Mikkel Andersson om Danmarks udlændingepolitik: Man skal lukke hullet, inden man begynder at øse

05.08.2026

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)

Den danske udlændingedebat er centreret om udvisning af kriminelle og store grupper af ikke-vestlige indvandrere. Men hvis man ikke stopper den fortsatte indvandring asylsystemet, adresserer man konsekvenserne uden at gøre noget ved årsagen.

Af Mikkel Andersson

I efterhånden nogle år har Mette Frederiksens regeringer fortalt danskerne, at der kommer relativt få asylansøgere – og det er rigtigt nok, sammenlignet med de ekstreme år under flygtningekrisen i midten af 2010’erne.

Sandheden er dog, at den permanente ikke-vestlige indvandring til Danmark langt fra kun er opstået via store tilstrømninger i enkelte år. Den er i allerhøjeste grad også sket via en konstant tilgang af asylmigranter og familiesammenførte – og siden deres efterkommere – over knap 50 år. Den udvikling fortsætter ufortrødent i dag. I årets første seks måneder blev der givet godt 1.800 opholdstilladelser i Danmark til statsborgere i ikke-vestlige lande via asyl- eller familiesammenføringssystemet – hovedparten til personer fra MENAPT-landene og Afrika eller statsløse.

De samme godt 1.800 ville i øvrigt også have fået opholdstilladelse under EU’s nyligt vedtagne ordning med udrejsecentre i tredjelande, de såkaldte return hubs, der primært er tiltænkt afviste asylansøgere. Så selv i en verden, hvor EU’s planer bliver realiseret som tænkt, ville indvandringen til Danmarks via asylsystemet været fortsat.

Det er indvandringsdebattens egentlige, men underligt oversete forhold: Hver eneste dag gør vi allerede massive problemer relateret til ikke-vestlig indvandring endnu større.

Omkring 1980 var der godt 50.000 personer med ikke-vestlig oprindelse i Danmark. I dag er der over 650.000 – omkring 13 gange så mange. Det er suverænt den største indvandringsrelaterede forandring af Danmarks befolkning i nedskrevet historie.

De åbenlyse problemer forbundet med dette vil dele af venstrefløjen – heldigvis stadig færre – fortsat benægte, men for alle andre er det tydeligt, at udviklingen har ført til mere kriminalitet, social kontrol, utryghed, religiøs og kulturel splittelse og et massivt træk på overførselsindkomsterne. Det har det gjort i Danmark, og det har det gjort i resten af Vesteuropa.

Og her kan jeg godt komme med den rituelle besværgelse om, at jeg både er klar over og værdsætter, at mange yder værdifulde bidrag til Danmark og hverken lever af overførselsindkomst, lever i parallelsamfund eller begår kriminalitet. Men det ændrer ikke ved, at den overordnede effekt af den ikke-vestlige indvandring i høj grad har været ovenstående. Og fortsætter indvandringen, viser al erfaring, at problemerne kun vil vokse, jf. Storbritannien, Frankrig, Sverige osv.

Socialdemokratiets ’hårde linje’ og sandheden om udvisning af kriminelle

I den offentlige debat er dét forhold underligt fraværende. I stedet forsøger særligt Socialdemokratiet ihærdigt at flytte fokus til en angiveligt stram linje i forhold til udvisning af kriminelle, mens man messer at antallet er relativt lavt, og at indvandringen er under kontrol, hvilket dog i praksis ikke ændrer ved, at antallet af indvandrere vokser år for år.

Tag ikke fejl: Jeg mener i allerhøjeste grad, at udvisning af kriminelle er ekstremt væsentligt, og at det er grundlæggende skandaløst, at udvisning ikke konsekvent idømmes ved personfarlig kriminalitet begået af personer uden dansk statsborgerskab. Men ikke alle problemer er lige presserende, og det giver ingen mening at fokusere monomant på at sende dømte forbrydere ud af landet, mens man i praksis ignorerer, at der fortsat kommer store grupper til, når al statistisk erfaring tilsiger, at disse grupper ligeledes vil være overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne og altså føre til nye ofre.

Er man i en båd, der er sprunget læk, er det indlysende vigtigere at lukke hullet end at begynde at øse.

 

Uanset hvad man mener, er det nødvendigt at erkende, at Danmarks handlemuligheder ift. hjemsendelser, særlig via tvang, reelt er stærkt begrænsede
_______

 

Højrefløjens ’hårde linje’ og sandheden om remigration

På dele af højrefløjen virker det til gengæld, som om man gerne vil springe det med at stoppe yderligere indvandring helt over og hoppe direkte til hjemsendelser i stor skala.

