Lars Køhler: Vores politikere er nærmest paralyseret tavse om Trumps hidtil største sejr

13.02.2026

Trump er lige nu i gang med et frontalangreb på vores egen og vores børns fremtid. Vores politikere synes nærmest paralyseret tavse. Og det samme er medierne. Det er et kæmpe problem, og vi bliver nødt til at vågne op og behandle det, som det det er: en åben krigserklæring.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Lars Køhler

Trump tiltrækker sig med god grund global opmærksomhed. Ikke blot for sin svimlende hurtige og brutale dekonstruktion af det amerikanske demokrati, men også fordi hans drømme om autokrati og ”America First” har vist sig ikke bare at være et nationalt slogan, men temaer for et decideret systemisk, ideologisk korstog mod den verdensorden, der har skabt nogenlunde global fred og ro siden Anden Verdenskrig. Trump har erstattet diplomati og samhandel med den stærkes ret og geopolitiske mafiametoder, og resten af verden snurrer stadig rundt i noget, der ligner ren forvildelse over, hvad der sker.

Vores politikere snakker om Grønland, NATOs skrøbelighed og Trumps tarifcirkus. Men ingen snakker om Trumps administrations konstante frontalangreb på den grønne omstilling. Politikerne ved godt, hvad der foregår. Det er bare tydeligvis ikke noget de vil investere geopolitisk kapital i – selv om det er en langt større trussel end noget andet.

Nationalt har Trump og hans administration, proppet med tidligere fossile direktører, olie-lobbyister og anti-videnskabelige ”den menneskelige udledning af CO₂ er godt for kloden”-klaphatte, ført en uophørlig kamp for ikke bare at bremse den grønne omstilling, men for decideret at rulle den tilbage. Så sent som i forgårs fjernede de miljøministeriets mulighed for at regulere CO₂, metan og andre klimagasser. Regulering, der i 17 år har været selve rygraden i amerikansk klimapolitik. Nu er der frit spil.

Globalt har de heller ikke skyet nogen midler.

Trump har det sidste år trukket USA fra Parisaftalen, UNFCCC, IPCC, FN’s Grønne Klimafond og FN’s Loss & Damage-mekanisme. Meldt USA ud af ca. 60 andre grønne FN-organer. Lukket USAID, som også støttede dybt nødvendige klimatilpasningsprojekter i udviklingslandene. Kørt en non-stop disinformationskampagne mod klimavidenskaben. Angrebet Venezuela for at stjæle deres olie. Betinget handelsaftaler med krav om køb af amerikansk olie og gas. Smadret en global aftale mod plastikforurening. Torpederet en klimaaftale for global shipping, hvor de truede både lande og deltagende embedsmænd med økonomiske konsekvenser, hvis ikke de stemte, som USA ville have. Og undergravet det globale klimasamarbejde under COP30 – selv om de officielt ikke engang var til stede.

Hvis man havde læst Trump og forstået, at han ikke agerer ud fra normal logik, men ud fra egne egoistiske og selvtjenende, kleptokratiske mål, så burde dette ikke være kommet som nogen overraskelse. Autokrater har nemlig aldrig kunnet udstå vedvarende energi. Ikke fordi ”vindmøllerne slår hvaler ihjel” eller ”truer den nationale sikkerhed”, men fordi vedvarende energi gennem decentralisering, demokratisering og folkeliggørelse af energien fratager dem den magt, som centralt kontrolleret energi giver autokratiske regimer.

Men passiviteten over for dette frontalangreb på vores fælles hjem og fremtid har desværre overrasket mig. Jeg troede faktisk, at vores magthavere havde større nosser, end de har vist sig at have. Nogen vil måske kalde det naivt, men jeg troede faktisk, de havde hørt videnskabens bimlende alarmklokker, forstået alvoren af den galoperende klimakrise og var villige til at stå fast, når den blev truet. Det har bare vist sig ikke at være tilfældet.

Måske fordi de føler sig løbet over ende af den nye ”Trump first”-verdensorden, og fordi andre mere ”nære” udfordringer trækker al opmærksomhed og politisk mod. Men passiviteten er et alvorligt problem.

