Amanda Heitmann (V): Udlændingepolitikken bør afgøre næste valg. Her er mit bud på Venstres position
01.01.2026
Med Troels Lund Poulsens udmelding om Danmarks forhold til internationale konventioner er retningen for Venstre blevet sat. Den er klar – og den er nødvendig.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Hvilke spørgsmål – og hvilke personer – afgør Danmarks retning? Sådan spørger RÆSON i serien Vejen til valget.
Kommentar af Amanda Heitmann, folketingskandidat på Fyn (V)
Borgerlig-liberal politik har fulgt mig hele livet – ja, faktisk har jeg fået det ind med modermælken – og på Venstres seneste landsmøde var jeg så heldig at møde massiv opbakning og blive valgt ind i partiets hovedbestyrelse. Men at jeg selv skulle stille op til Folketinget, havde jeg ikke forestillet mig. Det ændrede sig en sen aften i Bruxelles. Et opkald hjemmefra: “Erling Bonnesen genopstiller ikke. Vil du tage over?” Jeg var ved at falde ned af kontorstolen i Europa-Parlamentet, hvor jeg gennem flere år havde arbejdet i kulissen som rådgiver – mit drømmejob. Jeg var netop blevet forfremmet til kontorkoordinator og fungerede som landbrugs-, miljø- og fiskerirådgiver for hele Venstres delegation. Jeg var lykkelig.
Samtidig havde mine mange år i udlandet – på et aktivitetscenter for fattige børn i Nicaragua, på den danske ambassade i Madrid og senest i Bruxelles – også givet mig en voksende længsel efter Danmark. Og da det netop var Fyn, der kaldte, trak det i mig. Jeg sagde mit job op, pakkede kufferten igen og flyttede hjem til Faaborg.
Men mine år i udlandet har sat dybe politiske spor. Ikke mindst fordi jeg dér oplevede Europas indvandrings- og integrationsudfordringer på nært hold. Jeg boede i Spanien under det valg, hvor det indvandrerkritiske parti Vox gik markant frem. I Bruxelles var store dele af byen præget af uroligheder, pro-palæstinensiske demonstrationer og områder, man bliver frarådet at færdes i. En svensk kollega blev tilfældigt skudt på vej hjem fra Parlamentet i et internt opgør mellem narkohandlere. I min dagligdag udenfor arbejdspladsen mødte jeg næsten ingen belgiere, der ikke havde indvandrerbaggrund. Alt dette gjorde indtryk – ikke som ideologisk postulat, men som konkret erfaring. Derfor vender jeg hjem til et Danmark, hvor udlændingepolitikken igen står centralt – og med rette.
SVM-regeringen blev dannet i krisetid med løftet om stabilitet og ansvarlighed. En regering over midten skulle løse problemer, som skiftende mindretalsregeringer i årevis havde skubbet foran sig. Den præmis købte jeg ind på, selvom mit liberale hjerte blødte, da jeg først hørte om Jakob Ellemanns kovending. Altså ikke forslaget om en CO₂-afgift på den biologiske proces, men regeringsdannelsen med Socialdemokratiet. Men her mod slutningen af valgperioden står det stadig tydeligere, at netop de spørgsmål, der burde samle regeringen, i stedet har afsløret dens indre sprækker. Ingen steder er det tydeligere end i udlændingepolitikken.
Jeg vender hjem til et Danmark, hvor udlændingepolitikken igen står centralt – og med rette
_______
Logikken i fødevarepolitikken er ræverød – og tudetosset
Men før vi kan diskutere, hvem vi skal leve med i fremtiden, må vi dog stille det mere grundlæggende spørgsmål: Hvad skal vi leve af? For én ting er sikkert: Det bliver aldrig umoderne at spise. Alligevel har landbrug og fiskeri i årevis været genstand for en offentlig debat, hvor sektorernes betydning systematisk er blevet reduceret – og ofte direkte udskammet. Gentagne gange hører man, at landbruget “kun” bidrager med omkring to procent af BNP. Det er korrekt i en snæver finansministeriel regnemetode, men det er også misvisende.
Ser man på eksportværdien på over 200 mia. kr., de mange arbejdspladser i primærsektoren og de endnu flere i følgeerhvervene, tegner der sig et andet billede: et erhverv, der fortsat er bærende for dansk økonomi – ikke mindst i landdistrikterne.
Endnu vigtigere er den strategiske betydning. I krisetider er der to ting, der altid gælder: mad og energi. Krigen i Ukraine, skrøbelige forsyningskæder og global geopolitisk uro har understreget, at fødevareforsyningssikkerhed ikke er et nostalgisk hensyn, man kan vælge til eller fra, men et sikkerhedspolitisk anliggende, der bør prioriteres. Alligevel har man med den grønne trepart besluttet at udtage 20 procent af den gode produktionsjord uden reelt at vide, hvor længe Danmark kan brødføde sig selv i en krisesituation. Venstrefløjen hævder, at Danmark kan importere sig ud af problemerne og nøjes med at producere til eget forbrug. Det er en hovedløs tilgang. Eksport og import hænger sammen. Hvis vi ikke producerer og eksporterer, mister vi også grundlaget for at importere.
Samtidig vokser verdens befolkning med 1,7 mia. mennesker frem mod 2050. Så hvem af dem skal ikke have mad på tallerkenen? Og hvilket barn i Danmark skal undvære en iPhone?
