Tilmeld dig det daglige nyhedsbrev

Login

Niels Bjerre-Poulsen om Midtvejsvalget: Jeg tror ikke, at Trump interesserer sig specielt meget for, hvordan det går de enkelte Republikanere – han vil bare ikke have skylden for det

20.07.2026


”Noget af det, der så bekymrer mange iagttagere, er, at hvis Trump ikke er parat til at ændre politiske prioriteter frem mod midtvejsvalget – hvis han ikke er villig til at høre på, hvad vælgerne siger i stedet for fx at føre krig mod Iran – så er det, fordi planen snarere er at påvirke valgresultatet eller sige, der var svindel involveret, såfremt hans parti skulle skulle tabe.”

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara og lektor på Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet. Han har skrevet en lang række bøger og artikler om historie og samfundsforhold i USA og kommenterer ofte amerikansk politik i de danske medier. I 2025 var han fellow på Nordic Humanities Center, hvor han særligt forskede i forholdet mellem USA, Grønland og Danmark i historisk perspektiv. Medforfatter til RÆSON-bogen “Verdens Magter“, der sidste år udkom i femte udgave.

Interview af Mikkel Kroer Høberg

RÆSON: Natten til torsdag den 17. juli holdt USA’s præsident, Donald Trump, en tale til den amerikanske befolkning. Den omhandlede det amerikanske valgsystem og valget i 2020, som Trump mener, at han ikke tabte til Joe Biden. Trump anklagede Kina for forsøg på at påvirke valget og for at skaffe sig oplysninger om 220 millioner amerikanske vælgere. Hvad ser du som det mest bemærkelsesværdige i talen?

BJERRE-POULSEN: Det mest bemærkelsesværdige var selve den omstændighed, at Trump holdt en tale om noget, som ikke interesserer mange andre end ham selv. Han siger endnu engang, at det var snyd, at han tabte valget i 2020, hvor han i øvrigt selv var præsident og styrede den føderale regering.

Der er nogle præmisser for talen, der er vigtige. For det første er det, Trump taler om, et ikke-eksisterende problem. Valgsnyd spiller ingen rolle i amerikanske valg. Alle undersøgelser, der er lavet om, hvor mange der stemmer uden at have ret til at stemme i USA, viser, at det ikke er noget konkret problem. Der blev eksempelvis lavet undersøgelse af Loyola University Law School, som gennemgik en milliard stemmer afgivet fra 2000 til 2014. De fandt 31 ulovlige stemmer ud af en milliard. Så der er ikke et eneste valg, hvor man kan sige, at ulovlige stemmer eller valgmaskiner, der ikke fungerer, har ændret noget valgresultat. Og hvad angår valgmaskinerne, så har alle stater på nær Louisiana et papirspor, så stemmer kan genoptælles, hvis der skulle opstå tvivl om et valgresultat. Alligevel er det en besættelse for Trump af grunde, vi kan komme til lige om lidt. Derfor bliver han ved med at hævde, at det amerikanske valgsystem slet ikke fungerer, og at man ikke kan stole på valgresultater.

Det næste punkt, der er værd at hæfte sig ved, er, at valg bliver afholdt af de enkelte stater. Det vil sige, at det ikke er den føderale regering, der afholder valg. Den amerikanske forfatning er skruet sådan sammen, at det er de 50 delstater, der hver især afholder valg, og det er dem, der bestemmer, hvordan de afholder valg – om man må stemme om søndagen, om man må brevstemme, hvor sent brevstemmer kan tælles op, osv. Alle de ting har ikke noget med den føderale regering at gøre. Og det frustrerer selvfølgelig Trump forfærdeligt, fordi han vil gerne vil kunne sige: ”Vi bliver nødt til at beslaglægge valgmaskiner og genoptælle stemmer,” hvis valgresultatet falder ud på en måde, han ikke bryder sig om.

