Lave K. Broch: Tiden er inde til, at Danmark tager initiativ til et nordisk forsvarsforbund – med vores egen musketered

09.01.2026


Den tid, som vi lever i, minder i stigende grad om 1930’erne – og der skal nytænkning til, hvis vi skal få et bedre Europa og en bedre verden.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Lave K. Broch, hovedbestyrelsesmedlem, Demokraterne – hele Danmark skal leve og cand.scient.pol.

2025 har været et “annus horribilis” inden for mange områder. Krig, konflikt og trusler om krig er dagligdag mange steder i verden. Demokratier undermineres, og klimaforandringer banker på døren.

Selv Kongeriget Danmark trues af USA’s præsident Donald Trump, der ikke udelukker brug af militær magt for at få kontrol og ejerskab over Grønland. Den tid, som vi lever i, minder i stigende grad om 1930’erne – og der skal nytænkning til, hvis vi skal få et bedre Europa og en bedre verden.

Verden bevæger sig med tigerspring i retning af en global junglelov. Tænk blot på: USA’s adfærd over for bl.a. Kongeriget Danmark, Canada og Venezuela, den vedvarende krig i Ukraine, Israels drab af civile i Palæstina og mange andre konflikter i verden.

At Trump har udpeget Jeff Landry som en særlig udsending angående Grønland, og at Landry arbejder for at gøre Grønland til en del af USA, er en meget alvorlig situation for Kongeriget Danmark. Ja, vi har i Danmark ikke oplevet en så alvorlig trussel siden Anden Verdenskrig.

Der er derfor mere end nogensinde brug for, at vi ser på, hvordan vi styrker internationalt samarbejde. Vi har brug for nordisk, europæisk og globalt samarbejde.

Det nordiske samarbejde kan og bør bruges til at koordinere vores udenrigspolitiske holdninger, da vi i Norden har mange fælles værdier om folkeretten, menneskerettighederne, miljøet, velfærden og global solidaritet.

I Demokraterne ser vi gerne, at de nordiske lande i nær fremtid etablerer et nordisk forsvarsforbund – som et supplement til NATO – bl.a. med en fælles nordisk militærbase i Grønland samt et samarbejde om satellitbaseret infrastruktur, som en ny DIIS-rapport har foreslået. Et nordisk forsvarsforbund bør også inkludere en nordisk musketered inden for både beredskab og forsvar, så Norden står sammen, uanset hvad der sker.

 

Verden bevæger sig med tigerspring i retning af en global junglelov
_______

 


På sigt bør der også arbejdes for, at Norden etablerer et statsforbund bygget nedefra – så samarbejdet er demokratisk og folkeligt. Landene skal kunne træde ind og ud af dele af samarbejdet. Målet er, at Norden skal blive til en slags Canada i Europa.

Norden er inden for mange områder sammenligneligt med Canada. Det gælder både værdimæssigt, politisk, økonomisk og størrelsesmæssigt. Det er også sværere at true os, hvis vi står mere sammen, og vi har i fællesskab bedre muligheder for at forsvare væsentlige værdier og vores frihed.

Norden er samlet set verdens 13.-største økonomi og vi kan med eksemplets magt – ligesom Canada – påvirke sydlige naboer. Norden kan og bør også aktivt arbejde for et bedre europæisk og globalt samarbejde samt en regelbaseret verdensorden.

Norden bør sige klart nej til masseødelæggelsesvåben – og det gælder selvfølgelig også franske atomvåben. At statsminister Mette Frederiksen har åbnet en kattelem for atomvåben, er en meget farlig udvikling, som der bør tages afstand fra. Vi skal i Danmark og Norden ikke gøre verden mere usikker med flere atomvåben, men vi skal selvfølgelig have de allerbedste konventionelle våben.

Vi har også brug for europæisk samarbejde, men der er ikke brug for en udemokratisk centralisering af magt eller et grundlag for samarbejdet, der svækker demokratiet, velfærden og andre væsentlige værdier. Vi skal i Europa heller ikke kopiere de dårlige sider af USA. Vi skal i stedet arbejde for, at kernen af europæisk samarbejde bliver borgernes Europa – hvor mennesker kan bo, rejse, studere, handle og forelske sig på tværs af grænserne – men ikke en udemokratisk superstat. Det er dog vigtigt, at vi på europæisk niveau også arbejder for fælles holdninger om grøn omstilling, folkeretten og fred. Jeg kunne godt tænke mig, at der blev lavet et bredt tværpolitisk samarbejde i Danmark, hvor vi ser på, hvordan vi kan skabe et bedre europæisk samarbejde end det EU, vi ser i dag. De europæiske NATO-lande og Canada bør desuden lave bilaterale forsvarsaftaler med hinanden, så vi har aftaler på plads, hvis NATO skulle komme i vanskeligheder.

