Uffe Gardel efter Putins mobilisering: Fem ting, vi nu skal holde øje med i krigen
23.09.2022
Med den russiske ”delvise mobilisering” går krigen utvivlsomt ind i en ny fase, uden at en afslutning er til at få øje på, og ikke engang den videre retning er til at se. Her er fem ting, vi nu skal holde øje med.
Analyse af Uffe Gardel
Med den russiske ”delvise mobilisering” går krigen utvivlsomt ind i en ny fase, men det er stadig ikke til at få øje på nogen afslutning på den. Ikke engang den videre retning er til at se. De mest optimistiske forestiller sig, at Ukraine de kommende måneder vil presse de russiske tropper ud af stadigt flere områder, og måske endda til sidst bevæge sig ned på Krim. De mest pessimistiske ser for sig, at Rusland med sin de-mobilisering vil blive i stand til at udskifte udslidte frontsoldater med friske, erstatte sårede og faldne, og med ny kraft tvinge Ukraine i knæ.
Her er fem ting, jeg vil holde øje med i den kommende tid.
1. Vil mobiliseringen vende krigslykken for Rusland?
Militære eksperter peger på, at mobiliseringen er et logisk skridt, men det betyder ikke, at den også bliver vellykket. Spørgsmålet er, som så ofte for den russiske krigsførelse, om logistikken kan følge med. Kan man skaffe udstyr til de nye soldater? Hjelme? Skudsikre veste? Undertøj? Våben? Og af hvilken kvalitet?
Kan man oplære dem effektivt? Selv om man hævder kun at indkalde folk med en forudgående militær oplæring bag sig, så skal de helt klart trænes, men hvem skal gøre det, hvis man allerede har sendt sine bedste folk til fronten i Ukraine?
Mobiliseringen udgør en risiko for stor folkelig modvilje mod både krigen og Putin, selv om styret tilsyneladende stadig har solid opbakning i befolkningen
_______
Mobiliseringen vil tilsyneladende blive brugt til at fylde huller i eksisterende enheder efter de mange sårede og faldne; de mobiliserede vil altså ikke blive formeret til nye enheder. Det vil gøre det lettere for russerne hurtigt at opsuge en mindre del af de angiveligt 300.000 mobiliserede, som også vil kunne få sidemandsoplæring på stedet. Men hvad med resten? Og bliver der overhovedet tale om 300.000? Det kan blive flere eller færre; ingen ved det.
Vi skal også holde øje med, hvordan mobiliseringen påvirker moralen ved fronten og hjemme i Rusland. Det styrker moralen hos de kæmpende soldater, at der kommer nye folk, og at de selv kan komme hjem på orlov. Omvendt vil det være et chok for soldaterne, at deres kontrakter nu bliver tvangsforlænget på ubestemt tid. Soldater, som fx meldte sig til seks måneders krigstjeneste for at tjene nogle hurtige penge, sidder nu fast i en endeløs krig. Det vil svække moralen, og hjemme i Rusland vil moralen og opbakningen til krigen formentlig dykke voldsomt, efterhånden som soldater vender hjem i ligposer, og ikke blot til fjerne og fattige egne af Rusland, men til storbyer som Moskva og Sankt Petersborg. Det kan i sidste ende
skabe rystelser i samfundet, som kan få styret til at vakle. I tabstal har krigen mod Ukraine for længst passeret Sovjetunionens dybt upopulære Afghanistan-krig, Så risikoen for stor folkelig modvilje mod både krigen og Putin er stor, selv om styret tilsyneladende stadig har solid opbakning i befolkningen.
Vi skal også holde øje med tegn på, om Rusland vil anvende atomvåben eller andre masseødelæggelsesvåben. Allerede i den tale, Putin holdt ved krigens begyndelse, truede han reelt Vesten med atomvåben, hvis man blandede sig i krigen, men i mobiliseringstalen torsdag i denne uge blev retorikken skærpet, og Putin tilføjede et truende ”Det er ikke bluf.” Omvendt er der eksperter, som peger på, at mens Putin i sin februartale truede med atomvåben i tilfælde af indblanding, sådan helt generelt, så nævnte han i sin nyeste tale kun atomvåben i forbindelse med påståede vestlige planer om at angribe Ukraine. Er man meget optimistisk, var der her reelt tale om en nedskalering af Putins atomtrussel, selv om den retoriske form var skærpet.
Eksperterne er ikke enige om, hvorvidt Rusland faktisk har en doktrin, der vil tillade indsættelse af mindre – men stadig katastrofalt voldsomme – atomvåben for at få kontrol med en krig; den såkaldte ”escalate to de-escalate”-tankegang, men da både NATO og Warszawapagten under Den Kolde Krig faktisk arbejdede med denne mulighed, er der god grund til at tro, at det russiske forsvar også gør; så meget desto mere som russerne har en bred vifte af atomvåben til rådighed, hvad NATO ikke længere har.
