29.07.2022

Når man i Beijing ser på den europæiske Xinjiang-politik, må man slå sig på lårene af grin. Sanktionering af fire ubetydelige embedsmænd og et hav af skrivelser og fordømmelser gør på ingen måder op for de mange milliarder, som Europa hvert år sender til de virksomheder, der understøtter regimets undertrykkelse af det muslimske mindretal.

Situationen skyldes en blåøjet europæisk handelspolitik, som Danmark de seneste årtier har stået i spidsen for
_______

 

Tursunay Ziawudun og Bumeryem Rozis personlige historier vidner om det rædselsregime, Kinas Kommunistiske Parti har opbygget overfor den muslimske befolkning i Xinjiang-provinsen. Her er omkring en million mennesker interneret i koncentrationslejre, og kvinder tvangssteriliseres og tvinges til abort. Målet er at undertrykke det muslimske mindretal, ødelægge deres reproduktive mulighed og udvaske deres kultur og levevis.

Mange lande har kaldt Kinas overgreb mod det muslimske mindretal i Xinjiang et folkemord. Det gælder bl.a. USA, Canada, Holland, Tjekkiet og Storbritannien. Og FN.

KONCENTRATIONSLEJRE OG SYSTEMATISK UNDERTRYKKELSE er ikke gratis. Derfor begyndte Kina for år tilbage at tage et nyt supervåben i brug, der både kunne styrke den kinesiske økonomi og fastholde undertrykkelsen af de etniske og religiøse minoriteter, der af kommunistpartiet er udpeget som en separatistisk trussel.

Overalt i Xinjiang-provinsen udsluses muslimer fra de såkaldte genopdragelseslejre for i stedet at blive påtvunget ”oplæring” eller ”videreuddannelse”. Andre steder pålægges familier at flytte fra hinanden for at deltage i ”oplæringsprogrammer”. I realiteten er disse oplæringsprogrammer tvangsarbejde. Udover at styrke Kinas økonomi sikrer de, at ægtepar holdes adskilte og dermed forhindres i at få børn og reproducere deres kultur.

Disse slavearbejder bruges i stor stil til at udvinde og forarbejde de råmaterialer, der benyttes i produktionen af solceller. For nylig kunne TV2 afsløre, at også danske virksomheder importerer solceller fra kinesiske virksomheder, der udnytter uighurer, kazakher, kyrgyzer og andre etniske mindretal som slavearbejdere i deres produktionskæder.

Det er tillokkende at skælde de danske solcelleindkøbere hæder og ære fra, for de bærer i dén grad et ansvar i denne sag. Men det politiske ansvar er langt mere interessant. Situationen skyldes en blåøjet europæisk handelspolitik, som Danmark de seneste årtier har stået i spidsen for.

MED POLITISK TØVEN i Europa og en målrettet kinesisk strategi om at dumpe det europæiske solcellemarked ved at underbyde priserne er det lykkedes Kina at dreje nøglen om på stort set hele den europæiske solcelleindustri. Med en særpræget blanding af kapitalisme og planøkonomi har Kina formået at overtage en strategisk kritisk sektor, der både er af økonomisk og sikkerhedspolitisk betydning. Dette er ikke sket på markedsvilkår, men gennem nøje planlagt prisdumping, der finansieres af den kinesiske stat.

I Europa har man givet frit spillerum til, at Kina kan udnytte de muslimske slavearbejdere fra Xinjiang-provinsen til at udkonkurrere de europæiske arbejdere, der forventer ordentlige løn- og arbejdsvilkår. I modsætning til amerikanerne har Europa ikke formået at lave lovgivning, der udelukker de kinesiske virksomheder, der benytter sig af slavearbejde. Der findes simpelthen ikke europæisk lovgivning, der kan forhindre import af slaveproducerede produkter.

Derfor er sandheden desværre også den, at TV2 kunne lave stakkevis af dokumentarer, hvis de ville afdække alle de industrier i Danmark, hvis produktionskæder kan tilbageføres til Xinjiang-provinsens slavearbejde. For mange danskere har formentligt købt produkter, der er produceret af undertrykte minoriteter i Kina. Om det gælder teknologi, bomuld eller noget så vestligt som tomatketchup, har vi i Europa truffet et politisk valg om at være ligeglade med import af slaveprodukter.

DET BÅDE KAN, skal og bør være anderledes. For den nuværende laissez faire-politik overfor Kina betyder, at vi økonomisk yder et større bidrag til Kinas undertrykkelse af uighurer, end vores fordømmelser i FN kan opveje.

Når man i Beijing ser på den europæiske Xinjiang-politik, må man slå sig på lårene af grin. Sanktionering af fire ubetydelige embedsmænd og et hav af skrivelser og fordømmelser gør på ingen måder op for de mange milliarder, som Europa hvert år sender til de virksomheder, der understøtter regimets undertrykkelse af det muslimske mindretal.

Derfor bør Danmark tage kampen op i EU for et opgør med understøttelsen af Kinas forbrydelser mod menneskeheden. Det bør først og fremmest ske ved at spejle USA’s lovgivning om import af varer fremstillet ved tvangsarbejde af uighurer. Med sådan lovgivning kan vi udelukke samhandel med en lang række kinesiske virksomheder, der udnytter undertrykkelsen af uighurerne i deres produktion.

Alternativet til dette er blot at fortsætte, som om intet er hændt, understøtte Kinas menneskerettighedskrænkelser økonomisk og lukke øjnene for de skæbner, Tursunay Ziawudun, Bumeryem Rozis og millioner af andre i Xinjiang-provinsen lider. ■
 

Den nuværende laissez faire-politik overfor Kina betyder, at vi økonomisk yder et større bidrag til Kinas undertrykkelse af uighurer, end vores fordømmelser i FN kan opveje
_______

 

Thomas Rohden er folketingskandidat for Radikale Venstre i København og medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden. Han har en bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet.

Apropos denne artikel:

Jesper Olsen: Der er dele af retspolitikken, der er for vigtig til, at der går Hjallerup Marked i den

Tilføjet programmet for Mød Historien lørdag 7. september: Jeanette Varberg (foruden Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen)

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?