Tilmeld dig det daglige nyhedsbrev

Login

Niels Bjerre-Poulsen: For første gang i årtier kan Demokraterne vinde i disse afgørende stater. Det kan blive begyndelsen på enden for Trumps MAGA-bevægelse

04.09.2026


I RÆSON Profil vurderer en række af vores tilbagevendende skribenter o.a. de vigtigste spørgsmål i (og under) nyhedsstrømmen. Serien kræver (som langt størstedelen af vores netindhold) abonnement.

”Ved tidligere kriser – som finanskrisen eller pandemien – var det sværere entydigt at placere ansvaret hos den siddende præsident. Men krigen i Iran er en beslutning, Trump helt personligt har truffet.”

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara og lektor på Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet. Han har skrevet en lang række bøger og artikler om historie og samfundsforhold i USA og kommenterer ofte amerikansk politik i de danske medier. I 2025 var han fellow på Nordic Humanities Center, hvor han særligt forskede i forholdet mellem USA, Grønland og Danmark i historisk perspektiv. Medforfatter til RÆSON-bogen “Verdens Magter“, der sidste år udkom i femte udgave.

Interview af Maya Anastasia Larsen

RÆSON: Hvis Demokraterne vinder et flertal i Kongressen ved midtvejsvalget i november, hvad er det så egentlig, de amerikanske vælgere har stemt på efter din mening?

BJERRE-POULSEN: En stor del af det handler om, at de har stemt imod Trump. Hvis vi ser på de traditionelle tommelfingerregler for midtvejsvalg, så plejer det parti, der ikke har præsidentposten, næsten altid at gå voldsomt frem.

Et midtvejsvalg er typisk et protestvalg. En begivenhed, hvor vælgerne er sure over, at den siddende præsident ikke har indfriet sine løfter, og hvor oppositionens vælgere er langt mere motiverede for at stemme end præsidentens egne tilhængere. Historisk set har den gennemsnitlige fremgang for oppositionspartiet i Repræsentanternes Hus været på 28 mandater. Dog gør polariseringen mellem de to store partier nu, at der måske er færre vælgere, der ligefrem vil skifte parti.

Til gengæld er der denne gang nogle særlige omstændigheder, som skærper situationen yderligere for Trumps parti. Trumps meningsmålinger er historisk lave – både generelt, men især når det gælder hans håndtering af økonomien. Det betyder, at det ikke blot handler om, at de demokratiske vælgere er mere motiverede for at møde op. Der er også en decideret gruppe af republikanske vælgere, som føler sig svigtet. De føler, at de løfter, Trump gav om økonomien, lavere benzinpriser og fraværet af krige i Mellemøsten, alle er blevet brudt. Samtidig spiller sager som frigivelsen af Epstein-dokumenterne også en rolle for mange MAGA-vælgere.

Normalt siger man, at vælgerne ikke interesserer sig for udenrigspolitik ved et midtvejsvalg, men kun for deres egen personlige økonomi. Men denne gang er de to ting direkte forbundet. Man kan trække en direkte linje fra en fejlslagen krig i Iran til de høje benzinpriser, og for landmændene i Midtvesten betyder det mangel på gødning og andre råvarer, fordi skibe ikke kan sejle frit igennem Hormuzstrædet.

Når man ser på meningsmålingerne frem mod valget, er det svært at se, hvordan vilkårene for de republikanske kandidater skulle blive bedre. Tværtimod vil de nok snarere forværres frem mod november, og hvis målingerne bevæger sig, vil det sandsynligvis være til fordel for de demokratiske kandidater.

Republikanerne forsøger ofte at tegne et billede af Demokraterne som værende rykket langt ud på venstrefløjen. Hvordan påvirker den interne ideologiske debat Demokraternes chancer?

Det er rigtigt, at mange republikanske politikere, i stedet for at forsvare deres egen politik, forsøger at stemple de demokratiske kandidater som socialister eller kommunister, der vil ødelægge landet, hvis de kommer til magten. Det er en klar afledningsstrategi, som bunder i en afmagt over, at de ikke kan få Trump-regeringen til at ændre kurs.

