Peter Seeberg i RÆSON SØNDAG: Fra fredsmægling til regimeskifte. Sådan fik Erdoğan skovlen under Assad
04.01.2025
Erdoğans ambitioner går ud på, at Tyrkiet skal være en helt central aktør i Mellemøsten. Med Assads fald synes det nu at være lykkedes.
Af Peter Seeberg, lektor emeritus ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet
Ifølge Mellemøst-kenderen Lina Khatib (Foreign Policy, 9. dec. 2024) er den syriske præsident Bashar al-Assads fald at sammenligne med murens fald i 1989. Hun har en god pointe: Ingen så det komme i sin tid, da østblokken brød sammen, og de, der dengang påstod, at de godt vidste, det ville ske, var fulde af løgn. Sådan er det også denne gang: Det syriske regimes sammenbrud og Assads exit var en gigantisk overraskelse for alle, der følger udviklingen i Mellemøsten. Men der er en interessant forskel fra 1989. Assads regime brød ikke sammen indefra, som dengang i 1989. Denne gang kom ulykken udefra: Regimet ophørte med at eksistere, da Rusland og Iran opgav at sikre den syriske stats overlevelse – og Tyrkiet bidrog aktivt til sammenbruddet.
De regionale stormagter Iran, Rusland og Tyrkiet har ellers i det seneste årti spillet centrale roller i kampen om magten i Syrien. Det har de gjort ved bl.a. officielt at stå sammen i den såkaldte Astana-proces for at skabe fred. Paradoksalt nok er det en aktuel svækkelse af Rusland og Iran, der har gjort det muligt for de syriske oprørere at gennemføre deres magtovertagelse – godt hjulpet på vej af Tyrkiet, som står styrket tilbage på den regionale scene.
Den syriske borgerkrig
For at forstå forudsætningerne for denne udvikling er det nødvendigt at gå tilbage til kort efter starten på den syriske borgerkrig i 2011. Allerede i løbet af de første år af borgerkrigen kom de tre regionale stormagter Iran, Rusland og Tyrkiet til at spille en voksende rolle i Syriens udvikling. Men de tre magters interventioner i den syriske krise foregik på vidt forskellig måde – og med vidt forskellige midler.
For Irans vedkommende handlede det om at fastholde den traditionelle alliance med Syrien, som i sin tid var opstået med henblik på at inddæmme Saddam Husseins Irak. Og der var indlysende udenrigspolitiske perspektiver i at sikre landforbindelsen igennem Syrien til Hizbollah i Libanon. Iran gik derfor ind i konflikten på Bashar al-Assads side og fra 2013 og frem bidrog iranske tropper og Hizbollahs militsstyrker til at sikre det syriske regimes magtbase – bl.a. ved en markant militær indsats i 2013 rettet mod den syriske oppositions styrker ved byen al-Qusayr, en sunnitisk by nær Homs.
Rusland havde ambitioner om at blive en mere centralt placeret aktør i Mellemøsten og styrke sin position i Middelhavsområdet, hvor man allerede – i konkurrence med Tyrkiet – havde en vis indflydelse i Libyen, bl.a. ved at støtte hærleder Khalifa Haftar i det østlige Libyen. De russiske interesser i Syrien handlede i øvrigt også om at fastholde militære forlægninger – herunder Tartus-flådebasen ved Middelhavskysten og Khmeimim Air Base nær Latakia, begge i det nordvestlige Syrien.
For Tyrkiet var interesserne af en anden karakter med fokus på især tre spørgsmål.
For det første handlede det om så vidt muligt at rulle den kurdiske indflydelse i Syrien tilbage. Dette blev bl.a. forsøgt sikret ved flere deciderede invasioner i Nordsyrien, hvor Tyrkiet erobrede landområder, som siden har været besat. For det andet har Tyrkiet, som en del af aftalerne med Rusland og Iran inden for rammerne af den såkaldte Astana-proces, haft fokus på at støtte dele af den syriske oppositions styrker i Idlib-regionen. Og for det tredje har Tyrkiet arbejdet på at kontrollere det syriske flygtningespørgsmål, hvor man i årevis, delvist finansieret af EU i form af aftalen mellem EU og Tyrkiet af marts 2016, har huset mere end tre millioner syriske flygtninge.