I debatten anvendes ofte begrebet remigration, som dog er temmelig diffust og tilsyneladende kan betyde alt fra, at flere muslimer skal ud- end indrejse over diverse tiltag, der skal gøre det vanskeligere at leve som praktiserende muslim i Danmark, til masseudsendelser i meget stor målestok, inklusive fratagelse af allerede tildelte statsborgerskaber.

Jeg mener selv, at der er åbenlyse problemer forbundet med fx fratagelse af statsborgerskaber med tilbagevirkende kraft i en række (dog ikke alle) tilfælde, og jeg tvivler ærligt talt på at forbud mod eksempelvis halalkød eller bønnekald ville føre til nogen nævneværdig udvandring. Men min pointe her er ikke, at diskutere det moralske eller principielle forbundet med remigrationsmodeller af den ene eller anden karakter. Grundlæggende mener jeg, at Danmark burde hjemsende et markant større antal af dem, der har fået asyl, hvis deres hjemlande i dag er sikre, hvilket bi øvrigt urde have været en indlysende præmis for asylbeskyttelse helt fra starten.

Men uanset hvad man mener, er det nødvendigt at erkende, at Danmarks handlemuligheder ift. hjemsendelser, særlig via tvang, reelt er stærkt begrænsede – og det er ikke på grund af manglende politisk vilje (selvom det selvsagt også er et problem), som vi skal se om lidt.

Derfor står vi i en situation, hvor man enten kan vælge først og fremmest at forhindre, at problemet vokser sig større – hvad man faktisk kan – eller at fokusere på mindre presserende problemer, som man har langt ringere mulighed for som enkeltland at gennemtvinge en løsning på

For en lang række af de samme problemer gør sig gældende for hjemsendelser som for tvangsudvisninger af kriminelle. Lad os som et rent tankeeksperiment antage, at Danmark sammensætter et folketing, der går ind for remigration i en helt ekstremt hård og omfattende variant, og at alle juridiske forhindringer er ryddet af vejen herhjemme: Opholdstilladelser er inddraget, statsborgerskaberne frataget, og de første – lad os sige fire – fuldt optankede fly holder på startbanen i Kastrup, fyldt med henholdsvis tyrkere, palæstinensere, iranere og afghanere, nogle af de større grupper med MENAPT-baggrund i Danmark.

Hvad gør man så egentlig? Iran udsteder ganske enkelt ikke rejsedokumenter til tvangsudsendte; uden et iransk pas modtager landet kun folk, der skriver under på, at de rejser frivilligt. Det er derfor, at afviste iranere har siddet på Kærshovedgård i årevis – og derfor, at det i hele 2025 kun lykkedes Danmark at udsende ti iranske statsborgere. Så man kan godt få flyet med iranerne op i luften, men man kan ikke lande det i Iran. Og kunne man, ville de iranske myndigheder nægte at lade passagererne komme af.

Palæstinenserne, der oprindeligt overvejende kom hertil som statsløse fra især Libanon, vil hverken Libanon eller Israel tage imod. Og på Vestbredden og i Gaza kunne man ikke engang lande, hvis nogen ville, for her findes ingen fungerende lufthavne, og al adgang kontrolleres af Israel, som af formodentlig åbenlyse grunde ikke er interesseret i at øge antallet af palæstinensere i områderne, uanset om et folketingsflertal Danmark synes, det ville være en god idé eller ej.

Og Afghanistan? Danmark har ingen aftale med Taleban og har ikke tvangsudsendt nogen til landet siden 2021. Tyskland har til gengæld gjort forsøget: Først med Qatar som mellemmand og senere – efter årelange forhandlinger – med direkte fly til Kabul. På den måde er det siden 2024 lykkedes at udsende omkring 230 personer – alle dømte kriminelle. Prisen har blandt andet været at acceptere Taleban-udpegede konsulære medarbejdere på de afghanske repræsentationer i Berlin og München. Det er, hvad Europas største land har fået ud af at række hånden frem mod et pariaregime. Og der er, bare for kontekstens skyld, mere end 400.000 personer med afghansk baggrund i Tyskland.

Tag så tyrkerne, den største af grupperne. De omkring 68.000 herboende med tyrkisk baggrund er overvejende gæstearbejdere fra sluttresserne, familiesammenførte hertil samt efterkommere. Godt halvdelen er i dag danske statsborgere, og mange af dem, der blev danske før 2015, måtte give afkald på det tyrkiske pas, fordi dansk lov dengang ikke tillod dobbelt statsborgerskab. Uanset om de selv eller andre betragter dem som tyrkere eller danskere, er de i rent juridisk forstand kun danskere. Dem har Tyrkiet ingen folkeretlig pligt til at modtage – og mere relevant: ingen som helst interesse i det. Ankara betragter nemlig ikke diasporaen i Vesteuropa som et problem, men som et strategisk aktiv, der skal fastholdes. Erdoğan har selv formuleret doktrinen foran omkring 16.000 tyrkere i Køln i 2008: “Assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden”. Ni år senere tilføjede han, at Europas tyrkere burde få fem børn, for “I er Europas fremtid”.