Det er jo de kongresmedlemmer, der ender med at betale prisen for hans fejlslagne politik. Diskussionen om de såkaldte “demokratiske socialister” fylder primært så meget, fordi de republikanske kandidater reelt ikke har andre resultater at gå til valg på. De er fanget i et dilemma mellem loyale Trump-vælgere og vreden i den bredere befolkning.

 

Diskussionen om de såkaldte “demokratiske socialister” fylder primært så meget, fordi de republikanske kandidater reelt ikke har andre resultater at gå til valg på
_______

 

Hvis vi ser på Demokraterne, så vil et kanonvalg i Repræsentanternes Hus formentlig betyde, at partiet vinder flertallet tilbage. Men internt i partiet er der bekymring. Demokraterne i de moderate svingdistrikter frygter, at udtalelser fra den mere venstreorienterede fløj vil blive brugt mod dem. De tænker: “Ja, en socialistisk kandidat som Zohran Mamdani kan måske vinde borgmesterposten i New York, og man kan vinde i Californien eller i The Bronx, men hvad med i Michigan?”

De er bange for, at radikale paroler om at afskaffe midlerne til politiet eller helt at nedlægge det – synspunkter, som meget demokratiske kandidater rent faktisk har luftet – vil smitte af på resten af partiet og belaste kandidater i de områder, hvor valget er tæt.

Denne interne diskussion vil dog primært blusse op, hvis Demokraterne ikke får det valg, de håber på. Hvis de skuffer, vil Demokraterne give venstrefløjens udtalelser skylden for de tabte mandater. Men hvis de omvendt får et rigtig godt valg, vil de progressive kandidater sige: “Se, bekymringen for, at vi er for venstreorienterede, var fuldstændig misforstået. Vælgerne er et helt andet sted, end de traditionelle demokrater tror”.

Der er et stærkt argument på venstrefløjen, som trækker tråde tilbage til præsidentvalgene i 2016 og 2020. Her så vi vælgere, der følte, at midterkursen ikke havde gjort noget for dem. Flere af dem overvejede enten at stemme på Bernie Sanders eller Trump. Argumentet er, at der findes en gruppe af hvide arbejdervælgere, som Trump formåede at mobilisere, men som også ville have været parate til at stemme på en mere venstreorienteret demokrat, hvis de følte, at kandidaten reelt ville gøre noget for dem. Det handler om at vinde de vælgere tilbage, som ellers ville være blevet hjemme.

Er det primært svingstaterne, du holder øje med i denne omgang?

Ja, og i særdeleshed kampen om Senatet. Hvis Demokraterne skal sikre sig et reelt flertal her, skal de vinde fire nye senatspladser. I et 50/50-Senat vil vicepræsidenten fortsat have den afgørende stemme, men med et rent flertal i begge kamre vil det gøre en markant forskel.

Der er stater, hvor Demokraterne for første gang i årtier har en reel chance for at vinde. Et oplagt eksempel er Texas. Her har Republikanerne opstillet en af de mest kontroversielle politikere overhovedet, Ken Paxton. Han er tidligere justitsminister i Texas og blev faktisk stillet for en rigsret for korruption af sine egne partifæller. Men fordi Trump støttede Paxton frem for den mere etablerede John Cornyn, endte han alligevel med at blive Republikanernes kandidat. Over for ham har Demokraterne opstillet en meget stærk kandidat i James Talarico. Det har skabt dødt løb i Texas, hvilket er højst usædvanligt, og hvis Talarico vinder, vil det være en politisk revolution.

 

Der er stater, hvor Demokraterne for første gang i årtier har en reel chance for at vinde
_______

 

Der er lignende spændende opgør i stater som Alaska, North Carolina og Ohio. Omvendt er der bekymring i en klassisk svingstat som Michigan. Her sætter Republikanerne hårdt ind mod den demokratiske kandidat, Abdul El-Sayed. Trump forsøger i sin retorik bevidst at fremhæve fornavnet “Abdul” for at få ham til at fremstå fremmedartet – fuldstændig efter samme opskrift, som da han altid omtalte “Barack Hussein Obama”.

Abdul El-Sayed er faktisk ikke medlem af Democratic Socialists of America (DSA), men han er en markant progressiv stemme på venstrefløjen i det Demokratiske Parti. Han er også en utrolig karismatisk og dygtig taler, hvilket hans tilhængere mener kan overvinde mulige forbehold hos vælgere der måske ellers er mere midtsøgende. De var sådan set på den måde han vandt det demokratiske primærvalg over en mere midtsøgende, men også mere kedelig kandidat. Michigan bliver helt sikkert en af de stater, der vil tiltrække sig enorm opmærksomhed.