Denne gang kom ulykken udefra: Regimet ophørte med at eksistere, da Rusland og Iran opgav at sikre den syriske stats overlevelse – og Tyrkiet bidrog aktivt til sammenbruddet
_______
Den syriske borgerkrig fik allerede tidligt et meget voldsomt forløb, og på den baggrund iværksattes bestræbelser mod at skabe fred i landet. De første initiativer kom fra Den Arabiske Liga – dog uden resultat. Herefter fulgte, på russisk initiativ, en række forsøg på at bringe det syriske styre og oppositionen sammen til dialog for at afslutte krisen i Syrien. Heller ikke dette førte til bedring af situationen.
Tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan, der i 2012 var FN’s og Den Arabiske Ligas udsending til Syrien, lagde navn til en fredsplan og den første Geneve-konference i 2012, der skulle skabe grundlag for en våbenhvile og føre til forhandlinger mellem regime og opposition. Det forekom at være et væsentligt skridt fremad. Ikke mindst fordi både Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA forekom at bakke op, men uenigheder mellem de to udenrigsministre Hillary Clinton og Sergej Lavrov, om hvorvidt Bashar al-Assad kunne være med i en eventuel overgangsregering, bragte processen til ophør.
En række internationale konferencer og møder fortsatte fredsbestræbelserne, og navnlig dem i FN-regi i Geneve rummede væsentlige initiativer. Ambitionen med Geneve II i 2014 var at diskutere muligheder for en overgangsregering, afslutte krigen og påbegynde en forhandlingsproces, der skulle lede frem mod et nyt Syrien. På trods af omfattende forberedelser og et komplekst konferenceforløb i januar og februar 2014, måtte man opgive forehavendet. Den syriske opposition var internt uenig, og det syriske regime, der i de fortsatte kampe i Syrien nød opbakning fra både Iran og Rusland, havde ingen interesser i at indgå kompromisser. En ny FN-initieret Geneve-konference tidligt i 2016 brød sammen efter få dage, da repræsentanterne fra den syriske regering og fra oppositionen nægtede at sidde i samme lokale.
Fredsbestræbelserne igennem 13 år syntes i meget høj grad at være domineret af interessevaretagelse hos de deltagende parter snarere end at udtrykke reelle forsøg på at skabe forhandlinger, opnå enighed og fremskridt i Syrien. Dette var også tilfældet i forbindelse med den såkaldte Astana-proces, der fulgte.
Astana-forhandlingerne
Astana-processen tog sin begyndelse i december 2016, da Vladimir V. Putin og Recep Tayyip Erdoğan blev enige om at foreslå Astana, hovedstaden i Kasakhstan, som den nye lokalitet for fredsdrøftelser om Syrien. Disse blev tiltrådt af Iran, og ”triaden” Iran, Rusland og Tyrkiet forblev i de efterfølgende år et tilsyneladende enigt formandskab for Astana-møderne – med udgangspunkt i FN’s Sikkerhedsråds-Resolution 2254, der var blevet vedtaget i enighed. Det blev snart tydeligt, at der var meget forskellige interesser på spil, men i første omgang var der opbakning til ambitionen om at arbejde for en fredsproces i Syrien med baggrund i beslutninger taget på nogle af de første Astana-møder.
