Jens Marquard Sørensen: Grønlandsaftalen er en diplomatisk sejr. Men løser den de grundlæggende uenigheder?

20.09.2026

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)

Diplomati handler ikke nødvendigvis om at løse alle uenigheder med det samme. Det kan være en god idé blot at hive de stik hjem, man kan, og så bekymre sig om resten af spillet senere. Og det er formentlig det vigtigste, denne aftale har opnået.

Kommentar af Jens Marquard Sørensen

Den nye aftale om Grønland bør først og fremmest ses som en sejr for diplomatiet. Alternativet var langt værre, og en eskalation var desværre ikke utænkeligt. Selvom vi først kan læse aftalen tirsdag, kan vi allerede nu ud fra udtalelserne se visse tendenser, som er interessante i sig selv.

I måneder har debatten været præget af markante udmeldinger fra alle sider. USA har understreget sine sikkerhedsinteresser i Arktis, Grønland har fastholdt retten til selvbestemmelse og et langsigtet perspektiv om større selvstændighed. mens Danmark har fastholdt, at Grønland fortsat er en del af Kongeriget.

Det bemærkelsesværdige er, at alle tilsyneladende har vundet. USA kan fremhæve øget adgang og et styrket sikkerhedssamarbejde. Grønland kan pege på respekt for selvbestemmelsesretten. Og Danmark kan konstatere, at Grønlands plads i Kongeriget ikke er blevet udfordret i aftaleteksten. Det er ikke uvæsentligt, at man blev enige om det. Det ændrer dog ikke ved, at de underliggende strategiske og politiske uenigheder tilsyneladende består.

Hvor længe kan en aftale holde?

USA råder fortsat over en relativt begrænset arktisk kapacitet. De har hverken et stort antal soldater eller maritime enheder, som kan flyttes til Grønland med kort varsel. USA råder heller ikke over isforstærkede skibe, som kan sejle langs kysten. Derfor vil USA fortsat være afhængig af et tæt samarbejde med Danmark og det danske forsvar i mange år fremover.

På længere sigt er det imidlertid sandsynligt, at USA vil øge sin tilstedeværelse. Grønland har en central strategisk placering mellem Nordamerika, Nordatlanten og Arktis, og de vil gradvist kunne opbygge større kapacitet og tilstedeværelse i området. Men det bliver en opbygning, der kommer til at strække sig over tid.

 

Det bemærkelsesværdige er, at alle tilsyneladende har vundet
_______

 

Den største udfordring er derfor den politiske. USA er fortsat en strategisk partner, men også et politisk uforudsigeligt land med Trump ved roret. Det gør langsigtet strategisk sikkerhedsplanlægning vanskeligt for både Danmark og Grønland. Ser man på situationen omkring Iran, Ukraine og Taiwan har Trumps forsøg på at sikre USA’s andre strategiske interesser resulteret i en kurs, der har været mere end svingende. Den er reelt uforudsigelig og ligner ofte noget, der improviseres på dagen.

Som tilskuer, der ikke var i forhandlingslokalet, kan man derfor med rette stille spørgsmålet: Hvor længe holder denne nye aftale? Risikerer den at være decideret korttidsholdbar? Maden i mit køleskab har ofte haft en længere holdbarhed end aftaler mellem Iran og USA for tiden. En aftale med den nuværende administration er derfor ikke noget, man kan lægge for meget i.

Jeg ser også frem til at læse aftalen i detaljer og vurdere, om den skaber reel strategisk enighed mellem parterne, eller om den primært fungerer som et kompromis, der udskyder de svære spørgsmål om suverænitet, sikkerhed og Grønlands fremtidige forhold til både Danmark og USA.

En mulig trojansk hest
Der er også en mere langsigtet strategisk dimension, som fortjener opmærksomhed. USA’s udfordring i dag er, at man ikke uden videre kan indtage Grønland militært. Afstandene fra USA er enorme. Luftbårne styrker skal flyve enten minimum seks timer fra Alaska over Nordpolen eller over Nordatlanten i minimum fire timer. Det er langt, og den logistiske støtte, det kræver bagefter, er meget svær.

