Poyâ Pâkzâd: Det er ikke Vesten, der styrer eskalationen, men Iran, der sætter rammerne for, hvordan og hvornår den her krig ender
25.03.2026
”Irans demokratibevægelse efterlades svækket, fragmenteret og under langt farligere betingelser end før krigen.”
Poyâ Pâkzâd (f. 1984) er senioranalytiker i FN-forbundet, magasinredaktør og politisk analytiker.
Interview af Laura Parisi
RÆSON: Du skriver i en kommentar i Information i februar at: “Det værste scenarie for Irans demonstranter er ikke, at Vesten holder sig ude. Nej, det værste, der kan ske for den iranske protestbevægelse, ville være, at USA fører krig og slipper af sted med at kalde det solidaritet.” Hvad vil der ske med den frihedskamp, der var i gang i Iran?
PÂKZÂD: For at citere en iransk regimekritiker, som for nylig blev citeret i The Wall Street Journal: ‘Det føles, som om vi er blevet kastet 100 år tilbage i tiden.’ Man hører noget lignende igen og igen fra iranere inde i Iran, når det lykkes vestlige journalister at oprette kontakt til dem. Selv blandt mange af dem, der i begyndelsen så en ekstern intervention som en sidste udvej, er opbakningen til krigen nu droslet ned.
Det er for mig relativt indlysende, at krig ikke skaber gunstige vilkår for en demokratibevægelse i en hyper-militariseret overvågningsstat, tværtimod. Myndighederne har brugt krigssituationen til at skrue op for repressionen i et omfang, vi ikke har set siden de blodige protester tidligere på året.
Regimet har systematisk hævet undertrykkelsens basisniveau, og jeg regner med, at dette vil fortsætte, efter krigen er ophørt. Vi ser lige nu masseanholdelser af demonstranter, journalister og almindelige borgere, der blot dokumenterer angreb. Vi ser omfattende nedlukning af internet og andre kommunikationskanaler, som både skjuler overgreb for omverdenen og afskærer befolkningen fra at koordinere indbyrdes. Og endelig ser vi direkte ordrer om at bruge dødelig magt mod enhver mistænkt uro.
Samtidig er kontrolapparatet blevet mere synligt og mere militariseret. Basij-militsen, et paramilitært netværk under Revolutionsgarden, og selve Revolutionsgardens styrker patruljerer nu døgnet rundt med mobile checkpoints i alle større byer. De bruges aktivt til at isolere kvarterer og forhindre enhver form for mobilisering.
Myndighederne signalerer åbent, at de er parate til endnu hårdere vold end under protesterne i januar 2026, hvor tusindvis blev dræbt. Samtidig ledsages det af trusler, hvis de anklages for at ‘samarbejde med fjenden’.
Krigen giver regimet både påskud og mulighed for at knuse intern modstand mere effektivt. Tærsklen for dets voldsanvendelse bliver meget lavere. Det efterlader demokratibevægelsen svækket, fragmenteret og under langt farligere betingelser end før konflikten. Sikkerhed og overlevelse for almindelige mennesker tager desuden førersædet.
Endelig ser vi også de brud, der eksisterer inde i det iranske samfund mere tydeligt. Man kan tale om en ’rally-around-the-flag’-effekt, fordi iranerne ikke bryder sig om, at deres land og kultur bliver bombet i smadder.
Du skriver, at USA’s krigshistorie i Mellemøsten ikke giver grund til at tro, at USA har samme mål som eksiliranske fortalere for interventionen. Hvad er deres mål?
Min pointe var egentlig ret enkel: De, der agiterer for såkaldte ’humanitære interventioner’, overser det forhold, at der sjældent er overensstemmelse mellem de forståelige forhåbninger til frihed og demokratisk overgang – og de motiver, der driver dem, som fører krigen.
Den 28. februar 2026 opstillede præsident Trump fem centrale mål: at forhindre Iran i at udvikle atomvåben, at ødelægge landets raketarsenal og produktionskapacitet, at stoppe støtten til allierede grupper som Hamas og Hizbollah, at svække regimets kerneinstitutioner samt at opmuntre iranerne til at vælte deres regering. Andre mål omfatter desuden beskyttelse af amerikanske baser, allieredes suverænitet og svækkelse af den såkaldte ’Modstandsakse’. Men krigen er jo samtidig så hovedløs og strategisk uigennemtænkt, at uanset hvilke formål der bliver erklæret, så er krigen i sig selv det forkerte middel til at opnå dem.
