Stine Bosse (M, MEP): Grønland er ikke et magtobjekt – det er et folk. Og nu er deres skæbne også Europas
20.01.2026
Når jeg går rundt i Europa-Parlamentet og taler med kollegaer, oplever jeg også, det er en erkendelse af, at vi faktisk godt kan selv. Vi er heldigvis mere forberedte, end mange tror.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Af Stine Bosse, MEP, Moderaterne
Vi kan alle mærke forskellen.
Ikke bare i retorikken fra Det Hvide Hus. Ikke bare i den måde, Grønland omtales på, som var det et objekt, man kan tage, true eller handle sig til. Men i os selv. I særdeleshed i Danmark, men også i resten af Europa. I den måde, vi pludselig forstår, at det her øjeblik kræver noget helt andet af os, end vi har været vant til.
For alt det her handler ikke bare om Grønland. Den handler om, hvem der sætter grænser for magten. Og om der fortsat findes et sted i verden, hvor den stærkeste ikke bare bestemmer.
Europa står lige nu i et øjeblik, der minder mig om dengang, man som barn skulle lære at cykle. Man sad der, stiv i kroppen, med blikket fastlåst på vejen foran sig. Man turde ikke træde i pedalerne, før man var helt sikker på, at mor eller far holdt fast i balancestangen bagpå. Og så – pludselig – holdt de ikke længere. Man opdagede det først, da det var for sent at stoppe. Men man væltede ikke. Man cyklede. Selv.
Det er præcis sådan, Europa står nu.
USA holder ikke længere i balancestangen. NATO er ikke længere en selvfølgelighed. Og den regelbaserede verdensorden, som vi har lænet os op ad i årtier, er ikke længere givet. Det er skræmmende. Men når jeg går rundt i Europa-Parlamentet og taler med kollegaer, oplever jeg også, det er en erkendelse af, at vi faktisk godt kan selv.
Og vi er heldigvis mere forberedte, end mange tror. For over det seneste halvandet år, hvor jeg har siddet som medlem af Europa-Parlamentet har alt arbejdet stort set handlet om at få Europa gjort klar til at kunne mere selv.
Vi er heldigvis mere forberedte, end mange tror
_______
Grønland er ikke begyndelsen
Grønlandskrisen er nemlig ikke kommet ud af det blå. Den er resultatet af en udvikling, vi har set snigende i årevis: stormagter, der tester grænser, relativiserer regler og reducerer mennesker til brikker. Forskellen er, at det denne gang ikke er Rusland eller Kina, der presser. Det er vores nærmeste allierede.
Når Donald Trump taler om Grønland, er det ikke kun respektløst over for Grønland og Danmark. Det er et frontalangreb på idéen om, at grænser, rettigheder og folkets vilje betyder noget. Det er magtpolitik uden filter.
Og netop derfor kan Europa ikke nøjes med at reagere defensivt. Og det har vi heller ikke i sinde at gøre, selvom vi selvfølgelig og til hver en tid stadig vil forsøge at deeskalere og tale sammen gennem dialog og diplomati. Alt andet hører slyngelstater til, og dem er der desværre kommet mange af.
Europa som den sidste skanse
For hvis ikke Europa står fast her – hvem gør så?
Europa er i dag det eneste sted i verden, hvor høj levestandard, stærke sociale rettigheder, retsstat, lighed og frihed går hånd i hånd. Ikke perfekt. Aldrig fejlfrit. Men fundamentalt anderledes end den model, der vinder frem andre steder.
Tallene taler deres tydelige sprog: Lavere fattigdom, længere levetid, større social mobilitet, bedre arbejdsvilkår og stærkere beskyttelse af borgerne end i USA. Ikke fordi vi er rigere i absolutte tal, men fordi vi har valgt en anden samfundskontrakt. Et andet menneskesyn.
Det er det, der er på spil.
For kampen om Grønland er ikke en kamp om territorium. Det er en kamp om rettigheder. Om hvorvidt mennesker er borgere – eller midler.
Det kræver ufatteligt meget af Europa. Og endnu mere af grønlænderne
Lad os være ærlige: Det her kræver mere af Europa, end vi nogensinde før har leveret. Mere politisk mod. Mere sammenhold. Mere vilje til at investere i vores egen sikkerhed, vores egen industri, vores egen fremtid.
Men det kræver endnu mere af grønlænderne.
Jeg har arbejdet i og med Grønland i mange år. Jeg kender det grønlandske folk. Jeg kalder mange af dem mine venner. Et stolt, tillidsfuldt og ekstremt kompetent folk, der lever under forhold, de færreste af os kan forestille os – og som netop derfor har en styrke og værdighed, man ikke kan købe for penge.
Alligevel kan jeg næsten ikke forestille mig, hvilken utryghed de må sidde med i disse dage. At blive talt om, som om ens hjem er et strategisk aktiv. At høre verdens mest magtfulde mand omtale ens land, som var det en vare.
Det er ikke underligt, at angsten findes helt præsent i Grønland. Heldigvis er der en stærk og stigende opbakning fra Europa og EU.
Vi står selv nu. Og vi må blive stående
Europa er i gang med at opdage, at balancestangen ikke længere er der. Og at vi alligevel ikke vælter. Tværtimod.
Hvis vi holder sammen, er vi stærke. Hvis vi taler med én stemme, har vi gennemslagskraft. Og hvis vi tør stå fast på vores værdier – også når det er svært – så er Europa ikke svagt, men uundværligt.
Grønlandskrisen er en prøve. Og den prøve har vi ikke råd til at dumpe. ■
Hvis ikke Europa står fast her – hvem gør så?
_______
Stine Bosse (f. 1960) sidder i Europa-Parlamentet for Moderaterne og medlem af en række bestyrelser. Hun er uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: Eget pressefoto.
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
