Camilla Hove Lund (V): Det er Venstre – ikke venstrefløjen – som har skabt de største succeser i sundhedsvæsnet siden 2001

15.11.2025


Danmarks sundhedsvæsen er endnu et bevis på, at socialister hverken er mere solidariske eller bedre til at administrere og udvikle velfærd til danskerne.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere

Af Camilla Hove Lund, spidskandidat for Venstre i Region Østdanmark

Iværksætter Martin Thorborg rammer hovedet på sømmet, når han (i Berlingske 17/10) siger, at borgerlighed ikke er et fravalg af medmenneskelighed, men en forudsætning for den.

Borgerlige og liberale mennesker tænker ikke på at give mindre, men om at skabe mere – og bruge ressourcerne og indrette systemerne, så de faktisk virker for mennesker.

Og hverken Socialdemokratiet eller venstrefløjen er mere besjælede af solidaritet og vilje til at gøre det godt for andre end borgerlige og liberale – og de er bestemt heller ikke dygtigere til at drive, udvikle eller forbedre danskernes velfærd.

Københavns Kommune, hvor socialister af alle slags har regeret i mere end 100 år, er det bedste bevis på det!

Med tre aktuelle plejehjemsskandaler, en personalegennemstrømning på over 50 i centrale velfærdsinstitutioner – og vanvittig trafikregulering, der åbenlyst forhindrer masser af københavnske familier i at indrette sig, så de både kan passe arbejde, hente og bringe børn og samtidig dyrke idræt og andre fritidsaktiviteter, som de fleste danskere elsker.

Danskernes sundhedsvæsen er endnu et bevis på, at socialister hverken er mere solidariske eller bedre til at administrere og udvikle velfærd til danskerne.

For sundhedspolitikken og det sundhedsvæsen, vi er godt i gang med at tegne med sundhedsreformen, er i den grad borgerligt tænkt og borgerligt indrettet.

Det bliver et sundhedsvæsen, der indrettes på patienternes og de pårørendes præmisser.

Hvor systemet indrettes efter borgernes behov i stedet for det modsatte. Det har været en politisk kamp, der virkelig gør en forskel for danskerne. Og den kamp er vundet af de borgerlige.

Helt specielt Venstre, som på sit landsmøde i oktober vedtog et spænende principprogram, der sætter retningen for fremtidens borgerlige-liberale Danmark, skal ranke ryggen.

For det er særligt Venstre, der har stået i spidsen for de succeser, det danske sundhedsvæsen har leveret til danskerne siden 2001.

Venstre skabte patientrettighederne, der gav danskerne frit valg af hospitaler – og halverede danskernes ventetider.

Venstre skabte kræftplanerne, kræftpakkerne og de andre patientpakker, der har genskabt tilliden til det danske sundhedsvæsen.

Venstre skabte de moderne hospitaler med akutfunktioner og gav det specialiserede sundhedsvæsen et kæmpe løft.

Og nu giver vi psykiatrien et historisk løft – og leverer for første gang nogensinde en finansieret 10-årsplan for psykiatrien. Alle ved, vi har så meget brug for det – og nu gør vi det.

Og med sundhedsreformen opbygger det nære sundhedsvæsen– helt tæt på danskerne – som skiftende regeringer gennem de sidste ti år ikke er lykkedes med.

 

Borgerlige og liberale mennesker tænker ikke på at give mindre, men om at skabe mere – og bruge ressourcerne og indrette systemerne, så de faktisk virker for mennesker
_______

 

Det er en kæmpe opgave – især for os, der bor i Region Hovedstaden og Region Sjælland, som nu fusioneres til en samlet region for 2,8 millioner danskere. Halvdelen af det danske sundhedsvæsen.  

Det er en kæmpe opgave at få to store sundhedsvæsner til at fungere sammen. Og gøre det til en succes.

Vi skaber et helt nyt og meget stærkere sikkerhedsnet omkring danskerne. Sammen med praktiserende læger kommer regionernes hospitaler og kommunernes ældrepleje og sundhedsfunktioner til at arbejde tæt sammen om hver eneste patient.

