Hans Mouritzen: Det er et fejltrin, at Danmark nu vil forhandle alene med USA om Grønland
26.01.2026
Rigsfællesskabet bør på nuværende tidspunkt, hvor alt stadig er oppe i luften, afholde sig fra bilaterale forhandlinger med stormagten.
Hans Mouritzen, dr.scient.pol., seniorforsker ved DIIS
Tre diplomatiske spor er tilgængelige for Kongeriget nu. Der er det bilaterale i forhold til Washington, det multilaterale i NATO-rammen, og endelig er der muligheden at lade andre forhandle med USA: ’stedfortrædermodellen’ som vi så med NATOs generalsekretær Mark Rutte i Davos. Mit synspunkt er, at det multilaterale spor bør være det enerådende de næste uger/måneder. Det bilaterale bør tidligst være aktuelt i en evt. slutfase, hvor det handler om teknikaliteter. Alligevel ser vi i disse dage, at regeringen tilsyneladende har genetableret det bilaterale spor, der fallerede i sidste uge.
Grundtanken hentet fra småstatsteori er den simple, at den svageres magtmæssige underlegenhed i forhold til en stormagt kommer til fuldest udfoldelse i bilaterale forhandlinger mellem parterne. I en multilateral sammenhæng, derimod, hvor flere stater sidder med om bordet, står småstaten sig relativt bedre, afhængig naturligvis af hvor meget solidaritet der kan mobiliseres. Det er der ikke noget nyt i. Vi så det i forbindelse med Muhammad-krisen i 2006, hvor Danmark fra første færd forsøgte at multilateralisere konflikten (i starten var der kun opbakning fra de nordiske lande og Tyskland, men efter ambassadeafbrændingen i Damaskus kom også USA og andre med).
Det bilaterale spor, der indledtes i Washington d. 14/1, var formentlig fornuftigt på daværende tidspunkt. Panikken havde forståeligt nok bredt sig i lys af diverse præsidentielle indlæg og AI-billeder på sociale medier; danske og grønlandske moderklæringer havde intet hjulpet. Den kliniske USA-operation mod Venezuela skabte en frygt, formentlig irrationel, for en præcedens i Grønland – en frygt, som Trump ikke udlod at spille på med forskellige ildevarslende antydninger. Det minder – og uden sammenligning i øvrigt – om 24. juni 1940 (dvs. kort efter besættelsen), hvor statsminister Stauning og udenrigsminister P. Munch efter den tyske sejr i Frankrig – og i lys af rygter om en tysk-støttet nazistisk magtovertagelse i Danmark – opsøgte den tyske ambassadør Renthe-Fink for at få en civiliseret diplomatisk dialog stablet på benene. Samtidig ønskede de en forsikring om, at intet tysk kupforsøg var under opsejling (hvad de dog ikke fik). At begge topministre mødte op på ambassaden, var selvsagt for at give henvendelsen øget vægt, men det vidner også om desperationen på daværende tidspunkt på Christiansborg.
Tilbage til nutiden: udenrigsministrene Løkke Rasmussen og Motzfeldt havde – som de mest ivrige for at få et møde i stand med stormagten – måttet affinde sig med, at det fandt sted på udebane i Washington. Ovenikøbet måtte de finde sig i, at værtskabet i sidste øjeblik blev flyttet fra det relativt trygge State Department til White House (hos høgen J.D. Vance). Men set udefra virker det som om, at Løkke/Motzfeldt bestod prøven til UG på de givne vilkår. En arbejdsgruppe efter det danske UM’s drejebog skulle føre dialogen videre. At det hele så få dage efter blev ’sprængt i luften’ (Lars Løkkes udtryk) af præsident Trump, kunne ingen jo gøre for.
Efter det dramatiske forløb i Davos en uge senere, hvor Danmarks nordeuropæiske allierede og NATO-generalsekretær Rutte tilsyneladende har fået præsidenten til at retirere (de nærmere årsager er uklare), står i teorien alle tre nævnte spor åbne, evt. i kombination. Det mystiske Columbusæg, tryllet frem af Rutte og præsidenten, indebærer etablering af en eller flere NATO-arbejdsgrupper, der skal tage processen videre for at sikre det fluffy fænomen ’arktisk sikkerhed’ (som ingen ved deres fulde fem kan have indvendinger imod).
Davos-mødet i sig selv eksemplificerede brugen af stedfortræder i form af Rutte. Rigsfællesskabet gik i ’flyverskjul’, da vi jo allerede havde erklæret vor røde linje (territoriel integritet) og sikret i hvert fald nordeuropæisk opbakning. Men den generelle fare ved modellen er, at man mister kontrollen over forløbet. Ikke nødvendigvis fordi mellemmanden varetager egne interesser, men måske snarere fordi man kommer i informationsunderskud (bliver afhængig af andres referater), og fordi misforståelser let kan ske. Modellen inviterer til rygter. Hans Engel udtaler (EB 23/1): ’For mig virker det som om Rutte og Trump har lavet en aftale bag Danmarks ryg. Og i hvert fald er det bag Grønlands ryg. Vi ved, at Grønland ikke ved noget.’ Under alle omstændigheder er det vigtigt, at noget lignende ikke gentager sig om tre uger ved sikkerhedskonferencen i München.
Efter den sidste uges begivenheder bør valget fra dansk side være soleklart: det multilaterale spor – og kun det. Men desværre ser det ud til, at regeringen nu også genoptager det bilaterale spor. Med utilregneligheden på højeste niveau i Washington – der er om muligt endnu større, end man troede for en uge siden – kan skakbrikkerne i det bilaterale spor igen blive væltet. Med frygtkulturen i det amerikanske system vil deres forhandlere være responsive i forhold til det mindste vindpust fra White House. Det bilaterale spor vil derfor i bedste fald være spild af tid. I værste fald intimiderende og med til at skabe ny signalforvirring efter Trumps beroligende retræte i Davos. Og ja, det bilaterale spor vil være relevant i en slutfase, hvor man forhandler om teknikaliteter som fx specifikke baseforhold. Men ikke på nuværende tidspunkt, hvor alt stadig er oppe i luften.
Med utilregneligheden på højeste niveau i Washington – der er om muligt endnu større, end man troede for en uge siden – kan skakbrikkerne i det bilaterale spor igen blive væltet
_______
Hans Mouritzen, dr.scient.pol., er seniorforsker emer. ved Dansk Institut for Internationale Studier.
ILLUSTRATION: København, 13. januar 2026: Formand for Naalakkersuisut, Grønlands regering, Jens-Frederik Nielsen, og statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet om situationen i Grønland [FOTO: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
