Anne Sophie Andersen: Den nye opposition burde samle sig i en højre-venstre-koalition om retsstatspolitik
16.12.2022
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)
Den bedste strategi for en borgerlig opposition er at skabe en bred opposition sammen med venstrefløjens partier på retsstats- og borgerrettighedsområdet – samtidigt med at man aktivt indgår i politiske samarbejdsaftaler med regeringen om klassisk borgerlig-liberal politik
Kommentar af Anne Sophie Andersen
DEN NYE SVM-REGERING markerer et nybrud i dansk politik. Samtidig er den en logisk følge af de tendenser, vi har observeret i dansk politik igennem de seneste årtier. V og S har som de udprægede magtpartier bevæget sig stadigt tættere på hinanden i kampen om den politiske midte – Venstre gennem Hjort-doktrinen og S gennem højredrejningen på udlændingeområdet – indtil deres værdipolitiske forankring i blokkene til sidst fremstod mere som formalia end realpolitisk substans.
En anden og sideløbende konsekvens af samme tendens, der har gjort sig gældende, vedrører åbenhed og ordentlighed i den offentlige forvaltning: De seneste regeringer har alle gennem deres svigt bidraget til at udforme den retsstatspolitiske glidebane, vi nu befinder os på – om end kraftigt accelereret af den seneste S-regering med øget lukkethed og en historisk magtfuldkommenhed.
Således overraskede det mig ikke, at V og M under regeringsforhandlingerne ikke alene løb fra valgløftet om at støtte en advokatvurdering af Mette Frederiksens ansvar i minksagen. Samtlige regeringspartier er nu også løbet fra løftet om en undersøgelse af sagen om Ahmed Samsam, der på femte år sidder fængslet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien på trods af, at han ifølge kilder tæt på sagen gjorde dette i egenskab af agent for PET og FE. Selve fødslen af den nye regering sker således efter al sandsynlighed på baggrund af et justitsmord på en dansk statsborger.
På den baggrund er det ligeledes svært at nære håb om, at den varslede undersøgelse af FE-sagen vil have andet end kosmetisk betydning, og sandsynligheden taler for at den vil munde ud i en lige så ansvarsforflygtigende proces, som manøvren med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen udgjorde for de implicerede embedsmænd – herunder Barbara Bertelsen – i minksagen.
Udfordringen for Vanopslagh bliver at balancere resultater i form af pragmatisk politisk samarbejde med SVM-regeringen med den klassisk liberale magtkritiske linje, som LA lagde i valgkampen og nu skal etablere i form af konkret politik – en linje som nu fremstår som et fyrtårn, som skuffede Venstrevælgere kan sigte mod i det retsstatspolitiske mørke
_______
En ny opposition
Derfor er det ikke den nye oppositions rolle at positionere sig langs den traditionelle rød-blå akse defineret af fordelingspolitikken. I stedet bør den tegne sig langs den libertarianske-autoritære akse i det politiske kompas – med vægtningen af hensynet til borgernes rettigheder i modsætning til statens autoritet. Denne tendens var allerede undervejs i forbindelse med debatten om S-regeringens skandalesager (særligt minksagen og FE-sagen), hvor den blå opposition med Liberal Alliance i spidsen søgte at markere sig som bannerførere for retsstaten – med opbakning fra en samlet blok – som nu er kompromitteret med V og M’s kovending. For med regeringssamarbejdet med Mette Frederiksen har Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen frasagt sig rollen som den blå oppositions leder, og det er vanskeligt at se ham søsætte endnu et statsministerkandidatur i fremtiden som alternativ til sin nye chef.
Derimod kan vi forvente at LA’s leder, Alex Vanopslagh, vil indtage denne rolle. LA førte som det eneste større oppositionsparti valgkamp på netop retsstat, og i modsætning til Støjberg er partiet kun i mindre grad belastet af tidligere sager. Udfordringen for Vanopslagh bliver at balancere resultater i form af pragmatisk politisk samarbejde med SVM-regeringen med den klassisk liberale magtkritiske linje, som LA lagde i valgkampen og nu skal etablere i form af konkret politik – en linje som nu fremstår som et fyrtårn, som skuffede Venstrevælgere kan sigte mod i det retsstatspolitiske mørke.
