Louise Schelde Frederiksen: Må Danmark stille krav om, at syge skal arbejde for nul kroner?
16.02.2026
Retssikkerheden er gennemhullet på social- og beskæftigelsesområdet. Det er ingen nyhed, men måske problemet topper fra 2026.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Af Louise Schelde Frederiksen
Retssikkerheden er gennemhullet på social- og beskæftigelsesområdet. Det er ingen nyhed, men måske problemet topper fra 2026.
På beskæftigelsesområdet har det siden indførelsen af beskæftigelsesloven i 2003 været en kendsgerning, at ikke bare ledige, men også syge – herunder svært syge – skal stå til rådighed for deres forsørgelsesgrundlag. Det betyder, at syge på bl.a. sygedagpenge, kontanthjælp, ressourceforløbsydelse og ledighedsydelse skal stå til rådighed for samtaler i kommunen, udfyldelse af blanketter, særlige tilrettelagte projekter og virksomhedspraktikker.
Der er dog ingen fast ramme, så indsatserne – og ikke mindst varigheden af diverse indsatser – varierer kommunerne imellem.
I virksomhedspraktikker skal syge stå til rådighed og arbejde for det forsørgelsesgrundlag, de modtager af kommunen, hvilket efter beskæftigelsesloven kapitel 11 skal ske i kollegiale sammenhænge. Altså ved udførelse af reelle arbejdsopgaver, som der også ansættes til.
Arbejdsgiver stiller sig til rådighed for hjælp til afklaringen, men afholder ikke udgifter til forsørgelsen, medmindre der forhandles løntimer under afklaringsprocessen. Det er således kommunerne, der udbetaler ét af de nævnte forsørgelsesgrundlag til syge under virksomhedspraktikkens afvikling.
Med beskæftigelsesloven blev det vedtaget, at en virksomhedspraktik kan have en varighed på op til 13 uger, men med mulighed for forlængelse i yderligere 13 uger ud fra en konkret og individuel vurdering. Lovgivers hensigt med denne varighedsmodel har været, at virksomhedspraktikker anvendes som et middel til at føre den syge tilbage til arbejde – og dermed til selvforsørgelse – eller afklaring til et fleksjob, hvis arbejdsevnen viser sig varig og væsentlig nedsat. Eller til en førtidspension, hvis arbejdsevnen er ikke eksisterende.
Sådan har det stort set været siden 2003, med variationer i mulige forsørgelsesgrundlag under selve afklaringsprocessen.
Virkeligheden fra 2026 kommer dog til at ramme flere sygdomsramte hårdere. Og ikke mindst deres familiemedlemmer. Mulighederne for udbetaling af forsørgelsesgrundlag under sygdom og afklaring af arbejdsevnen indskrænkes. Det betyder bl.a. at ressourceforløb med tilhørende ressourceforløbsydelse for syge med komplekse problemer afskaffes fra 1. februar 2026 – og fra 1. januar 2027 afskaffes desuden jobafklaringsforløb med tilhørende ressourceforløbsydelse.
Virkeligheden fra 2026 kommer dog til at ramme flere sygdomsramte hårdere. Og ikke mindst deres familiemedlemmer
_______
Tilbage står muligheden for at modtage sygedagpenge eller kontanthjælp under sygdom og samtidig afklaring af arbejdsevnen. Mange tror fejlagtigt, at alle ramt af sygdom kan modtage sygedagpenge. Det kan kun syge, der opfylder beskæftigelseskravet direkte fra lønnede arbejdstimer, fra a-kassen eller fra en uddannelse.
Kontanthjælp er derimod for alle – og så alligevel ikke. For det er kun muligt at få udbetalt kontanthjælp, hvis der ikke eksisterer en formue over 15.000 kr. for enlige (30.000 kr. samlet for ægtefæller), og hvis der ikke findes en ægtefælle til forsørgelsesdelen.
