Jesper Olsen om regeringsforhandlingerne: Det værste ville være endnu en smal flertalsregering med mange partier

12.04.2026

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

En af de vigtigste opgaver for en ny regering må være: At styrke og værne om demokratiet – og åbenheden.

Af Jesper Olsen

Når man ser på forhandlingerne efter folketingsvalget den 24. marts, så må det være slået fast med syvtommersøm, at det først og fremmest handler om nogen.

Socialdemokraterne vil ikke deltage i en regering, hvis ikke deres formand er statsminister. SF og Radikale vil modsætte sig en regering, de ikke selv deltager i. Hver gang jeg selv lufter ideen om, at det mest effektive vil være en ren socialdemokratisk mindretalsregering – som da Hartling dannede sin V-regering efter jordskredsvalget 1973 – får jeg svaret. Det kommer ikke til at ske. Lars Løkke vil aldrig acceptere ikke at være minister.

Men lad mig bare sig det fra start. At det handler om nogen mere end om noget, er sådan set også helt ok. Ja det er faktisk meningen. Politik er jo først og fremmest kampen om magten. Og hvem går ind i den, hvis man ikke vil have del i magten?

Det, som det måske siger mere om, er, at magten er centreret om regeringen i almindelighed og nogle få centrale ministre i særdeleshed. Og skulle nogen have glemt det: Så er det også det, der står i Grundloven. Mandaterne er personlige. Ministeransvaret er individuelt.

Skrækscenariet

Mit personlige skrækscenarie for resultatet af de igangværende forhandlinger er endnu en smal flertalsregering bestående af mange partier.

I forhold til helt centrale spørgsmål om åbenhed og at magten kan holdes til ansvar, vil vi i givet fald være afhængige af, at den er dysfunktionel og at den interne loyalitet er lav, sådan at regeringens indre liv konstant lækkes til pressen.

Noget af det, der virkede i SVM regeringen, var jo, at det i meget høj grad lykkedes dem at holde sammen. Under valgkampen fik vi nogle indblik i interne drabelige kampe. Men de holdt tæt undervejs. Skræmmende tæt vil jeg sige.

Når man ser på lovprogrammet, som det hvert år fremlægges ved Folketingets åbning, så er de fleste større politiske forslag som regel gamle nyheder. Altså: Fordi lovenes politiske indhold allerede er forhandlet på plads i forskellige aftaler. I sådan et forhandlingsforløb er det naturligvis altid vigtigt at være med, fordi man forhåbentlig får indflydelse på indholdet. Men der har over årene udviklet sig den praksis, at det måske ligesom ved OL er langt vigtigere at være med end at vinde. For hvis man ikke er med i aftalen, er man heller ikke med i de interessante samtaler om udmøntning, opfølgning og tilretninger på de spørgsmål, som uvægerligt vil opstå. I disse grupper deles informationer som i vidt omfang kan holdes uden for offentligheden – for sådan som reglerne er efter offentlighedsloven. Og for de organisationer, virksomheder og institutioner, der ønsker at varetage deres interesser bliver man uinteressant, hvis man ikke sidder med i de indflydelsesrige forligskredse. Relationerne herfra plejes alene med henblik på, at holde linjen åben, skulle magten en dag skifte.

Det er jo egentlig grotesk, at hvis vi ønsker et system med åbenhed og ansvar, så skal vi håbe på en dysfunktionel regering uden intern loyalitet og arbejdsfællesskab. Det er simpelthen ikke i vores interesse og slet ikke som verden ser ud i dag.

Tør vi tale om magten?

Betyder det, at diskussionen om ’noget’ er ligegyldigt? Nej slet ikke. Men når politikerne – som Løkke – siger, at det først og fremmest handler om ’noget’ (ikke ’nogen’) er det i min optik også fordi, vi har det lidt ubekvemt ved at bruge ordet magt. Det er som om, der er noget odiøst i at ville gå efter dén.

Deritl kommer, at partierne gerne vil se ud som om de har en masse politik på hylderne. Som om forslagene er varer – og som om vælgerne stemmer ud fra nogle bestemte konkrete politiske projekter. Vi har lige haft en valgkamp, som vel nærmest var lige så varieret og spændende som Kombardobuffetten på vejen mellem Aarhus og Sjællands Odde. Der var noget for enhver smag men ikke rigtig nogle klare valg om en tydelig retning. Jo jo, der blev talt rigtig meget om grise, skole, drikkevand, formueskat og sådan. Men hvor var den overordnede prioritering?

Derfor ligner det regeringsgrundlag, som tegner sig, mest af alt, den mail, der bliver sendt rundt forud for et sammenskudsgilde. I kender den, hvor hver deltager kommer med sine favoritter, og hvor der i øvrigt er alt for meget mad, fordi alle jo synes, at alle jo skal have mulighed for at smage den berømte opskrift, man i øvrigt har arvet efter sin mormor.

Det nuværende regeringsgrundlag er 58 sider langt. Det vil derfor ikke være usandsynligt, at det næste bliver hverken kortere eller mere fokuseret. Men hvis vi hæver blikket fra Danmark og kigger ud i verden så er én ting klart: Opgaven bliver at forholde sig til udviklingen langt mere end at gennemføre et langt detaljeret program. Eller hvis jeg skal blive i billedet fra Molslinjen. Det afgørende er jo, om der er brød og smør.

I en verdensorden i opbrud, med klimaforandringer på speed og en række massive sårbarheder (som følge af de sidste mange års globalisering), er det altafgørende, HVEM, der skal træffe beslutningerne. Og jeg kan godt forstå, at der er borde det er sjovere at sidde ved end andre. Derfor er mine ønsker til et regeringsgrundlag ret enkle:

Det skal være på maksimalt 15 sider og mindst fem af dem skal bruges på at sætte nogle klare principper for god regeringsførelse, herunder åbenhed, inddragelse af borgere, virksomheder og organisationer og mulighederne for oppositionen til at drage magten til ansvar. Det vil kræve, at man også er parat til at afgive noget af kontrollen over magten, når man har den. Det er sundt men svært. For det kræver først og fremmest tillid til, at andre – og man selv – sætter landets interesser over sine egne. ■

 

Hvis vi hæver blikket fra Danmark og kigger ud i verden så er én ting klart: Opgaven bliver at forholde sig til udviklingen langt mere end at gennemføre et langt detaljeret program
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Jesper Olsen, f. 1970, er cand.jur og eksern lektor i offentlig ret på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han har tidligere været kontorchef i Beskæftigelsesministeriets departement, Københavns Kommune, Region Hovedstaden. Er Formand for Forbrugerrådet Tænk, medlem af bestyrelsen i Alzheimerforeningen og næstformand i Menighedsrådet ved Københavns Domkirke. Han er tidligere formand for Transparency International Danmark (2020-2026). ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på vej til arrangement i Den Sorte Diamant i København, fredag 20. marts 2026 [foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Hans Peter Michaelsen i RÆSON SØNDAG: ”Køb, køb, køb!” Men har vi en plan?

Peter Lautrup-Larsen efter Løkkes ultimatum: Er det Troels Lund Poulsens tur for bordenden?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Er det J.D. Vance, der har vundet Iran-krigen?

Peter Viggo Jakobsen: Jeg er holdt op med at tage Trumps trusler om at ødelægge NATO alvorligt

Nyt trykt nummer på vej – tegn abonnement nu og få bladet med posten inden udgivelsen

Ole Wæver i RÆSONs næste trykte nummer: NATO er reelt død – men Europa har brug for fem år, før vi siger det højt