Nima Zamani: Danmark kan ikke både blive verdensmestre i fodbold og folkeret
09.03.2026
Mens stormagtsdrømme om at erhverve Grønland fortsat er en del af den politiske virkelighed i Washington, står Danmark over for et potentielt modigt valg. Skal vi – forudsat vellykket kvalifikation i denne måned – spille med ved sommerens VM i USA og legitimere en allieret, der udfordrer vores territoriale integritet, eller skal vi turde tage den boykot, vi i øvrigt aldrig havde modet til i Qatar?
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Af Nima Zamani
Der findes stadig mennesker, som stædigt hævder, at sport og politik bør holdes adskilt. De har formentlig aldrig set en åbningsceremoni, åbnet en historiebog eller mærket den elektriske ladning, når to nationer med et uafklaret historisk mellemværende mødes på grønsværen.
Sport har aldrig været neutral. Den har været national selvfremstilling, diplomatisk teater og ideologisk rivalisering i andre klæder. Fra Berlin i 1936, hvor nazismen forsøgte at iscenesætte sin overlegenhed, til de gensidige boykotter i 1980’erne mellem øst og vest, har stadionet fungeret som en direkte forlængelse af udenrigsministerierne – blot med kortere bukser. Når landshold marcherer ind bag flag, når nationalmelodier synges som præludium til kamp, og når værtslande investerer milliarder i at vise sig frem for verden, er det ikke bare sport. Det er statslig branding. Derfor er spørgsmålet om dansk deltagelse i VM i 2026 heller ikke rent sportsligt. Det er et spørgsmål om suverænitet, konsistens og prisen på vores principper.
VM afholdes blandt andet i USA, hvis ledende amerikanske politiske aktører – herunder præsidenten selv – igen har luftet idéen om at erhverve Grønland. Men lad os begynde nøgternt: Der er en fundamental forskel på retorik og aggression. Rusland brød folkeretten brutalt ved at invadere Ukraine. USA har ikke invaderet Grønland. FN-pagtens artikel 2, stk. 4 forbyder trusler om eller anvendelse af magt mod staters territoriale integritet, og man kan diskutere, om enhver udtalelse når denne retlige tærskel. En krig er naturligvis ikke det samme som et købstilbud.
Men hvis vi udelukkende fokuserer på de militære midler, overser vi muligvis det normative angreb. Folkeretten lever ikke kun i de ekstreme yderpunkter af krig; den lever også i de normer, der beskytter små stater mod stormagters “venlige” købstilbud, når disse ledsages af et massivt geostrategisk pres. For en småstat som Danmark er disse normer ikke blot jura; de er eksistentielle. Vi har ikke en stor militærmagt til at håndhæve vores vilje på den globale scene. Vores overlevelse og suverænitet hviler på den fælles accept af, at magt ikke er ret. Når vi ser en stormagt – endda vores vigtigste allierede – udfordre respekten for nationale grænser, er dét et angreb på den retsorden, vi ånder igennem.
Her melder spørgsmålet sig: Hvornår bliver deltagelse til legitimering? Da Rusland blev udelukket fra international sport, var begrundelsen netop, at man ikke kan være del af det globale sportsfællesskab, mens man krænker en anden stats suverænitet. Den samme diskussion er i dag opstået omkring Israel, efter at Den Internationale Domstol i sine foreløbige kendelser i sagen anlagt af Sydafrika har vurderet, at der foreligger en plausibel risiko for folkedrab i Gaza og pålagt Israel at træffe foranstaltninger for at forhindre dette.
Vi skal også turde se på vores eget spejlbillede fra VM i Qatar i 2022. Den slutrunde efterlod os med et dybt moralsk efterslæb. Vi forsøgte at navigere i en uværdig spagat, hvor vi kritiserede menneskerettighedsbrud med den ene hånd, mens vi holdt fast i folkefesten med den anden. Den halve protest – de symbolske armbind, de vage udtalelser – endte som et monument over vores egen karakterløshed. Flere stod tilbage med en følelse af moralsk fallit, fordi vi solgte vores værdier for tre gange 90 minutters sportslig underholdning.
Måske var Qatar 2022 advarslen og USA 2026 lakmustesten.
En boykot ville naturligvis have konsekvenser. Den kunne skabe spændinger i forholdet til USA og blive opfattet som en usædvanlig offentlig irettesættelse af en nær allieret. Den ville også ramme spillere, fans og sponsorer økonomisk og symbolsk. Men den ville samtidig sende et signal om, at selv små stater forventer, at grundlæggende spilleregler i det internationale system respekteres.
Og hvad er alternativet? Skal vi stå på amerikansk jord og agere statister i en glansbilledfortælling om internationalt samvær, mens værtslandet i baggrunden drøfter, hvordan de kan overtage Grønland?
Nogle vil kalde det naivt. Andre vil sige, at vi straffer spillerne. Men sandheden er, at spillerne allerede er brikker. De er brikker i det øjeblik, statsministeren trykker dem i hånden på Rådhuspladsen, og sponsorerne køber deres ansigter.
En boykot er ikke anti-amerikansk. Det er en civiliseret protest. Et “nej tak” til at levere legitimitet til en stormagt, der har glemt respekten for små staters grænser.
Og hvis vi ikke engang tør ofre én slutrunde for vores principper – hvornår betyder de så egentlig noget? ■
Hvis vi ikke engang tør ofre én slutrunde for vores principper – hvornår betyder de så egentlig noget?
_______
ILLUSTRATION: Washington D.C., 22. august 2025: USA’s præsident Donald Trump flankeret af vicepræsident JD Vance og FIFA-præsident Gianni Infantino under en meddelelse om, at lodtrækningen til FIFA World Cup 2025 finder sted 5. december i Kennedy Center [FOTO: Daniel Torok/Official White House Photo]
Nima Zamani (f.1988) er cand.jur. ved Københavns Universitet og skribent. Han beskæftiger sig med ret, samfund og principielle spørgsmål i politik og international orden.
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