Syge, der således ikke kan få udbetalt sygedagpenge eller kontanthjælp, skal nu fremover afklares for nul kroner i forsørgelse fra kommunerne. En såkaldt selvforsørgermålgruppe, som vi i begrænset omfang har kendt siden ca. 2008, men som nu får helt ny betydning for mange syge.
Indtil nu har syge, der ikke var berettiget til sygedagpenge og kontanthjælp, typisk været grebet af en ressourceforløbsydelse. Det er den ydelse, der nu afskaffes fra den 1. februar 2026. Det betyder, at syge, der ikke er berettiget til sygedagpenge eller kontanthjælp, fremover vil være ”selvforsørgere”. Personer, der ikke er i arbejde eller uddannelse, men som har behov for afklaring af arbejdsevnen, og som forsørger sig selv med nul kroner i udbetaling fra kommunen.
Selvforsørgerne må selvsagt forventes at blive en langt større målgruppe end tidligere, da netop ressourceforløb med ressourceforløbsydelse nu afskaffes, og fordi sygedagpenge samt kontanthjælp har sine lovmæssige begrænsninger.
I praksis betyder det, at også selvforsørgere skal deltage i særlige projekter og virksomhedspraktikker, hvis de ønsker deres arbejdsevne afklaret. Dermed skal de levere arbejdstimer i kollegiale sammenhænge – for nul kroner. Det vil omfatte syge, der netop ikke bare kan tage et arbejde eller stille sig til rådighed i en a-kasse, netop fordi de er syge, og dybt afhængige af en afklaring af arbejdsevnen for at kunne løfte bevisbyrden for fleksjob eller førtidspension.
Vi kender efterhånden den kommunale afklaringsproces, hvor det er blevet normalen, at syge ofte deltager i særlige tilrettelagte projekter og virksomhedspraktikker gennem 5, 10 og 15 år, inden kommunerne tager stilling til, om kriterierne for fleksjob eller førtidspension er opfyldte. Og det til trods for, at lovgiver med varighedsfristerne på virksomhedspraktikker har signaleret, at kommunerne skal kunne nå langt med en afklaring på 13 uger – eventuelt med en forlængelse.
Desværre er virksomhedspraktikker i min optik ofte blevet anvendt mod lovgivers hensigt. Og forlænges endeløst.
5, 10 og 15 år er uhørt lang tid for en afklaringsproces. Selv for dem, der modtager et forsørgelsesgrundlag som sygedagpenge, ressourceforløbsydelse eller kontanthjælp. Det er ikke en juridisk nødvendighed at skulle afklare syge gennem så mange år. Men det er blevet en kultur i praksisfeltet.
Nu er det store spørgsmål, hvordan selvforsørgermålgruppen skal indrette deres liv, med nul kroner i udbetaling og en helt ny, uforudsigelig hverdag? Hvor længe kan de forvente at skulle levere arbejdstimer i virksomhedspraktikker for nul kroner, inden kommunerne endelig afgør, om de opfylder kriterierne til fleksjob eller førtidspension?
Jeg må igen minde om, at det her handler om syge, som ikke bare er ledige, og som ikke bare kan varetage et job på ordinære vilkår.
Der findes i lovgivningen ingen sagsbehandlingsgaranti for, hvor lang tid syge skal deltage i en afklaringsproces, inden der visiteres til enten fleksjob eller førtidspension – og dermed ingen retssikkerhed. Det har politikerne fortsat ikke sikret.
Ekspertgruppen på beskæftigelsesområdet har i forbindelse med den igangværende beskæftigelsesreform lagt op til en mere progressiv tilgang til både fleksjob og førtidspension. På trods heraf har politikerne har ikke indført en sagsbehandlingsgaranti, som jeg bl.a. – med et borgerforslag om en sagsbehandlingsgaranti – appellerede kraftigt til allerede i 2020.