Alle disse mål kunne desuden have været forfulgt på en langt mere bæredygtig måde – ad fredelig vej og på lovlig vis. Vi ved allerede, hvordan Irans atomprogram kunne være blevet begrænset effektivt, så landet ikke ville kunne udvikle atomvåben uopdaget. Derudover var der tydelig fremgang i atomforhandlingerne, lige inden krigen brød ud. Nu er der al mulig grund til at frygte, at Iran vil stræbe målrettet efter at udvikle et atomvåben, netop fordi manglen på et afskrækkende middel førte til en invasion. Det er en utroligt farlig situation.
Endelig bør man analytisk set være varsom med at stole på offentligt erklærede målsætninger. Der er nemlig ofte et markant skel mellem, hvad der udtales som intentioner, og det, der faktisk føres som politik. Desuden kan man konstatere, at Trumps retorik ændrer sig konstant. Den ene dag lover han at hjælpe den iranske civilbefolkning, den næste dag truer han med at bombe landets civile infrastruktur så hårdt, at Iran aldrig kan komme sig. Den ene dag kræver han ubetinget overgivelse, den næste dag taler han pludselig om at have udset sig regimeskikkelser, der kan overtage magten.
Den konstant skiftende retorik peger på vilkårlige efterrationaliseringer, ikke en forudgående plan. Det er jo rådvildhed, ikke statsmandskunst, som vi ser udfolde sig. Trump fremsætter i dag i sin 15-punkts-plan for en midlertidig våbenhvile stort set de samme krav, som da han startede krigen. Men han har lige nu langt værre kort på hænderne end for bare 4 uger siden, hvor man forhandlede en atomaftale i Oman.
Vil du uddybe det nærmere?
Lige nu er det ikke marginale stemmer, der siger, at Iran har overhånden i krigen. Det er tidligere topfolk i det vestlige sikkerhedsapparat. Den tidligere amerikanske forsvarsminister og general, James Mattis, peger på, at USA står i en strategisk vanskelig position over for Iran, hvor de operative muligheder er begrænsede og risikofyldte. Den tidligere CIA-chef og forsvarsminister, Leon Panetta, vurderer, at Iran har været langt mere modstandsdygtig og handlekraftig end forventet, og at USA har undervurderet situationen. Og den tidligere chef for MI6, Alex Younger, placerer initiativet hos Iran og peger på, at det i praksis er dem, der former konfliktens forløb.
Samlet tegner det et billede, hvor det ikke er Vesten, der styrer eskalationen, men Iran, der i høj grad sætter rammerne for, hvordan og hvornår den her krig ender.
Det er værd at huske, at grunden til, at Iran ikke producerede atomvåben og ikke havde langtrækkende ballistiske missiler før krigen, ikke var mangel på knowhow eller kapacitet. Det var selvpålagte, politiske begrænsninger. Men den begrænsning var ikke teknisk. Den var politisk. Det iranske regime havde truffet et valg om ikke at udvikle og deployere missiler, der kunne nå så langt. Det er noget andet end ikke at kunne.
Teknologisk har Iran i årevis haft kapaciteten. Landet råder allerede over avanceret raketteknologi til rumprogrammer, og den underliggende teknologi er i store træk den samme som den, der anvendes i interkontinentale ballistiske missiler. At udvikle længere rækkevidde er derfor ikke et kvantespring for Iran, men en relativt forudsigelig udvidelse, fordi trusselsbilledet har ændret sig.
Hvis man indleder en krig mod Iran, er det jo forudsigeligt, at den politiske tilbageholdenhed forsvinder. Begrænsningen ophæves. Og dermed ændrer kapacitetsbilledet sig hurtigt.
Nu er der al mulig grund til at frygte, at Iran vil stræbe målrettet efter at udvikle et atomvåben, netop fordi manglen på et afskrækkende middel førte til en invasion. Det er en utroligt farlig situation.