At bruge atomvåben er alligevel et skridt, Putin viger tilbage for, fordi det er uforudsigeligt for ham, hvordan NATO vil reagere på det. Atomvåben vil vi kun se, hvis man i Moskva opfatter situationen som desperat, fx hvis kontrollen med Krim bliver truet. Det samme gælder kemiske våben, som dog er lidt mindre usandsynlige, fordi det vil være lettere for Rusland at benægte, at man har anvendt dem; man kan hævde, at det var Ukraine eller NATO, som stod bag. Militære efterretningstjenester følger uden tvivl meget nøje med i, om der er tegn på, at russerne er ved at gøre atomvåben klar.
Et andet vigtigt opmærksomhedspunkt er måden, krigen vil blive ført på. Rusland er allerede begyndt målrettet at angribe boligkvarterer og civil infrastruktur som elværker, og det er en mulighed, at man vil gå videre ad denne vej, uanset at den form for krigsførelse er ulovlig. Der høres løbende krav i Rusland om flere angreb på ukrainsk civil infrastruktur, både fra tv-debattører og parlamentsmedlemmer.
At bruge atomvåben er alligevel et skridt, Putin viger tilbage for, fordi det er uforudsigeligt for ham, hvordan NATO vil reagere på det. Atomvåben vil vi kun se, hvis man i Moskva opfatter situationen som desperat, fx hvis kontrollen med Krim bliver truet
_______
Besynderligt mange vestlige eksperter mener, at russerne kunne finde på at optrappe ved at åbne en ny front, fx lederen af det tyske Bundeswehr, general Eberhard Zorn, som siger: ”Kaliningrad, Østersøen, den finske grænse, Georgien, Moldova. Der er mange muligheder. Putin ville have kapaciteten til det.” Det skal vi selvfølgelig holde øje med. Jeg vil omvendt sige: Det er ret usandsynligt, for Putin har ikke kapaciteten til det. Rusland har i dag indsat i hvert fald omkring halvdelen af sine disponible kamptropper i Ukraine; større er den russiske hær altså ikke, og man skal jo have nogle tropper til at bevogte resten af det enorme lands lange grænse gennem Kaukasus og Asien.
2. Hvornår begynder ukrainerne at køre trætte?
For det gør de på et tidspunkt. Alle militære styrker i offensiv har et udtrætningspunkt, hvor de ikke kan fortsætte offensiven – fordi deres forsyningslinjer er blevet for lange, eller de af anden grund mangler forsyninger, fordi deres soldater har brug for hvile, eller deres formationer har brug for ”omgruppering” på grund af tab og nye udfordringer.
Det vil også ske for Ukraine, og det har politisk betydning for krigens videre forløb, om det sker før eller efter, at en væsentlig del af Lugansk Oblast er generobret; Putin har jo i sin formulering af krigens mål lagt særlig vægt på hjælpen til de to russiskkontrollerede pseudorepublikker i Donbas.
Optimisterne taler om, at Ukraine enten vil intensivere offensiven i syd, mod Kherson, og de allermest optimistiske mener, at Ukraine kunne finde på at angribe et helt tredje sted. Ingen ved imidlertid, om Ukraine overhovedet har styrker og materiel til en tredje offensiv.
Alle militære styrker i offensiv har et udtrætningspunkt, hvor de ikke kan fortsætte offensiven. Det vil også ske for Ukraine
_______
3. Vil Ukraine få mere vestlig våbenhjælp?
Trods de ukrainske sejre er der fortsat et vestligt tabu mod leverance af jagerfly og vestlige kampvogne. Polen og Tjekkiet har leveret over 200 T-72-kampvogne af gammel sovjetisk model, som har den fordel, at ukrainerne har både kendskab og reservedele til dem, men Ukraine beder også om effektive, moderne, vestlige kampvogne. Tyskland er et af de få lande i Europa, som faktisk har kampvogne i overskud, man kunne levere, men trods voksende politisk pres i landet står den socialdemokratiske kansler Scholz fast på, at Tyskland ikke vil ”gå enegang”. Det er muligt, at mobiliseringen vil øge vestlige regeringers vilje til at hjælpe – og også dét skal vi holde øje med.
Men lige nu må Ukraine klare sig med de omkring 200 køretøjer i forskellig stand, heriblandt et antal kampvogne, man erobrede fra russerne under offensiven øst for Kharkiv. Vender stemningen blandt donorerne, kan det få afgørende betydning for den ukrainske offensiv.
Kampfly er muligvis et endnu vigtigere punkt. Ukraines hær har reelt været nødt til at gennemføre sine offensiver uden flystøtte, og det er ikke holdbart. Men ingen lande har haft lyst til at levere, muligvis af bekymring for om man vil udløse et russisk angreb på de baser, flyene i givet fald flyver ind fra. Men måske er der et forsigtigt holdningsskifte på vej: Financial Times skrev tirsdag, at kampfly kunne komme på tale ”på mellemlangt til langt sigt”. Kommer flyene, vil styrkeforholdet på landjorden ændre sig.
