Vincent F. Hendricks: Ingen har råd til at tabe AI-kapløbet
23.09.2026
AI-boomet ligner i stigende grad et spil, hvor virksomheder og nationer frygter, at tilbageholdenhed vil gøre dem til bløddyr. Af præcis denne grund kan kapløbet vise sig aldeles vanskeligt at få under kontrol.
GRATIS: Denne artikel er publiceret udenfor betalingsmuren. Det er kun muligt for RÆSON at stille udvalgte artikler gratis til rådighed for alle, takket være vores abonnenter. Et helt års abonnement koster fortsat blot 250 kr./200 for studerende og pensionister. RÆSON, der er totalt uafhængigt, blev lanceret i 2002 og modtager ingen støtte.
Af Vincent F. Hendricks
Der er tre figurer, man bør have kendskab til, hvis man vil forstå kapløbet om kunstige intelligens. Den første er bondefangeren, der har fokus på muligheder, gennemskuer incitamenterne og udnytter dem, før andre er stået op. Den anden er bløddyret, som indædt bliver ved med at samarbejde, spiller efter gældende regler og stoler fast på, at de andre vil gengælde samarbejdet – selv hvis de andre har indset, at de kan tjene på at lade være. Den tredje er den blaserte. Den blaserte forstår udmærket, hvad der foregår – og hverken bliver narret eller nødvendigvis udnyttet. Vedkommende konkluderer blot, at udbyttet af yderligere opmærksomhed, tilbageholdenhed eller engagement ikke længere står mål med indsatsen.
Disse er ikke at forveksle med personlighedstyper. De er nærmere strategier. Og de kaster lys over noget stadig vigtigere ved kunstig intelligens: AI-kapløbet er ikke alene et kapløb om at bygge mere intelligente computere. Det er et strategisk spil, hvor hver spillers rationelle svar på de andres handlinger kan få alle til at accelerere.
Det pågældende spil udspinder sig samtidig mellem teknologivirksomheder og nationalstater. Hvis én stor AI-virksomhed udvikler en mere LLM-kapabel (large language model, red.) model, står konkurrenterne over for et valg. De kan sætte tempoet ned og måske bruge mere tid på test, pålidelighed, fortolkelighed eller sikkerhed. Eller de kan sætte farten yderligere op og pace sig selv fremad. Problemet er til at få øje på. Tilbageholdenhed er attraktiv, hvis alle udviser den. Den kan være aldeles katastrofal, hvis man står alene med den.
Betragt to virksomheder, A og B. Hvis begge udvikler forsigtigt, kan begge opnå betydelige gevinster og samtidig reducere risici. Hvis A sætter farten op, mens B holder igen, kan A erobre kunder, talent, investeringer og den teknologiske førertrøje. B risikerer at blive bløddyret. Byt nu rollerne om, og A bliver bløddyret. Således har begge incitament til at sætte farten op.
Resultatet minder umiskendeligt om udfaldet af fangernes dilemma: Individuelt rationel adfærd kan frembringe et kollektivt ringere udfald. Ingen topchef behøver være dumdristig, for at det indtræffer lige så lidt som en decideret sammensværgelse er nødvendig. Ingen behøver sågar at ønske sig et våbenkapløb. Det eneste, de behøver, er at frygte at tabe et.
AI-frygten
Denne frygt er på det seneste blevet et markant træk ved AI-industrien. De relevante knappe ressourcer er ikke blot snedige algoritmer og sindrige informationsarkitekturer. Det er avancerede chips og halvlederteknologi, elektricitet, vand, datacentre, ingeniører, forskere, kapital, distribution og – og selvfølgelig – brugernes opmærksomhed i bytte for information. At bygge AI ved den teknologiske frontlinje er derfor blevet en konkurrence om en hel informationsbåret infrastruktur.
Og AI føjer en usædvanlig drejning til historien. Teknologien er ikke blot præmien i selve konkurrencen. Den kan blive en decideret kraftmultiplikator for selve konkurrencen. Bedre AI kan selv skrive software i selvlærende feedback-loop, analysere forskning, generere syntetiske data, forbedre industrielle processer og accelerere dele af den videnskabelige undersøgelse som opdagelse. Den teknologi, der kappes om, kan dermed selv øge hastigheden, hvormed næste omgang af kapløbet kan gennemføres.
