Stine Bosse (M, MEP): USA elsker Europa for vores historie, men er bange for det, vi reelt er: verdens tredje supermagt

24.02.2026

Vi lever ikke i en tid med transformation. Vi lever i en tid med revolution. Og hvis vi ikke løfter blikket nu – og ser os selv som den magt, vi er – så vil revolution køre hen over os.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere

Af Stine Bosse, MEP, Moderaterne

Jeg elsker mit land. Jeg elsker den frihed, vi hylder. Vores demokrati. Vores evne til at innovere, til at navigere – også i høj sø. Jeg elsker, når vi i Europa minder hinanden om, at elefanter godt kan trampe. Sammen.

Jeg ønsker, at mine børnebørn skal vokse op i et samfund, der ligner det, vi kender i dag.

Men hvor jeg for blot to år siden aldrig var i tvivl, er jeg det oprigtigt i dag.

Vi lever ikke i en tid med transformation. Vi lever i en tid med revolution.

Det, der udspiller sig i USA, mens vi i Europa ser åndeløst til, er netop dét: en revolution. En yderligtgående én af slagsen. En, vi helst ikke vil se i øjnene. Måske fordi det er lettere at klappe end at lytte.

Det blev tydeligt, da den amerikanske udenrigsminister for nylig talte i München. Salen åndede lettet op. Ordene var pænere, tonen høfligere end for et år siden, hvor J.D. Vance talte med store ord. Men for dem, der rigtigt lyttede efter, var budskabet det samme som året før: det liberale demokrati er til forhandling.

Få dage senere fortsatte Marco Rubio rejsen til Budapest og Bratislava – til regeringer, der systematisk undergraver retsstat, pressefrihed og EU’s sammenhængskraft. Det burde have fjernet enhver illusion. USA’s nuværende administration kalder disse autokrater for venner. Fordi de deler værdier, og fordi de deler interesser: at svække EU indefra.

Vi må holde op med at narre os selv.

Det er ikke EU, der er problemet. Det er EU, der er målet.

Trump, Putin og de yderligtgående højrekræfter i Europa taler vores union ned. De gør det samtidig med, at de træder på mindet om alle dem, der døde under Anden Verdenskrig for et frit Europa – og på det samfund, deres ofre muliggjorde.

Men vi har intet at skamme os over. Lad os derfor insistere på fakta, før vi giver køb på vores selvrespekt.

I EU har vi universel adgang til sundhedsydelser. Vi har velfungerende skolesystemer – uden skoleskyderier. Vi producerer dobbelt så stor en andel af vores elektricitet fra vedvarende kilder som USA. Vi lever i gennemsnit tre år længere. Lande står i kø for at være en del af os, det ser man ikke andre steder. Vores offentlige gæld er markant lavere. Fedme er et samfundsproblem, men ikke et massesammenbrud. Og halvdelen af verdens lykkeligste befolkninger bor i EU. USA er nummer 24.

Ja, vi halter efter på det digitale område. Men samtidig har vi et massivt handelsoverskud over for USA på næsten alle andre områder. Det er ikke tilfældigt, at toldkrigene raser netop dér. De er et svar på europæisk succes – ikke på europæisk svaghed.

EU er et smørhul. Det ved både Putin og Trump.

Så i stedet for at koncentrere sig om at gøre deres egne lande attraktive, tager de den lette løsning og forsøger at gøre os mindre sammenhængende.

 

Få dage senere fortsatte Marco Rubio rejsen til Budapest og Bratislava – til regeringer, der systematisk undergraver retsstat, pressefrihed og EU’s sammenhængskraft. Det burde have fjernet enhver illusion
_______

 

Den amerikanske administration elsker os som lande – hver for sig. Som kulturhistoriske kuriositeter. Som vuggen for noget, der engang var stort. Men ikke som det, vi reelt er: verdens tredje supermagt. Verdens næststørste marked. En regulerende kraft, der faktisk kan sætte grænser.

Det er her konflikten bliver reel.

For når EU regulerer techsektoren, gør vi præcis det samme, som vi tidligere gjorde med finans- og telesektoren: beskytter kritisk infrastruktur og borgernes rettigheder. Det kan techgiganterne ikke lide. Og de har i dag så stor magt, at USA’s politiske ledelse åbent bøjer sig.

Det forventer de, at vi også gør. Og selvom nogle kræfter taler dem efter munden, synes jeg, vi bør sige nej.

Derfor er Digital Services Act afgørende. Derfor gør bøderne ondt. Og derfor raser de. For giver vi efter her, mister vi ikke blot reguleringskraften i vores egne lande, men i hele unionen. Tænk over det: verdens næststørste marked, der ikke længere kan regulere verdens største virksomheder. Det er ikke reform. Det er magtkoncentration.

Og hvem støtter denne deregulering uden forbehold? Det yderste højre. I Europa, herunder i Danmark.

Totalitær tænkning kender ingen nationer, religioner eller racer. Den bor potentielt i os alle – og derfor skal den bekæmpes af os alle.

USA’s nuværende administration har samtidig trukket sig ud af globalt ansvar: udviklingsbistand skæres væk, WHO forlades. Alt reduceres til “America First” i en verden, der aldrig har været mere forbundet.

Men også her må vi i EU droppe naiviteten.

Vi betaler samlet langt mere til WHO, end USA nogensinde gjorde. Alligevel har vi ikke en tilsvarende stemme. Vi får simpelthen ikke nok ud af vores globale position. Vi tænker stadig som enkeltlande, mens verden agerer som blokke.

Hvis vi ikke løfter blikket nu – hvis vi ikke begynder at se os selv som den magt, vi er – så vil denne revolution køre hen over os.

Og så vågner vi i et Vesten, hvor den stærkeste regerer. Hvor kvinder reduceres til roller. Hvor retssikkerhed og menneskerettigheder er forsvundet. Hvor frihed i livsform, kærlighed, tro og overbevisning hører fortiden til.

Det kan stadig undgås.

Men kun hvis vi tør se det i øjnene. Kun hvis vi tør kæmpe imod. Kun hvis vi udvikler vores union – og holder sammen som ærtehalm. Lad os se vores egne styrker. Lad os vise vores borgere, at demokrati, indflydelse, frihed, velstand og velfærd ikke er nostalgiske idealer, men det vindende koncept.

Hvis vi rykker sammen og står fast, tror jeg på en flot fremtid for vores union. Men det kræver noget af os alle. ■

 

Den amerikanske administration elsker os som lande – hver for sig. Som kulturhistoriske kuriositeter. Som vuggen for noget, der engang var stort. Men ikke som det, vi reelt er: verdens tredje supermagt
_______

 

ILLUSTRATION: Kyiv, 24. februar 2026: Statsminister Mette Frederiksen og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen besøger den ukrainske hovedstad sammen med europæiske ledere på Maidan Nezalezhnosti for at markere fjerdeåret for invasionens begyndelse [FOTO: president.gov.ua]