Vincent F. Hendricks: Velkommen til kakistokratiet, vor tids nye styreform
26.05.2025
Velkommen til vor tids nye styreform: kakistokratiet. Hvem, der tager begrebet i sin mund, er atter en funktion af hvem, der er på vej ind, og hvem, som er på vej ud af regeringsgemakkerne. Ligegyldigt hvad, er tilliden til det politiske system henvist til arealer udenfor demokratisk rækkevidde.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Af Vincent F. Hendricks
Kommer de uduelige, mindst kvalificerede og skruppelløse til magten kaldes styreformen for et kakistokrati. Afledt af det græske kákistos, der kan oversættes med “værste” og krátos, som betyder styre, er kakistokratiet en regering sammensat at de mest uduelige individer med hertil hørende vederstyggelige værdier. Kåret som årets ord af The Economist i 2024, er kakistokratiet i nyere tid blevet brugt om russiske regeringer under Boris Jeltsin og Vladimir Putin, den ægyptiske regering ledet af Abdel Fattah Al-Sisi, Philippinerne under ledelse af Rodrigo Duterte, Jair Bolsonaros regering i Brasilien og skiftende regeringer i USA afhængig af hvem, der nu måtte være ved magten og hvem i opposition. I 2017 gik begrebet viralt under Donald J. Trumps første regeringsperiode, da tidligere MSNBC-vært Joy Reid brugte udtrykket, efterfulgt i 2018, da forhenværende CIA-chef John Brennan, i et tweet kaldte den 45. Trump-administration kakistokratisk. Senest har professor i marketing ved New York University, entrepenør og podcastvært, Scott Calloway, ligeledes anvendt begrebet som karakteristik af USAs 47. præsidents administration og embedsførelse.
Kakistoraktiets embedsførelse
Kakistokratiet betegner i al væsentlighed en såvel politisk som socioøkonomisk styreform, baseret på udnyttelse, eller ligefrem plyndring, af statens finanser, folkets aktiver og ejendom i øvrigt. Selvsamme udnyttelse foregår i en typisk uigennemsigtig sammen- filtring og -smeltning af den politiske ledelse med mere eller mindre kriminelle og kleptokratiske oligarklignende strukturer. I liberale vestlige samfund ofte lanceret under dække af øget demokrati og medbestemmelse for borgerne. Således en ny-demokratisering af den indkommende magt i form af:
– indførelse af nye markedsrelationer i økonomien,
– nye retsstatsprincipper,
– samt et større og mere retskaffent syn på menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i følge den til enhver tid siddende kakistokratiske regering.
Kakistokratiske karakteristiska tæller:
– magtovertagelse igennem illegitime og manipulerede valghandlinger,
– forøget meningsorienteriet polarisering grænsende til affektiv polarisering, hvor man simpelthen ikke kan lide mennesker, der måtte mene noget andet end en selv og ligesindede,
– fattiggørelse af den jævne befolkning,
– forenet med en berigelse af en lille gruppe gammel- som ny-rige,
– støttet op af et brandudsalg af økonomiske og andre aktiver til udenlandsk fortagsomhed baseret på privat- eller klan-interesser,
– garneret en blomstrende korruption, kleptokratiske tendenser og stiltiende accept af stigende lovløshed.
At kakistokratiet betegner en styreform bestående af de værst tænkelige, mindst kvalificerede og gennemsnitlige skrupelløse personer, skal ikke forstås således, at de toneangivende politiske ledere og deres administration nødvendigvis er onde, uduelige og skurkagtige i deres væsen og væren. Disse politikere i front kan vel være vidende, højtuddannede og endda ganske høflige med ambitioner, der synes at række langt ud over egne interesser og ligefrem betragter deres egen gøren og laden som en decideret fædrelandstjeneste med de ædleste mål og intakte som uangribelige værdier.