Den strategiske sløjfe er elementær: Mere AI fører til større kapacitet. Det medfører større konkurrencepres, hvilket resulterer i flere investeringer. Og endnu mere AI.
Tilbageholdenhed er attraktiv, hvis alle udviser den. Den kan være aldeles katastrofal, hvis man står alene med den
_______
Svaret på AI bliver mere AI. Denne logik er diffunderet fra Silicon Valley og organiserer nu i stigende grad den nationale strategi. USA har gjort konkurrenceindramningen særdeles eksplicit. Landets AI Action Plan fra 2025 bærer titlen “Winning the Race. Den erklærer, at USA befinder sig i en konkurrence om globalt AI-leder- og førerskab og organiserer den føderale politik omkring hurtigere innovation, udbygning af AI-infrastruktur og internationalt lederskab.
Administrationen har desuden etableret et program, der skal fremme pakkeeksporten af en amerikansk AI-stack – hardware, modeller, software, applikationer og standarder – til allierede og partnere. Dertil kommer, at USA’s præsident, Trump, i denne uge meldte ud, at sikkerhedsbekymringer i forbindelse med udviklingen af AI er en ‘and’, og det samtidig med, at AI-industrien samstemmende ønsker alt fra regulering til udviklingsbegrænsninger på AI af frygt for, at AI udvikler sig i livstruende retninger som allerede flere eksempler har vist på det seneste.
Styr på spillereglerne
Fra den amerikanske regerings side er der imidlertid tale om andet og mere end industripolitik. Det er et forsøg på at forme det teknologiske miljø, som andre lande skal operere i. USA vil ikke blot have amerikanske virksomheder til at sælge mere AI. Det vil have andre lande til at bygge oven på amerikanske chips, systemer, modeller og standarder. I spilteoretiske terminologi er det et forsøg på at få indflydelse på reglerne for de spil, der kommer bagefter.
Kald det meta-bondefanger-strategien. Den almindelige bondefanger spiller spillet for egen vindings skyld. Meta-bondefangeren forsøger at designe det miljø, som alle andre skal spille i. Det behøver ikke nødvendigvis indebære direkte bedrag eller onde hensigter. Det beskriver en strategisk position. Det land, der kontrollerer afgørende infrastruktur, de tekniske standarder og platforme, konkurrerer ikke blot på et marked. Det får indflydelse på selve markedets arkitektur.
Problemet er, at Kina kan se den samme spilleplade. Beijings svar er derfor næppe mysterium. Kinas AI+-initiativ fra 2025 kræver en dyb integration af kunstig intelligens i videnskab, industri, forbrug, offentlige tjenester, styring og internationalt samarbejde med særlig vægt på infrastruktur og teknologisk kapacitet. Kinesisk politik behandler udtrykkeligt AI som en teknologi, der kan omforme både produktionskræfter og samfundsorganisering.
Set fra Washington kan kinesisk teknologisk selvforsyning fremstå endog aldeles truende. Set fra Beijing kan amerikanske forsøg på at dominere avanceret computer- og beregningskraft og udbrede den amerikanske AI-stack globalt give endnu en god grund til at stræbe efter teknologisk selvforsyning.
Det land, der kontrollerer afgørende infrastruktur, de tekniske standarder og platforme, konkurrerer ikke blot på et marked. Det får indflydelse på selve markedets arkitektur
_______
Her begynder fangernes dilemma at ligne det klassiske sikkerhedsdilemma. Den ene spiller øger sin kapacitet for at gøre sig selv mere sikker. Den anden fortolker kapacitetsopbygningen som en potentiel trussel og øger sin egen. Den første ser modsvaret og konkluderer, at den oprindelige frygt vitterligt var berettiget. Ingen har i udgangspunktet et ønske om konfrontation. Alene interaktionen er nok til at producere konfrontationen.