Men kan en blå opposition gøre sig håb om at generobre statsministerposten fra den brede regering over midten?
Det ligner en vanskelig opgave, så længe vælgerne prioriterer politik over retsstat. Men holder SVM-regeringen ikke perioden ud, kan der ligge en politisk gevinst i at fremstå som et mere troværdigt alternativ. Derfor bør en borgerlig opposition forsøge at bygge bro med venstrefløjens partier på retsstats- og borgerrettighedsområdet, samtidigt med at man aktivt søger at indgå i politiske samarbejdsaftaler med regeringen som prioriterer klassisk borgerlig-liberal politik.
For venstrefløjens partier må valget imidlertid give anledning til selvransagelse. Man har på én gang forsømt at holde S-regeringen ansvarlig i minksagen og samtidig undladt at bruge sagen til at tiltvinge sig signifikante politiske indrømmelser i stil med den studehandel, vi nu har været vidne til. Forhåbentlig vil vi se som konsekvens, at venstrefløjen genfinder nogle af de værdier, som den gav køb på som parlamentarisk grundlag for S-regeringen
Hvor kunne en retsstatspolitisk venstre-højre koalition starte?
En bred opposition forankret om retsstatspolitikken bør formulere et svar på en diskussion, der gennem længere tid har ulmet under overfladen, men endnu ikke har nået et bredt publikum: Spørgsmålet om indførelse af en forfatningsdomstol.
Der er mange gode argumenter både for og imod en forfatningsdomstol, men den nye opposition bør formulere nogle konkrete modsvar på den totale falliterklæring, som det er, at det retslige ministeransvar nu er at betragte som en brik i politiske forhandlinger. Ligeledes kunne et fælles udspil til en revision af offentlighedsloven samle den nye opposition – om ikke andet for at signalere til befolkningen, at der stadig findes vilje på Christiansborg til at genetablere åbenheden – og dermed selve forudsætningerne for den traditionelle danske tillidskultur.
Det virker tvivlsomt, at den nye regering vil bidrage til at genoprette danskernes tillid til folkestyret. Tværtimod peger SVM-regeringens afvisning af nærmere undersøgelser af de ovennævnte sager i retning af, at den ønsker at fortsætte den hidtidige tendens mod øget mørklægning og ansvarsfralæggelse. Det må derfor blive en samlet oppositions fornemste opgave at påtage sig denne rolle og forsøge at sætte nogle grænser for det hidtidige forfald. Et post-mortem af Folketingets rolle som retsstatens vogtere vil give den kommende opposition et udgangspunkt, hvorigennem man kan definere sig selv på tværs af politiske skel.
For at fremstå som et troværdigt alternativ til den politiske magtmidte må partierne imidlertid indstille sig på at indgå kompromiser på tværs af politiske og værdimæssige skel og nedtone de mest ekstreme krav på begge fløje. Ellers bliver det for nemt for den kommende regering at affeje kritikken som hysterisk ekstremisme – og så er der åbnet for, at den pragmatiske lovløshed uforstyrret kan indtage rollen som det bærende grundprincip og en ufravigelig normalitet i statsadministrationen. Og dermed er vejen banet for en ny status quo i dansk politik. ■
Der er mange gode argumenter både for og imod en forfatningsdomstol, men den nye opposition bør formulere nogle konkrete modsvar på den totale falliterklæring, som det er, at det retslige ministeransvar nu er at betragte som en brik i politiske forhandlinger
_______
Anne Sophie Andersen er violinist, komponist og leder af New Music for Strings Festival. Hun er Doctor of Musical Arts fra Stony Brook University og boede i 10 år i Boston og New York. Som skribent kommenterer hun dansk og amerikansk politik på Twitter og bloggenmedium.com/@asf-andersen
ILLUSTRATION: Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh og partifællen Ole Birk Olesen (til højre) under regeringsforhandlingerne [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