Derfor var den danske plan i januar under krisen om Grønland at sprænge lufthavnene i luften. Uden dem var USA’s 11. luftbårne division reelt strandet på Grønland. Den kan vi ses på det læk, som senere kom via DR. Hvor soldaters der blev sendt afsted, havde fået sprængladninger med. Og som I øvrigt også inkluderede ingeniørsoldater, der netop foretager den slags arbejde.

Permanente baser med forudplaceret materiel, infrastruktur og et fast militært personel ændrer imidlertid dette regnestykke markant. Hvor en operation i dag ville være et enormt vovestykke, ville det i fremtiden være relativt let, hvis USA har baserne til det på Grønland. Det vil jeg holde øje med i selve aftaleteksten.

Set i det lys kan man spørge, om Kongeriget Danmark over tid risikerer at give USA netop dét, landet i dag mangler. Permanente militærbaser. Til et en amerikansk nation, der er i fremtiden måske er blevet til noget helt andet end det er i dag, under et Trump-styre, der har sat sig endnu tungere på magten end nu.

 

Hvor en operation i dag ville være et enormt vovestykke, ville det i fremtiden være relativt let, hvis USA har baserne til det på Grønland
_______

 

Det er naturligvis et hypotetisk scenarie. Men i en tid, hvor den geopolitiske situation bliver stadig mere ustabil, og hvor stormagtskonkurrencen i Arktis intensiveres, er det heller ikke et scenarie, man fuldstændig kan afvise som utænkeligt. Derfor bør aftalen ikke kun vurderes på, hvad den betyder i dag, men også på hvilke risici den skaber om to, fem eller ti år.

Det mest bekymrende scenarie minder om situationen omkring Danmarks besættelse 9. april 1940. Som værende inden for Amerikas interessesfære måtte der tages stilling til Grønland-spørgsmålet. Som bekendt fik Roosevelt, Kauffmann til at overdrage kontrollen over Grønland. Det Britiske Imperium overtog Færøerne uden at spørge, og Sovjetunionen besatte Bornholm i et år efter befrielsen.

Hvis USA kommer i krig med Kina, har de ifølge offentligt tilgængelige amerikanske kilder kun sjældne jordarter og mineraler til få måneders krigsførelse mod Kina. Vil USA så betragte depoterne på Grønland som et sikkerhedsspørgsmål, der berettiger en invasion eller besættelse? Det ville være svært at argumentere imod, at det var nødvendigt for USA’s sikkerhed, hvis de overhovedet ville lytte til sådanne argumenter i den situation.

Men uanset hvad er det positive udgangspunkt, at vi stadig befinder os på et diplomatisk spor. Og i den aktuelle situation er det i sig selv en betydelig gevinst frem for alternativet, der som bekendt kunne have været enden på alt, for nu at citere Mette Frederiksen.

For diplomati handler ikke nødvendigvis om at løse alle uenigheder med det samme. Som tidligere delegationsleder i FN’s søfartsorganisation IMO kan jeg bekræfte, at det kan være en god idé blot at hive de stik hjem, man kan, og så bekymre sig om resten af spillet senere. Det er formentlig det vigtigste, denne aftale har opnået.

Sikkert er det også, at vi med en ny aftale, definitivt går ind i en ny ære med en negativ fred. Hvor freden med USA er en fred og alliance med en rival, og ikke længere med en nær ven. Hverken for Grønland eller Kongeriget. Ellers var der ingen grund til at lave et sådant dokument.

 

Vil USA så betragte depoterne på Grønland som et sikkerhedsspørgsmål, der berettiger en invasion eller besættelse?
_______

 

Jens Marquard Sørensen er fhv. formand for Lederne Søfart og tidligere delegationsleder ved FN (IMO), har en omfattende baggrund inden for geopolitik og maritime operationer. Uddannet med en master i statskundskab, international politik og freds- og konfliktforskning fra Lund Universitet, samt som sætteskipper fra Marstal Navigationsskole og befaren skibsassistent fra Skoleskibet Danmark, har han sejlet i Nordatlanten og Arktis med både den danske og norske flåde bl.a. på Thetis klassens ved Grønland.

ILLUSTRATION: Master Sgt. Jamie Spaulding / US Air Force