Jens Marquard Sørensen: Trump måtte opgive den militære vej. Men kampen om Grønland fortsætter i det skjulte

03.09.2026

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

USA søger at åbne strategiske skilleveje i Arktis. Scenarier, der både civilt og militært kan gøre en amerikansk overtagelse af Grønland mulig.

Kommentar af Jens Marquard Sørensen

Trump måtte opgive at overtage Grønland via den militære vej. Men kampen om Grønland er langtfra ovre.

Det amerikanske selskab Greenland Energy Companys aktioner er en planlagt skillevej, der skal åbne scenarier, som gør en amerikansk overtagelse af Grønland mulig. Denne gang sker det by proxy, så USA’s regering ikke direkte er involveret.

Og bagved står USA’s militær stadig klar, hvis muligheden viser sig, og hvis Grønland, Danmark og EU går i fælden. Bliver det krig? Måske. Men først skal USA have de rigtige scenarier til at udspille sig.

Trumps ambitioner kan ikke indfries militært

Under grønlandskrisen i januar stod knap 1.400 amerikanske faldskærmssoldater fra 11th Airborne Division efter alt at dømme klar til at blive kastet ud over Grønlands internationale lufthavne. Officielt skulle de sendes til Minneapolis, men de to brigader, 1st og 2nd Brigade, er USA’s dedikerede arktiske luftbårne styrker. De skulle kunne indsættes med få timers varsel, lød det i et læk fra Pentagon.

Muligt var et scenarie, der minder om Ruslands fremgangsmåde på Krim. Man ankommer militært under dække af “beskyttelse”, hvorefter man forhandler ud fra et fait accompli. Det ville have placeret både Grønland og Danmark i en ekstremt vanskelig forhandlingsposition.

 

Bliver det krig? Måske. Men først skal USA have de rigtige scenarier til at udspille sig
_______

 

Danmark og de europæiske allieredes modtræk var alt andet end tilfældigt. En række af NATO’s arktiske og koldvejrstrænede enheder blev synligt fremvist i Grønland, og deres chefer deltog villigt i fotoseancer, der for det trænede øje efterlod meget lidt tvivl om signalet: Europa stod klar til at reagere. Næste skridt, sådan som situationen udviklede sig, ville efter alt at dømme have været at indsætte Europas samlede arktiske brigader. Det ville have udgjort en samlet styrke på omkring 30.000 elitestyrker, altså markant mere end hvad USA på det tidspunkt rådede over af egentlige arktiske kapaciteter.

Få dage senere udtalte Trump, at han “aldrig havde haft planer om at indtage Grønland”. USA måtte opgive at overtage Grønland militært om vinteren – men ambitionerne om kontrol synes stadig at leve. I New York Times kan man fx læse, at amerikanerne nu forsøger at sende konventionelle styrker til Alaska for at teste, hvordan tusindvis af soldater uden arktisk træning håndterer de operative udfordringer. Ambitionerne om en militær aktion kan derfor ikke afskrives, selv om der – som altid – ikke findes nogen officielle planer.

Hybridkrig by proxy

Trump har efter den fejlslagne grønlandsaktion dog måttet sadle om, og nu ser vi en hybridkrig, som udfolder sig efter de samme drejebøger, USA brugte i stor stil i Latinamerika under Den Kolde Krig.

Det bedste eksempel er United Fruit Company (Chiquita), der sammen med CIA væltede den demokratisk valgte regering i Guatemala i 1954. Økonomiske interesser, efterretningstjenester og politiske mål smeltede sammen. United Fruit Company ejede stort set hele Guatemala: landbrugsjorden, jernbanerne, havnene og store dele af infrastrukturen var kontrolleret af et amerikansk selskab, der dermed reelt styrede landet. Da den demokratiske socialistiske regering ville gennemføre reformer af jordejerskab og infrastruktur, reagerede CIA ved at organisere et kup for at “beskytte” amerikanske interesser mod kommunismen. En drejebog, der er blevet brugt mange gange siden. Denne adfærd gælder nu også det høje nord.

Som situationen udvikler sig, vil USA sandsynligvis fortsætte med at forsøge at undergrave Kongerigets suverænitet gennem hybridkrig by proxy. Først og fremmest via private virksomheder. Greenland Energy skal provokere Grønland til at handle overilet og give USA en grund til at agere som “beskytter” af selskabet. Selskabet giver også USA mulighed for at indsamle informationer om Grønlands interne processer, og som altid indgår der sandsynligvis cyberoperationer. Dernæst kommer politisk pres og til sidst kommer militære signaloperationer. Alt sammen stille og roligt, med det formål at få Grønland til gradvist at falde til Trumps Amerika.

I denne omgang bed hverken Grønland, Danmark eller EU på maddingen. Tilsyneladende har Grønland sparket Greenland Energys ambitioner om at bore efter olie til hjørne. Men vi må forvente et nyt træk fra en anden kant, der ligesom i Guatemala skal lave en gradvis overtagelse, frem for det planlagte “snuptag” af Grønland i januar.

