Peter Lautrup-Larsen: Har Mette Frederiksen lært lektien fra kommunalvalget?
16.03.2026
De stigende energipriser minder Mette Frederiksen om, at hendes hårdeste konkurrent ikke er Troels Lund Poulsen.
Af Peter Lautrup-Larsen
Dansk Folkeparti og partiformand Morten Messerschmidt indledte valgkampen med et ledigt standpunkt. Prisen på benzin og diesel skulle sættes ned til 10 kroner literen.
I dag er han ikke mere alene med kravet om lavere brændstofpriser. Det amerikansk-israelske angreb på Iran og lukningen af Hormuzstrædet med de deraf følgende konsekvenser på oliemarkedet har betydet, at Folketingets partier nu står i kø med løfter om at lempe afgifterne for bilister, der stadig kører fossilt. Både Socialdemokratiet og Venstre er således parate til en midlertidig løsning.
Statsminister Mette Frederiksen og hendes modkandidat, Troels Lund Poulsen, har lært lektien. Især førstnævnte blev ramt af at være alt for længe om at forstå mange danskeres bekymringer over stigende fødevarepriser. Noget, der var en væsentlig årsag til det katastrofale socialdemokratiske kommunalvalg 18. november sidste år.
Mette Frederiksen gik bodsgang i nytårstalen og regeringen fik med bred opbakning i Folketinget vedtaget den fødevarecheck til udvalgte såkaldte svage samfundsgrupper, hun brugte som springbræt ind i valgkampen, da hun bimlede med valgklokken, straks checken var en realitet efter 3. behandlingen.
Bekymringen blandt danskerne for, at pengene ikke slår til, ligger alligevel lige under overfladen. Effekten af fødevarecheck og løftet om også at lette fødevaremomsen eller helt fjerne den på frugt og grønt vil fordufte som dug for solen, hvis de regeringsbærende partier i Folketinget – eller dem, der håber på at blive det – ikke reagerer på privatbilisternes øgede udgifter. Hensynet til grøn politik og klimaet må vige for en stund.
Naturligvis er der også tale om at lede landet. De politiske løfter og forslag afhjælper konsekvenserne for dem, som Socialdemokratiet populært sagt er til for. Mette Frederiksen opfinder ikke sin politik for kun at være populist. Den dækker også over hendes overbevisning om, hvad der er ret og rimeligt i et land som Danmark, hvor hendes parti i hvert fald i egen opfattelse har et væsentligt ansvar for at bevare sammenhængskraften, selv om uligheden vokser.
Hånd i hånd
Men alligevel. Det gør hende så sandelig ikke noget, når politisk holdning og stemmemaksimering går hånd i hånd. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti ligner mere og mere en hovedmodstander for Mette Frederiksen i valgkampen. Naturligvis er Troels Lund Poulsen den egentlige rival til statsministerposten, som ikke mindst den ophidsede debat i valgkampen lige nu mellem Socialdemokratiet og Venstre om ansvaret for, at der ikke allerede er grebet ind over for landbrugets sprøjtegiftes forurening af drikkevand, er et tydeligt udtryk for. Men Messerschmidt er mere end Venstre-formanden den, som kan flytte stemmer fra Socialdemokratiet fra rød til blå blok.Søndagens statsministerduel på DR viste det igen på tilsvarende vis som topmødet ugen før på TV2: Fronterne er trukket hårdt op mellem de to statsministerkandidater – ikke kun på drikkevandet, men også på den økonomiske politik. Her er Mette Frederiksen tydelig rød og Troels Lund Poulsen blå. Den debat flytter næppe mange stemmer fra den ene blok til den anden.
Anderledes er og bliver det med Dansk Folkeparti. Den bekymring for stigende ulighed og den ”lille dansker”, som ligger i flere af Socialdemokratiets udspil, deles derimod af Messerschmidt og Co. Løfter med lavere pris på benzin og olie må han ikke løbe med. Det kan koste Mette Frederiksen regeringsmagten og devaluere betydningen af fødevarecheck mv. ikke mindst blandt vælgerne i Udkantsdanmark, hvor bilen i langt højere grad end i Hovedstaden er et nødvendigt transportmiddel over længere afstande.
Socialdemokratiet har ikke megen vælgermæssig glæde i Udkantsdanmark af sit forslag om at fritage fast ejendom med en vurdering under én million kroner, hvis man lader stå til, når det gælder privatøkonomien på andre områder.
Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti ligner mere og mere en hovedmodstander for Mette Frederiksen i valgkampen
_______
Langt under 2022
Mette Frederiksen og hendes rådgivere kan godt læse meningsmålinger. Det ligner stadig et valgresultat langt under tilslutningen ved det seneste valg 1. november 2022, selv om en tilbagevenden til ”Gamle Mette” og en mere rød politisk linje måske retter noget op på den. Ældreorganisationen Faglige Seniorer har netop offentliggjort en undersøgelse blandt medlemmerne, hvor 15.000 har deltaget, der bekræfter tendensen. Vi taler her om socialdemokratiske kernetropper, som var blandt de vælgergrupper, der især svigtede partiet ved kommunalvalget sidste år. De fleste gik til SF, men ikke kun. Dansk Folkeparti tog sin del.
Sidste år var det især fødevarepriserne, der flyttede stemmer blandt seniorer. Nu er andre problemer som ældreplejen flyttet op på listen over det, der bekymrer. Tryghed i en bredere forstand end blot pengepungen er igen i centrum. Og her klarer Socialdemokratiet sig.
Rettidig omhu er dog bedre end at lade stå til. Socialdemokratiets og SF’s udspil om at forbedre ældrechecken for to milliarder kroner ved at love ikke kun en forhøjelse, men også at flere kan få den, tager en fornyet bekymring over en stigende inflation i opløbet.