Smid nu avanceret AI ned i denne heksekedel. I modsætning til den klassiske militære konkurrence er AI en general purpose-teknologi. De samme kapaciteter kan få betydning for medicin, produktion, logistik, efterretning, cyberoperationer, videnskabelig forskning og militære systemer. Regeringer kan ikke uden videre skelne mellem en investering, der skal skabe økonomisk velstand, og en investering, der senere kan øge strategisk magt.
Det rationelle svar på usikkerheden er derfor fristende: Lad for alt i verden være med at henfalde til bløddyr. Hvis den anden side løber om kap, så løb med alt hvad du orker og kan. Hvis du er usikker på, om den anden side løber om kap, så kapløb alligevel. Og hvis den anden side ved, at du ræsonnerer sådan, har den endnu en grund til selv at sætte farten op.
Europas bløddyrsdilemma
Europa er formentligt efterladt med den mest komplicerede strategi af dem alle. EU ønsker ikke blot at kopiere den amerikanske model og ønsker tydeligvis heller ikke afhængighed af Kina. Unionen vil have teknologisk kapacitet og samtidig fastholde en reguleringsmodel bygget op omkring sikkerhed, grundlæggende rettigheder og ‘troværdig AI’ givet EU AI-lovpakken fra 2024.
Men Europa står ikke uden for kapløbet med en regelbog i hånden. Europa bygger. Europa-Kommissionens AI Continent-strategi omfatter AI-fabrikker, planer om op mod fem langt større AI-gigafabrikker støttet af 20 mia. euro gennem InvestAI og en ambition om omtrent at tredoble Europas datacenterkapacitet over fem til syv år. I april 2026 oplyste Kommissionen, at 19 AI-fabrikker var blevet etableret. Samtidig trådte centrale bestemmelser i AI-forordningen i kraft i august 2026.
Europas situation er derfor særligt interessant. Europa vil på en gang være regulator og konkurrent og på samme tid. Regulerer Europa for lidt, er der risiko for at ofre værdier, der betragtes som grundlæggende for den politiske orden. Reguleres der for hårdt, er der risiko for at gøre det relativt mere attraktivt at udvikle AI andre steder. Det er Europas bløddyrsdilemma.
Om regulering er godt eller dårligt, kommer ikke noget smør ved. Spørgsmålet er, om tilbageholdenhed er strategisk holdbar, når konkurrenterne opererer under andre payoff-strukturer.
Europa vil på en gang være regulator og konkurrent og på samme tid
_______
Spilteorien leverer her en ubarmhjertig lære: Gode intentioner ændrer ikke ligevægtsbetingelserne. Hvis ansvarlig adfærd påfører den ansvarlige spiller betydelige omkostninger, mens gevinsterne deles blandt mindre ansvarlige spillere, bliver ansvarligheden strategisk skrøbelig. Det samme gælder virksomheder. At bede én virksomhed om at sætte tempoet ned, mens konkurrenterne accelererer, kan være moralsk besnærende og strategisk ustabilt. Tilsvarende, at bede et land acceptere teknologisk afhængighed af hensyn til kollektiv sikkerhed kan være endnu mindre holdbart.
Således er løsningen ikke bare, at ”alle bør opføre sig bedre”. Selve spillet og incitamentsstrukturen må ændres. Men der er endnu en spiller i denne historie, og den sidder hverken i Washington, Beijing, Bruxelles eller et AI-laboratorium. Det er os …
AI skaber en ekstraordinær overflod af netop den vare, der engang var knap: Produktionen af tilsyneladende pålidelig afledt information. Et kompetent essay, en annonce, et billede, et stykke software, en marketingkampagne eller et politisk budskab, som tidligere krævede timers menneskeligt arbejde, kan nu fremstilles på sekunder. Der er imidlertid én ressource, AI ikke har mangedoblet. Menneskelig opmærksomhed.
En tredje strategi
Vi har stadig omtrent det samme antal vågne timer i døgnet, som vi hele tiden har haft. Men informationsproduktionen nærmer sig samtidig det uendelige – sådan er det ikke med menneskelig opmærksomhed. Dette forhold vender informationsmarkedet, der styres af opmærksomhedsøkonomien på hovedet. Når maskingenereret intelligens kommer væltende i hyldemeter, bliver menneskelig opmærksomhed mere værdifuld. Og derfor konkurrerer alle hårdere om den.