Truslen mod Grønland er permanent

Der er dog en vis trøst i, at Trump rent strategisk står over for et grundlæggende problem: USA er en global stormagt, men det amerikanske militær er ikke designet til at erobre og skabe et imperium. Og slet ikke i arktis, hvor Kongeriget Danmark er en langt stærkere regional magt end USA. Situationen i Hormuzstrædet er et godt eksempel. USA mangler mineryddere, kystnære kampfartøjer og de små enheder, der skal sikre havne og kystlinjer. I årtier har amerikansk planlægning været baseret på, at europæiske og andre allierede skulle levere disse kapaciteter.

 

USA mangler mineryddere, kystnære kampfartøjer og de små enheder, der skal sikre havne og kystlinjer
_______

 

Trump har arvet et militær, der opererer i tæt samspil med allierede styrker — ikke et militær, der alene kan gennemføre territoriale erobringer. Det er endnu tydeligere i Arktis. Danmark råder over syv af NATO’s otte arktiske overfladefartøjer, Norge over ét, mens USA officielt kun har ét isforstærket forsyningsskib, der én gang om året sejler til Pituffik for at levere forsyninger.

Til sammenligning forsynes hele Grønland af danske og grønlandske rederier, herunder Royal Arctic Line, og næsten alle flyruter og civile fly, der kan operere i Grønland, er danske eller grønlandske. Den logistiske infrastruktur, der holder Grønland og rigsfællesskabet kørende, er dansk, ikke amerikansk.

Kongeriget Danmarks militære og civile kapaciteter er derfor strategisk afgørende for, hvem der reelt kan kontrollere Grønland. Thetis‑klassen og Knud Rasmussen‑klassen er ikke tungt bevæbnede som amerikanske krigsskibe, men de kan operere dér, hvor amerikanerne ikke kan, da de reelt også er isbrydere.

Et af de strategiske skilleveje, USA skal nå, er derfor logistisk kontrol over isfrie havne og lufthavne – lokalt, så disse ikke skal tages med magt. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at de baser og områder, amerikanerne har udtrykt interesse for, netop er dem, der ville løse USA’s logistiske problemer ved en fremtidig militær operation. På den måde kan man fratage Kongeriget Danmarks strategiske overtag.

Endnu mere bekymrende er det, at disse baser ikke eksisterer politisk i Washington. Hverken Kongressen, Pentagon eller Det Hvide Hus har fremlagt forslag om nye amerikanske baser i Grønland. Til sammenligning har USA i Norge store installationer i fjeldene, hvor kampvogne, fartøjer og udstyr til tusindvis af amerikanske marinesoldater er oplagret. Jævnligt flyver USA omkring 3.000 soldater til Norge, kører udstyret ud, deltager i øvelser og returnerer materiellet til fjeldlagrene.

Der er intet forslag at spore for Grønland, ingen budgetter, ingen enheder der er varsel og ingen politiske forslag om åbning af baser. For et land, der planlægger sine militære styrker flere år i forvejen, er dette noget, man ikke skal ignorere. Det er en stærk indikator på, at der ikke er reelle interesser i at åbne baser på Grønland for at forsvare det sammen med Kongeriget Danmark – snare tværtimod.

Alt imens fortsætter 11th Airborne Division og konventionelle amerikanske styrker med at forberede offensive operationer i Alaska, og Greenland Energy og andre aktører fortsat stiller spørgsmål ved Grønlands suverænitet — samtidig med, at forhandlingerne om Grønlands fremtid pågår. Forhandlinger, som man fra rigets side forventer vil gå godt, men som foregår i skyggen af en amerikansk præsident, der stadig ønsker at overtage Grønland. ■

 

Det er en stærk indikator på, at der ikke er reelle interesser i at åbne baser på Grønland for at forsvare det sammen med Kongeriget Danmark – snare tværtimod
_______

 

Jens Marquard Sørensen er fhv. formand for Lederne Søfart og tidligere delegationsleder ved FN (IMO), har en omfattende baggrund inden for geopolitik og maritime operationer. Uddannet med en master i statskundskab, international politik og freds- og konfliktforskning fra Lund Universitet, samt som sætteskipper fra Marstal Navigationsskole og befaren skibsassistent fra Skoleskibet Danmark, har han sejlet i Nordatlanten og Arktis med både den danske og norske flåde bl.a. på Thetis klassens ved Grønland.

ILLUSTRATION: Diskobugten, Grønland, 20. februar 2021. HDMS Thetis patruljerer i et hav dækket af is [Foto: Brian Djurslev/Forsvaret].

Apropos denne artikel:

Lars Bangert Struwes ugeanalyse: Er vi i gang med en omvæltning af alliancerne? Det vil kunne mærkes fra Mellemøsten til Indien, Kina og USA

Premiere på efterårssæsonen af Geopol: Har Tyskland mistet tålmodigheden med Rusland?

Niels Bjerre-Poulsen: For første gang i årtier kan Demokraterne vinde i disse afgørende stater. Det kan blive begyndelsen på enden for Trumps MAGA-bevægelse

Peter Lautrup-Larsen: Det er op ad bakke for Troels Lund. Og dermed ingen selvfølge, at han er blå bloks næste statsministerkandidat

NETVÆRK: Rabat til Danmarkstopmødet 2026 og Oplev Kulturen 2027

Jesper Olsen om landmændenes demonstrationer: Alle ved, vi går en svær tid i møde. Hvem tør tage ansvaret?