Viktoria Semenova: Var Ungarn ikke Europa før?

16.04.2026

Fortællingen i EU er klar: Ungarn er tilbage i Europa. Men har Ungarn nogensinde forladt Europa?

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Viktoria Fuglsang Semenova, cand.mag. i Østeuropasstudier og chefredaktør for Magasinet rØST

Formanden for Europakommissionen, Ursula von der Leyen, sammenligner søndagens valgresultatet i Ungarn med den landsdækkende ungarske opstand i 1956 og Murens Fald i 1989. Hun siger til en pressekonference, at Ungarn er et land, der nu genoptager sin europæiske retning. Donald Tusk følger trop med et “Welcome back to Europe”, og internationale medier som Le Monde kører overskrifter i samme spor.

Fortællingen i EU er klar: Ungarn er tilbage i Europa.

Men har Ungarn nogensinde forladt Europa?

Spørgsmålet er ikke kun retorisk. Det peger på en mere grundlæggende problematik i EU’s politiske selvforståelse. For i denne sammenhæng bliver “Europa” ikke blot brugt som en geografisk betegnelse, men som en normativ kategori. At være “europæisk” synes i stigende grad at handle om at føre den rigtige politik – snarere end om historie, kultur eller geografi.

At Europa skal forstås på én bestemt måde er ikke nyt.

Mark Rutte slog i 2017 eksempelvis fast, at “Europa ikke er en menu, man kan plukke fra” og opfordrede EU til at etablere et nyt system, der kunne levere en samlet respons på asyl- og migrationsspørgsmål. Når ledere som Emmanuel Macron insisterer på, at Europa ikke blot er et marked, men et projekt, eller når Rutte afviser idéen om, at man kan vælge fællesskabet til og fra, handler det om at afgrænse, hvad der kan betragtes som legitim europæisk politik.

Det bliver til en form for normativ magt, hvor bestemte politiske valg – som fælles migrationspolitik, forholdet til Rusland eller retsstatsprincipper – ikke alene fremstår som politiske prioriteringer, men som kernen i det “europæiske”.

I sig selv er det legitimt, at EU håndhæver grundlæggende principper som demokrati, retsstat og menneskerettigheder, sådan som de også er fastlagt i EU-traktater. Men når denne værdiforståelse i praksis følges af politisk pres, sanktioner og en retorik, hvor lande roses eller udskammes alt efter kurs, kan der opstå problemer – for her bliver “europæiske værdier” ikke kun et fælles fundament, men også et fortolkningsspørgsmål. Spørgsmål om migration, integration eller forholdet til Rusland bliver ikke blot politiske uenigheder, men indikatorer på, hvor “europæisk” et land anses for at være.

I årevis har Ungarn under Viktor Orbán ført en politisk linje, der har udfordret EU på centrale områder: migration, retsstatsprincipper, forholdet til Rusland og krigen i Ukraine. Det har gjort landet til en outsider i det europæiske samarbejde og skabt gentagende konflikter med Bruxelles. Men at være i konflikt med EU er ikke det samme som at være uden for Europa.

Når europæiske ledere nu taler om en “tilbagevenden”, antyder de, at Ungarn i en periode har befundet sig uden for Europa. Det rejser et principielt spørgsmål: Hvornår holder et land op med at være europæisk? Og hvem har retten til at definere det?

Et opgør – eller mere af det samme?

I søndags var der jubel i Budapests gader, mens valgresultaterne tikkede ind. Den 45-årige jurist Peter Magyars centrumhøjre parti sikrede sig 138 af parlamentets 199 pladser og 53,6 pct. af stemmerne. Viktor Orbáns nationalkonservative parti Fidesz fik 55 pladser og 37,8 pct. og led dermed et tydeligt nederlag efter 16 år ved magten.

I store dele af Europa blev resultatet modtaget som et opgør. Som begyndelsen på noget nyt. Men det er langt fra givet, at det er så enkelt.

Peter Magyar er ikke en klassisk oppositionsfigur; han kommer inde fra systemet og var i årevis en del af magtapparatet omkring Orbán – både institutionelt og politisk. Først i 2024, i kølvandet på en politisk skandale og interne brud, trådte han frem som kritiker. Det gør ham til en kompleks figur: både insider og såkaldt “reformator”.

I mange vestlige medier fremstilles han i disse uger som et klart opgør med Orbáns styre. Han har lovet at bekæmpe korruption, styrke retsstaten og skabe større gennemsigtighed. Men hvordan disse ambitioner konkret skal omsættes til politik, er fortsat uklart.