Dertil kommer spørgsmålet om de stigende fødevarepriser, der på alle tænkelige måder presser den helt almindelige arbejder. Konsekvenserne af en ræverød afgiftspolitik ser vi nu, hvor lag på lag af afgifter er lagt oven på hinanden. De ender naturligvis ét sted: hos forbrugeren. Men man bliver først rigtig vred, når regnestykket gøres op. Én liter mælk koster 15 kr. i supermarkedet. Heraf er tre kroner moms, som staten får. Dertil kommer en emballageafgift på 70 øre – også til staten – samt vejafgifter og andre indirekte afgifter. Landmandens afregningspris lå i november 2025 på 3,60 kr. Producenten tjener altså mindre end staten. Det skal man ikke have gået mange år i skole for at forstå er tudehamrende tosset.
Her mangler SVM-regeringen en klar prioritering. Ønsker man et Danmark med et stærkt produktionsgrundlag, eller betragtes landbrug og fiskeri som overgangserhverv, der gradvist skal reguleres ud af betydning? Uklarheden er i sig selv en politisk svaghed – og den mærkes især herude, hvor der er lidt længere mellem husene.
Men selv om produktionsgrundlaget er centralt, bliver det næppe det, der afgør næste valg. Det bliver udlændingepolitikken.
Her mangler SVM-regeringen en klar prioritering. Ønsker man et Danmark med et stærkt produktionsgrundlag?
_______
En skrøbelig balance
SVM-projektet hviler på en skrøbelig balance mellem tre partier med vidt forskellige ideologiske og historiske udgangspunkter – eller for Moderaternes vedkommende manglen på samme. Socialdemokratiet har bevæget sig i retning af en strammere udlændingepolitik, nok mest fordi virkeligheden har tvunget partiet til det. Men samtidig har Moderaterne haft vanskeligt ved at finde et reelt ståsted mellem internationale forpligtelser, borgerlig konsekvens og politisk realisme. Venstre har stået, hvor vi altid har stået.
Resultatet er en regering, der taler stramt, men handler tøvende.
Det er ikke uden omkostninger – særligt for Socialdemokratiet. For udlændingepolitikken deler fortsat vandene i det gamle parti. Der er en tydelig spænding mellem dem, der ser konsekvens som en forudsætning for velfærdsstatens overlevelse, og dem, der frygter et brud med internationale konventioner.
Den indre splittelse i S er blevet stadig sværere at skjule. Det blev tydeligt før jul, da Venstres formand Troels Lund Poulsen fastslog, at Danmark må være parat til at træde ud af internationale konventioner, hvis det er nødvendigt for at føre en fast, men fair udlændingepolitik. Dén udmelding satte statsministeren i skakmat: Enten begrænser konventionerne dansk handlefrihed – eller også bruges de som undskyldning for politisk passivitet.
Konventioner er ikke hellige skrifter. De er politiske aftaler, som kan ændres, hvis de står i vejen for grundlæggende samfundshensyn. Hvis statsborgerretskonventionen forhindrer udvisning af kriminelle udlændinge, er det både legitimt og nødvendigt at forlade den. Det betyder ikke, at Danmark skal vende ryggen til menneskerettighederne som sådan – eller internationale forpligtelser generelt. Men det betyder, at danske vælgere må kunne forvente, at Folketinget i sidste ende har det afgørende ord over dansk udlændingepolitik – og forsvarspolitik.
For mange vælgere oplever et klart svigt. Der er blevet talt meget i en toneart, der klinger af realpolitik og “det nødvendiges politik”, men resultaterne udebliver. Parallelsamfund består. Kriminaliteten blandt ikke-vestlige indvandrere er fortsat markant højere end gennemsnittet. Og udvisninger, som burde være en selvfølge, trækkes i langdrag af systemer, der prioriterer konventioner over borgernes tryghed.
Danskerne har fået nok af tomme løfter. En udvisning skal automatisk afføde en enkeltbillet hjem. Det samme må gælde forældre, der sender deres børn på såkaldte genopdragelsesrejser, fordi de er “blevet for danske”. Kan man sende sit barn på genopdragelsesrejse, kan vi også sende forældrene på hjemrejse.
Spørgsmålet er i virkeligheden enkelt: Skal Danmark være et land, hvor ophold er betinget af vilje til at bidrage og respekt for grundlæggende værdier? Eller skal vi fortsætte ad en vej, hvor manglende integration belønnes med flere midler og længere elastik?
For mig er svaret klart: Danmark skal være for dem, der vil Danmark. Som vil arbejde, bidrage og acceptere de værdier, vores samfund bygger på. Danmark skal ikke være et blåøjet socialkontor for hele verden.
Netop derfor vil udlændingepolitikken afgøre næste valg. Ikke fordi danskerne er blevet mere ekstreme, men fordi vi er blevet mere realistiske. Vi ser sammenhængen mellem udlændingepolitik, velfærd, tryghed og økonomi – og vi ser, når en regering ikke formår at tale med én stemme.
Folketingsvalget i 2026 kommer til at handle om retning og realiteter. Om visioner og resultater. Om hvad vi skal leve af – og hvem vi skal leve med. ■
Netop derfor vil udlændingepolitikken afgøre næste valg. Ikke fordi danskerne er blevet mere ekstreme, men fordi vi er blevet mere realistiske
_______
Amanda Heitmann (f.1998 i Svendborg og opvokset i Faaborg) er uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet. Til daglig arbejder hun som seniorrådgiver i Danmarks Pelagiske Producentorganisation. Hun er medlem af Venstres Hovedbestyrelse, sidder i repræsentantskabet for Svendborg Avis og blev i 2025 udnævnt til Berlingske Talent 100. Tidligere har hun været landbrugs, miljø- og fiskerirådgiver for Asger Christensen i Europa-Parlamentet. ILLUSTRATION: Pressemøde [Foto: Statsministeriet/Stine Tidsvilde]
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
