Jens Paaske (VU): Kære blå blok – undgå nu fejlen fra 2022

05.03.2026


Det er klogere at tale om sig selv end sin modstander, når man vil have folks stemmer.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere


Af Jens Paaske, Landsformand, Venstres Ungdom

Hvis der var noget, de borgerlige partier lærte af folketingsvalget i 2022, så var netop dette, at  kampagner om magtfuldkommenhed og minkskandale ikke var nok til at vriste magten ud af de socialdemokratiske hænder. Alt for mange danskere stod tilbage og manglede svar på, hvad de borgerlige egentlig mente, når de sagde ”frihed”, ”tryghed” og andre slagord, som man ikke fik gjort letforståelige overfor danskerne, fordi man havde for travlt med at slå på statsministeren.

Valget foregik på Socialdemokratiets præmisser, mens de blå fremstod skingre og reaktive. Det lærte man heldigvis af. Skulle man tro.

For desværre tyder meget på, at denne valgkamp nok en gang kapres af Socialdemokratiet og deres forslag om at indføre en formueskat, mens den blå familie er ved at falde over hinanden i kritikken af denne. En kritik, der i øvrigt både er berettiget og fornuftig i de rette mængder, men det er ikke til blå bloks fordel, at debatten får lov at være så altopslugende, som den er.

For imens Mette Frederiksen turnerer rundt med sit letforståelige budskab om, at de rige skal betale noget mere i skat, mens landets topchefer med millionlønninger stiller sig frem og harcelerer over forslaget, så bider de blå partiers forslag og udspil ikke på medierne og danskerne.

Venstres forslag om betingede statsborgerskaber fyldte ikke meget. De Konservatives forslag om en tolærerordning gik nærmest under radaren, og Liberal Alliances valgløfte om atomkraft har heller ikke for alvor været et gennemgående tema i valgkampen indtil videre.

Det har den intense kritik af Mette Frederiksens formueskat til gengæld været. Og med de første målinger efter valgudskrivelsen in mente, så er der ikke noget, der tyder på, at den borgerlige strategi virker. Heller ikke denne gang.

Derfor må blå blok sadle om og sætte mere fokus på egne mærkesager og udspil – og ikke mindst gentage disse budskaber fremfor hele tiden at reagere på meldinger fra Socialdemokratiet og lade dem sætte dagsordenen i de næste tre uger. Gør man det, så bliver det nogen lange uger. Og et blodrødt folketing i de næste fire år.

For blå blok har løsningerne, og vi kan enes om meget, som er godt for Danmark.

Vi vil sænke skatterne, så danskerne har råd til hverdagen, og ikke skal betale statens regninger, før de kan betale deres egne.

Vi vil føre en stram udlændingepolitik, hvor vi hilser dem, der kan og vil velkommen, men til gengæld er konsekvente overfor dem, som ikke tager Danmark til sig.

Og så vil vi styrke det frie valg i velfærden, så det private initiativ ikke bliver set som det offentliges fjende, men derimod som en nødvendig medspiller, hvis vi skal have god velfærd i fremtiden.

Nogle af disse budskaber har vi allerede hørt lidt om, men når fokusset ikke er vedvarende nok, så preller det af på danskerne. Og blå blok står tilbage som dem, der ikke kan blive enige om, hvem deres statsministerkandidat er, ligesom vi så det i 2022, hvor det skabte mere forvirring end afklaring blandt vælgerne, at blå blok havde mere end én statsministerkandidat.

Intet tyder på, at Lars Boje trækker sit statsministerkandidatur, men det vil ikke være til blå bloks fordel, hvis Alex Vanopslagh også ender med at melde sig, nu hvor Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti allerede har peget på Troels Lund. Vælgerne har brug for klare svar og én samlende blå frontfigur. Ikke ultimative krav og forskellige statsministerkandidater.

Så kære Venstre og resten af den borgerlige familie.

Tag teten, sæt dagsordenen og insister på at bruge resten af valgkampen på at fortælle danskerne, hvorfor vi er de rette til at lede Danmark i de næste fire år fremfor at forklare danskerne, hvorfor Mette Frederiksen er den forkerte.

Ellers gentager vi fejlen fra 2022. Og det er som bekendt menneskeligt at fejle, men tåbeligt at lave den samme fejl to gange.

Vi har tre uger. Så smil, bliv stående og lign en vinder.

Det er det, danskerne vil se. ■

 

Vi har tre uger. Så smil, bliv stående og lign en vinder. Det er det, danskerne vil se
_______

 

Jens Paaske Klausen f. 2002 er en liberal debattør og Landsformand i Venstres Ungdom. Han deltager særligt i debatten om fordelingspolitik, udlændingepolitik og forholdet mellem borger og stat. Ved siden af det politiske læser han jura på 10. semester på Københavns Universitet.

ILLUSTRATION: Kastellet i København, 19. oktober 2022: Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og Det Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen holder doorstep-pressemøde om FE-sagen [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]