Hvis naboen forsøgte at brænde dit hus ned med fakkel, ville du så se passivt til, bukke og neje, kalde ham for din ”nærmeste nabo” og vente på at dit hus lignede et Sankthansbål med tag på? Nej, selvfølgelig ville du ikke det. Du ville råbe og skrige og gøre alt, hvad du kunne for at stoppe det. Så hvorfor gør vi intet, når Trump igen og igen arbejder på at brænde vores fælles hjem ned til grunden?

Det tætteste, vi er kommet på et dansk og europæisk modsvar, er den aftale, der netop er lavet mellem Belgien, Irland, Frankrig, Tyskland, Island, Luxembourg, Holland, Storbritannien, Norge og Danmark om 100 gigawatt havvind i Nordsøen. Det er dog et indirekte og nærmest underdanigt lavmælt modsvar. Det svarer til at bygge et skur i baghaven som reaktion på naboens blussende fakkel. Kort sagt: Det er langt fra nok – og langt fra højlydt nok.

Vi bliver nødt til at vågne op, stå op for videnskaben og de internationale aftaler og imødegå det, der sker med både klokkeklar tale og langt hårdere midler fra fælles europæisk hold. For konsekvenserne er simpelthen for store. Ikke blot vil det få enorme konsekvenser for de globale udledninger og for vores tilbageværende CO₂-budgetter, når USA’s klimapolitiske ambitioner uundgåeligt vil inspirere andre lande til at sænke deres og bremse handlingen. For hvorfor skulle de dog minimere deres udledninger, når USA, verdens største økonomi og verdens historisk største udleder, aktivt fravælger enhver forpligtelse?

USA’s destruktive ageren, både nationalt og internationalt, bør mødes med både politiske og økonomiske reaktioner. Vi bør fx gennem EU styrke CBAM (EU’s Carbon Border Adjustment Mechanism) og indføre yderligere CO₂-afgifter på al import fra netop USA – og begrunde det med, at USA ikke får lov til at efterlade os med regningen. Derigennem kan vi tvinge de amerikanske virksomheder til at gøre det, Trump ikke vil: tage klimakrisen alvorligt. Samtidig kan vi række hånden ud til de mange amerikanske virksomheder, der gerne vil handling, men som i øjeblikket ikke tør stå imod Trump.

Økonomisk pression er et middel, Trump kender alt til. Han ved, hvilket sprog vi dermed taler. Her vil pressionsmidlet bare blive brugt for vores fælles bedste –ikke som Trumps tarifcirkus og magtpolitik, der udelukkende tjener hans egne interesser.

USA er ikke vores ven og allierede længere. Det er på tide, at vi ser den nye geopolitiske og klimapolitiske virkelighed i øjnene og agerer, som om vores eneste hjem er truet. For det er det. ■

 

Vores politikere snakker om Grønland, NATOs skrøbelighed og Trumps tarifcirkus. Men ingen snakker om Trumps administrations konstante frontalangreb på den grønne omstilling
_______

 

Lars Køhler (f. 1975) er green tech-iværksætter. Han er tidligere klimarådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og lavenergidesigner fra Passivhus Instituttet i Darmstadt. I 2008 var han med til at opstarte en NGO til fremme af cirkulær økonomi og har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet i over 17 år.

ILLUSTRATION: Clive, Iowa, 27. januar 2026: Præsident Trump holder en økonomisk tale i Horizon Events Center [FOTO: Molly Riley / Official White House Photo]

Apropos denne artikel:

Christopher Arzrouni (LA): Uden reformer bliver Danmark i 2036 én stor udkant

Falder den usynlige ulighed uden for regnestykket? Særafsnit med Emma Holten i RÆSONs nye podcast Hvad gør jeg i morgen

Lars Struwe: Canada finder sprækkerne i Trumps USA. Europæerne bør studere dem nøje

Stephen Helgesen: USA er ikke længere, hvad det var – og bliver det sandsynligvis aldrig igen

Jesper Olsen: Epstein-filerne er en stresstest af myndighederne og eliten – og af vores egne demokratiske normer

Chef for Arktisk Kommando, Søren Andersen: Vi har en plan, hvis krigen kommer – både i Grønland, på Færøerne og i Danmark