidspension, får 60 pct. af indvandrere det af psykiske årsager, mens det gælder 50 pct. af etniske danskere. Ser man derimod på efterkommere af indvandrere, er tallet steget til 70 pct. – som udtryk for, at de belastes af en stribe ekstraopgaver for deres forældre, samtidig med at de selv skal tage uddannelser og arbejde. Risikoen for at udvikle kronisk psykisk sygdom som f.eks. skizofreni er dobbelt så høj blandt efterkommere af flygtninge som blandt andre.
Der er store kommunale forskelle i, om det er indvandrere eller etniske danskere, der er overrepræsenterede. Det afspejler, at fordelingen af især flygtninge – og integrationen af flygtninge – ikke er helt tilfældig, når det kommer til sygdom. Det er svært at få hjælp i små landkommuner langt fra eksperter. En anden faktor er, at kommunerne er meget forskellige i deres tilgang til helbredsafklaring af flygtninge. Det er ikke noget, CEPOS eller regeringen har bemærket.
En undersøgelse af Ankestyrelsen for Jyllands Posten i 2016 viste, at psykisk sygdom er skyld i to af tre førtidspensioner blandt indvandrere.
Risikoen for at udvikle kronisk psykisk sygdom som f.eks. skizofreni er dobbelt så høj blandt efterkommere af flygtninge som blandt andre
_______
Dignity kommenterer i samme anledning, at flygtninge med behandlingskrævende krigs- eller torturoplevelser i gennemsnit venter 10-15 år, før de får diagnose og behandling. Det vil sige at de opholder sig i over 10 år i Danmark, uden at deres behandlingskrævende lidelser er ”synlige” for myndighederne.
Men 2016 var samtidig det år, hvor politikerne netop sløjfede det obligatoriske tilbud om helbredstjek til nyankomne flygtninge – på trods af at de ofte har behandlingskrævende sygdomme. Dermed fjernede politikerne netop den mulighed, der kunne sikre rettidig behandling. Det gælder også medfødte sygdomme, handicap og kroniske lidelser.
Flygtninge venter mange år længere end etnisk danske på at få tilkendt førtidspension. De bliver indstillet senere og deres sagsbehandling tager betydeligt længere tid. Imens lever de i årevis på hjemsendelsesydelse uden egentlig afklaring. Og så får de tilmed tildelt brøkpension – en betydeligt lavere førtidspension end den, etniske danskere modtager. Brøkpension er ikke nogen fest. Dét faktum nævner hverken CEPOS eller regeringen.
Tal er taknemmelige. Flygtninge oplyses ikke om, at de kan søge om tillægspension, og ansøgningesprocessen er et stort papirarbejde, som mange ældre flygtninge opgiver uden hjælp. Kommunerne kan udskyde indstillinger til førtidspension ved at anmode om yderligere speciallægeundersøgelser eller ved at kræve, at borgeren afventer effekten af endnu ikke afprøvede behandlinger. Ofte ”ordinerer” kommunale sagsbehandlere og lægekonsulenter bestemte specifikke forløb i sundhedssektoren for at opretholde borgerens ydelse.
Dertil kommer, at sager i kommunen netop pauseres hver gang, borgeren henvises til nye undersøgelser eller behandling – uanset om der er tale om en stabiliserende eller understøttende behandling, som ikke ændrer deres psykiske eller fysiske helbred. Læger mangler ofte relevant viden om sygdomme og sygdomsudtryk blandt indvandrere, og derfor går der længere tid, før de kommer i den rette behandling. Det betyder, at de venter betydeligt længere end etniske danskere på at få pension.
Til slut må vi konstatere, at det danske arbejdsmarked heller ikke er særlig inkluderende, når det kommer til at ansætte flygtninge med psykiske eller fysiske helbredsproblemer. Koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær og sparsomme læsefærdigheder spænder ofte ben for inklusion på arbejdsmarkedet. Andre gange er det krav om særlige uddannelser, kørekort eller hygeiejnekurser, der stopper forsøget.