Ved det første møde i januar 2017 blev en begyndende tilnærmelse mellem russerne og tyrkerne således antydet, da den tyrkiske vicepremierminister Mehmet Şimşek udtalte, at Tyrkiet ”var nødt til at være pragmatiske og realistiske (…)” og ”Tyrkiet kan ikke længere insistere på en løsning uden Assad”. Det var væsentligt, at de to stærke regionale magter Rusland og Iran stod bag det syriske styre. Og at Tyrkiet samtidigt fokuserede på at finde løsninger, der gjorde det muligt for Ankara at modarbejde den kurdiske indflydelse i det nordlige Syrien, var ikke så betydningsfuldt for Iran og Rusland. Den relative enighed i ”triaden” var også udslagsgivende for, at det syriske styres egen rolle inden for rammerne af Astana-samarbejdet forblev af mindre betydning. Assads skæbne forekom således at være i gode hænder.
Ved møder i marts og maj 2017 blev det foreslået at etablere såkaldte deeskalerings-zoner i Syrien, hvor der gradvist skulle foregå en afvæbnings- og fredeliggørelsesproces. Den største zone indbefattede Idlib-provinsen samt provinserne Hama, Aleppo og Latakia. Desuden blev et område i det centrale Syrien omkring Homs, et område i Østsyrien og et område i syd langs den syrisk-jordanske grænse udpeget som de tre andre zoner. I alle områder skulle der fra maj 2017 være forbud mod fortsatte kampe og militær overflyvning, men også forbedring af den humanitære situation, mulighed for tilbagevenden for flygtninge og internt fordrevne samt udbedring af den ødelagte infrastruktur.
Aftalen blev ikke underskrevet af hverken det syriske regime eller oppositionen – sidstnævnte gjorde gældende, at ordningen ville muliggøre regimets fortsatte bombetogter – hvilket i realiteten også var tilfældet. I de efterfølgende år blev der afholdt hyppige møder inden for rammerne af Astana-formatet. Diskussionerne drejede sig bl.a. om tilstedeværelsen af tyrkiske og amerikanske soldater i Syrien, hvilket den syriske delegation protesterede imod. Desuden om lokale våbenhvilebestræbelser, den humanitære krise i Ghouta-forstaden til Damaskus, skabelsen af en demilitariseret buffer-zone i det nordlige Syrien, krigsfangeudvekslinger mv.
Bestræbelserne bar kun i ringe grad frugt, især hvad angår aftalen om deeskaleringszonerne, som det syriske styre simpelthen ignorerede. I stedet blev de, bortset fra Idlib-området, erobret af det syriske militær støttet af Iran og Rusland. I Idlib-området efterlod situationen bevæbnede syriske oppositionsgrupper og mere end 4,5 million syrere i et ganske lille område langs den syriske grænse. Tyrkiet fik således varetaget sine interesser ved at inddæmme såvel opposition som potentielle flygtninge. Hvad Iran og Rusland angår, var den tyrkiske udenrigspolitik næppe noget problem, så længe Teheran og Moskva selv kunne fastholde deres ambitioner i Syrien.
Den 11.-12. november 2024 blev den seneste (og, ved vi nu, sandsynligvis sidste) Astana-konference om Syrien afholdt. I den forbindelse understregedes det, at ”relationer mellem Tyrkiet og Syrien skulle genskabes, på basis af gensidig respekt (…) med henblik på at skabe gunstige betingelser for sikker, frivillig og værdig tilbagevenden af syrere med inddragelse af UNHCR”. Ikke overraskende indledtes konferencens Joint Statement med at udtrykke sin stærke fordømmelse af Israels ”fortsatte massemord og kriminelle angreb i Gaza, så vel som den israelske aggression i Libanon og på Vestbredden”. Desuden fordømtes Israels angreb på den iranske ambassade i Damaskus og iransk territorium i øvrigt.
Det væsentligste budskab fra konferencen var, at behovet for sikkerhed og stabilitet i det nordøstlige Syrien kun kan fastholdes ved at bevare landets suverænitet og territoriale integritet. Desuden afviste konferencen alle forsøg på at skabe ”new realities on the ground”, inklusive illegitime selvstyre-initiativer i det nordøstlige Syrien (læs: de kurdiske forsøg på at fastholde lokal dominans) under dække af terrorbekæmpelse. Endelig henvistes der i slutdokumentet fra Astana til vellykkede firkants-forhandlinger i Moskva i samarbejdet mellem Iran, Rusland, Syrien og Tyrkiet, men uden nærmere at angive hvad der var foregået eller opnået, ligesom der blev lagt op til det 23. internationale møde om Syrien i første halvdel af 2025. Dette møde, må det antages, vil ikke finde sted.
at sidde i samme lokale.