Samtidig er det værd at bemærke, at Magyar på flere centrale områder ligger tættere på Orbán, end den europæiske begejstring antyder.

I forgårs, mandag den 13. april, afviste Peter Magyar eksempelvis at støtte et hurtigt EU-medlemskab til Ukraine – et standpunkt, der placerer ham tættere på Orbáns nationale linje end på den integrationsivrige del af EU. Hans parti Tisza støtter desuden en stram migrationspolitik, der minder om Fidesz’ – Magyar har sågar kritiseret Fidesz for at bringe tusindvis af ikke-EU migrantarbejdere ind i landet og kaldt partiet uegnet til at håndtere migration.

Forskellen mellem Orbán og Magyar er måske mindre substantiel, end den politiske fortælling i Bruxelles giver indtryk af. Hvor Orbán blev opfattet som illiberal og konfrontatorisk, fremstår Magyar som samarbejdsvillig og reformorienteret. Men det betyder ikke nødvendigvis, at den politiske kurs ændrer sig fundamentalt.

Og netop her bliver den europæiske jubel interessant. For den hviler på en antagelse om, at et regeringsskifte automatisk er et retningsskifte. At Ungarn nu bevæger sig tættere på EU’s værdimæssige og politiske centrum. Som kommentatoren Michael Mosbacher skriver i The Telegraph kan EU’s begejstring vise sig at være forhastet.

Hvad fejrer Europa?

Det bringer os tilbage til det centrale spørgsmål: Hvad er det egentlig, Europa fejrer?

Hvis Ungarn fortsat kommer til at føre en restriktiv migrationspolitik, fastholder en skeptisk linje over for yderligere EU-integration og indtager en mere forbeholden position i forhold til Ukraine – er landet så “mere europæisk” end før? Eller er det snarere relationen til Bruxelles og den politiske retorik, der er blevet mere spiselig?

Reaktionerne på det ungarske valg afslører noget vigtigt om EU’s egen selvforståelse. Europa er ikke blot et sted – det er et politisk projekt. Og adgangsbilletten til dette projekt synes i stigende grad at være ideologisk tilpasning.

Det betyder ikke, at værdier som retsstat, demokrati og menneskerettigheder ikke er vigtige. Men når disse værdier kobles så tæt til en bestemt politisk linje, opstår der en risiko for, at “Europa” bliver et ekskluderende begreb. Et fællesskab, hvor uenighed ikke blot er politisk – men civilisatorisk.

Ungarn har aldrig forladt Europa. Landet har derimod udfordret EU’s politiske konsensus. Det er en vigtig forskel. Når europæiske ledere i dag taler om en “tilbagevenden”, siger det derfor måske lige så meget om EU som om Ungarn. Det afslører en forståelse af Europa som noget, man kan falde ud af – og vende tilbage til – afhængigt af, hvilken politik man fører.

Når jubelen har lagt sig i Budapest såvel som i Bruxelles vil det afgørende spørgsmål være, om Peter Magyar faktisk leverer den forandring, han i øjeblikket er blevet symbolet på. ■

 

Ungarn har aldrig forladt Europa. Landet har derimod udfordret EU’s politiske konsensus. Det er en vigtig forskel
_______

 

Viktoria Fuglsang Semenova (f. 1999) er cand. mag. i Østeuropastudier fra Københavns Universitet og chefredaktør for Magasinet rØST.

ILLUSTRATION: Strasbourg, 9. oktober 2024: Péter Magyar, leder af Tisza og daværende oppositionsleder, og Ungarns daværende premierminister Viktor Orbán i Europa-Parlamentet [FOTO: Philippe Buissin/European Union via Bestimage/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: USA’s blokade af Hormuz kan trække Kina ind i konflikten

Ditte Brasso Sørensen: I årevis har de nydt godt af Orbáns kurs. Nu taber de stort på hans exit

Marlene Wind om Orbáns valgnederlag: Det her kunne være begyndelsen på enden for den globale nationalkonservative bølge

Jan Werner Mathiasen: USA har altid været ’Amerika først’. Nu må Europa indse dét én gang for alle

LIVE PÅ VEJ: Foredrag med Vincent Hendricks, Peter Viggo og Clement Kjersgaard

Stine Bosse (MEP, M): Ungarerne har vist, at demokratiet kan sejre. Nu er det vores ansvar at sikre, at det også kan bestå