Så det, Trump helt klart forsøger at gøre, er at ”føderalisere” valg i USA. Det vil sige, han vil finde en måde, hvorpå han som præsident kan kontrollere optællingen af valgresultater eller reglerne for, hvordan der må stemmes. Han har flere gange erklæret, at han fortryder, at han ikke beslaglagde valgmaskinerne i de stater han tabte i ved valget i 2020. Det ville have været et klart brud på Forfatningen, hvis han havde gjort det, men i flere stater er man oprigtigt bekymrede for at Trump-regeringen kunne finde på at beslaglægge stemmer og valgmaskiner efter midtvejsvalget, så man forsøger på forhånd at lave lovgivning, der forbyder at de må tages ud af den enkelte delstat.

Hvad vil det have af konsekvenser for det amerikanske demokratis integritet, hvis Trump føderaliserer valgsystemet?

Trump er personligt den største trussel mod det amerikanske valgsystem. Netop i kraft af de ting, han forsøger at gøre. Først og fremmest fordi han forsøger at undergrave vælgernes tillid til, at der kan afholdes frie og retfærdige valg i USA. Der har han allerede gjort umådelig skade. Ifølge meningsmålinger er det omkring 30 pct. af de amerikanske vælgere, der tror, at der var svindel i forbindelse med valget i 2020. Der er absolut ingen tegn på, at der var noget som helst svindel ved det valgresultat. Joe Biden vandt med over syv millioner stemmer. Trumps egen justitsminister sagde, at der intet var galt. Trump havde også udpeget en ansvarlig, der skulle sørge for at forhindre udenlandske magters indblanding. Det var Chris Krebs, en mand han hentede fra Microsoft. Krebs erklærede efter valget, at ”det var det sikreste valg, der nogensinde var blevet afholdt i USA”, hvorefter Trump fyrede ham.

I 2016 hævdede Trump inden valget, at hvis han tabte, så ville det være, fordi der var svindel. Hvem var præsidenten op til valget? Det var Obama. Trump vandt valget, så derfor mente han ikke, der var valgsvindel. Da Trump vandt valget i 2024 mente han heller ikke, at der var valgsvindel. Hvem var præsidenten op til det valg? Det var Joe Biden. Inden valget i 2020 hævdede Trump også, at det hele var svindel, og det skyldtes den ”dybe stat”. Og han tabte. Hvem var præsident op til det valg? Det var han selv.

 

Alle undersøgelser, der er lavet om, hvor mange der stemmer uden at have ret til at stemme i USA, viser, at det ikke er noget konkret problem
_______

 

Så det er hans egen regering, han taler om, når han taler om, at der er en dyb stat, som forhindrede ham i at blive genvalgt i 2020. Og at der var en dyb stat, der ikke informerede ham om kinesisk indblanding. Han havde ansat en række folk i administrationen. Men ifølge Trump informerede de ikke Director of National Intelligence, John Ratcliffe, der er CIA-chef i dag, og de informerede heller ikke den daværende CIA-chef, Gina Haspel. Det er sludder og vrøvl: Kinesiske forsøg på at indsamle oplysninger blev omtalt i efterretningsrapporter, men disse gjorde samtidig opmærksom på, at kineserne ikke havde forsøgt at operationalisere oplysningerne på samme måde som russerne i 2016 havde gjort til Trumps fordel, gennem blandet andet Wikileaks.

Trump skaber alligevel en offerfortælling om at: ”Det var mig, der var præsident, og alle de folk, jeg stadig har ansat hos mig, de var der også, men de anede ikke, hvad kineserne foretog sig, fordi nogen i efterretningstjenesten holdt det skjult for dem”. Det er meget svært at få nogen til at tro på, bortset fra dem, der i forvejen tror på den slags fortællinger fra Trump.

Når Trump alligevel påstår, at oplysningerne om valgpåvirkningen i 2020 er blevet holdt hemmeligt af den såkaldte deep state i samarbejde med amerikanske efterretningstjenester, hvad får han så ud af at så tvivl om statslige institutioners legitimitet?

