Jens Rohde efter valget i Sachsen-Anhalt: Det handler om Weltschmerz

15.09.2026

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)

Hvis ikke den tyske regering forstår, hvor meget Weltschmerz kan forbinde og mobilisere folk, kommer den til at betale en høj pris. Det samme kan også være tilfældet for den enkelte delstat – eller sågar Tyskland som helhed.

Kommentar af Jens Rohde

Fra USA lærte vi i 1992 udtrykket ”it’s the economy, stupid” at kende. Det blev opfundet af Bill Clintons politiske strateg, James Carville, som ville minde kampagnemedarbejderne om at styre enhver debat hen imod den daværende økonomiske krise i USA.

Når jeg i dag ser på mit elskede Tyskland, som i delstaten Sachsen-Anhalt gav det stærkt højreorienterede parti Alternative für Deutschland (AfD) knapt 44 pct. af stemmerne, kan jeg ikke lade være med at omskrive James Carvilles læresætning til: Es ist der Weltschmerz, Du Depp!

Det betyder kort og godt: Det er verdenssmerten, dit fjols! Verdenssmerte er et tysk begreb, som beskriver en dyb melankolsk magtesløshed over den verden, flere og flere tyskere oplever, at de lever i.

Denne verdenssmerte har med vekslende kraft fulgt tyskerne helt tilbage fra romantikken. Den er udtryk for psykologisk udmattelse, defaitisme og afmagt. Den udmønter sig i disse år i en stærk mistro til alt, hvad der foregår i Berlin.

Berlin ses i en stadigt stigende del af Tyskland som billedet på avantgardenister iklædt grøn og militant naturreligion, der hylder multikulturalisme, skærer i pensionen, beskytter kriminelle og sender milliarder af euro til Ukraine. Alt imens tyskerne selv af deres mindsteløn på 104 kroner i timen kan få lov at betale for lægeerklæringen, der nu kræves ved første sygedag. En ekstraregning oveni ekstremt høje energi- og brændstofpriser i det land, de engang syntes var så velstående.

En væltet brandmur

Det følgende gør helt ondt at skrive: Min kusine Ulrike stemmer nu på AfD. Hun har ellers altid været lidt venstreorienteret. Min fætter Mathias skælder hende ud og ryster på hovedet. Men jeg kan mærke, at hendes frustrationer også rammer ham og hans familie, når vi taler om udviklingen i Tyskland.

Ingen af dem bor i det gamle Østtyskland, så det er ikke den gamle mur, der kulturelt er ved at rejse sig igen. Det er noget helt andet – og potentielt langt mere farligt. Det vender jeg tilbage til.

Jeg kan garantere for, at ingen i min familie nærer de fjerneste sympatier med højreekstreme grupper. De er på ingen måde racister eller antisemitter. Når min fætter skælder ud på min kusine over hendes valg af AfD, handler det netop om, at hun i hans øjne nu er gået i seng med nynazister. Men for hende handler det om noget helt andet.

Det gør det også for to tredjedele af de 43,8 pct. af befolkningen i Sachsen-Anhalt, som stemte på AfD. De vælgere, der nu har skubbet den brandmur, de andre partier har opstillet mod AfD, ud mod afgrunden.

 

Når min fætter skælder ud på min kusine over hendes valg af AfD, handler det netop om, at hun i hans øjne nu er gået i seng med nynazister. Men for hende handler det om noget helt andet
_______

 

Er man er i tvivl om, hvad mistro og afmagt kan gøre ved en befolkning, skal man gøre sig selv den tjeneste at nærstudere tallene bag valget i Sachsen-Anhalt. De tegner en tendens for ikke bare hele Tyskland. De etablerede partier i det danske folketing, og måske særligt Venstre, kan drage en ganske vigtig lære, når kursen skal lægges fremover.

For hvordan kan 44 pct. af befolkningen stemme på et parti, som netop i Sachsen-Anhalt er under overvågning for forfatningsstridig og højreekstrem virksomhed? Hvordan har AfD fået så godt fat i unge vælgere, at næsten halvdelen af AfD-stemmerne kom fra unge under 30 år?