Hvor Mette Frederiksens nye pensionsudspil er for dem, der gerne vil forlade arbejdsmarkedet, er forslaget om en forbedret ældrecheck rettet direkte til dem, der allerede er på folkepension. En gruppe, som Morten Messerschmidt i allerhøjeste grad også prøver at bejle til.
Man kan aldrig være helt sikker på, hvad der kommer til et dominere en valgkamps sidste uge. Et godt bud er, at det ikke kun bliver de eksploderende benzinpriser, men i nok så høj grad de mulige afledte konsekvenser. Økonomiske eksperter taler i hvert fald om risikoen for en ny inflationsbølge.
Statsministeren har i så fald haft en heldig hånd med at få udskrevet lynvalg til 24. marts. Hvis inflationen for alvor tager fart de kommende måneder, havde vi haft en hel anden valgkamp i juni eller september. Den havde drejet sig mindre om benzinpriser og mere overordnet om en måske truende finanspolitisk krise. Nu kan hun formentlig stadig nå at begrænse debatten uden yderligere utryghed, som Messerschmidt i nok så høj grad italesætter.
Tilbage til 1970’erne
Der er dem, der drager paralleller 50 år tilbage til oliekrisernes tid i 1970’erne. Det var dengang, Danmark var martret af økonomiske problemer. Ledigheden voksede og både de offentlige finanser og betalingsbalancen over for udlandet satte år efter år nye bundrekorder i gældsætning. Det hele forstærket af arabiske olieproducerende landes brug af olievåbnet i mellemøstlige konflikter. Noget, der ikke mindst ramte Danmark, da den daværende socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen i 1973 i kølvandet på den såkaldte Yom Kippur-krig, da Israel blev angrebet af Egypten og Syrien, blev citeret for en pro-israelsk holdning under et møde i Middelfart. Ældre læsere vil kunne huske billøse søndage, kolde brusebade og andre afledte konsekvenser af energikrisen.
Folketingsvalg hvert andet år i 1971, 73, 75, 77, 79 og 1981 er en del af den historie. Der er nok at være bekymret for, hvis historien gentager sig
_______
Samtidig savnede skiftende svage mindretalsregeringer politisk muskelkraft til at handle for at træffe nødvendige, men upopulære kriseindgreb. Folketingsvalg hvert andet år i 1971, 73, 75, 77, 79 og 1981 er en del af den historie. Der er nok at være bekymret for, hvis historien gentager sig.
Men det gør den nu nok ikke. For det første er Danmark ikke afhængig af fossile brændstoffer som dengang. For det andet er vi nu i den økonomiske superliga også målt mod andre lande. Ledigheden er i bund, statsfinanserne i top og overskuddet på betalingsbalancen tælles i trecifrede milliardtal. Og for det tredje gør EU det umuligt kun at ramme et enkelt land.
En ny regering over midten?
Tilbage er spørgsmålet om politisk handlekraft – eller mangel på samme. Det er næsten glemt i dag, men dannelsen af SVM-regeringen som flertalsregering var ikke kun konsekvens af Ukraine-krig og international uro. Begrundelsen var også en frygt for finanspolitisk krise og økonomisk nedtur dengang. På den led skulle 1970’ernes valg på valg ikke gentage sig. Flertalsregeringen var i sig selv en styrke.
Afskaffelsen af store bededag var det første af flere tiltag, der skulle ses i den sammenhæng. Men det blev ved kun den, fordi økonomien og mindst råderummet udviklede sig helt anderledes positivt end frygtet i december 2022, da SVM-regeringen præsenterede sig på Amalienborg Slotsplads.
I dag spiller den slags politiske overvejelser en mindre rolle i valgkampen. Farverne rød og blå dominerer de politiske signaler om en kommende regering og partier, som Enhedslisten på den ene side og Dansk Folkeparti på den anden stiller ufravigelige krav til statsministerkandidaterne, der skal forhindre en bred regering over midten, hvor fløjpartierne igen står uden for indflydelse.
Det når næppe at ændre sig inden 24. marts. Men en langvarig regeringsdannelse i ugerne efter valget – måske endda en måned eller mere – ser ud til at kunne gå hånd i hånd med fortsat og sandsynligvis stigende uro om den internationale økonomi. På den led ligner det november/december 2022.
Det vil i sig selv øge presset på Mette Frederiksen eller Troels Lund Poulsen for at gentage et regeringssamarbejde over midten. Hvis valget ender med Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen som tungen på vægtskålen med de udslagsgivende mandater giver det nok sig selv. Men sandsynligheden taler også for, at det ender der, selv om regeringsforhandlingerne i udgangspunktet tager afsæt i enten et rødt eller i et blåt flertal. En regering født i blokpolitik bygger på sandbund i en krisehåndtering med upopulære beslutninger.
Også her virker det som rettidig omhu, at hverken hun eller han har udelukket en bred regering på forhånd. Måske ender det endda med at være populært. Under alle omstændigheder kan de eksploderende benzinpriser og reaktionen på dem være et første varsel om, at de regeringsbærende partier – og flere til – igen finder det nødvendigt at finde sammen over midten. ■
En regering født i blokpolitik bygger på sandbund i en krisehåndtering med upopulære beslutninger
_______
Peter Lautrup-Larsen har mere end 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet 2021/22 på pension efter som sidste opgave at have dækket rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder, anmelder bøger med politisk indhold for Berlingske og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik.
ILLUSTRATION: Rødovre, 28. februar 2026: Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti hænger valgplakater op under valgkampen frem mod folketingsvalget den 24. marts 2026 [FOTO: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
