Stine Bosse (MEP, M): Ungarerne har vist, at demokratiet kan sejre. Nu er det vores ansvar at sikre, at det også kan bestå
13.04.2026
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Hvis vi vil undgå en gentagelse af Ungarns autokratisering, må vi styrke de strukturer, der beskytter retsstaten – og reagere tidligere, når udviklingen bevæger sig i en forkert retning.
Af Stine Bosse, MEP, Moderaterne
Nogle valg rækker langt ud over et lands egne grænser og bliver et signal om, hvilken retning et helt kontinent kan bevæge sig i. Valget i Ungarn var et sådant valg. Det vil blive husket som et øjeblik, hvor et modigt og demokratisk folk – ikke mindst de unge – mobiliserede og viste, at ønsket om EU, fællesskab og frihed stadig lever stærkt.
For mig har valget givet nyt håb. Ikke fordi alle problemer nu er løst, men fordi det viste, at demokratiet kan genvinde styrke, selv efter mange år under pres.
Hele Europas enfant terrible, Viktor Orbán, har siddet solidt på magten gennem de seneste 16 år. I den periode har han trukket sit land i en mindre demokratisk retning, begunstiget familie og venner og samtidig svækket Ungarns økonomi og internationale position. Hvor landet tidligere var en aktiv del af det europæiske samarbejde, har regeringen i stigende grad lagt afstand til EU og i stedet søgt tættere relationer til Kreml – og til Donald Trumps USA.
Udviklingen i Ungarn er ikke enestående. Rundt omkring i Europa har vi set bevægelser, der udfordrer forestillingen om, at demokratiet automatisk bevæger sig fremad.
Der var mange, der for efterhånden en del år siden troede, at EU’s udvikling kun kunne gå én vej. Vi var overbeviste om, at optagelsen af nye medlemslande naturligt ville styrke demokrati, retsstat og frihedsrettigheder. I den ånd etablerede vi Københavnerkriterierne – de krav, nye medlemslande skulle leve op til.
Tanken var ret klar: Når lande først havde levet op til kravene og var blevet medlemmer, ville de ikke begynde at rulle udviklingen tilbage igen. Derfor lavede vi ikke regler, der for alvor tog højde for netop det scenarie.
Det var de optimistiske år efter murens fald. Vi forestillede os ikke, at autokratier kunne vende tilbage i Europa, eller at medlemslande kunne blokere fælles beslutninger af hensyn til autoritære regimer udenfor EU.
Ungarn blev det tydeligste eksempel på, at den antagelse ikke holdt.
Flirt med Orbáns samfundstanker finder vi mange steder i Europa. I Storbritannien med Brexit og en voksende opbakning til Nigel Farage, i Polen og Tjekkiet, i Tyskland med AfD – og også i Danmark, hvor Dansk Folkeparti gennem årene igen og igen har vist en vedholdende vilje til at flirte med Viktor Orbáns person og politiske projekt gennem vedholdende støtte til hans gruppe her i Europa-Parlamentet, vedholdende modstand mod hjælp til Ukraine, som da også blev kvitteret med en lykønskning fra Viktor Orbán til Morten Messerschmidt ovenpå valgresultatet i Danmark for en lille måneds tid siden.
Det har rejst et mere grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan mennesker, der lever i velstand og frihed, alligevel tiltrækkes af stærke ledere med simple løsninger? Og hvorfor opstår ønsket om at begrænse rettigheder, som vi ellers har taget for givet – retten til at elske den, man vil, retten til frie medier og retten til et samfund uden systematisk favorisering af venner og familie?
Det spørgsmål skulle ungarerne give os svaret på.
Valget blev en test af, om demokratiet stadig kan rette sig op, når vælgere har oplevet konsekvenserne af en mere autoritær kurs. Om det i praksis er muligt at udskifte en regering, der har haft et fast greb om både økonomi og medier.
Resultatet gav et klart svar. Ungarerne valgte demokratiet til. I den forstand styrkede de ikke kun deres eget land, men også vores fælles tro på, at demokratiske institutioner kan genvinde legitimitet.
Det betyder ikke, at arbejdet er gjort. Erfaringen fra Ungarn viser, at vores regler og kontrolmekanismer ikke har været klare og stærke nok. Hvis vi vil undgå en gentagelse, må vi styrke de strukturer, der beskytter retsstaten, og reagere tidligere, når udviklingen bevæger sig i en forkert retning. Et eksempel er at gå væk fra enstemmighed og over til flertalsafgørelser på flere områder, end det er tilfældet i dag, så vi ikke havner i samme veto-cirkus igen.
For selv om det gik godt i Ungarn denne gang, ser vi stadig lande, hvor lignende strømninger vokser frem. Slovakiet og Tjekkiet er aktuelle eksempler, og diskussionen bliver kun vigtigere, når vi taler om nye medlemslande som Ukraine, hvor vi har et ansvar for at sikre, at de også overholder de krav, som de ved indmeldelsen skal leve op til i eftertiden. Her må vi turde tænke det utænkelige og sikre, at vores fællesskab har tydelige regler og effektive værktøjer til at håndtere fremtidens udfordringer. Noget tyder på, vi ikke har det – og skal man så se på, hvordan man kan sanktionere et land, der ikke overholder reglerne? Skal man se på, om man kan fratage dem stemmeretten? Jeg er ikke afvisende over for det.
Ungarerne har vist, at demokratiet kan sejre. Nu er det vores ansvar at sikre, at det også kan bestå.
Derfor skylder vi i dag det ungarske folk en tak – for at stå imod, når presset blev stort, og for at holde fast i de værdier, som hele det europæiske samarbejde bygger på.
Måske skylder vi også Viktor Orbán en form for tak. Ikke for hans politik, men for at have demonstreret, hvor skrøbeligt demokratiet kan være, hvis vi tager det for givet.
Den erkendelse bør vi tage med os videre. For demokratiet er ikke en tilstand, man én gang opnår. Det er et system, der kræver klare regler, konsekvens og vilje til at handle, når grænser overskrides.
Ungarns valg var derfor ikke kun et nationalt anliggende. Det var en påmindelse til hele Europa om, at frihed og demokrati skal forsvares aktivt – også når vi troede, de var sikret. ■
Skal man så se på, hvordan man kan sanktionere et land, der ikke overholder reglerne? Skal man se på, om man kan fratage dem stemmeretten? Jeg er ikke afvisende over for det
_______
ILLUSTRATION: Strasbourg, 9. oktober 2024: Péter Magyar deltager i en plenarsamling i Europa-Parlamentet forud for det ungarske parlamentsvalg [FOTO: Christophe Petit Tesson/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