Hvordan er det lykkedes det store gamle og agtværdige CDU at tømme sin unge vælgerbase i en sådan grad, at kun 5 pct. under 30 år stemte på partiet? På alle måder er valgresultatet 6. september historisk i delstaten, hvis hovedstad kun ligger 156 km fra Berlin.

Chefredaktører og politiske analytikere står i kø for at udtrykke bekymring for, om AfD om lidt overtager regeringsmagten i delstaten. Partiet plejer beviseligt omgang med nynazistiske bevægelser. AfD beskyldes for at ville ødelægge tyske demokratiske institutioner. Man er imod euroen og ønsker et øjeblikkeligt stop for støtten til Ukraine.

Det er derfor, at alle andre partier (Bündnis Sahra Wagenknecht nyligt undtaget) har bygget en såkaldt brandmur. De garanterer, at de ikke vil samarbejde med eller danne regering på AfD’s mandater. Problemet er bare, at hvis den brandmur ender med at udløse nyvalg efter et forhandlingssammenbrud i Magdeburg, står der formentlig ikke tre men fem på det første ciffer i AfD’s næste valgresultat.

Det sætter mange i et vanskeligt dilemma. Det mest underlige er dog, at man på valgaftenen oplevede en alt for stor overraskelse over, at det kunne komme dertil. Vi ved, at en tredjedel af AfD’s vælgere i Sachsen-Anhalt nærer sympatier med bevægelser på den yderste højrefløj. Det er mange, og det har hidtil holdt en del andre fra at melde sig under fanerne. Men nu udgør den højreekstreme gruppe pludseligt kun en tredjedel.

De resterende to tredjedele har valgt AfD af andre årsager: Stigende arbejdsløshed og affolkning i landdistrikterne, manglende transportforbindelser, energi- og fødevarepriser og oplevelsen af bureaukrati og klima- og miljøkrav, der kvæler landbruget i en stor landbrugsdelstat. AfD’s vælgere er med andre ord forskellige. Men de er fælles om følelsen af afmagt og mistro.

Berlin ’basher’ tilbage

Denne Weltschmerz er primært rettet mod Berlin. Hovedstadsbashing er i sig selv ikke unormalt, slet ikke i en geografisk stor forbundsrepublik som Tyskland. Men hovedstaden Magdeburg ligger som nævnt kun 156 km fra forbundsrepublikkens ditto. Det er ikke afstanden, der er problemet. Det er følelsen af afstand.

Tyskland stander på mange måder i våde. Den tyske regering har sat ind med store reformer, som skal gøre landet mere konkurrencedygtigt, mobilt, grønt og produktivt. Desværre for den til enhver tid siddende regering har reformer den asymmetri indbygget, at store investeringer og afbureaukratisering tager tid, mens det, som gør ondt på den enkelte, kommer og mærkes hurtigt.

Kravet om lægeerklæring på første sygedag er blot et sindbillede på den asymmetri. Og den diskussion handler ikke kun om penge. Forslaget opleves som en grundlæggende mistillid til den enkelte lønmodtager. Berlin ’basher’ så at sige tilbage på sine borgere.

 

Det er ikke afstanden, der er problemet. Det er følelsen af afstand
_______

 

På samme måde breder en følelse sig i den tyske landbefolkning. De har en næsten fælles oplevelse af, at Berlin taler ned til og møder fødevareproducenterne med foragt og mistillid. Vi kender også spændingerne herhjemme.

Den tyske landmand oplever at blive præsenteret for et kultursyn på natur, som han aldrig har mødt før. Af dette kultursyn kommer så nationale reguleringer, som ifølge den tyske landmand ikke passer til de europæiske krav for at opnå landbrugsstøtte – en støtte som er kapitaliseret i jord, hvorfor en såkaldt re-nationalisering af landbrugspolitikken efterlader den tyske landmand i en limbo, han ikke kan komme ud af.

Også i Tyskland bliver kornmarker og opstemmede søer af et overvejende flertal set som en del af naturen og et kulturlandskab, lokalbefolkningen er stolt over. For det har givet dem smør på brødet i hundrede år. Hvis man tror, at den igangværende debat om landbrug og natur er forbeholdt Danmark, tager man fejl.