Talen her handler mere om det kommende midtvejsvalg i 2026 og måske også om det kommende præsidentvalg i 2028, end det handler om 2020. Fordi lige fra han stillede op første gang, har Trump hele tiden set en interesse i at undergrave sine vælgeres tillid til det amerikanske demokratis bærende institutioner. Og det at kunne afholde frie og retfærdige valg er selvfølgelig en grundpille i et demokrati. Alle meningsmålinger tyder på, at Republikanerne får et virkelig dårligt midtvejsvalg til november. Det, Trump gør på forhånd, er, at han sikrer sig muligheden for at kunne sige: ”Se, jeg advarede jer, det er alt sammen svindel.”

Det var nok det samme, han gjorde i 2016. Det var det samme, han gjorde i 2020. Og det var det samme, han gjorde i 2024. Men i 2016 og 2024 vandt han faktisk, og så holdt han op med at sige det. Men han er blevet ved med at fokusere på det valg, han tabte, nemlig præsidentvalget i 2020. Og vi er et sted, hvor man hele tiden kan overveje, hvor meget af hans fokus, der er strategisk, og hvor meget af det, der er patologisk. Er det fordi, Trump er ude af stand til at erkende, at han faktisk tabte et valg, og han er besat af den historie om 2020? Eller er det først og fremmest en strategi rettet mod det næste valg? Så han på den måde kan retfærdiggøre at sætte ICE-folk ind på valgsteder og sige: ”Det er vigtigt, vi overvåger, fordi der er så meget snyd,” eller efterfølgende sige: “Vi stoler ikke på valgresultatet i det her countyeller i den her stat, så vi må hellere beslaglægge valgmaskinerne og tage dem til Washington, så vi kan sørge for at få en uafhængig optælling.”

Det vil være den føderalisering, jeg taler om. Det er en reel bekymring i mange stater, og jeg tror, de fleste politiske kommentatorer har en forestilling om, at Trump vil forsøge at gøre et eller andet. I hvert fald sikre sig en måde at forklare et valgnederlag på. Det eneste, Trump tilsyneladende ikke vil gøre, er at ændre sine politiske prioriteter og i højere grad tale om ting, som faktisk interesserer hans vælgere: affordability, boligpriser og alle de ting, han faktisk lovede dem at fokusere på under valgkampen i 2024.

I stedet for har Trump valgt en strategi, han har brugt, siden han første gang trådte ind på den politiske arena: at hævde, at hele systemet af korrupt. Bortset fra de valg, han vinder. Der hører man ikke noget om, at hele systemet er korrupt eller noget med ”dybe stat”.

Det interessante er også, at når det kommer til udenlandsk indblanding, var der en dyb mistanke om, at russisk misinformation havde spillet en rolle efter Trumps førte valgsejr i 2016. Der hævdede han, det var ”The Russia hoax”, og at beskyldningerne var et svindelnummer. Ifølge Trump var der ikke noget som helst, der havde noget med Rusland at gøre, men det var i stedet folk, der prøvede at bortforklare hans valgsejr.

Og alle de undersøgelser, FBI lavede, altså ”Operation Crossfire Hurricane”, hvor de ledte efter mulige forbindelser mellem Trump-lejren og russiske aktører – som der var en hel del af –bagatelliserede Trump, og sagde, at der var ikke nogen som helst russisk indblanding.

I den tale Trump holdt nu, nævnes Rusland én gang. Det var Kina, han nu fokuserede på. Kina, der havde skaffet sig oplysninger om over 200 millioner amerikanske vælgere. Det interessante ved det er, at de oplysninger er frit tilgængelige i mange stater. Der kan man simpelthen se eller købe lister over vælgere og se, hvem der bor hvor, og hvordan de stemte ved det sidste valg. Det er sådan noget, både politiske partier også køber. Det er noget, virksomheder kan købe og tilegne sig i forbindelse med markedsføring.

