Kasper Junge Wester efter Venezuela: Hvad står i vejen for, at USA tilraner sig Grønland i 2026?

04.01.2026

Med det amerikanske regimeskifte i Venezuela er all bets off. Og europæerne lukker øjnene for, at Trump gør i Venezuela, hvad Putin drømte om i Ukraine.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Kasper Junge Wester

Natten til lørdag invaderede USA efter et længere tilløb Venezuela og satte dermed en slags folkeretsstridig trumf på måneders eskalation i regionen.

Det er fristende at lukke øjnene for, hvad der er gået forud, og nøjes med at glæde sig over, at en illegitim præsident – slynglen Nicolás Maduro – nu er fjernet. Mange eksilvenezuelanere fejrer i disse timer hans exit, og det er formentlig også de færreste i Vesten, der på nogen måde vil savne typer som ham.

Men tænker man bare en smule efter, bliver det vanskeligt at ignorere det forløb, der ledte frem til hans fald – de klart ulovlige angreb på påståede narkobåde i internationalt farvand, selve invasionen og til sidst kidnapningen af Maduro, der nu skal retsforfølges efter amerikansk lov. Det er mildest talt et særdeles uskønt forløb, som – ikke mindst med danske øjne – bør give anledning til bekymring.

Først og fremmest bør det stå klart for de fleste, at USA ikke har fjernet Maduro ud fra et altruistisk hensyn til en trængt venezuelansk befolkning: Trump-administrationen har fjernet Maduro for at tiltvinge sig adgang til landets massive oliereserver og for at sætte en tyk streg under, at man mener det, når man taler om en genoplivning af Monroe-doktrinens principper om amerikansk overherredømme på den vestlige halvkugle. Motivet er berigelse, ikke demokratisering. Trump siger det endda selv: Amerikanske olievirksomheder får privilegeret adgang til Venezuela, USA styrer landet frem mod et magtskifte, og bestemte kandidater – heriblandt oppositionspolitikeren Mariá Corina Machado, der for nylig vandt Nobels fredspris – er på forhånd udelukkede fra at stille op.

Alligevel har europæiske ledere udtrykt glæde over udfaldet af den amerikanske operation, som med rent militærtaktiske briller blev en stor succes. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, fokuserer på venezuelanernes ”befrielse fra en diktator”, i Storbritannien vil Keir Starmer ”ikke græde nogen tårer”, og herhjemme kan udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kun lige akkurat svinge sig op til en vag opfordring til at fokusere på ”deeskalation og dialog”.

Med enkelte undtagelser ignorerer europæerne over en bred kam de mildest talt uædle amerikanske motiver, at Kongressen var og er kørt ud på et sidespor, og at Trump i vid udstrækning er i færd med netop det, Vladimir Putin drømte om at gøre i Ukraine: gennemtvunget et regimeskifte med henblik på at indsætte en marionetregering. Fraværet af kritik tenderer til en hyklerisk blåstempling af unilateralisme, når blot den rammer et land eller en statsleder, vi andre heller ikke bryder os om. Erkendelsen af, hvad der er på spil for Europa og selve den regelbaserede verdensorden, har tilsyneladende stadig ikke indfundet sig. Det kommer den tidsnok til, for den siddende administration handler alene ud fra egne interesser.

Om kort tid vil dens fokus igen rette sig mod Grønland. Og selvom ellers forstandige stemmer som tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen finder sammenkoblingen mellem angrebet på Venezuela og spekulationerne om en forestående amerikansk annektering af Grønland for ”meningsløse”, kan de færreste svare på, hvad der anno 2026 konkret skulle afholde USA fra at tilrane sig Grønland.

Vi ved, at amerikanerne ikke bryder sig om os. Vi ved, at de mener at have krav på en interessesfære bestående af hele den vestlige halvkugle, som inkluderer Grønland. Og vi har netop fået bekræftet, hvor hurtigt det kan gå, når beslutningen først er truffet – i øvrigt uden antydningen af de så højt besungne checks and balances.

Hvor lidt vi end bryder os om det, bør vi som danskere og europæere erkende, at sandsynligheden for en amerikansk invasion og annektering af Grønland er steget. Hvor meget, den er steget, er svært at svare på. Men når selv Vestens eneste supermagt har skyllet den regelbaserede verdensorden ud med badevandet, er virkelighedens triste realitet, at all bets are off. ■

 

Hvor lidt vi end bryder os om det, bør vi som danskere og europæere erkende, at sandsynligheden for en amerikansk invasion og annektering af Grønland er steget
_______

 

Kasper Junge Wester (f. 1988) er cand.mag. fra Syddansk Universitet og tidligere marineoverkonstabel. Han har i en årrække beskæftiget sig med forsvar og sikkerhed som journalist og radiovært. I dag producerer han Krigskunst Podcast, ligesom han er medforfatter til bøgerne “Krigens logik” og “Krigens politik”.

ILLUSTRATION: Mar-a-Lago, Palm Beach, Florida, 3. januar 2026: Trump overvåger amerikanske militæroperationer i Venezuela [FOTO: Molly Riley/Official White House Photo

Apropos denne artikel:

David Munk-Bogballe om Grønland: USA’s styrke afgør ikke udfaldet. Danmark har stadig mulige veje frem

Benedikte Brincker: Venezuela har gjort alvoren tydelig. Grønland kan ikke undslippe Donroe-doktrinen

Nikolaj Nielsen-Friis om Venezuela: Donald Trump har sagt højt, hvad USA’s præsidenter ofte blot antyder

Trine Pertou Mach (EL): Europæernes utilgivelige vaghed baner kun vejen for mere aggression. Også i Grønland

Peter Viggo Jakobsen: Det, som USA har gjort, er pivhamrende ulovligt. Og det er præcis det samme, som Ukraine er blevet udsat for

Stephen Helgesen: Venezuela er blot endnu et træk på Trumps globale skakbræt – et skridt i retning af skakmat