Morten Jarlbæk Pedersen: Hæv spærregrænsen, lyder kravet fra folket. Men det er en rigtig dårlig idé
25.06.2026
Står det til nogle politikere og borgere, skal partierne have op til fem procent af stemmerne, før de må komme i Folketinget. Men det vil kun forstærke utilfredsheden med demokratiet.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Kommentar af Morten Jarlbæk Pedersen
Folketinget er mere fragmenteret end nogensinde før, og Danmark stod i månedsvis uden en regering. Demokratiet stander i våde, og det skal der gøres noget ved. Landet har jo brug for en handlekraftig ledelse.
Derfor er der tilsyneladende mange, der vil gøre det sværere for partier at blive valgt til Folketinget. I dag kræver det to procent af de samlede stemmer, nogle vil hæve det til fire eller endda fem procent af stemmerne.
”Hæv spærregrænsen,” lyder kampråbet således. Både fra nogle politikere, der er trætte af kaos og uendelige flertalsmuligheder, der aldrig bliver til noget. Og fra borgere, der er trætte af en demokratisk lovmaskine, der til tider opleves som mere optaget af taktik, drilleri og enkeltsager i medierne. Nu er der endda stillet et borgerforslag om, at demokratiet skal være mindre demokratisk. Ironien i det forslag er til at føle på.
Men det er et misforstået hensyn og en amputeret analyse, der driver debatten frem. Vi får ikke et stærkere, mere gennemsigtigt, mere ansvarligt og mere beslutningsdygtigt demokrati ved at sænke spærregrænsen.
Spærregrænsen er ikke problemet
Det er ikke den lave spærregrænse, der betyder, at hastigheden i lovmaskinen er stigende og lovkvaliteten dalende. Det er ikke den lave spærregrænse, der er skyldt i, at den informerede debat ofte er afløst af vrede opslag på sociale medier og tabloidiseringen af politik. Det er ikke den lave spærregrænse, der betyder, at politisk taktik bliver et karrierevilkår i dele af embedsapparatet. Og sådan kunne man fortsætte.
Vi får ikke et stærkere, mere gennemsigtigt, mere ansvarligt og mere beslutningsdygtigt demokrati ved at sænke spærregrænsen
_______
Det er ikke antallet af partier, der skaber de demokratiske udfordringer, vi ser. Der er andre ting på spil. Et eksempel kunne være magtforskydningen fra Folketinget til regeringen. Et forhold, som Magtudredningen glimrende har beskrevet, og som jeg også selv er inde på i min bog Den defekte lovmaskine. Det handler fx om, at Folketinget konsekvent accepterer regeringens forslag om hastebehandlinger, eller om at det er svært at udfordre konsekvensvurderinger af nye lovforslag, selvom tilliden til dem ikke altid er helt i top.
Et andet eksempel kunne være medialiseringen af det politiske system, hvor politisk succes måles i forsider, ikke i effektiv implementering og faktiske forandringer. Ja, det er måske sat på spidsen her, men det er alt sammen forhold, der bidrager til at gøre hele systemet mindre gennemsigtigt og mere præget af politisk taktik, og det har intet med spærregrænsen at gøre.
En forhøjelse heraf vil derfor heller ikke løse de ting, der skaber politikerlede, sensationsstyret politik, uigennemskuelighed, manglende retssikkerhed og så fremdeles. Til gengæld vil det være et signal om, at borgerne skal repræsenteres dårligere end før. Noget, der blot vil forværre den afstand og polarisering, som er selve årsagen til, at man overhovedet overvejer at hæve spærregrænsen. Også her er ironien til at mærke.
Forslaget om en lavere spærregrænse handler ene og alene om at få færre partier i Folketinget. Det handler med andre ord om at ændre magtfordelingen, ikke om at gøre demokratiet mere gennemsigtigt, mere grundigt og mere ansvarligt.
Dertil kommer, at forslagene om at hæve spærregrænsen især bygger på erfaringer fra dette valg og måske det forrige. Men i begge tilfælde ville en højere spærregrænse ikke have reduceret antallet af partier nævneværdigt. De ville alle kunne opnå valg på anden vis, fx ved at hive kredsmandater hjem. Hvis et lille parti har en tilstrækkelig populær kandidat – fx i form af en partileder, der er kendt fra et andet parti – er erfaringen således, at vedkommende sagtens kan opnå et tilstrækkeligt antal stemmer i sin ”lokale” valgstorkreds til at opnå valg, også selvom færre end to procent af danskerne samlet set har stemt på vedkommende.
Rodet afspejler samfundet
Så en højere spærregrænse ville ikke gøre Folketinget ret meget mindre rodet, end de vi faktisk får. Det skyldes, at rodet afspejler samfundet. Dermed er rodet et demokratisk vilkår.
Der er opbrud i danskernes politiske loyalitet, og at en del danskere oplever åbenbart, at den demokratiske lovmaskine ikke i tilstrækkelig grad arbejder for dem. At hæve spærregrænsen vil være at ignorere dette vilkår. Konsekvenserne heraf vil næppe være mere tiltro til demokratiet. Den lave spærregrænse er omvendt et sundhedstegn. Den sikrer demokratisk repræsentation og legitimitet.
Med andre ord: Det er en rigtig dårlig ide, der kun vil forværre og forstærke den utilfredshed, der er med demokratiet i dag, og det vil med sikkerhed kun forøge afstanden mellem borgerne og politikerne. Selvom det modsatte er meningen.
Den lave spærregrænse er omvendt et sundhedstegn. Den sikrer demokratisk repræsentation og legitimitet
_______
Morten Jarlbæk Pedersen (f. 1984) er cand. scient. pol., ph.d., adjungeret rådgiver i Tænketanken Prospekt og forfatter til bøgerne ’Den defekte lovmaskine’ og ’Vejen til et borgerligt Europa’ (2024).
ILLUSTRATION: København, 24. marts 2026. Lars Boje Mathiesen (BP) ankommer til Christiansborg for at fejre resultatet af folketingsvalget [FOTO: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix].
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
