Carsten Bach: Trump skal én gang for alle droppe kravet om Grønland. Dét er den største trussel mod sammenholdet i NATO

08.07.2026

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Carsten Bach, forsvarsordfører (LA)

NATO’s stats- og regeringschefer samles i Ankara – på et tidspunkt, hvor der igen flyttes på Europas sikkerhedspolitiske virkelighed. Rusland fører fortsat krig mod Ukraine. USA’s rolle i Europa diskuteres med fornyet styrke. Og de europæiske lande forsøger stadig at omsætte mange års forsømmelser til reel forsvarsevne.

Der er de positive tegn, endda fra amerikansk side, hvor Ukraine nu tilsyneladende får mulighed for at producere amerikanske Patriot-missiler på licens. Det er vigtigt. Ukraine mangler luftforsvarsmissiler her og nu. Men det er også tegn på noget mere grundlæggende. Fremtidens sikkerhed handler nemlig ikke kun om hvem, der vil donere våben. Den handler om, hvem der kan producere dem hurtigt nok.

Derfor bør topmødet i Ankara også først og fremmest handle om ansvarlighed. For NATO’s fremtid afhænger af, om medlemslandene faktisk lever op til de beslutninger, de selv træffer og hver især tager ansvar for alliancen som helhed.

 

Der er en ubalance, hvis regeringer i Europa forventer USA’s beskyttelse, men ofte selv vælger en mere bekvem national politisk position – med afstandtagen – når USA beder om opbakning
_______

 

Nej til B-medlemmer

Spanien forsøger at stille sig uden for NATO’s nye målsætning om at bruge 5 procent af BNP på forsvar og forsvarsrelaterede udgifter. Det er et alvorligt problem. Ikke kun fordi Spanien bruger for lidt. Men fordi det sender et signal om, at der kan findes A- og B-medlemskaber i NATO. Det gør der ikke! Enten er man med i alliancen – med de forpligtelser, det indebærer – eller også er man med til at svække den fælles sikkerhed, som alle nyder godt af.

Hvis ét medlemsland kan hævde, at dets egne styrkemål kan opfyldes for langt færre penge end alle andres, åbner man for en glidebane. Så bliver fælles beslutninger hurtigt til noget, hvert land selv kan fortolke sig ud af. Det holder ikke i en tid, hvor truslen mod Europa er konkret. Så Spanien skal selvfølgelig yde på samme niveau som alle andre.

Kritikken gælder dog ikke kun et enkelt land – men alle de europæiske lande, der gerne vil have USA’s sikkerhedsgaranti, men som har været meget hurtige til at tage afstand, når USA har anmodet om konkret støtte. Det har vi blandt andet set i forbindelse med konflikten med Iran, hvor flere europæiske lande har afvist at støtte amerikanske militære initiativer.

Danmark og Europa skal naturligvis ikke ukritisk følge USA ind i enhver militær operation. Man behøver ikke være enig i enhver amerikansk beslutning. Men der ER en ubalance, hvis regeringer i Europa forventer USA’s beskyttelse, tilstedeværelse og afskrækkende effekt, men ofte selv vælger en mere bekvem national politisk position med afstandtagen, når USA beder om opbakning.

Ansvaret går dog også den anden vej. USA er nødt til at genoptage reel og vedvarende støtte til Ukraine. Hvis Washington vil have europæerne til at tage et større ansvar for NATO, må USA samtidig forstå, at Ukraine er den konkrete frontlinje i Europas sikkerhed. Hver dag Ukraine holder stand, bindes russisk militær kapacitet. Hver dag Ukraine svækkes, øges risikoen for, at resten af Europa må betale en langt højere pris på et senere tidspunkt.

Forsvarsproduktion bliver en del af afskrækkelsen

Det samme gælder Europas forsvarsindustri. USA’s NATO-ambassadør, Matthew Whitaker, har bemærket og i sidste uge positivt kvitteret for, at Europa faktisk har taget skridt til at øge forsvarsproduktionen. Men ambassadøren har også ved samme lejlighed advaret mod det protektionistiske sprog, der ofte følger med europæiske forsvarsinitiativer. Den kritik bør vi lytte til. Europa skal ikke opbygge sin forsvarsindustri ved at lukke sig om sig selv. Samarbejdet med USA er fortsat afgørende.

Men USA skal også forstå konsekvensen af sit eget krav. For når den amerikanske præsident Donald Trump kræver, at Europa skal gøre mere selv, så betyder det også, at Europa bliver nødt til at producere mere selv. Det vil give færre europæiske ordrer til amerikansk forsvarsindustri. Ikke fordi Europa skal vende USA ryggen. Men fordi Europa ikke kan være afhængig af forsyningskæder, leveringstider og politiske prioriteringer i Washington, når krigen allerede raser på Europas eget kontinent.

Man kan ikke både kræve europæisk selvstændighed og samtidig forvente, at Europa fortsat skal være stamkunde hos den amerikansk forsvarsindustri. Derfor skal Europas oprustning ikke bare være et spørgsmål om at købe mere. Den skal handle om at kunne mere. Og Ukraine bør være en central del af den indsats. Ikke kun som modtager af støtte, men som partner i udvikling, produktion og militær innovation.

Ukraine har på brutal vis lært, hvad moderne krig kræver. Europa bør lære af Ukraine.

Musketéreden kræver tillid

Til sidst er der Grønland. Præsident Trump bør én gang for alle stoppe sine drømme om ejerskab af Grønland. Dét er den enkeltstående største trussel mod sammenholdet i NATO.

Når præsidenten fortsat tale om kontrol over Grønland, rammer det direkte ind i den musketéred – artikel 5 – som hele alliancen hviler på. Artikel 5 bygger på tillid. Den tillid svækkes, når et NATO-land sår tvivl om en anden allierets territoriale integritet.

Om USA fortsat vil have soldater i Europa, må være op til fremtidige forhandlinger. Bilateralt og i NATO-regi. Men alliancens grundlæggende sikkerhedsgaranti kan ikke være til forhandling fra pressemøde til pressemøde. Derfor bør Danmark i Ankara gøre det klart: NATO skal ikke udvikle sig til en alliance med A- og B-medlemskaber. Spanien skal yde på samme niveau som alle andre. Europa skal tage større ansvar for sin egen sikkerhed. USA skal genoptage støtten til Ukraine. Og alle NATO-lande skal forstå, at fred i Europa ikke er gratis. Den betales med vilje, investeringer og fælles ansvar – før krigen kommer tættere på. ■

 

Når præsidenten fortsat tale om kontrol over Grønland, rammer det direkte ind i den musketéred – artikel 5 – som hele alliancen hviler på
_______

_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

ILLUSTRATION: Præsident Trump i Ankara [foto: Filip Singer/Reuters/Ritzau Scanpix