Fredsbestræbelserne igennem 13 år syntes i meget høj grad at være domineret af interessevaretagelse hos de deltagende parter snarere end at udtrykke reelle forsøg på at skabe forhandlinger, opnå enighed og fremskridt i Syrien. Dette var også tilfældet i forbindelse med den såkaldte Astana-proces, der fulgte.
Hvad Iran og Rusland angår, var den tyrkiske udenrigspolitik næppe noget problem, så længe Teheran og Moskva selv kunne fastholde deres ambitioner i Syrien
_______
Interessemodsætninger
Det forekommer tydeligt, at på trods af, hvad der har lignet et udenrigspolitisk samarbejde om at påvirke situationen i Syrien i positiv retning, så har den syriske borgerkrig ikke været nogen entydig fordel for hverken Rusland eller Iran. På det helt overordnede strategiske niveau har krisen påført ”hovedmodstanderne” USA og Israel omkostninger, primært i form af militært udstyr. Men der er stor forskel på, hvordan Rusland og Iran hver især har haft strategiske eller taktiske gevinster ud af forløbet i Syrien siden 2011, hvad angår forholdet til USA og Israel.
Sammenligningen mellem Rusland og Iran skal i sig selv tages med et gran salt, for det er to meget forskellige udenrigspolitiske interesser, der er i spil. Som nævnt har Ruslands primære ambitioner været opretholdelsen af militærbaser i det nordlige Syrien med henblik på at styrke sin position i Mellemøsten. Desuden har Rusland bombet mål i Syrien, som var af betydning for de russiske militære anlæg og de relativt få russiske styrker indsat i landet – bl.a. i forbindelse med nedkæmpelsen af IS. Heroverfor har Iran haft indsat et betragteligt antal tropper og revolutionsgardister i kampene i Syrien foruden et stort kontingent Hizbollah-militsstyrker, med en indsats, der formentlig har givet anledning til betydelige tab.
Den russiske indsats i Syrien er blevet kritiseret i internationale medier, men har tilsyneladende ikke givet anledning til markant kritik fra regionale og internationale aktører. Dette er derimod tilfældet for Iran, hvis indblanding i meget høj grad er blevet kritiseret i såvel internationale medier som af andre statslige aktører på den regionale og internationale scene. Arabiske ledere og i særlig grad Saudi-Arabien har ofte været ude efter den iranske politik i Levanten, hvor især støtten til Hizbollah har været stærkt upopulær. Den direkte indgriben på regimets side i Syrien efter 2011 har forstærket kritikken, som også har været udtalt blandt vestlige ledere og har ført til stramninger af sanktionspolitikken mod Iran. Desuden har der været tale om direkte militære konfrontationer mellem Israel og Iran – samt israelske militære aktioner i Syrien og bag iranske grænser.
Således bombede Israel den 1. april 2024 den iranske ambassade i Damaskus, hvor Iran mistede 16 medarbejdere, soldater og officerer. Som modsvar kom de iranske bombardementer i april 2024, hvor der blev sendt omkring 300 krigsdroner og ballistiske missiler mod Israel. Dette førte til gengældelse fra israelsk side i form af bombetogter mod Isfahan Lufthavn samt en militærbase, som igen, i oktober, blev mødt af en iransk gengældelsesaktion, hvor 200 missiler blev sendt mod Israel i to angrebsbølger. På trods af samarbejdet mellem Iran og Rusland i forbindelse med bl.a. Astana-møderne, forekommer det i en militær og politisk logik forståeligt, hvis Iran opfatter det sådan, at de har påtaget sig broderparten af belastningen i forbindelse med krigsindsatsen i Syrien. Hvor Rusland tilsyneladende har formået ikke at lægge sig afgørende ud med USA-Israel aksen i Syrien, er det modsatte i ekstrem grad tilfældet for Irans vedkommende. Dette ses tydeligt i konfrontationerne mellem Israel og Iran, hvor USA helt som forventet har bakket Israel op militært og politisk.