Det er i øvrigt en skandale, at EU fortsat har et tæt samarbejde med Israels regering på trods af folkedrab, besættelse af land og nye bosættelser. Det er på tide, at vi bruger samme målestok i forhold til alle konflikter i verden, uanset om det drejer sig om Ukraine, Palæstina eller andre konfliktområder. Erobringskrige er noget, som skal høre fortiden til. Hverken Israel, Rusland, USA eller andre stater har ret til at annektere eller erobre andre lande eller territorier. Hvis vi ikke kan klare at stå sammen imod erobringskrige i alle situationer, mister vi både troværdighed og integritet.

Jeg har i mange år arbejdet med freds- og konfliktspørgsmål gennem FN-forbundet – og allerede i 2014 kontaktede jeg både den ukrainske og den russiske ambassadør i Danmark. Jeg kunne se, at der var et behov for at få en international og upartisk fredsstyrke til Ukraine. Ukraines ambassadør inviterede mig til deres ambassade og var positiv over for mit forslag, som han bragte videre til Ukraines regering. Ruslands ambassade undskyldte nogen tid senere for, at de ikke havde haft tid til at mødes med mig om forslaget. Med rettidig omhu kunne vi måske have undgået den forfærdelige krig i Ukraine, som vi oplever i dag.

Spørgsmålet om internationale fredsstyrker er dog stadig helt afgørende for at få varig fred både i Ukraine og i Palæstina. Uden fredsstyrker risikerer vi tilbagefald.

Det er desuden meget vigtigt, at disse internationale fredsstyrker er både robuste og upartiske. Robuste, så fredsstyrkerne kan reagere på angreb og forhindre tilbagefald, samt upartiske, så parterne i konflikten ved, at fredsstyrkernes opgave er at sikre fred, uanset hvem der måtte forsøge at bryde den.

Vi må forvente, at sådanne fredsstyrker skal forblive i områderne de næste mange årtier, ligesom vi kan se det på Cypern, men det er bedre, end at krigene fortsætter.

Demokraterne – hele Danmark skal leve har lavet særlige politikpapirer angående både Ukraine-krigen og Israel-Palæstina, og vi støtter aktivt folkenes selvbestemmelsesret. En glemt konflikt, som også bør komme på dagsordenen, er Vestsahara-konflikten. I mere end 50 år har et stort antal flygtninge boet i flygtningelejre i ørkenen, og verdenssamfundet har svigtet ofrene i denne krig. Desværre er der en udvikling i EU, hvor lande som Frankrig og Tyskland bevæger sig væk fra grundlæggende holdninger om retten til selvbestemmelse og i høj grad deler syn med Trump, der mener, at Marokko har ret til Vestsahara. Dette er en udvikling, som vi fra nordisk side bør se på med største alvor. FN har længe arbejdet for en folkeafstemning, hvor det er befolkningen i Vestsahara, der bestemmer over landets status, og det bør vi ikke give køb på.

Kampen for folkeretten og styrkelsen af vores egen sikkerhed bliver afgørende i 2026, men lad os håbe, at det kommende år bliver mere fredeligt end 2025. 

Ja til mere retfærdighed og mindre hykleri! ■

 

Et nordisk forsvarsforbund bør også inkludere en nordisk musketered inden for både beredskab og forsvar, så Norden står sammen, uanset hvad der sker
_______

 


Lave K. Broch er hovedbestyrelsesmedlem og medstifter af partiet “Demokraterne – hele Danmark skal leve”, uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med speciale i Rigsfællesskabet, sektionsleder (kaptajn) af reserven i Beredskabsstyrelsen, formand for FN-forbundets Vestsahara-arbejdsgruppe og arbejder i Københavns Lufthavn bl.a. med farligt gods samt pendler hver uge mellem Bornholm og København. Født i 1972.

ILLUSTRATION: Harstad, Norge den 27. februar 2024: Italienske marinesoldater under NATO øvelsen “Nordic Response 2024”. Under øvelsen deltog også tropper fra Frankrig, USA, Sverige, Finland og Holland. [FOTO: NATO]