_______
Du skriver, at konflikten i høj grad handler om håndhævelse af klassiske magtpolitiske interesser. Kan du uddybe nogle af de interesser, og hvordan de driver konflikten?
Det handler først og fremmest om dominans og trusselseliminering. Iran er en regional magt med evnen til at påføre sine modstandere betydelige omkostninger, både direkte og indirekte gennem asymmetriske midler. En central drivkraft i konflikten er derfor at reducere eller neutralisere den kapacitet. Kort sagt at svække Iran, fravriste det dets strategiske dybde og begrænse dets evne til at afskrække og forsvare sig.
Derudover handler det om geopolitik i helt klassisk forstand. Irans placering giver landet mulighed for at påvirke nogle af verdens vigtigste energiruter. Det giver en form for strukturel vetomagt over industrielle rivaler. Kontrol over, eller neutralisering af, den position har betydning langt ud over regionen. Det handler om stabilitet i energiforsyningen og om at forhindre, at chokepoints som Hormuz-strædet kan bruges som politisk pressionsmiddel. På det punkt kan man argumentere for, at USA har forregnet sig betydeligt.
Når der tales om regimeskifte, er det analytisk mere præcist at forstå det som et ønske om et mindre konfrontatorisk og mere forudsigeligt styre i en strategisk nøglestat. Det er ikke drevet af demokratiske idealer, men af ønsket om at reducere usikkerhed og modstand i den regionale magtbalance. Dette siger jeg ikke, fordi jeg er kynisk. USA selv har bedyret, at ’nation-building’ og demokratiopbygning slet ikke er på bordet.
Konflikten er dermed i høj grad drevet af kontrol over militære kapaciteter, positioner i det regionale magtregnskab og adgang til strategiske infrastrukturer. De normative begrundelser spiller en rolle i kommunikationen udadtil, men de forklarer ikke konfliktens underliggende logik.
Har USA og Israel samme mål i krigen mod Iran?
Selv om der i begyndelsen var overlap i regimeskifteretorikken, er der i praksis opstået en klar forskel i mål og omfang. Vi har allerede talt om de amerikanske mål.
Israel fører en langt mere vidtgående kampagne. Internt i den amerikanske regering bliver det beskrevet som en decideret ‘scorched-earth’-tilgang til regimeskifte. Det afspejles konkret i valgene af bombemål. En stor del af de israelske angreb har været rettet mod Revolutionsgarden og basij-militsens organer, altså netop de institutioner, der holder regimet ved magten. Samtidig har Israel ramt centrale dele af Irans energiinfrastruktur, herunder olie-depoter og gasfelter, selv om det har betydelige økonomiske og klimamæssige konsekvenser.
Det er præcis her, spændingen ligger. USA har en interesse i at begrænse krigen og undgå at destabilisere energimarkederne eller ramme allierede som Qatar. Israel har derimod et incitament til at eskalere og udnytte det militære momentum til at svække regimet, skabe kaos og om muligt bidrage til en deling af landet langs etniske skillelinjer. Et sådan Iran er svagt og forbliver svagt i den overskuelige fremtid.
Direktøren for national efterretning i USA, Tulsi Gabbard, har åbent udtalt, at de to landes mål er forskellige, og ’krigsminister’ Pete Hegseth bedyrer, at regimeskifte og nation-building slet ikke er på Trumps tanker. Krigen føres med overlappende midler, men med forskellige mål for øje.
Denne diskrepans i målene kan skabe problemer for de krigsudkæmpende parter. F.eks. mener jeg, at det er rimeligt tydeligt, at Israel målrettet likviderer iranske beslutningstagere, der potentielt kunne indgå i en forhandling om en nedskalering eller afslutning på krigen. Det er nok fordi, Israel har en interesse i at holde amerikanerne beskæftiget i Iran, længere end Trump reelt ønsker.
Israel fører en langt mere vidtgående kampagne. Internt i den amerikanske regering bliver det beskrevet som en decideret ‘scorched-earth’-tilgang til regimeskifte
_______
Den 19. marts angreb Israel iranske gasfelter, hvorefter Trump gjorde det klart, at Israel handlede uden amerikansk involvering. Hvem sætter i sidste instans dagsordenen i denne krig?