Hvor Rusland tilsyneladende har formået ikke at lægge sig afgørende ud med USA-Israel aksen i Syrien, er det modsatte i ekstrem grad tilfældet for Irans vedkommende
_______
Erdoğan går ind i forhandlingerne
For Tyrkiets vedkommende har der det seneste årti været tale om et komplekst udenrigspolitisk dobbeltspil. På den ene side har Tyrkiet tilsyneladende loyalt stået sammen med Rusland og Iran i Astana-bestræbelserne på at skabe fred og stabilitet i Syrien, men samtidig har den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan raset mod det syriske regimes uhyrligheder og støttet flere af Syriens oppositionelle bevægelser og militser i deres kamp mod styret. Delvist under dække af at tage del i kampen mod IS, invaderede Tyrkiet det nordlige Syrien, uofficielt for at bremse den kurdiske indflydelse dér. Flere invasioner er fulgt efter, og i dag er flere områder i Nordsyrien reelt på tyrkiske hænder.
I Idlib-området har Tyrkiets Syrien-politik ved flere lejligheder givet anledning til, at Rusland og Tyrkiet er kommet på kollisionskurs, og det forekommer barokt, at Rusland og Tyrkiet i november 2024 har siddet sammen i Astana og talt om at skabe fred i Syrien, alt imens Rusland har været i færd med delvist at trække sig ud af sine baser i Syrien for at overføre så meget slagstyrke som muligt til krigen i Ukraine. Samtidig hermed har Tyrkiet hjulpet islamistiske oppositionelle i Idlib med at mobilisere frem mod angrebet på Aleppo og de efterfølgende succesfulde felttog mod Hama, Homs og Damaskus, hvor magtovertagelsen blev en realitet den 8. december 2024 – nu en historisk dag i Syriens historie.
Hvad sker der nu?
Den indtil videre forholdsvis ublodige magtovertagelse er fortsat i gang. Enorme humanitære, forsyningsmæssige og politiske udfordringer tårner sig op for det nye styre, ikke mindst at holde styr på en politisk udvikling, der let kan bevæge sig ud af kontrol. For de tre regionale stormagter Iran, Rusland og Tyrkiet ser vilkårene for at fastholde indflydelse på processen i Syrien og i videre forstand i Levant-regionen radikalt forskellige ud.
Iran er nu kun i forholdsvis begrænset grad til stede i Syrien. Der er ikke kontakt mellem det iranske styre i Teheran og de nye magthavere i Damaskus. Mange årtiers tæt alliance synes brudt, og Hizbollah er markant svækket af den israelske krigsførelse siden 7. oktober 2023. Den iranske modstandsakse lader sig næppe genskabe lige umiddelbart i den radikalt nye situation i Syrien efter Bashar al-Assads fald. Og de ikke-statslige aktører i aksen, især Hamas og Hizbollah, har, som følge af Israels krigsførelse det seneste år, kun lidt af den styrke de havde før 7. oktober 2023. Iran må derfor søge andre udenrigspolitiske veje. Hinsides Astana-møderne og den nye Syrien-realitet er Rusland ikke længere nogen partner i Syrien-sammenhæng, men der er fortsat bredere regionale interesser i at fastholde et godt forhold til Rusland. Desuden har Kina bidraget til at reducere Irans isolation ved at invitere Iran med i gruppen af BRIKS-lande. At pleje internationale iranske handelsinteresser forekommer at være en vej frem – og så afvente hvad der kan lade sig gøre med det nye regime i Syrien.