Det juridiske spørgsmål, der trænger sig på, er derfor: Må Danmark må stille krav om, at syge skal arbejde i virksomheder og stå til rådighed for nul kroner? Kan vi som samfund tillade os det? Det er jeg ikke sikker på.
Hvis vi ser på de konventioner, Danmark har ratificeret, kan vi begynde med konvention nr. 105 om afskaffelse af tvangsarbejde, som Danmark ratificerede i december 1957. Konvention 105 er en videreudvikling af konvention nr. 29 fra 1926 om afskaffelse af slaveri og har til formål at sikre, at ”alle fornødne foranstaltninger træffes for at forhindre, at tvunget eller pligtmæssigt arbejde udvikler sig til forhold, der svarer til slaveri.”
Konvention 105 om afskaffelse af tvangsarbejde henviser i øvrigt til konventionen om lønbeskyttelse fra 1949, hvori det fastslås, at løn skal udbetales med regelmæssige mellemrum. Samtidig præciserer konvention 105, at vedtagelsen af dette yderligere forslag sker med henblik på afskaffelse af visse former for tvungent eller pligtmæssigt arbejde, der udgør en krænkelse af de menneskerettigheder, der er omhandlet i De Forenede Nationers pagt og kundgjort i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.
Når jeg nu retter blikket mod konventionerne, Danmark har ratificeret, er det fordi, jeg mener den virkelighed, syge nu står overfor, kalder på en langt grundigere juridisk analyse.
Kan vi i Danmark fratage syge deres sygedagpenge eller kontanthjælp og samtidig stille krav om, at de skal deltage i virksomhedspraktikker for nul kroner, hvis de skal gøre sig forhåbninger om, at få deres sag afklaret til et forsørgelsesgrundlag under fleksjob eller førtidspension? Er det indenfor den juridiske grænse – eller er det, i lyset af konventionerne, at betragte som pligtmæssigt arbejde uden løn og en krænkelse af det enkelte menneske?
Nogen vil måske mene, at syge blot kan sige nej til at deltage i afklarende forløb eller udføre arbejde i virksomhedspraktikker. Men kan syge reelt sige nej, når forløbene stilles som krav for at få adgang til fx fleksjob eller førtidspension, som netop kan være eneste mulighed for forsørgelse i fremtiden.
Virkeligheden er i gang. Jeg repræsenterer bl.a. en kvinde, der har været syg siden 2014, men som bopælskommunen har nægtet adgang til et forsørgelsesgrundlag. Hun er nu i gang med en afklaring som selvforsørger. Hun er startet med et afklarende projekt hos en anden aktør, der skal beskrive hendes skånehensyn og funktionsnedsættelse, hvorefter kommunen ønsker at iværksætte en virksomhedspraktik. Hun modtager nul kroner i forsørgelse, og ingen kender varigheden på det samlede forløb. Alt er usikkert og uforudsigeligt. Kommunen har magten.
Jeg repræsenterer også en mand med livstruende kræft, som i 2023 fik sine sygedagpenge bragt til ophør. Han modtager hverken sygedagpenge eller en førtidspension. Kommunen vil fortsat afklare ham – på trods af klare lægeerklæringer. Skal denne mand med livstruende sygdom arbejde for nul kroner for at bevise overfor kommunen, at han ikke kan arbejde?
Flere og flere sager på social- og beskæftigelsesområdet kan i dag ikke afgøres i det administrative system. Kommuner og Ankestyrelsen som klageinstans slår ikke til. Domstolsprøvelser er blevet nødvendige i større omfang – nu med fokus på både dansk og international ret. ■
Er det indenfor den juridiske grænse – eller er det, i lyset af konventionerne, at betragte som pligtmæssigt arbejde uden løn og en krænkelse af det enkelte menneske?
_______
Louise Schelde Frederiksen (f. 1981) er advokatfuldmægtig og lektor i jura.
ILLUSTRATION: København, 17. december 2025: Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) holder doorstep om en række nye tiltag på førtidspensionsområdet [FOTO: Claus Bech/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