Trump prøvede at få det til at lyde som en ny afsløring, at kineserne havde tilegnet sig de samme oplysninger, men det, han trods alt ikke hævdede, var at de havde brugt dem til at ændre valgresultatet nogle steder. Trump hævdede ikke, at kineserne havde hacket valgmaskiner eller noget lignende. Han prøvede bare at gøre det til en sensation, at det kinesiske efterretningsvæsen havde skaffet sig oplysninger om borgere rundt omkring. Det er der sandsynligvis mange lande, der gør. Og i forbindelse med amerikanske valg, har fokus især været på tre lande: Rusland, Kina og Iran.

Det, der var særligt i 2016 var, at russerne forsøgte at operationalisere de oplysninger, de havde hacket. Fx offentliggørelsen af Hillary Clintons e-mails og udveksling af interne meningsmålinger i specifikke stater mellem Trumps kampagneleder, Paul Manafort og hans russiske forbindelse, Konstantin Kilimnik. De ting afveg fra, hvad man ellers havde set. Og det var præcis grunden til, at man frem mod valget i 2020 gjorde noget for at sikre sig mod fremmed indblanding. Det var derfor, at Chris Krebs, som jeg nævnte før, blev ansat til at stå for cybersikkerheden.

Fordi russerne gik faktisk et skridt videre end at indsamle informationer i 2016. De forsøgte aktivt forsøgte at påvirke valget til Trumps fordel. Så noget interessant i talen er også, at han kun kort nævner Rusland, men primært fokuserer på Kina.

Kan man læse noget ind i Trumps syn på Rusland og Putin, at det kun er Kina der bliver kritiseret i talen?

Man kan i hvert fald læse det ind i det, at Trump trods alt ikke havde lyst til at genoplive diskussionerne om russisk indblanding i 2016, hvor han vandt valget. Og derfor tror jeg, at han klogeligt fokuserede på Kina i stedet for, men det er i virkeligheden ikke Kina, han vil henlede opmærksomheden på, men derimod ”den dybe stat” – et ikke nærmere defineret begreb.

Trump henvendte sig til de amerikanske tv-stationer for at sige, at han ville holde en meget vigtig tale, og at de skulle aflyse deres almindelige programmer for at gøre plads til den. Og det valgte de fleste tv-stationer så ikke at gøre, hvilket har fået Trump til at true dem med konsekvenser. Det er ikke første gang, at tv-stationer ikke vil vise taler, de ikke synes er nødvendigvis vigtige for den nationale sikkerhed. De fleste stationer afviste at holde en tale, Obama gerne ville holde en tale om forslag til en immigrationsreform i november 2014, og i 2022 var det Bidens ”Battle for the soul of the nation”-tale i september 2022, som flere tv-stationer mente var for politisk til, at de ville transmittere den.

 

Det interessante er, at i den tale Trump holdt nu, nævnes Rusland én gang. Det var Kina, han nu fokuserede på
_______

 

Men her, der lod Trump forstå, at der ville blive sagt noget meget vigtigt, eller der ville komme en form for afsløring. Og stort set alt, hvad han sagde, var ting, der var kendt i forvejen. Meget af det kunne man læse i den rapport fra hans egen regering, som kom 7. januar 2021 og handlede om udenlandsk indblanding i valget.

Der var bare også en stor del om Rusland i den rapport, som han så ikke nævnte i talen her. Og konklusionen i den rapport var, at det ikke havde haft nogen indflydelse på valgresultatet noget sted i USA. Det vil sige, at kineserne ikke havde operationaliseret de oplysninger, de havde indsamlet.

Trumps kritik mod Kina kommer efter en periode med relativ deeskalering i handelskrigen mellem USA og Kina. Trump syntes også at have haft et godt topmøde med Xi her i foråret. Hvad siger den kritik, han nu alligevel retter imod Kina, om Trump og hans administrations syn på Kina?

Jeg tror ikke, det siger noget. Jeg tror, at den ambivalens har været der hele tiden. Hvis der er to personer, Trump aldrig kritiserer personligt, så er det Putin og Xi. Han beundrer dem begge to, ikke mindst på grund af det greb, de har om deres politiske systemer. Det her ændrer ikke noget i hans beundring for Xi.