Den tyrkiske diasporapolitik – valgret fra udlandet, Diyanet-styrede moskéer, systematisk pleje af udlandstyrkerne – er en central del af tyrkisk udenrigspolitik under Erdoğan. Det finder jeg dybt deprimerende, men at forestille sig, at Danmark skulle kunne påtvinge en regional stormagt med NATO’s næststørste hær at modtage titusinder af tvangsudsendte – juridisk set eksdanskere for en stor dels vedkommende – er verdensfjern ønsketænkning.

Og mange af de herboende tyrkiske statsborgere – arbejdstagere og deres familiemedlemmer – kan man heller ikke bare udvise, da associeringsaftalen fra 1963 med tilhørende afgørelser giver dem en EU-retlig særbeskyttelse mod udvisning, som Danmark er bundet af. Den aftale kan Danmark ikke engang opsige på egen hånd – den er indgået af det daværende EF – kun bryde. Skulle Danmark gøre det, ville Tyrkiet formodentlig nægte at anerkende bruddet – og dermed nægte at modtage de udviste – og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Man kan vedtage nok så meget i København, men kan man ikke lande flyet, gør det hverken fra eller til. Og præcis hvilket pressionsmiddel skulle København møde op med i Ankara?

De syriske flygtninge fra den nu afsluttede borgerkrig mod Assad er formodentlig den gruppe, det er mest realistisk at hjemsende en større del af. Efter Assads fald tager Damaskus faktisk imod egne statsborgere, i hvert fald i princippet, og en del rejser allerede hjem frivilligt – alene fra Danmark udrejste 665 med repatrieringsstøtte i 2025. Tvangsudsendelser er imidlertid noget andet: Her er selv de mest indvandringskritiske regeringer i Europa til dato kun nået til enkeltudsendelser af dømte kriminelle, mens Damaskus slår sig i tøjret og udskyder modtagelser i stor skala. Selv i det gunstigste tilfælde – et modtagerland med en vis samarbejdsvilje – går det altså i sneglefart, hvis det overhovedet går.

At handle, hvor man kan

Mener jeg, at flere – både flygtninge, hvis hjemlande i dag er sikre, og dømte kriminelle udlændinge – skal udsendes, og at Danmark skal arbejde for det? Så afgjort. Det er en pervertering af konventionernes oprindelige intention, at flygtningestatus reelt er blevet en migrationsmotor, der er ved at destabilisere store dele af Vesteuropa. Og det er en hån mod såvel ofre som lovlydige borgere, at en stat ikke kan udvise folk dømt for grov kriminalitet.

Det er ikke umuligt at forestille sig, at en række europæiske lande i samarbejde med andre regeringer vil kunne applicere markant mere og hårdere pression for at modtage hjemsendte flygtninge. Men for indeværende er det realistisk set ikke noget, som Danmark har mulighed for reelt at påvirke.

Problemet er derfor ikke ønsket om at hjemsende kriminelle eller folk, der ikke længere har beskyttelsesbehov – begge dele er både nødvendige og rimelige. Problemet er den manglende erkendelse af, at Danmark har begrænset mulighed for rent lavpraktisk at gennemtvinge udsendelser overfor andre lande, mens man faktisk har mulighed for at gøre noget for at forværre allerede store problemer ved at stoppe yderligere indvandring.

Lige nu kommer der dagligt nye mennesker til Danmark via asylsystemet, og det vil, uanset hvor ubehageligt nogle måtte finde den kendsgerning, forøge integrationsproblemerne – og de vil vedblive med at vokse, indtil Danmark og forhåbentlig en lang række andre lande gør op med spontan asyl og den nuværende adgang til familiesammenføring. ■

 

Det er ikke umuligt at forestille sig, at en række europæiske lande i samarbejde med andre regeringer vil kunne applicere markant mere og hårdere pression for at modtage hjemsendte flygtninge. Men for indeværende er det realistisk set ikke noget, som Danmark har mulighed for reelt at påvirke
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)

Mikkel Andersson (f.1979) er mangeårig journalist, debattør, satiriker og medforfatter til “Eksperimentet der slog fejl: Status over 35 års dansk asylpolitik” og i dag chefrådgiver og leder af afdeling for værdikamp i Liberal Alliance. Synspunkterne i indlægget er kun hans egne. ILLUSTRATION: Asylansøgere i Presevo, Sebrien 15. november 2015 [foto: European Union/ECHO/Mathias Eick]