Det sker, mens antallet af ældre over 80 fordobles og antallet patienter med en eller flere kroniske sygdomme eksploderer.

Vi kommer til at følge den enkelte patient tættere end nogensinde før. Så ingen tabes i overgangene og ender fortabt mellem systemerne. Vi kommer til at tilbyde behandling helt tæt på patienterne – og sågar helt inde i deres eget hjem, på deres egne betingelser, når de kan og vil.

Vi investerer i ny medicin, ny teknologi, nyt udstyr og nye behandlingsmetoder.
Og vi investerer i de læger, sygeplejersker og andre faggrupper i sundhedsvæsen og ældrepleje, som skal til for at få det hele til at hænge sammen.

Først og fremmest øger vi antallet af praktiserende læger fra 3.500 til 5.000 – en stigning på 40 procent – inden 2030. Så vi kan sikre, at alle danskere – i hele Danmark – får deres egen praktiserende læge.

Det er et nyt stærkere sundhedsvæsen, vi kommer til at levere til danskerne i de kommende år – og det er designet af Venstre.

Både sundhedsreformen med det nye stærke sikkerhedsnet omkring patienterne, det store løft til psykiatrien, og den store udvidelse af antallet af praktiserende læger svarer fuldstændig til indholdet i Venstres sundhedsudspil forud for folketingsvalget i 2022. Og nu gennemfører vi det.

Det handler alt sammen om at indrette systemet på borgernes præmisser. Med stærke og præcise patientrettigheder. Fordi det er det, der giver tryghed og sikkerhed – og gør mennesker raske. Fordi det også er det mest effektive. Det er så borgerligt og liberalt som noget kan være.

Derfor giver det ingen mening, at medierne eller andre tildeler venstrefløjen og Socialdemokratiet særlige evner til at udvikle og levere på de velfærdsløsninger, danskerne efterspørger.

De er hverken bedre mennesker – eller bedre til at tænke i eller repræsentere moderne danskeres ønsker og behov.

Jeg ved det også fra mig selv. Jeg blev sygeplejerske, fordi jeg gerne ville arbejde med syge mennesker, der har brug for behandling og pleje.

Jeg har været leder i de kommunale sundheds- og ældrepleje i sjællandske kommuner gennem 20 år, fordi jeg kunne se, at det kun er, når vi er parate til at skrotte systemer, der ikke fungerer, og vi hele tiden er kreative og indretter systemerne på borgernes præmisser, at vi giver borgerne den kvalitet, de ønsker sig.

Det var også de erfaringer og de værdier, der motiverede mig til selv at selv at stille op til regionsråd og kommunalbestyrelse for Venstre for 12 år siden.

Og det er de klare borgerlige-liberale pejlemærker, jeg tager med mig ud i valgkampen, når jeg som Venstres spidskandidat i Region Østdanmark skal overbevise halvdelen af de danske befolkning om, at danskernes sundhedsvæsen er i de bedste hænder, når de stemmer på Venstre. ■

 

Det giver ingen mening, når medierne eller andre tildeler venstrefløjen og Socialdemokratiet særlige evner til at udvikle og levere på de velfærdsløsninger, danskerne efterspørger
_______

 

Camilla Hove Lund (f. 1977) er Venstres spidskandidat i Region Østdanmark, er sygeplejerske og har gennem 20 år været leder i sundheds- og ældreplejen i sjællandske kommuner. Medlem af regionsrådet i Region Sjælland i 12 år, viceborgmester i Holbæk Kommune til årsskiftet. Hun er formand for Venstres gruppe i regionrådet og medlem af Danske Regioners bestyrelse – og formand for Danske Regioners klima- og miljøudvalg.

ILLUSTRATION: Christiansborg, 24. oktober 2007: Statsminister Anders Fogh Rasmussen udskriver valg og holder efterfølgende pressemøde sammen med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) [FOTO: Pelle Rink/Ritzau Scanpix]