Matthæusprincippet
Problemet er strukturelt. Hvad de til enhver tid siddende kakistokratiske magthavere vælger at gøre, og måden hvorpå de gør det, ender som oftest med at gavne dem selv, mens der lades hånt om befolkningen og nationens interesser. Hvor meget man end måtte foregive at have ædle mål og uangribelige værdier, når magtens tinde bestiges, forbliver magtens essens, natur og dynamik den samme. Den, der i forvejen er begunstiget, begunstiges mere. I dag bedre kendt som Matthæusprincippet, idet det blev udtrykt af Jesus flere steder i det Det Nye Testamente, blandt andet i Matthæusevangeliet:
”Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.” (Matt. 25:29)
Som allerede beskrevet andetsteds i RÆSON beløber strukturen i Matthæusprincippet sig til princippet om akkumulerede fordele: Når en social agent, hvad enten, der er tale om et individ, en gruppe eller en hel nation opnår blot en lille fordel over andre agenter, vil denne fordel komme med renters rente over tid og blive til en endnu større fordel. Denne kausale mekanisme ligger bag ulighed i indkomstvækst, vækst i korruption, centralisering af magten, monopoldannelse, hærdning af lagdelingen i socialklasser og en buket af andre sociale problemer, der viser sit meste modbydelige ansigt i det kakistokratiske udfald, der selvsagt ikke er i befolkningens interesse, men kun tilgodeser en snævert udvalgt skare af personer.
”Spanden af de håbløse tabere”
Med spørgsmål som “Hvorfor kan jeg ikke finde mig et job?”; “Hvorfor kan jeg ikke få mig en uddannelse?”; “Hvorfor er der fentanyl i gaderne?”; “Hvorfor har jeg ikke haft en reallønsfremgang de sidste 15 år?” dukkede det amerikanske midtvesten og sydstaterne op på den politiske scene i 2010’erne. Disse spørgsmål blev på et vælgermøde i 2015 besvaret af daværende præsidentkandidat, Hilary Clinton: Det er fordi, I tilhører spanden af de håbløse tabere (“the basket of deplorables”), islamofoberne, de fremmedfjendske, de ikke-omstillngsparate, antiglobalisterne. I en vækstdagsorden er der nogen, der må tabe, og det er nu engang jer. I ligger som I reder, I høster som I sår, og det er bare ærgerligt. Det blev midtvesten, sydstaterne, rustbæltet og overflyvningsstaterne ærlig talt noget knotne over. Forståligt nok. Det var denne stafet, Donald J. Trump tog op, siden han kom kørende ned af den guldbelagte elevator i Trump Tower for at annoncere sit kandidatur som USAs 45. præsident. Spanden af de håbløse tabere betyder også noget (“deplorables lives matter”). Det gjorde de i 2015, i 2024 og dag udgør de en integreret del af MAGA-identiteten og dagsordenen. Donald J. Trump har netop alle dage anklaget etablissementet i Washington for at være lige så kleptomant, som det er kakistokratisk.
Nu er Trump imidlertid kommet til som den 47. præsident og serveretten til kakistokratiske anklager er overdraget til en forsamling af skruppelløse tech-bros, uduelige efterretningschefer, oligarker, åndsforladte åndsboller, selvinteresserede og bjergsomme medløbere, en klovnekongres med et republikansk parti af integritetsforladte parlamentarikere, impotente demokrater og en gave i form af et 400 millioner dollars nyt AirForce One skænket af Qatar.
Ligegyldigt hvad der er op og ned i de kakistokratiske anklager – som funktion af hvem, der til enhver given tid, sidder på magten – er en diskussion, der henlægges til en anden gang. Under alle omstændigheder er ”spanden af de håbløse tabere” den samme: Det liberale demokrati, tilliden til det politiske system og en vælgerbefolkning, der affektivt polariseret hader hinanden for at mene noget andet, end dem man er enige med. Kakistokratiet er selvforstærkende som Matthæusprincippet, og anklager herom er komfortable, for man kan altid bruge den om den anden. ■
Nu er Trump imidlertid kommet til som den 47. præsident og serveretten til kakistokratiske anklager er overdraget til en forsamling af skruppelløse tech-bros, uduelige efterretningschefer, oligarker, åndsforladte åndsboller, selvinteresserede og bjergsomme medløbere
_______
Vincent F. Hendricks (f. 1970), dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en række bøger, herunder bl.a. Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden, Sandhedsministeriet og NOK OM MIG, og er en afholdt foredragsholder.
ILLUSTRATION: Doha, 14. maj 2025: Donald Trump på sin første udlandsrejse til Mellemøsten. Her tages han imod af Qatars amir, Sheikh Tamin bin Hamad al Thani, forud for en ceremoni [FOTO: Daniel Torok/Det Hvide Hus]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