Putins Rusland synes med sin ressourcekrævende invasion i Ukraine at have overspillet sine kort – og vil have svært ved at bevare sine baser i Syrien og sin indflydelse i Levanten og Mellemøsten i øvrigt. Det forekommer at være et strategisk tab af betydelige dimensioner. Det har været nævnt i internationale medier, at Rusland vil omplacere resterne fra baserne i Syrien til Libyen – formentlig for at fastholde en vis tilstedeværelse i Middelhavsområdet. Desuden er der meldinger om, at de nye magthavere i Syrien skulle have udtalt, at der ikke er plads til en russisk tilstedeværelse som under Bashar al-Assad. Lige nu er det alt sammen meget usikkert, men ikke desto mindre må man gå ud fra, at de russiske storpolitiske aspirationer fremdeles vil indeholde en ambition om at være stærkt til stede i Mellemøsten – og gerne i Syrien.
I modsætning hertil fremstår Tyrkiet som vinderen af den nye situation i Syrien. Helt som ønsket fra tyrkisk side er kurderne i Syrien under pres og har svært ved at klare sig mod et stærkt tyrkisk militær. Og netop de kurdiske militser var som bekendt tætte allierede med USA i kampen mod IS i forrige årti. Tyrkiet er derfor nødt til at afstemme sine interesser på dette punkt med USA, som med sine luftangreb de indledende dage efter Assads fald klart har markeret, at man ikke vil affinde sig med, at IS forsøger at fiske i rørte vande. Overordnet set er Erdoğans ambitioner, at Tyrkiet skal være en helt central aktør i regionen, og det synes nu at være lykkedes. Godt hjulpet på vej af Ankaras rolle som fredsmægler fra borgerkrigens start i 2011 til støtten af oprørsstyrkernes angreb på Aleppo i december 2024. Nu vil det formentlig være lettere at få gang i returmigrations-bevægelser af syrere fra Tyrkiet, og at perspektiverne peger i den retning er en kæmpe politisk sejr for Erdoğan.
Tyrkiets udenrigspolitiske ambitioner er store og har både et regionalt og internationalt aspekt. Ankara ønsker at markere sig i den arabiske verden ved sin styrkede rolle i Syrien og hertil bidrager også den kritiske holdning til Israels krigsførelse i Gaza og Libanon. Ligeledes vil Tyrkiet fastholde en stærk rolle i Middelhavsområdet, hvor bl.a. en kamp om offshore-gasressourcer udspiller sig. I den forbindelse ønsker Erdoğan at udnytte sin traditionelt stærke position i Libyen, som også giver adgang til Nordafrika i bredere forstand. Internationalt handler ambitionerne både om økonomi og politisk indflydelse.
Tyrkiet er for nylig blevet inviteret med i det såkaldte BRIKS-samarbejde, som potentielt forøger kontaktfladerne i forhold til Golf-staterne, Iran og Egypten, men også, uden for regionen, til bl.a. Indien, Kina, Rusland og Sydafrika. Det er Tyrkiets forhåbning, at en stærkere global profil også kan styrke landets rolle i Mellemøsten.
I det nye Syrien begynder nu en ny kamp om regionale stormagters indflydelse. Tyrkiet står med stærke kort på hånden sammenlignet med sine tidligere Astana-partnere Iran og Rusland.
I det nye Syrien begynder nu en ny kamp om regionale stormagters indflydelse. Tyrkiet står med stærke kort på hånden sammenlignet med sine tidligere Astana-partnere Iran og Rusland
_______
Peter Seeberg (f. 1952) er lektor emiritus, ph.d. ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universsitet. Han har især arbejdet med forholdet mellem Europa og Mellemøsten med fokus på sikkerhed og migration, politiske konflikter mv. Har bl.a. publiceret i British Journal of Middle Eastern Studies, Democracy and Security, Democratization, European Foreign Affairs Review, Mediterranean Politics, Middle East Critique, Middle East Policy og Palgrave Communications.
ILLUSTRATION: Damaskus, 6. februar 2011: Erdoğan besøger Assad under et besøg i den syriske hovedstad før borgerkrigens udbrud [FOTO: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