Man kan sige, at Trump havde brug for at kritisere nogen, der ikke skulle være Rusland, for at kunne påkalde sig sendetid og sige, at det amerikanske valgsystem er truet og ikke fungerer, som det skal. Det var hovedbudskabet i talen. Hovedbudskabet var ikke Kina. Hovedbudskabet var Trumps argument om, at det føderale system og den dybe stat gør, at man ikke kan stole på valgresultater i USA. Jeg tror ikke, at Trump forestiller sig, at det ændrer noget som helst med de forhandlinger, han ellers har med Kina.

Da Trump i øvrigt skulle antyde, at valgmaskiner kunne være usikre, fandt han et andet land frem: Venezuela. Det var en af hans påstande efter valget i 2020. At de valgmaskiner, man brugte i de fleste stater, i virkeligheden havde software udviklet af daværende venezuelanske præsident Hugo Chavez sammen med Kina, Rusland og Iran. Og de skulle altså kunne ændre valgresultatet, så Trump-stemmer blev konverteret til Biden-stemme, uden man kunne se det bagefter.

Det kom så langt ud i december 2020, at Trump påstod, at det kunne ske over internettet. Men så fik han at vide, at valgmaskinerne faktisk overhovedet ikke var koblet på internettet. Så udviklede en af hans advokater, Sidney Powell, en teori om, at det var i virkeligheden det italienske militær, der kunne styre termostaterne på valgmaskinerne gennem satellitter. En fuldstændig afsindig teori.

Og en af de tv-stationer, som fulgte op og støttede idéen om, at der måske var snyd med de valgmaskiner fra Dominion Voting Systems, man anvendte ved valget, var Fox News. Det endte med. at firmaet, der laver valgmaskinerne, Dominion, anlagde en sag mod Fox News, kom til at betale 787 millioner dollars i erstatning – omkring fem milliarder kroner. . Derfor var det særlig sjovt at følge Fox News’ dækning af Trumps tale nu her. For der var flere af de andre tv-stationer, der slet ikke sendte talen. Eller også sendte de den med løbende kommentarer, hvor der sad med en faktatjekker og proklamerede, når der blev sagt ting, der ikke passede.

Fox News sendte talen, men pakkede den også ind i alverdens forbehold om, at de kunne ikke bekræfte de oplysninger, præsidenten gav, fordi de ikke skulle risikere at komme af med fem milliarder kroner igen for at have videreformidlet forkerte oplysninger. Deres interne korrespondance viste efterdækningen i 2020, at de selv vidste, det var løgn, det de sagde på Fox News. Derfor blev de dengang dømt

Du nævner, at Trump ikke tager fat i emner som stigende bolig- og forbrugerpriser. En meningsmåling foretaget af Ipsos for The Washington Post viser, at det kun 37 pct. af amerikanerne, der svarer, at de er “nogenlunde tilfredse med Donald Trump som præsident”. Bruger han denne tale som en måde at flytte fokus på de utilfredsheder, der er i befolkningen? Herunder stigende energi- og fødevarepriser samt krigen i Iran? Og tror du, det er en effektiv måde at gøre det på?

Svaret er ja. Det handler også om at flytte fokus. Er det en effektiv måde? Jeg tror de fleste – også alle de Republikanske medlemmer af Kongressen, som er på valg til november – ville ønske, at Trump ville gøre det på en anden måde. At han ville tale om alle de ting, der optager deres vælgere – aAltså boligpriser, fødevarepriser, energipriser, snarere end at gå seks år tilbage og tale én gang til om valget i 2020. Skal man se strategisk på det, så hjælper det i hvert fald ikke de Republikanere, der rent faktisk er på valg til november.