For 18 år siden modtog klinikken omkring 150 henvisninger om året. I dag er tallet over 300 om året. Når man strammer garnet, kvæler man barnet
_______
Over 12 pct. af de patienter, vi får henvist, har været udsat for en arbejdsulykke, som hverken er anmeldt eller behandlet. De kender ikke deres rettigheder og får ikke information om dem. Ofte spiller uerkendt PTSD eller psykisk mobning og racisme en rolle i arbejdsskaderne, men det indgår sjældent i den kommunale afklaring. Flygtninge har en højere risiko for at komme ud for arbejdsulykker end andre på danske arbejdspladser. Det gør mange af sagerne komplekse og langvarige, fordi lægerne ikke er dygtige nok til at udrede dem. Det samme gælder langtrukne ankesager i Arbejdsskadestyrelsen.
Konklusionen er, at langt flere flygtninge burde have en førtidspension. Og at det er dé sager, der burde åbnes – i stedet for kollektiv mistænkeliggørelse af hårdtarbejdende sagsbehandlere gennem anklager om sjusk eller insinuationer om, at 5000 førtidspensionister er fiktivt syge. Senest har politikere udtalt, at både læger og sagsbehandlere kan have svindlet, ligesom de borgere der tilkendes førtidspension. Det er ligefrem blevet kaldt ”snyd og humbug”.
Endnu mere sigende er det, at andelen af flygtninge med handicap, der søger og opnår dansk statsborgerskab, de sidste 20 år er faldet fra 98 pct. til 2 pct. Årsagen er, at politikerne er holdt op med at anerkende alvorlig sygdom som begrundelse for at opnå sikker grund under fødderne. Hvis der er noget, der er skredet på indvandrerområdet, er det den politiske accept af, at sygdom er hænger sammen. Det er ikke sagsbehandlere og læger, der fusker med lovgivningen.
De seneste årtiers stramninger i udlændingelovgivningen har haft direkte effekt på flygtninges helbred. Dét kan vi aflæse i antallet af henviste patienter til Indvandrermedicinsk klinik i Odense: Hver gang der er kommet en stramning i kravene til opholdsgrundlag eller sociale ydelser, er antallet af henvisninger steget. For 18 år siden modtog klinikken omkring 150 henvisninger om året. I dag er tallet over 300 om året. Når man strammer garnet, kvæler man barnet.
Hvor må det være underligt som offentligt ansat, der arbejder under ekstremt skrappe regler og retningslinjer, at se sit hårde arbejde latterliggjort som plattenslagere og bedrag. Kollektiv mistænkeliggørelse er blevet et politisk standardgreb med kortlivet symbolsk værdi, men vidtrækkende og uoprettelige konsekvenser for både ansatte og borgere: mistillid, mistro og opgivenhed. Ikke lige dét et presset velfærdssamfund har brug for.
Som en flygtning under udredning fortvivlet udtrykte det, efter at der endnu engang var kritik i pressen af flygtninges førtidspension: ”Er det virkelig mig, der skal redde den danske økonomi?”. Empati er menneskehedens kanariefugl. Når først den er drattet ned af pinden, er det for sent – for så er der ikke mere mellemmenneskeligt ilt tilbage. Tilbage i velfærdssamfundet står kynisme, forråelse og skadefro.
Sandheden om førtidspension til indvandrere er ikke en hyggelig lille kalendergave, men en kanariefugl med åndenød. ■
Empati er menneskehedens kanariefugl. Når først den er drattet ned af pinden, er det for sent – for så er der ikke mere mellemmenneskeligt ilt tilbage
_______
Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Overlæge, Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital. Næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Forskning og forskeruddannelse i flere afrikansk lande. Forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”. Bogen ’Pandemiernes pariaer’ udkom d. 25. april på forlaget Samfundslitteratur.
ILLUSTRATION: Eget pressefoto.
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