Hvis vi ser på retorikken: Demokraterne fokuserer meget på at være imod Trump og hans politik. Er det en fair strategi over for vælgerne, når deres primære bekymring i hverdagen er at få økonomien til at hænge sammen?

Fordelen for Demokraterne er, at de denne gang kan knytte en meget direkte forbindelse mellem præsidentens handlinger og vælgernes økonomiske problemer. Ved tidligere kriser – som finanskrisen eller pandemien – var det sværere entydigt at placere ansvaret hos den siddende præsident. Men krigen i Iran er en beslutning, Trump helt personligt har truffet. Han lod sig overtale af Benjamin Netanyahu, på trods af at alle hans rådgivere frarådede det. Det har haft en helt konkret, negativ indvirkning på amerikanernes hverdagsøkonomi. Det samme gælder hans handelskrige, herunder mod USA’s næststørste handelspartner, Canada.

Det er beslutninger, der alene kan spores tilbage til Trump. Det er derfor utrolig let for Demokraterne at koble deres økonomiske budskaber sammen med en skarp kritik af Trump. Kritikken af de Republikanske medlemmer af Kongressen vil være, at de ikke har gjort nok for at bremse præsidenten, men har ladet sig kue. Demokraterne kan slå på, at de må genvinde flertallet, så Kongressen atter kan varetage den kontrolfunktion i det amerikanske demokrati, som Forfatningen har pålagt den.

Det helt store kodeord for Demokraterne ved dette valg er affordability – altså økonomisk overkommelighed i hverdagen. Det er en smule ironisk, da det jo var Trump, der i 2024 førte valgkamp på, at priserne var steget under Biden, og lovede, at benzin- og fødevarepriserne ville falde, hvis han blev præsident. Nu hvor situationen er en anden, afviser Trump begrebet affordability som et demokratisk svindelnummer. Her forærer han faktisk Demokraterne en kæmpe gave ved åbent at sige, at han er ligeglad med priserne og den almindelige hverdagsøkonomi.

Demokraterne gør alt, hvad de kan, for at holde fokus snævert på økonomiske emner. De ønsker absolut ikke at lade sig distrahere af identitetspolitiske spørgsmål som transkønnedes rettigheder i sport eller lignende debatter. De vil fokusere på emner, der har direkte indflydelse på almindelige menneskers tilværelse: sygeforsikring, en højere mindsteløn og adgang til basale fornødenheder. Tidligere lykkedes det Trump at fremstille Demokraterne som et parti, der gik mere op i, hvilket toilet folk benyttede, frem for deres økonomiske vilkår. Den fejl vil de ikke gentage. Hvis de minder de dårligst stillede vælgere uden videregående uddannelse om, hvordan Trump har svigtet sine løfter og i stedet prioriteret skattelettelser til de absolut rigeste, står de stærkt.

Risikerer man at overvurdere, hvor meget et demokratisk flertal i Kongressen rent faktisk vil kunne stille op overfor Trump?

Måske en smule, men Kongressen har afgørende funktioner i det amerikanske demokrati, som er bygget på princippet om checks and balances. De seneste år har vi set en republikansk ledet Kongres, som fuldstændig har kapituleret over for præsidenten. Formand for Repræsentanternes Hus Mike Johnson har stort set bare udført Trumps ordrer, på trods af at hans embede på papiret er det tredje mest magtfulde i USA’s politiske system. Han – og det flertal, han står i spidsen for – har fuldstændig svigtet deres kontrolfunktion.

Når Trump for eksempel indførte straftold mod 150 lande på én gang, burde Kongressen have grebet ind. Det er dem, der ifølge forfatningen har the power of the purse – og retten til at fastsætte toldsatser. Præsidenten kan ikke bare egenhændigt udskrive told under dække af nationale sikkerhedstrusler. Han foretager jævnligt handlinger, som er åbenlyst forfatningsstridige, uden at den republikanske Kongres har løftet en finger.