Jeg synes, det er uklart. Men for en magtpolitisk betragtning har USA midlerne til at sige stop. Det er svært at acceptere fortællingen om, at verdens mest magtfulde stat bliver trukket rundt i manegen af en mindre allieret på størrelse med New Hampshire. USA er fortsat den dominerende magt, både militært og politisk, og det er i sidste ende Washington, der træffer beslutningen om at gå i krig, og hvor langt den skal føres.
Det sagt, så viser forløbet også, at Israel har haft en reel indflydelse på både timing og eskalation. Israels pres og strategiske prioriteringer har været med til at forme konfliktens forløb, men det ændrer ikke ved, at USA har kapaciteten til at sige nej. Det har man bare ikke gjort.
Så spørgsmålet er ikke, om Israel styrer slagets gang. Spørgsmålet er, hvorfor det amerikanske lederskab indtil videre vælger at følge den kurs.
I din kommentar i Information fra februar skriver du, at det: “At Trump samtidig fastholder, at diplomati fortsat er en mulighed, er en del af samme iscenesættelse, hvor krigstrusler og selektive angreb fungerer som pressionsmiddel.” Tror du, at diplomati kunne have ført til resultater i Iran?
Det er der ingen tvivl om. EU og Obama anviste vejen til en atomaftale, der forhindrede Iran i at producere atomvåben uden at blive opdaget undervejs. Den aftale var ikke baseret på tillid, men på verifikation. Aftale indførte desuden det mest stringent inspektionsregime i atomhistorien.
Trump valgte at rive den aftale midt over i sin første embedsperiode, fordi han mente, at han kunne lave en bedre aftale. Reelt satte dette aftalebrud Iran og USA på den kollisionskurs, som endte med den krig, der udspiller sig i dag.
Du siger, at “Trump taler om hensynet til iranske demonstranter, må det forstås som retorisk legitimation, ikke som politisk formål. Havde protestbevægelserne i Iran haft mulighed for at skabe forandring uden ekstern intervention?
Inden jeg besvarer det spørgsmål, er det nødvendigt først at gøre op med en underliggende præmis. Forestillingen om, at en luftbåren militær intervention kan føre til regimeskifte og en demokratisk overgang i stil med det, som protestbevægelsen gik på gaden for at opnå, er uden empirisk fundament. Vi har intet erfaringsgrundlag i krigshistorien, der understøtter den forventning.
For egen regning må jeg sige, at det svarer til at rive hele huset ned for at fikse et sprunget vandrør, mens familien stadig er derinde. Det skaber kortvarigt en illusion af handling, men efterlader kun flere revner, mere ustabilitet og en dybere krise for dem, der skal leve med konsekvenserne.
Nu til dit spørgsmål. Ja, jeg mener, at det er muligt for iranerne at vælte regimet indefra, selv om det er uhyre vanskeligt, og i den nuværende situation svært at forestille sig. Regimer kan kollapse indefra. Det er sket mange gange i historien. Iran selv har gennemlevet flere revolutioner. Men det sker næsten aldrig pludseligt. Det er et langt, sejt træk.
Der findes en omfattende litteratur om, hvad der får regimer til at falde. Der er ikke nogen universel opskrift, der kan tjene som guide i alle tilfælde, men visse mønstre går igen. Flere af dem har været til stede i Iran gennem det seneste årti.
Det handler blandt andet om at opnå kritisk masse og om at samle grupper på tværs af sociale og økonomiske skel: basaren og arbejderne, kvinder og mænd, unge og ældre samt forskellige etniske grupper.
Tag for eksempel basaren og arbejderne i oliesektoren. Det er i praksis rygraden i den iranske økonomi. Hvis de koordinerer strejker og nedlukninger, kan store dele af økonomien bringes i stå på meget kort tid. Regimet er fuldt ud klar over det og frygter netop den type samordning. Det var også en afgørende faktor i sammenbruddet af shahens styre.
Men hør her, hvis jeg havde den forkromede plan for, hvad der kunne vippe dette regime af magten, så sad jeg ikke her og afgav interviews. Jeg har ikke det endelig svar, desværre, men det i sig selv er jo ikke et argument for en hovedløs militær intervention, der truer freden lokalt og globalt, længe efter krigen er ophørt.
Hvordan vil regimet se ud under Mojtaba Khamenei, og hvilke konsekvenser kan det få for befolkningen?