I Tyskland er den til tider meget militant. Ikke mindst hos den tyske venstrefløj, hvis medlemmer har tradition for at gå til yderligheder i deres kamp. Efter murens fald måtte mange opgive deres (væbnede) agitation for kommunismen. En stor del fandt deres nye kamp i det, som landbefolkningen på den anden side opfatter som en sekulær naturreligion.

Når man kobler udlændinge, stigende energi og fødevarepriser, transport og en udtalt oplevelse af hån fra Berlin mod landbefolkningen sammen med, at der fra en delstatshovedstad som Magdeburg kun kører to ICE-tog om dagen, har vi opskriften på Weltschmerz. Den fører direkte til mistro mod Berlin og et fravalg af partier, som står med ansvaret for den førte politik.

Forbundskansler Merz rammer ganske præcist i sin analyse af valget:
”Regeringen er ikke i stand til at møde borgernes følelsesmæssige tilstand. Denne manglende evne skaber Wutbürger (vrede borgere)”. Og vrede borgere er der nok af i Tyskland.

Landmændene er måske ikke så mange, som de var engang. Lønmodtagere på mindsteløn eller dem med behov for offentlig transport heller ikke. De unge er der heller ikke så mange af i Sachsen-Anhalt, for de flytter til Berlin eller Leipzig.

Men når de forenes, bliver de mange. Og oplever de en brandmur, er landet pludseligt splittet i to. Hvis man skal drage en parallel til Danmark, kan man overføre det til 5.000 vrede landmænd samlet i Odense. Som analytikere, rådgivere og sågar præster ynder at fortælle, er 5.000 landmænd i et samlet billede ikke ret mange, hvorfor de fleste ikke mener, man skal satse sin politiske fremtid på dem.

Men hvis det ender i nedlukninger af maskinstationer, el-installatører, VVS’ere, staldbyggere og foreninger m.v., og hvis det fremmer arbejdsløsheden i landsbyerne med tilhørende fraflytning og en efterfølgende mangel på infrastruktur, så er vi pludseligt langt over tallet 5.000. Og så vil de være nok til at kunne vælte en mur.

De, som glemmer den pointe, der måske kan virke både gammeldags og umoderne, risikerer paradoksalt nok at stå tilbage som CDU i Sachsen-Anhalt: Med sølle fem pct. af alle stemmerne fra unge under 30 år.

Det handler ikke om det enkelte politiske tiltag. Det handler om en kultur, der skabes på mistro og afmagt. Historien har adskillige gange vist os, hvor stærk en mobiliseringskraft, den har.

I løbet af denne måned er der yderligere to delstatsvalg i Tyskland (Mecklen-Vorpommern og Berlin samt et kommunalvalg i Niedersachsen). Herefter får forbundsregeringen en smule luft. Men kun frem til foråret, hvor der venter hele fire delstatsvalg. Ikke meget tyder på en aftagende mistro i befolkningen. Tendenserne synes tværtom i forskellig grad at gå i retning af Sachsen-Anhalt.

Hvis ikke den tyske regering – og navnlig CDU, der altid har stået stærkt i landbefolkningen – forstår, hvor meget Weltschmerz kan forbinde og mobilisere folk, kommer den til at betale en høj pris. Det samme kan også være tilfældet for den enkelte delstat – eller sågar landet som helhed.

Mærk dig mine ord, kære læser: Es ist der Weltschmerz, du Depp! ■

 

Ikke meget tyder på en aftagende mistro i befolkningen. Tendenserne synes tværtom i forskellig grad at gå i retning af Sachsen-Anhalt
_______

 

Jens Rohde (f. 1970) er adm. direktør. Han er tidligere viceborgmester, tidligere medlem af Folketinget samt EU-parlamentet. Han har tysk afstamning.

ILLUSTRATION: Magdeburg, 26. august 2026. Alternative für Deutschlands kandidat i Saschen-Anhalt, Ulrik Siegmund, hilser på sine vælgere under ankomst til en tv-debat [Foto: Ronny Hartmann/AFP/Ritzau Scanpix].