Jesper Olsen om landmændenes demonstrationer: Alle ved, vi går en svær tid i møde. Hvem tør tage ansvaret?
02.09.2026
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Er det virkelig sådan, at der ikke kan være appetit på et politisk lederskab baseret på lige dele realisme, håb og ydmyghed overfor magten?
Kommentar af Jesper Olsen
Traktorerne er i byen igen. Sidst, under minksagen, havde de i København samlet sig på Langelinie. Jeg gik derud. Og i stedet for at gå ned og lytte til talerne gik jeg en tur ned gennem rækkerne for at snakke med nogle af de landmænd, der var taget til byen. Jeg var oprigtigt nysgerrig på, hvad der fik dem til herhen. Jeg forlod havneområdet med et helt klart indtryk: De følte sig magtesløse overfor myndighederne.
Magtesløshed er usund følelse i et demokrati, men vi oplever den igen og igen. Tag bare skatteområdet. Eller de mange borgere, som føler sig klemt i det sociale system. Under Corona årene så vi sågar grupperingen Men in Black.
Og jeg kan fra tid til anden ikke sige mig fri for selv at gribes af magtesløsheden. Tag lovforslaget øgede beføjelser til PET i forbindelse med bekæmpelse af terror, hvor jeg logisk godt kan følge alle argumenterne for. Min modstand er ikke så meget funderet i de klassiske juridiske indvendinger om retssikkerhed, om end de er klare nok. Det er følelsen af myndigheder og politikere, der insisterer på at vi som befolkning skal have blind tillid, der får følelsen af magtesløshed til at snige ind på mig.
Og samtidig er jeg fanget i et dilemma. Politisk nærer disse følelser de populister, som ikke har nogen som helst interesse i at anvise reelle løsninger. For så skal man de tage ansvar og kan ikke længere indtage de nemme gratis synspunkter. Det er noget, der også gør sig gældende hos magtpartierne.
Langtidsholdbare beslutninger
Når jeg synes, man skal lytte og tage situationen med gødskningsloven dybt alvorligt, så er det, fordi den for mig illustrerer noget, som kan være ganske farligt for et ellers meget velfungerende land. Nemlig evnen til at tage svære langtidsholdbare beslutninger. Det er en gratis omgang at stemme nej og høste billige point på Slotspladsen, for problemerne med vandmiljø forsvinder jo ikke.
Og problemerne står i kø. Det handler om klima og i lige så høj grad også om beredskab. Men hvilke partier har appetit på det, når man risikerer at forære modstanderen en platform, der kan vinde valg, eller risikerer at implodere af indre modstand?
Hvilke partier har appetit på det, når man risikerer at forære modstanderen en platform, der kan vinde valg, eller risikerer at implodere af indre modstand?
_______
Jeg har aldrig været rigtig imponeret af den grønne trepart. For det første fordi det ikke er en rigtig trepart. Det var ikke alle, der havde noget med til bordet eksempelvis ift. den regning, der skal betales, hvor noget af det jo blev samlet op af Novo Nordisk Fonden. Og jo længere tid der går, fordi der mangler implementeringskraft, jo mere står den tilbage som en kommunikationsøvelse.
Den aktuelle ballade om gødskningsloven er et produkt af, at man forhandlede en aftale uden for Folketinget, fordi Folketingets partier ikke selv kunne finde løsningen uden at have dele af deres bagland direkte med ved bordet. Og hvis man så ikke evner at vedtage lovgivningen i en tæt tidsmæssig sammenhæng, så bliver det svært at holde sammen på kompromiserne. For der var modstand. Det var svært.
Det var derfor, der skulle et særligt forløb til. På den måde kommer den grønne trepart til at stå som en eksemplet til politisk skræk og advarsel over logikken bag SVM, fordi man leverede på det lette, men det holdt bare ikke når det blev svært.
Realisme, håb og ydmyghed overfor magten
Og det er ikke kun landmændene, der føler sig magtesløse. Det gør også de mange medborgere, der kan se den gunstige samfundsøkonomi gå i en stor bue uden om dem. Eller de mange i det muslimske mindretal, der sådan set bare gerne vil passe deres arbejde (eller have et) og indgå i samfundet, men som hele tiden kommunikativt skal holdes ud i strakt arm af politiske hensyn.
Problemerne er nemme at beskrive, kan man indvende. Løsningerne er straks sværere. Eller er de nu også det? For er det virkelig sådan, at der ikke kan være appetit på et politisk lederskab baseret på lige dele realisme, håb og ydmyghed overfor magten?
Den aktuelle ballade om gødskningsloven er et produkt af, at man forhandlede en aftale uden for Folketinget, fordi Folketingets partier ikke selv kunne finde løsningen uden at have dele af deres bagland direkte med ved bordet
_______
Vælgere er ikke naive, og de tror ikke på populisternes snak om, at der findes nemme løsninger. Men når der ikke er en sammenhængende plan, så skal man da være en skarn, hvis man ikke samler de kortsigtede gevinster op. Som i den nuværende regerings politiske grundlag, der er en usammenhængende buffet, hvor der er lidt for enhver vælgergruppe.
Jeg tror sådan set godt, at det helt store brede flertal i befolkningen vil være med på svære projekter, hvis bare de kan se meningen med det hele. Hvis der er en positiv fortælling om, hvor og hvordan vi kommer et bedre sted hen. Selvom det langt fra er alle danskere, der læser aviser, så ved folk godt, at der lurer noget svært ude i fremtiden, der skal tages hånd om. At problemerne kan komme, før vi regner med det.
Den politiske platform ligger og venter på, at nogen samler den op. Men også at de kombinerer den med en modernisering af de demokratiske institutioner. At domstolene bliver reelt uafhængige. At magten flyttes tilbage til Folketinget. Og måske vigtigst af alt: at politikerrollen kommer tilbage til det, der var hele meningen med det repræsentative demokrati.
Når politikerne skal bruge fokusgrupper, når en minister holder pressemøde foran en død ulv for at signalere handlekraft, når Venstre imploderer på grund af gødskningsloven, så er det, fordi den politiske klasse ikke længere leverer det den skal i et repræsentativt demokrati. Nemlig en reel interesseafvejning, der kan føre til de langtidsholdbare løsninger, som Danmarks succes bygger på.
Nej, jeg efterlyser ikke et nyt parti, der skal løse problemet. Og nej, det er ikke en karismatisk leder, der tiltrækker løkkeriddere. Forandringen kommer ikke fra politikerne selv. Den skal skabes udefra af dig og mig og os alle sammen. Og hvis efterspørgslen er der, og den er tilstrækkelig stor, skal der nok være nogen politikere, der samler handsken op. Dertil er magten for lukrativ. Og så skal der sættes en grænse for, hvor længe man kan have magten. Dertil er magten for vanedannende.
Men indtil det sker, er vi i ren magtesløshed overladt det til den skødesløse omgang med magten, som i øjeblikket giver så stor succes i meningsmålingerne. Forandringen er op til os selv, og den starter hos os selv. ■
Men indtil det sker, er vi i ren magtesløshed overladt det til den skødesløse omgang med magten, som i øjeblikket giver så stor succes i meningsmålingerne
_______
Jesper Olsen (f. 1971) er cand. jur., ekstern lektor i offentlig ret på Instititut for Statskundskab, KU. Tidligere formand for den danske afdeling af Transparency International og embedsmand. Formand for Forbrugerrådet Tænk og næstformand i Menighedsrådet ved Københavns Domkirke.
ILLUSTRATION: København, 1. september 2026. Landmænd demonstrerer mod gødskningsloven foran Christiansborg [Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix].
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