Mojtaba arver ikke sin fars religiøse autoritet, men han besidder til gengæld tætte og stærke forbindelser til Revolutionsgarden og Basij-militsen. Denne forskel er ikke blot symbolsk, men har dybtgående konsekvenser for magtstrukturen i Iran. Hvor magten tidligere i høj grad var forankret i det religiøse etablissement og dets ideologiske appelkraft, vil den nu i endnu højere grad skifte mod det militære apparat.
Dette skift er afgørende, fordi det betyder, at beslutninger i fremtiden i højere grad vil blive truffet ud fra en sikkerhedslogik frem for religiøs eller ideologisk retfærdiggørelse. Det er et system, hvor magtens tyngdepunkt flytter sig fra de teologiske institutioner til de bevæbnede styrker, og hvor logikken bag styringen bliver mere pragmatisk, men ikke nødvendigvis mere ’moderat’. Nok tværtimod. Jo svagere regimets legitimitet bliver, desto større bliver behovet for at opretholde kontrol gennem tvang.
Ali Larijani, Irans øverste sikkerhedschef, blev dræbt 17. marts i et israelsk angreb. Hvad betyder de her målrettede drab på ledende skikkelser i regimet? Vil regimet problemfrit kunne fortsætte med at udskifte dets ledere, hvis de her angreb fortsætter?
Ja, det vil regimet kunne fortsætte med i lang tid. Det er stort land, og et enormt statsapparat. Desuden følger udskiftningerne et empirisk velkendt mønster: Når man fjerner ledere, rammer man sjældent selve systemet. Erfaringerne fra årtiers antiterrorindsatser viser, at organisationer med stærk intern sammenhæng og bureaukratisk dybde ikke kollapser, når toppen fjernes. Tværtimod har vi set, at de ofte bliver mere modstandsdygtige, mere professionelle og i nogle tilfælde endda mere radikale. Dette fænomen kaldes i konfliktforskningen for “decapitation”-problemet, en metafor, der henviser til, at når man “halshugger” en organisation, udløser det sjældent et kollaps. I stedet sker der en tilpasning.
Nye ledere træder frem, interne magtkampe afgøres, og strukturen reorganiseres. Ofte ender man med en organisation, der er endnu mere effektiv og farlig end før.
Overført til Iran betyder dette, at regimet ikke er afhængigt af én enkelt person. Det er et komplekst netværk af magtcentre, hvor Revolutionsgarden, Basij-militsen, det religiøse etablissement og andre institutioner fungerer som gensidigt støttende søjler. Fjerner man en leder, opstår der ikke nødvendigvis et magtvakuum, men derimod en dynamik, hvor forskellige fraktioner kæmper om at fylde tomrummet, ofte med det resultat, at systemet bliver mere strømlinet og tilpasningsdygtigt. Det minder om den gamle myte om Hydraen: Hugger man ét hoved af, vokser der to nye ud i stedet.
Men det mest afgørende er måske, at regimet ikke kun består af sine øverste ledere. Bag dem står der en bredere politisk, institutionel og – i visse kredse – endda social base, der ser sikkerhedsapparatet som en nødvendig garant for statens overlevelse. Det er denne kombination af institutionel dybde, ideologisk forankring og praktisk magt, der gør systemet så modstandsdygtigt over for eksterne chok. Regimet er ikke blot en samling individer, men et selvreproducerende system, der har vist sig i stand til at overleve kriser, sanktioner og endda interne opstande.
Så risikoen ligger ikke i, at Iran pludselig kollapser. Den ligger derimod i, at konflikten i stedet skaber et mere splittet, mere voldeligt og mindre forudsigeligt regime. Et regime, der måske bliver endnu sværere at forhandle med, end det var før.
Risikoen ligger ikke i, at Iran pludselig kollapser. Den ligger derimod i, at konflikten i stedet skaber et mere splittet, mere voldeligt og mindre forudsigeligt regime
_______
ILLUSTRATION: Tennessee, 23. marts 2026: Trump taler med forsvarsminister Pete Hegseth til et møde ved Memphis Safe Task Force på Tennessee Air National Guard Base [FOTO: Molly Riley / Det Hvide Hus]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
