Lars Køhler: Med regeringens klimamål for 2035 er maskerne endelig faldet. Nu kan vi se, hvem der vil – og hvem der ikke vil
30.12.2025
Nu er tæppet endelig faldet. Nu kan vi se, hvem der vil – og hvem der ikke vil. Og det er i mine øjne faktisk noget af det mest positive, der er sket for dansk klimapolitik i mange år.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere
Kommentar af Lars Køhler
Tak for kaffe, hvor er jeg træt af at brokke mig over dansk klimapolitik.
Og gider ærlig talt ikke brokke mig mere. Det er ikke min natur. Men det er godt nok svært at være positiv, når regeringen præsenterer et nyt klimamål for 2035, der – både i tal og virkemidler – fortæller, at de ikke gider lave mere klimapolitik de næste 10 år.
Men jeg har faktisk, efter megen søgen, lykkedes at finde noget positivt i det nye klimamål – eller rettere i det aftalen betyder.
Aftalen i sig selv er helt i skoven. Faktisk er det en ren tilståelsessag. Regeringen gider ikke lave mere klimapolitik de næste ti år. Det 82-procents reduktionsmål som de har præsenteret, er nemlig nemlig blot sølle 1-2 pct. over det, vi alligevel ville have nået, hvis alle hidtidigt indgåede politiske aftaler bliver ført ud i livet. Og det er et godt stykke under, hvad både Klimarådet, Concito og alle de grønne NGO’er har anbefalet – og vist en farbar og finansieret vej til. Holdningen i aftalen er altså, at vi kan trække på skuldrene, vente på at det, der er aftalt, måske, muligvis og forhåbentligt viser sit værd, og ellers lade det hele sejle indtil 2035.
Det må siges at være ren tale.
Mens klimapolitik over hele verden er under angreb; mens Trump dropper ud af Parisaftalen, råber ”Drill Baby. Drill” og til højre og venstre torpederer global klimahandling; mens COP på COP viser, at vi har foræret al magt til de fossile interesser; mens klimasystemerne synligt kollapser omkring os; mens videnskaben advarer mod dybt uoverskuelige konsekvenser for os alle, fordi klimaet viser tegn på, at vi allerede nu prikker til uoverskuelige tipping points der vil ændre livet på kloden; og i en tid hvor vi mere end nogensinde har brug for, at nogen står op for klimavidenskaben og hæver ambitionerne – vælger vores regering altså at trække på skuldrene.
Det er, som det kan ses, meget svært ikke at brokke sig.
Desuden er det eneste tiltag i aftalen, der skal sikre vores 2035 klimamål, et øget sats på Carbon Capture Storage (CCS). Og finansieringen kommer ovenikøbet først fra 2034 – dvs. reelt set en genoplivning af den berygtede hockeystav. Regeringen vælger altså at satse endnu mere af butikken på et dybt usikkert technofix, som videnskaben og klimaeksperter på stribe i årevis har advaret os mod at stole for blindt på. Et technofix, som Klimarådet flere gange har advaret regeringen mod. Som vi stadig ikke har konkret bevis for faktisk kan løse opgaven. Som IPCC siger er en af de absolut dyreste måder, vi kan opnå reduktioner på. Og som bl.a. kostede København deres klimamål for 2025. Altså endnu flere krydsede fingre og en teknologisk lottokupon til at sikre vores fremtid.
Og nu tænker du nok: ”Hvornår kommer vi til det positive?”. Det skal vi nok. Men for rigtigt at forstå det positive, bliver vi nødt til at forstå, hvad det er, der er blevet lagt på bordet.
I regeringens nye aftale er der heller ikke noget spor af de forbrugsbaserede udledninger – altså alle de udledninger, der sker i udlandet på grund af vores enorme overforbrug i Danmark. Det tiltag har regeringen droppet, selvom både Klimarådet og samtlige grønne NGO’er ellers med rette havde påpeget, at vi selvfølgelig ikke kan håndtere vores klimahandling uden at se og forstå vores fulde klimapåvirkning.
Der er til min store ærgrelse heller ikke noget i aftalen om at omlægge vores klimamål og opgørelser til at være budgetbaserede fremfor procentbaserede. Et tiltag, som Klimarådet ellers også anbefalede sidste år. En ændring, der i mine øjne faktisk var det allervigtigste, fordi klimaet jo – overraskende nok – er temmelig ligeglade med procenter i et Excel-ark, men blot reagerer på vores akkumulerede udledninger.
Og så er vi fremme ved det positive.
For det nye 2035 klimamål, og alt det der som beskrevet herover følger med, er nemlig et soloprojekt fra regeringens side. Højrefløjen var ligeglad. Regeringen ville ikke mere. Men det ville hele venstrefløjen (+ Konservative). Og så sluttede forhandlingerne, og regeringen fremlagde aftalen på egen hånd. Vi kan derfor pludselig se, hvem det er der er ligeglade, hvem der vil stå stille og hvem der vil handle. Tæppet er endelig faldet. Og det er i mine øjne noget af det mest positive, der er sket for dansk klimapolitik i mange år.
Faktisk siden 11 ud af 13 partiledere under valgkampen op til folketingsvalget i 2019 rakte hånden op, da de blev spurgt til, hvem der havde den mest ambitiøse klimapolitik. Den danske klimapolitik har nemlig lige siden lidt gevaldigt under, at stort set alle partier har forsøgt at male sig grønne, selvom de egentlig var kulsorte og totalt ligeglade. Noget, de følte sig nødsaget til at gøre for ikke at blive straffet af det kæmpe flertal af vælgerne, som undersøgelse på undersøgelse har vist, ønsker mere klimahandling, end der sker i dag.
Det har været seks lange år fuld af politisk greenwashing. Og den usikkerhed, som denne politiske gemmeleg har skabt, har uundgåeligt lammet befolkningen og påvirket både valg, den folkelig opinion og derved vores klimahandling. For hvis alle er grønne, ja, så er det jo nemt nok at tænke, at ens valg i stemmeboksen – og handling i hverdagen – kan være lige meget. Og når den tanke og farlige apati bundfælder sig i folk, som ikke kan eller vil gennemskue, hvad der sker, så lader de af oplagte grunde klima ligge og fokuserer på alt det andet, der vedrører dem i hverdagen. Og så dør handlingen og ambitionerne i tavshed og kollektiv uvished.
Men nu er de grønne masker faldet. Og endelig kan vi alle se, hvem der render rundt uden tøj på, og hvem der har grønne overalls og arbejdshandskerne på. Ja, det er næsten, som om kejseren selv løber rundt og råber, at han sgu ikke har noget tøj på. Og den bare røv bør vi alle glædes over, for det betyder, at nu er alle kortene endelig på bordet. ■
Holdningen i aftalen er altså, at vi kan trække på skuldrene, vente på at det, der er aftalt, måske, muligvis og forhåbentligt viser sit værd, og ellers lade det hele sejle indtil 2035
_______
Lars Køhler (f. 1975) er green tech-iværksætter. Han er tidligere klimarådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og lavenergidesigner fra Passivhus Instituttet i Darmstadt. I 2008 var han med til at opstarte en NGO til fremme af cirkulær økonomi og har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet i over 17 år.
ILLUSTRATION: Marienborg, Kongens Lyngby, 19. april 2023: Statsminister Mette Frederiksen (S), klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) holder doorstep-pressebriefing forud for møde om regeringens klimapolitik [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