Er det et tegn på, at Trump-regeringen er parat til at strække sig meget langt for at undergrave et valgresultat? Er det i virkeligheden er det, det drejer sig om? Og der synes jeg, at der skal vi nævne en anden ting: lovforslaget The SAVE America Act. Det er et forsøg på at føderalisere valghandlinger ved at indføre nogle føderale krav til legitimation, som skal gælde i alle 50 stater. Det lovforslag har ingen chance for at blive vedtaget af flere forskellige grunde. For det første vil det kræve 60 stemmer i senatet. Der er ikke 60 republikanere, og alle demokrater vil stemme imod. Også mange republikanere er ikke interesseret i The SAVE America Act.

 

Er det et tegn på, at Trump-regeringen er parat til at strække sig meget langt for at undergrave et valgresultat? Er det i virkeligheden er det, det drejer sig om?
_______

 

Lovforslaget vil bl.a. betyde, at omkring 20 millioner amerikanere vil miste deres stemmeret. Det er, fordi man for at blive stemmeberettiget skal vise former for dokumentation, som mange amerikanere ikke er i besiddelse af. Hvad med fx kvinder, der har skiftet efternavn, efter de er blevet gift? De skulle så finde deres originale fødselsattest med det efternavn, de havde, da de blev født. Ellers skulle de kunne fremvise et pas, selvom der er millioner af amerikanere, der intet pas har.

Det ville i sig selv ramme virkelig mange vælgere, og der er ikke noget, der tyder på, at det ville ramme demokratiske vælgere hårdere end republikanske vælgere. Så hele forslaget har ingen chance for at blive vedtaget. Det ville også give den føderale regering en kontrol med valg i USA, som heller ikke republikanske politikere har lyst til, at det skal have.

Men hvorfor er det, at Trump er ivrig efter at få loven vedtaget, hvis det ikke rammer Demokratiske vælgere hårdere, end det rammer Republikanske?

Hvis man skal finde en rationel grund til det, så er det, at Trump efter midtvejsvalget gerne vil kunne stå og sige, at SAVE America-loven var det eneste, der kunne gøre valg sikre i USA, og uden den, så har Republikanerne nu tabt flertallet i Kongressen, efter der har været snyd med valget.

Det vil han gøre i stedet for at sige, at det dårlige valgresultat med midtvejsvalget i høj grad er en konsekvens af Trump-regeringens politiske prioriteter, som er det, hans partifæller bliver straffet for.

I stedet har Trump valgt en strategi, hvor han i stedet kan sige: “Nej, det har ikke noget at gøre med min politik overhovedet, for den er glimrende. USA er det hotteste land i verden, og alt går godt her. Det er på grund af valgsnyd og den dybe stat, at Republikanerne har tabt. Og jeg prøvede at forhindre det ved at foreslå den her SAVE America-lov, men de ville ikke høre på mig.”

Flere Demokrater har også reageret på talen. Guvernør Gavin Newsom har fx kaldt den ”en vanvittig konges rablerier”, og minoritetsleder i senatet Chuck Schumer har sagt, at Trump ”ved, at han har svigtet amerikanske familier”. Kan Demokraterne levere et overbevisende modsvar mod Trump, når det kommer til det her emne?

De fleste meningsmålinger tyder på, at Demokraterne har fat i en lang ende frem mod midtvejsvalget. Den sag, de holder fast i, er selvfølgelig affordability. Der kan de hele tiden henvise til alt, hvad Trump lovede sine kernevælgere i 2024, nemlig at al inflation ville forsvinde, og fødevarepriserne ville falde. Noget, som ikke er sket. Og Demokraterne kan holde fast i, at Trumps straftold på udenlandske varer og hans krig i Iran kun har gjort situationen værre for lige præcis hans kernevælgere. Og at han i øvrigt ikke har udvist nogen interesse for de ting, der optager disse vælgere.

Erfaringsmæssigt er midtvejsvalg typisk et protestvalg mod det parti, der har præsidentembedet. Det er typisk det parti, der taber en masse pladser (undtagelserne er 1998, 2002, og til dels midtvejsvalget i 2022). Spørgsmålet er bare, hvor mange pladser. Denne her gang kunne det godt være rigtig mange pladser i Repræsentanternes Hus.

