Niels Johan Juhl-Nielsen: Smid dåsemaden og træd i karakter. Hybridkrigen kræver et nyt beredskab

14.11.2026

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)

Hybridkrigen vindes hverken i ministerierne eller bag gardinerne med dåsemad. Det er nu, i fredstid, at civilsamfundet skal organisere sig og genfinde ansvarsglæden. Truslen er horisontal, og det må vores beredskab også være.

Kommentar af Niels Johan Juhl-Nielsen

Forestil dig et Danmark, hvor strømmen pludselig forsvinder i hele din region. Mobilmasterne dør ud, internettet går i sort, og de digitale betalingssystemer bryder sammen. Kort efter bekræfter myndighederne det, mange frygtede: Der er tale om et koordineret hybridangreb, hvor ukendte droner har saboteret vitale transformerstationer og kritisk infrastruktur direkte i din baghave.

Hvad gør du? Går du ned i din mørke kælder, låser døren og tæller dagene med dine tre liter vand per døgn og dine dåsebønner? Hvis svaret er ja, har hybridkrigen allerede opnået sit primære mål: At isolere os, skabe mistillid, lamme vores handlekraft og atomisere samfundet. Det er på høje tid at indse, at det klassiske råd om et passivt “72-timers hjemmeberedskab” er utilstrækkeligt i mødet med moderne, asymmetriske trusler.

Det nye dronescenarie kalder ikke på isolation, men på det stik modsatte: Et tæt, levende og horisontalt netværks- og områdestyre, hvor civilsamfundet allerede i fredstid mobiliseres til aktiv handling. For at forstå, hvor radikalt et skift vi står overfor, må vi dykke ned i to fundamentalt forskellige måder at tænke tryghed og forsvar på.

Det historiske fundament

Under Den Kolde Krig var Danmarks beredskabsplanlægning bygget op omkring én altoverskyggende præmis: risikoen for en konventionel, altomfattende krig mellem to supermagtsblokke. Frontlinjerne var klare, og trusselsbilledet var centreret om massive militære styrker, bombardementer og potentielt nukleare angreb.

For at sikre den fortsatte drift af nationen under en sådan ekstrem krise, opbyggede man det såkaldte sektoransvarsprincip. Logikken var enkel og velbegrundet til formålet: Den myndighed, der har ansvaret for et givet område i fredstid, beholder dette ansvar og kommandovejen i krigstid.

 

Det er på høje tid at indse, at det klassiske råd om et passivt “72-timers hjemmeberedskab” er utilstrækkeligt i mødet med moderne, asymmetriske trusler
_______

 

Dette skabte et system af lodrette, bureaukratiske siloer. I amternes storhedstid betød det fx, at det amtskommunale sygehusvæsen i fredstid planlagde præcis, hvordan de samme sygehusdirektører og overlæger i krigstid skulle omdanne skoler til nødhospitalspladser og distribuere medicin fra hemmelige depoter. De tekniske forvaltninger tog sig af vejene, ministerierne tog sig af de overordnede linjer, og ordrerne flød stramt oppefra og ned.

Systemet var ideelt til at holde en tung samfundsmaskine kørende i en forudsigelig krigssituation, fordi det trak på eksisterende rutiner og massiv infrastruktur. Men det var også et system, hvor borgeren primært var en passiv modtager af statslig beskyttelse eller – i yderste konsekvens – en brik, der blev udskrevet til civilforsvarstjeneste.

Hybridkrigen og det geografiske områdeansvar

I dag er det overordnede scenarie fundamentalt forandret. Vi står ikke over for en fjendtlig hær ved grænsen, men over for en konstant gråzonekrig, hvor tærsklerne mellem fred, krise og krig er visket ud. Vores modstandere angriber ikke ved en frontlinje – de angriber i sprækkerne mellem vores administrative siloer.

Når cyberangreb fx lammer elnettet, mens droner fysisk angriber lokale knudepunkter, og målrettet desinformation samtidig spreder rygter om forgiftet drikkevand for at skabe panik, bryder det vertikale silosystem sammen. Centraliserede styrelser på Christiansborg eller fjerne regionale instanser kan ikke agere hurtigt nok, når krisen udspiller sig i realtid på gadeplan.

Her opstår nødvendigheden af det geografiske områdeansvar, hvor kommunen rykker helt i centrum. Områdeansvaret erkender, at resiliens – samfundets modstandskraft – er bundet til geografi, ikke til ministerielle paragraffer. Når krisen rammer lokalt, er det den kommunale kriseledelse, der har det fysiske overblik.

 

Formålet med at have mad, vand og medicin til tre døgn i hjemmet er ikke, at du skal lukke verden ude og krybe i skjul. Formålet er derimod, at du sikrer dit eget fundament, så du har overskuddet og ressourcerne til at træde ud over din egen dørtærskel og bidrage til fællesskabet
_______

 

Men endnu vigtigere: Det er her, de vitale, horisontale netværk kan aktiveres. Under områdeansvaret skal kommunen, de lokale forsyningsselskaber (vand, varme, el) og civilsamfundet arbejde tæt sammen som et samlet, agilt økosystem. De skal kunne foretage øjeblikkelige byttehandler og prioriteringer på tværs af gamle skel: Hvilke plejehjem skal have nødstrøm først? Hvilke lokale haller skal åbnes som tryghedsøer? Hvordan sikrer vi vandforsyningen på den specifikke matrikel nu?