4. Vil mobiliseringen føre til Putins fald?
Dette er kremlologernes yndlingsgæt, og mange håber en morgen at vågne op til nyheden om, at V.V. Putin af helbredsgrunde har trukket sig tilbage til sit landsted, hvor han tilses af læger og har adgang til læsestof, men ikke til Internet, og så videre. Der er såmænd ikke den store grund til at glæde sig, for skulle Putin erstattes nu, ville efterfølgeren formentlig blive mindst lige så antivestlig og antiukrainsk, men der er i praksis ikke nogen tegn på, at han er ved at falde.
Måske er der et forsigtigt holdningsskifte på vej: Financial Times skrev tirsdag, at kampfly kunne komme på tale ”på mellemlangt til langt sigt”. Kommer flyene, vil styrkeforholdet på landjorden ændre sig
_______
Iagttagere siger, at det russiske samfunds opbakning til krigen kun er passiv. Der er et nationalistisk mindretal på måske en femtedel – herunder de højtråbende militærbloggere– som aktivt støtter krigen; de har krævet mobilisering og virker i første omgang skuffede over, at mobiliseringen kun er delvis. r I den anden ende at spektret findes der et mindretal af måske samme størrelse, som er imod krigen. Resten af befolkningen bakker passivt op, simpelt hen fordi det er det sikreste at gøre i dagens Rusland, hvor høje straffe truer kritikere af krigen. Som nævnt vil nye tab blandt soldater fra de russiske storbyer kunne fremkalde en bølge af utilfredshed med krigen, men det er tvivlsomt, om det vil true styret. Den første aften efter mobiliseringsbeslutningen var der demonstrationer flere steder i Rusland, men de var reelt ganske små.
Der var i begyndelsen af krigen en række underskriftsindsamlinger mod krigen, lige fra februar og frem til i dag blandt universitetsfolk og forskellige professioner, og lige nu foregår der en underskriftsindsamling blandt kommunalpolitikere, som kræver Putins afgang, men uden at nævne krigen. Det er dog ikke initativer, som truer styret. Reelle sprækker i Putins magtbase ville være, hvis nogle af hans topfolk sagde fra og blev fyret, men det er ikke sket
5. Hvad sker der med baglandet?
Dette er måske det vigtigste og mest skæbnesvangre spørgsmål. Der er stærke tegn på, at Ruslands greb om de kaukasiske og centralasiatiske tidligere sovjetrepublikker er ved at svækkes. Aserbajdsjan er igen gået til angreb på Armenien, og Rusland kan ikke gøre så meget ved det; man har måske nok stadig kræfterne at hjælpe Armenien, men på grund af krigen vil man også meget gerne bevare et godt forhold til Iran – som er Aserbajdsjans allierede. Her har Rusland allerede tabt indflydelse, og uroen breder sig.
Det samme gælder i ‘stan-landene’, de fem centralasiatiske tidligere sovjetrepublikker: Ruslands svækkelse betyder, at gamle konflikter blusser op, således i denne uge et voldeligt sammenstød på den usbekisk-tadsjikiske grænse.
Forholdet til Kasakhstan, den største af stan-republikkerneer under hastig forværring: Rusland har to gange blokeret for kasakhisk olieeksport via Rusland, sidste gang efter at Kasakhstan havde valgt at deltage i en amerikanskledet militærøvelse, selv om landet stadig er medlem af Ruslands svar på NATO, Den Kollektive Sikkerhedspakt. Kasakhstan har også gjort sig umage med at undgå at blive misbrugt til at omgå de vestlige sanktioner mod Rusland, hvilket har øget spændingen i forhold til Rusland og fået den store russiske statsejede bank Sberbank til at forlade landet.
Men Kasakhstan har i stadig stigende grad Kina i Ryggen. Kina har advaret Rusland mod nye olieblokader, ligesom Kina for få dage siden direkte erklærede, at man vil beskytte Kasakhstans selvstændighed; et klart svar til russiske nationalister, som var begyndt at kræve samme behandling af Kasakhstan som Ukraine.
Måske er Kina i gang med at overtage den russiske indflydelsessfære i Centralasien. Det vil i givet fald være en katastrofal udvikling for Rusland. Vi skal følge med i, om det sker. Og hvis det sker, skal vi følge med i, om det alligevel kunne få nogle af Putins nærmeste til alligevel at distancere sig fra ham. Meningen med krigen mod Ukraine var jo at gøre Ruslands magtområde større – ikke mindre. ■
Hvad sker der Ruslands bagland? Dette er måske det vigtigste og mest skæbnesvangre spørgsmål. Meningen med krigen mod Ukraine var jo at gøre Ruslands magtområde større – ikke mindre
_______
Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering.
ILLUSTRATION: Novosibirsk, Rusland: Folk tager del i en støttedemonstration for krigen i Ukraine, 23. september 2022 [Kirill Kukhmar/TASS/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
