Steen Folke om Ukraine og Europa: Vi skal undgå et våbenkapløb med Rusland – der er en anden vej
02.06.2025
Det er lykkedes at skabe en forestilling om, at præsident Putin pønser på at angribe europæiske NATO-lande. Efter de dyre lærepenge Rusland har betalt i Ukraine, kommer det næppe til at ske.
Opinion af Steen Folke
Gennem et langt liv har jeg været optaget af og engageret mig i spørgsmål om krig og fred og om udvikling, både som aktivist, politiker og udviklingsforsker. De sidste tre år har jeg beskæftiget mig med Ruslands horrible angrebskrig i Ukraine som medstifter af og talsperson for organisationen ’Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig Sikkerhedspolitik’. Vi har støttet, at Danmark sammen med andre lande har leveret våben til Ukraines forsvarskamp, men vi har advaret mod den gradvise eskalering og påtalt manglen på diplomatiske initiativer. I særdeleshed har vi kritiseret den danske regerings komplet urealistiske tro og satsning på, at Ukraine kunne vinde krigen og smide Rusland ud af de besatte områder, herunder Krim.
Nu står det klart for alle, at det ikke kommer til at ske. Uanset om krigen fortsætter i flere år, eller om der opnås en form for varig våbenhvile, tyder alt på, at Rusland fortsat vil besætte en stor del af Donbas-regionen og Krim. Dét skal selvfølgelig hverken den danske regering eller det internationale samfund anerkende (sådan som præsident Trump allerede har anerkendt det for Krims vedkommende), for det er jo områder, som Rusland illegitimt har annekteret med militær magt. At præsident Zelenskyj og den ukrainske regering ikke kan indgå i en forhandlet fredsløsning, der anerkender de russiske erobringer, er også forståeligt. Men regeringen kan blive nødt til at finde sig i, at områderne de facto fortsat vil være besat i mange år.
Til gengæld tyder det ikke på, at Rusland kan annektere hele Ukraine. Dertil har den ukrainske modstandskamp vist sig for stærk og støtten udefra så omfattende, at Rusland efter de indledende erobringer af territorier med mange russisksindede beboere kun har gjort beskedne militære fremskridt med uhyrlige tab af mennesker og materiel.
Ikke NATO-medlemskab men sikkerhedsgaranti
Den anden store kamel, præsident Zelenskyj utvivlsomt kommer til at sluge, er at Ukraine ikke bliver medlem af NATO. Alene den russiske besættelse af en femtedel af landet stiller sig i vejen herfor. Men i NATO er der heller ikke den store appetit på at optage Ukraine, og USA har i særdeleshed gjort det klart, at man ikke ønsker det.
Det rejser spørgsmålet om, hvad europæiske lande kan gøre i retning af at stille sikkerhedsgarantier, så Rusland ikke blot fortsat kan erobre større dele af landet og med tiden helt annektere Ukraine, sådan som præsident Putin tydeligvis ønsker.
Der har været drøftelser inden for en ’koalition af de villige’ om at indsætte tropper fra europæiske lande i forbindelse med en mulig våbenhvile. Det er Rusland af indlysende grunde modstander af; planerne om et muligt ukrainsk NATO-medlemskab var netop en medvirkende årsag til Ruslands angrebskrig. Men europæiske lande, anført af Frankrig og Storbritannien, har uanset hvad militær styrke til at afskrække Rusland. Så det er mere et spørgsmål, om der er den politiske vilje til at give sikkerhedsgarantier, og hvordan disse udmøntes.
Krigen i Ukraine har – i forening med presset fra præsident Trump – udløst en gigantisk og forceret oprustning både i de europæiske NATO-lande selv og i EU-regi
_______
Mærkeligt nok har der været meget lidt tale om, hvorvidt en fredsbevarende styrke under FN kunne spille en rolle i forbindelse med en varig våbenhvile eller fredsaftale. En af grundene er selvfølgelig, at Rusland sidder med vetoret i Sikkerhedsrådet. Men en sådan styrke ville kunne bemandes med soldater fra lande, der ikke er part i konflikten, hovedsageligt fra det globale syd. Kritikerne spørger, om den ikke vil være alt for svag over for det atombevæbnede Rusland? Og jo, det er klart, at en sådan styrke intet vil kunne stille op over for russiske tropper, der ønsker at trænge frem. Men det er heller ikke formålet – den skal i givet fald blot udløse international alarm, og så risikerer Rusland for alvor at få størstedelen af det internationale samfund imod sig. Med vetoretten kan Rusland forhindre FN i at vedtage universelle sanktioner, men de kan ikke forhindre de enkelte lande i at gøre det, og risikerer så i endnu højere grad at blive en paria i det internationale samfund.
En lovende fremtid – også uden EU-medlemsskab
Sikkert er det, at EU og de enkelte medlemslande – plus flere andre europæiske lande udenfor unionen – kommer til at spille en stor rolle med at støtte genopbygning og videre udvikling af Ukraine, når krigen slutter. Men selv om der af geopolitiske grunde er et stærkt ønske herom, vil Ukraine vil næppe blive optaget som medlem af EU i en overskuelig fremtid. Det vil være meget vanskeligt for landet at leve op til adgangskravene, og selv om EU har afgivet positive signaler, er der udbredt modvilje også blandt medlemslandene. Mange frygter, at det vil blive meget kostbart på EU-budgettet, og i europæisk landbrug er der udbredt frygt for konkurrencen fra et omfattende og i øvrigt ganske effektivt ukrainsk landbrug. Alligevel bør EU tilbyde Ukraine gunstige handelsvilkår, herunder videreførelse af den fritagelse for told og handelshindringer på en række landbrugsprodukter, som allerede er iværksat. Hertil kommer forhåbentlig en betydelig udviklingsbistand både fra både EU og de mere velstående europæiske lande, inklusive Storbritannien og Norge.