Det kommer ikke til at ske, at Trump kan vende de dårlige meningsmålinger og prognoser frem mod midtvejsvalget på baggrund af en tale om et valg for seks år siden. Det er hovedbudskabet i, hvad Gavin Newsom sagde om Trumps tale, hvorefter han kaldte præsidenten for ”delusional”, hvilket kan oversættes til, at guvernøren mener, at præsidenten har mistet grebet om virkeligheden.

Med den slags udtalelser, der kommer fra Demokraterne på baggrund af, hvad Trump har sagt i talen, hvad siger det så om den midtvejsvalgkamp, som der venter forude?

Den bliver på mange måder beskidt, men man skal huske, at Trump ikke er på stemmesiden. Men Demokraterne vil gøre, hvad de kan for at minde vælgerne om, at det reelt også er Trump, der er på stemmesedlen, fordi hans partifæller ikke siger fra over for ham. Der er også nogen, der advarer demokraterne mod at stole for meget på, at de udelukkende kan føre valg på anti-Trump – at gøre hele valget til et protestvalg mod Trump. Det tror jeg også, Demokraterne er opmærksomme på. De bliver nødt til at præsentere en vision for, hvad de gerne vil gøre med et kommende flertal i Kongressen.

Men Demokraterne kan med en vis ret koble de ting og sige: “Så længe Republikanerne i Kongressen er så følgagtige og så bange for at komme på tværs af Trump, så kan vi ikke få vedtaget noget, og derfor er det mere afgørende end nogensinde, at vi genvinder vores flertal i Kongressen, så vi på en eller anden måde kan bremse de ting, som Trump har gang i.”

Det er i sig selv et vigtigt argument frem mod valget. Det her er ikke et almindeligt valg, og det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man vil have politik, der går lidt mere til højre eller lidt mere til venstre. Det er det amerikanske demokrati, der er på spil. Og der får Demokraterne god hjælp af en tale, som Trump holdt her. Fordi de kan se, at han er fuldstændig fokuseret på at undergrave det valgsystem, amerikanerne har og så mistillid til deres grundlæggende demokratiske institutioner.

Noget andet bekymrende for Republikanerne er spørgsmålet om kontrol med grænsen, der har været et andet tidligere stærkt punkt for Trump. Han står bedre på den dagsorden, end han gør på økonomi. Der har været en erkendelse, også blandt Demokrater, af, at Biden lagde for lidt vægt på at sikre den sydlige grænse i USA. Men i meningsmålingerne står det ikke desto mindre omkring 50-50 i opbakningen til Demokrater og Republikanere, når det kommer til det emne. For ét er selve grænsen, men den måde ICE handler på, koster stemmer for Republikanerne. Der står Trump virkelig dårligt. Folk siger, at det er vigtigt at sikre grænsen, men de ICE-folk, der er blevet en slags paramilitær styrke, som bryder ind i huse og sætter folk i detentionscentre, dem bryder de sig ikke om.

Hvis vi antager, at den her tale fra præsident Trump skulle forbedre Republikanernes chancer for at hente stemmer til midtvejsvalget, hvordan har den så klaret sig?

Den har i hvert fald ikke forbedret Republikanernes chance frem mod valget. Jeg tror ikke, at Trump interesserer sig specielt meget for, hvordan det går de enkelte Republikanske medlemmer af Kongressen ved midtvejsvalget – han vil bare ikke have skylden for det. Han kan godt læse meningsmålinger, og talen giver ham muligheden for at fralægge sig ansvaret for nederlaget, især fordi SAVE America-lovforslaget ikke bliver vedtaget. Men for Demokraterne er talen også endnu et eksempel, de kan bruge til at vise, at Trumps prioriteter er helt forkerte. ■

 

Jeg tror ikke, at Trump interesserer sig specielt meget for, hvordan det går de enkelte Republikanske medlemmer af Kongressen ved midtvejsvalget
_______

 

ILLUSTRATION/FOTO: Det Hvide Hus.