Illusionen om det isolerede 72-timersberedskab

I de senere år har der været et prisværdigt fokus på at genoplive borgerens hjemmeberedskab. Men hvis myndighedernes kommunikation stopper ved at anbefale borgerne at hamstre mad og isolere sig derhjemme i 72 timer, begår vi en fatal fejl.

72-timers-strategien må aldrig blive en isoleringsstrategi – den skal være en autonomistrategi. Formålet med at have mad, vand og medicin til tre døgn i hjemmet er ikke, at du skal lukke verden ude og krybe i skjul. Formålet er derimod, at du sikrer dit eget fundament, så du har overskuddet og ressourcerne til at træde ud over din egen dørtærskel og bidrage til fællesskabet.

Hvis en hel befolkning isolerer sig i mørke under en hybridkrise, vinder modstanderen. Isolation avler frygt, og frygt er desinformationens bedste vækstjord. Når vi ikke taler sammen, og når nettet er nede, bliver vi paranoide. Modsvaret til hybridkrigen er ikke atomiserede borgere i hver deres beskyttelsesrum, men et levende, horisontalt netværk på gadeplan.

Socialt entreprenørskab og ansvarsglæde

Dette paradigmeskift kræver en helt ny samfundskontrakt for vores beredskab, og det kræver, at civilsamfundet kaldes til handling allerede i fredstid. Vi skal opbygge en kultur præget af socialt entreprenørskab og ansvarsglæde.

Socialt entreprenørskab i beredskabskontekst handler om, at vi i fredstid begynder at kortlægge og organisere vores lokalsamfund på nye måder. Det er kommunens opgave at facilitere det, men det er borgernes opgave at drive det.

Det handler om at opbygge fællesskaber i grundejerforeninger, boligblokke, gårdlaug og sportsklubber, hvor man på forhånd ved, hvem der har en firehjulstrækker, hvem der er uddannet sygeplejerske, hvem der kan betjene en motorsav, og hvem på vejen der er gangbesværet og har brug for hjælp, hvis varmen forsvinder. Det handler om at designe lokale “tryghedsøer” – skoler eller forsamlingshuse – som ikke bare er passive steder, hvor man venter i kø på hjælp, men som er knudepunkter for fælles, lokal handling.

Og her kommer ansvarsglæden ind i billedet. Vi skal bevæge os væk fra en kultur, hvor beredskab er noget uhyggeligt, vi forbinder med gasmasker og frygt, eller noget vi passivt uddelegerer til staten. Ansvarsglæde er den dybe, demokratiske tilfredsstillelse ved at vide, at vi som borgere har en aktiv aktie i vores eget og vores naboers forsvar. Det er glæden ved det forpligtende fællesskab, hvor det at passe på sit lokalsamfund bliver en naturlig del af det at være medborger.

Når civilsamfundet træder ind i et horisontalt netværk med kommunen og de lokale forsyningsselskaber, opbygger vi det, man kalder totalresiliens. Vi bliver et samfund, der ikke kan knækkes af droneangreb eller cyberkrig, fordi vores modstandskraft ikke ligger i sårbare, centrale datacentre eller topstyrede kommandoveje, men i relationerne mellem mennesker.

Hybridkrigen vindes ikke i ministeriernes siloer, og den vindes ikke af folk, der gemmer sig bag gardinerne med deres dåsemad. Den vindes på gaden, i naboskabet og i det lokale netværk. Det er nu, i fredstid, at civilsamfundet skal vågne op, organisere sig og genfinde ansvarsglæden. Truslen er horisontal – og det må vores beredskab også være. ■

 

Det handler om at opbygge fællesskaber i grundejerforeninger, boligblokke, gårdlaug og sportsklubber, hvor man på forhånd ved, hvem der har en firehjulstrækker, hvem der er uddannet sygeplejerske, hvem der kan betjene en motorsav, og hvem på vejen der er gangbesværet og har brug for hjælp, hvis varmen forsvinder
_______

 

Niels Johan Juhl-Nielsen er cand.scient.adm., senior adviser og tidligere medarbejder i Københavns Kommune med sikkerhed og beredskab som ansvarsområde.

ILLUSTRATION: Odense, 3. feburar 2025. Borgermøde om Dyrskuepladsen og Tusindårsskoven [Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix].

Apropos denne artikel:

Peter Lautrup-Larsen: Regeringen deler og hersker. Men et økonomisk tilbageslag kan ændre handlerummet markant

Mads Dalgaard Madsen: 2028 kan blive et helvedesår for Republikanernes præsidentkandidat

Møller-Sørensen og Hendricks: Med den cirkulære AI-økonomi gentager vi finanskrisens fejltagelse – og boble

Geopol: "Europæerne sidder ved børnebordet i Abu Dhabi, mens helikopterne snurrer over København"

Lars Bangert Struwe: Her er den absolut vigtigste pointe i Zelenskyjs tale i Folketingssalen

Thomas Bindesbøll Larsen: Efterretningstjenestens brutale magt spøger stadig i Rusland