De lande, der må forventes at engagere sig, ser givetvis også store muligheder for private virksomheders transaktioner, handel og investeringer – med eller uden statslig og EU-støtte. Forhåbentlig undgås den skammelige og grådige form for udnyttelse, som præsident Trumps aftale om udnyttelse af undergrundens råstoffer er udtryk for. At præsident Zelenskyj er gået med hertil handler givetvis også om, at han håber, at et amerikansk engagement vil indebære en indirekte, beskeden amerikansk sikkerhedsgaranti.
For Danmarks vedkommende må der forventes bred opbakning til en omfattende indsats af både statslig og kommerciel art. Ideen om at ’adoptere’ en by – som Mykolaiv fx – til en særlig dansk indsats kan bidrage til en folkelig forståelse for behovene og indsatsens nødvendighed. Der er også brug for, at civilsamfundet – det danske og det ukrainske i samarbejde – bidrager til udviklingen. Samfundsmæssigt er Ukraine nemlig ikke noget dydsmønster i demokratisk forstand. Korruption er udbredt, og oligarker spiller en alt for stor rolle. Et kritisk og medvirkende civilsamfund er vigtigt for at styre udviklingen i en retning, der gavner de mange. Og der er særlig brug for at give det betydelige russisktalende mindretal garantier for rimelige vilkår med hensyn til uddannelse og brug af russisk.
Selvom Ukraine nok i mange år må finde sig i, at en del af landet holdes besat af Rusland, har landet gode muligheder for at skabe en lovende fremtid for dem, der lever i den frie del af landet. Det skyldes især, at Ukraine har en relativt veluddannet befolkning, men også at landet besidder store ressourcer i form af landbrugsjord og råstoffer.
Våbenkapløb nej tak
I et tæt samspil med de europæiske lande, der kan tilføre kapital, teknologi og meget andet, vil Ukraine efter en svær genopbygningsperiode kunne nærme sig en levestandard, der tåler sammenligning med nogle af de østeuropæiske nabolande. Men på længere sigt må de europæiske lande, inklusive Danmark, finde ud af, hvordan der etableres mere positive relationer med Rusland.
Krigen i Ukraine har – i forening med presset fra præsident Trump – udløst en gigantisk og forceret oprustning både i de europæiske NATO-lande selv og i EU-regi. I forvejen har disse lande tilsammen militærudgifter, der er flere gange større end Ruslands, og et militær, som på det konventionelle område er Rusland overlegent. Alligevel er det lykkedes at skabe en forestilling om, at præsident Putin pønser på at angribe europæiske NATO-lande. Efter de dyre lærepenge Rusland har betalt i Ukraine, kommer det næppe til at ske – og hvis det alligevel sker, er chancerne for, at Rusland får noget ud af det territorielt eller på anden vis minimale.
En omfattende og langvarig kaprustning – som omfatter både USA, Rusland, Kina og Europa – vil ikke bringe noget godt med sig. Når man som jeg har levet i årtier med et jerntæppe ned igennem Europa, ved man, hvor ødelæggende det er for begge sider. Ukrainekrigen har ikke kun været en ulykke for ukrainerne – men i høj grad også for russerne. På længere sigt må de europæiske lande kunne tilbyde Rusland at genetablere diplomatiske, handelsmæssige og kulturelle forbindelser og ideelt set også integrere Rusland i den europæiske sikkerhedsarkitektur – som der var forsøg på i 1990erne.
Svaret på Ruslands krig i Ukraine har i al for høj grad været massiv militær oprustning i Europa. I EU har oprustningen beklageligvis fortrængt den livsnødvendige grønne omstilling som topprioritet. Hvis jeg til sidst må ønskedrømme lidt, vil det være om et Europa, der tager globalt ansvar – inklusiv muligt samarbejde med både Rusland og Kina – og som tager engagementet i det globale syd mere alvorligt. Selv om krigen i Ukraine med rette har optaget os i Danmark og resten af Europa, så er klimakrisen og den accelererende globale ulighed de største sikkerhedspolitiske trusler mod os alle.
På længere sigt må de europæiske lande kunne tilbyde Rusland at genetablere diplomatiske, handelsmæssige og kulturelle forbindelser og ideelt set også integrere Rusland i den europæiske sikkerhedsarkitektur – som der var forsøg på i 1990erne
_______
Steen Folke (f.1940) er talsperson for ’Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig Sikkerhedspolitik’, medlem af Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse og formand for ActionAid Internationals programudvalg. Han var tidligere seniorforsker ved DIIS og medlem af Folketinget og gruppeformand (VS) 1975-84.
ILLUSTRATION: Nizjnij Tagil nær Uralbjergene, 15. februar 2024: Præsident Putin besøger fabrikken UralVagonZavod, Ruslands største fabrikant af pansrede køretøjer [FOTO: Alexander Kazakov/AFP/Ritzau Scanpix]