 

Tidligere lykkedes det Trump at fremstille Demokraterne som et parti, der gik mere op i, hvilket toilet folk benyttede, frem for deres økonomiske vilkår. Den fejl vil de ikke gentage
_______

 

Med et demokratisk flertal vil det ændre sig markant. Det øjeblik flertallet skifter, overtager det nye parti alle formandsposterne i de forskellige udvalg. Det er udvalgsformændene, der bestemmer, hvilke sager der skal undersøges. Vi vil se et væld af høringer, hvor ministre bliver kaldt i samråd, og der vil sandsynligvis blive indledt undersøgelser for at få afsat nogle af de mest kontroversielle ministre, som i øjeblikket sidder på mandater godkendt med det yderste af neglene.

Personer som forsvarsminister Pete Hegseth og sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. blev kun godkendt, fordi enkelte republikanske senatorer ikke turde trodse Trump. Med et demokratisk flertal i Senatet vil det ikke alene være umuligt at få godkendt ministerkandidater af den kaliber fremover; der vil også være et stærkt pres for at rulle den eksisterende udvikling tilbage og kræve, at embederne besættes med reelt kvalificerede folk.

Et stort taktisk spørgsmål bliver naturligvis, om Demokraterne vil forsøge at rejse en ny rigsretssag mod Trump. Han frygter det helt klart selv, og der ville ikke være svært at finde et juridisk grundlag. Men omvendt er der mange i det demokratiske parti, som frygter, at det vil blive udlagt som politisk spildtid, der fjerner fokus fra det reelle lovgivningsarbejde.

Hvordan vil det demokratiske parti se ud på den anden side af midtvejsvalget? Står vi overfor et dybt splittet parti?

Jeg tror, at den interne splittelse i det demokratiske parti ofte er stærkt overdrevet i medierne. Man taler tit om begrebet Democrats in disarray – idéen om, at Demokraterne altid er i intern strid, hvorimod Republikanerne er bedre til at falde i hak og makke ret. Men historisk set har partiet været langt mere splittet, end det er i dag. Når demokratiske kandidater beskyldes for at være socialister, handler det i virkeligheden om, at de støtter velfærdsordninger, som anses for helt almindelig, borgerlig politik i de fleste andre vestlige lande.

De få politikere, der rent faktisk kommer med mere radikale udmeldinger om at nedlægge politiet, repræsenterer typisk meget sikre, progressive valgkredse – og udmeldingerne er som regel gamle udtalelser, som bliver fundet på de sociale medier – udtalelser fra før de stillede op til kongresvalg, og udtalelser de nu gør deres yderste for at lægge afstand til.

Uanset hvad vil valgets udfald få stor betydning for Demokraternes retning frem mod præsidentvalget i 2028. Dagen efter midtvejsvalget begynder den næste præsidentkampagne nemlig for alvor. Hvis Demokraterne vinder stort – også med progressive kandidater i svingstater som Michigan – vil det styrke venstrefløjens argumenter. De vil kunne sige: “Fortællingen om, at vi ikke kunne opstille en kandidat som Bernie Sanders, var forkert. Vælgerne i Midtvesten er klar til et “progressivt projekt”. Hvis sejren derimod bliver smal, eller hvis de taber afgørende svingstater, vil de moderate kandidater stå stærkt og hævde, at venstrefløjsretorikken skræmte de afgørende midtervælgere væk.

Derudover vil der uundgåeligt komme en diskussion om partiorganisationen. Det demokratiske brand er i øjeblikket upopulært i brede kredse, selvom partiets konkrete kandidater klarer sig godt. Partiet er dårligt organiseret på nationalt plan, og der er udbredt utilfredshed med ledelsen af DNC (det demokratiske partiapparat, red.) under Ken Martin. Derfor vil vi sandsynligvis se et krav om en ny partiledelse og en grundig diskussion af, hvordan man genopbygger og moderniserer Demokraternes brand frem mod 2028. ■

 

Hvis Demokraterne vinder stort – også med progressive kandidater i svingstater som Michigan – vil det styrke venstrefløjens argumenter
_______

 

ILLUSTRATION: Houston, Texas, 27. maj 2026. Den demokratiske senatskandidat James Talarico holder tale ved et valgmøde [Foto: Danielle Villasana/AFP/Ritzau Scanpix].