Nøgleordet er optimering. Medier optimerer overskrifter. Platforme optimerer anbefalinger. Annoncører optimerer målrettede reklamer. Politikere optimerer budskaber. Influencere optimerer personligheder. AI sænker omkostningen ved at producere og afprøve det hele. Så bondefangeren har fået en teknologisk opgradering. Bløddyret står over for et krav, der bliver til stadighed dyrere at honorere: Læs grundigere! Find andre kilder! Tjek dokumentationen! Verificer billedet! Find ud af, om kontoen er et menneske eller en bot! Afgør, om argumentet er skrevet af nogen, der selv tror på det, eller af nogen, der bliver betalt for at fremføre det – eller for den sags skyld, ingen af de to! Og så fremdeles til man løber tør for opmærksomhed.
Alle disse fordringer kan ende med, at en helt tredje strategi går hen og bliver rationel. Blaserthed. Den blaserte forstår problemet nok bedre end de fleste. Men det koster dyrt at bekymre sig. Opmærksomhed har alternativomkostninger. Verifikation tager tid. Politisk engagement kræver indsats. Hvis informationsmiljøet bliver tilstrækkeligt mættet, kan det rationelle svar gå hen og blive en reduktion i investeringen.
Så vi bliver hængende på platformene. Bevares, vi bliver ved med at scrolle. Vi bliver ved med at konsumere. Men vi holder op med at nævneværdigt bekymre os, endsige forpligte os. Det kan gå hen og blive den mest foruroligende ligevægt, som AI bliver fødselshjælper til. Ikke et samfund, hvor maskiner bliver mere intelligente og mennesker dummere, men et samfund, hvor maskiner går hen og bliver enestående produktive, mens mennesker bliver rationelt indifferente.
Og den samme mulighed findes internationalt. Regeringer fortsætter med at deltage i AI-topmøder, tilslutte sig principper og forhandle sikkerhedsaftaler, mens de samtidig investerer milliarder for at sikre, at det ikke er dem, der bliver efterladt. Alle ved, at kapløbet er farligt. Alle ved at, at alle ved det. Og alligevel sættes speederen i bund. Fællesviden frembringer ikke automatisk samarbejde. Nogle gange giver den blot hver spiller en klarere forståelse af, hvorfor det er rationelt at bryde uf af samarbejdet.
Det er det dybere AI-problem. Det er fristende at tro, at det afgørende spørgsmål er, hvem der vinder: USA, Kina, Europa, det ene laboratorium eller det andet. Spilteorien peger på et mere foruroligende spørgsmål: Hvad nu, hvis det at vinde AI-kapløbet kræver, at alle spiller et spil, hvis ligevægt ingen faktisk ønsker?
Udfordringen består i at konstruere institutioner, verifikationsmekanismer og gensidige forpligtelser, der ændrer payoff-strukturen: Ordninger, hvor tilbageholdenhed ikke gør den tilbageholdende til et bløddyr, hvor magt ikke konsekvent belønner bondefangere, og ganske almindelige mennesker ikke opdager, at det mest rationelle svar ganske enkelt er at holde op med at bekymre sig. AI er allerede dygtig til spil, men den vanskeligere opgave er vores: At afholde os fra at spille det forkerte. ■
Udfordringen består i at konstruere institutioner, verifikationsmekanismer og gensidige forpligtelser, der ændrer payoff-strukturen
_______
Vincent F. Hendricks (f. 1970), dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet. Han har netop udgivet trilogien ”Zero-Sum Empire: From Egosim to Mass Indifference” på Springer Nature i New York, der består af ”What About Me Ism” (2026), ”SUCKER NATION” og ”Nobody Cares”, 2026. I 2027 udkommer Bondefangeren, bløddyret og den blaserte: En spilteoretisk introduktion til tre psykologiske arketyper på Dansk Psykologisk Forlag.
ILLUSTRATION: Beijing, 25. oktober 2025. En robot deltager i et 400 meterløb ved første udgave af World Humanoid Robot Games [Foto: Tingshu Wang/Reuters/Ritzau Scanpix].
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_.jpg)
