Morten Dehn: Drømmen om en EU-hær er uholdbar. Derfor skal vi holde fast i NATO
07.10.2026
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)
Danmark bør derfor lære af begge yderpunkter i vores nyere historie. Vi skal ikke tilbage til 80’ernes fodslæbende linje. Men vi skal heller ikke kaste os ind i krige og konflikter for at opnå status som USA’s superallierede.
Kommentar af Morten Dehn, politisk ordfører for Borgernes Parti
Danmarks forhold til USA har historisk været tæt forbundet med vores rolle i NATO.
I 1980’erne var Danmark lidt poetisk sagt et fodslæbende medlem af alliancen. Fodnotepolitikken, der tvang den daværende regering til at tage forbehold i NATO, gjorde os til et besværligt medlem af alliancen og skabte samtidig afstand til USA.
Omvendt stod det til i 2000’erne, hvor Danmark blev betragtet som en superallieret. Vi deltog aktivt i Afghanistan, støttede invasionen af Irak og betalte en høj pris i form af danske soldaters liv og en betydelig belastning af Forsvaret.
Min personlige holdning er, at Danmarks ageren i 80’erne var næsten pinlig. Det er ikke en periode, vi skal være stolte af. Men det betyder ikke, at den modsatte yderlighed i 2000’erne nødvendigvis var rigtig. Var Danmark for ivrig efter at støtte USA i Irak? Og stod gevinsten ved at være superallieret mål med den meget høje pris, de faldne danske soldater, deres familier og Forsvaret betalte?
Det interessante er, hvor lidt der konkret kan peges på i begge perioder. Verden gik ikke under i 80’erne trods Danmarks ringe opbakning til NATO, selvom vi bestemt må erkende, at vi var med til at svække NATO. Til gengæld fik vi 20 år senere bestemt heller ikke skabt stabile demokratier hverken i Irak eller Afghanistan trods vores ihærdige indsats. Og vores indflydelse på amerikansk politik er stadig begrænset.
Europas svigt
Betyder det så, at det er ligegyldigt, hvordan Danmark agerer i NATO? Bestemt ikke. Og det er et problem, hvis de enkelte NATO-lande når frem til, at deres eget bidrag er for lille til at gøre en reel forskel.
Det interessante er, hvor lidt der konkret kan peges på i begge perioder
_______
NATO eksisterer kun, fordi både medlemslandene og vores modstandere tror på, at musketereden holder. Hvis et medlemsland angribes, skal resten være villige og i stand til at komme det til undsætning. Derfor er medlemslandenes militære kapacitet og politiske opbakning afgørende.
Det var netop dér, Europa i mange år svigtede. Allerede i 1980’erne kritiserede amerikanerne de europæiske allierede for ikke at bære en tilstrækkelig del af forsvarsbyrden. Efter Murens fald høstede Europa fredsdividenden på bekostning af sin egen forsvarsevne og gjorde sig stadig mere afhængigt af amerikansk beskyttelse.
Ikke blot Danmark, men hele Europa levede i den illusion, at USA også i fremtiden ville være villig til at bære en uforholdsmæssigt stor del af ansvaret for Europas sikkerhed. Det var amerikanerne ikke, og hvem kan bebrejde dem?
Mens Europa klagede over, at vi ikke havde råd til at opbygge vores forsvar og våbenindustri, brugte vi enorme summer på stadig større velfærdsstater og lod USA bære langt størstedelen af den militære regning.
Så kom Trump, og verden ændrede sig, hvilket jeg ikke tror, jeg behøver at uddybe. Meget kan og bør siges om Trump. Men tag ikke fejl: Raseriet i USA over europæernes manglende bidrag til NATO har bygget sig op i mange år. Derfor burde vi ikke have været overraskede, da den amerikanske reaktion kom.
Hvis vi burde have været overraskede over noget, skulle det være, at reaktionen ikke kom langt tidligere. Trump satte ord og handling bag en utilfredshed, der havde bygget sig op i Washington gennem mange år.
Krigen i Ukraine, den forværrede sikkerhedssituation og tvivlen om USA’s langsigtede engagement i Europa og NATO burde derfor føre til én konklusion: Europa skal tage langt større ansvar for sin egen sikkerhed – både for at sikre vores egne lande og for at sikre, at NATO består.
EU-hær er ikke løsningen
Det betyder ikke, at vi skal erstatte NATO med en EU-hær. En idé, der igen diskuteres stadig mere åbent i Europa. Tværtimod. På blot få årtier gik Danmark fra at være en torn i øjet på USA og NATO til at blive en af USA’s tætteste allierede. Internationale relationer ændrer sig hurtigt. USA kan fortsætte sin nedprioritering af Europa, men amerikansk politik kan også ændre kurs igen.
Derfor skal vi være ekstremt påpasselige med at svække eller erstatte den organisation, som har udgjort fundamentet for den vestlige verdens kollektive forsvar i mere end 70 år, til fordel for en ny og uprøvet europæisk forsvarsstruktur.
En EU-hær rejser en lang række spørgsmål: Hvem træffer beslutningen om at bruge den? Hvem har kommandoen? Hvad sker der, når medlemslandene er politisk uenige? Og hvilke militære kapaciteter skal den bygge på, som ikke allerede kan styrkes inden for NATO?
Europa har historisk set været ikke bare dårligt, men nærmest udueligt til at omsætte fælles udenrigspolitik til effektiv militær handling uden NATO og amerikanske kapaciteter – selv i vores egne nærområder. Tag bare Bosnien, Kosovo og Libyen. Hvor krigen i Bosnien udstillede Europas afmagt over for etniske udrensninger og overgreb på civile i vores egen baghave, viste interventionen i Libyen, at selv når europæiske lande havde viljen til at handle, manglede de afgørende militære kapaciteter til at gøre det uden amerikansk støtte.
Europa har historisk set været ikke bare dårligt, men nærmest udueligt til at omsætte fælles udenrigspolitik til effektiv militær handling uden NATO og amerikanske kapaciteter
_______
Europa mangler bestemt heller ikke forsvarsvirksomheder. Problemet har været den manglende politiske vilje til at betale for deres produkter. Samtidig får man ofte mistanken om, at enkelte lande i virkeligheden bruger EU’s fælles militærindkøb som løftestang for deres egne forsvarsindustrier – snarere end alene at tage udgangspunkt i, hvilke militære kapaciteter Europa faktisk har brug for.
Løsningen er derfor ikke at bygge en konkurrerende struktur ved siden af NATO. Løsningen er, at de europæiske NATO-lande bliver i stand til at bære en langt større del af deres eget forsvar.
Bør lære af yderpunkterne
Danmark bør derfor lære af begge yderpunkter i vores nyere historie. Vi skal ikke tilbage til 80’ernes fodslæbende linje. Men vi skal heller ikke kaste os ind i krige og konflikter for at opnå status som USA’s superallierede.
Danmark skal være en stærk, loyal og selvstændig NATO-allieret. Og samtidig kræve, at de øvrige europæiske NATO-lande også lever op til deres forpligtelser. Vi skal bruge de nødvendige penge på Forsvaret, have de nødvendige militære kapaciteter og kunne leve op til vores forpligtelser over for vores allierede.
NATO’s største styrke er som sagt i sidste ende visheden om, at musketereden holder. Derfor kan alliancen heller ikke i længden acceptere medlemslande, der vil nyde godt af sikkerhedsgarantien uden selv at levere deres del af det fælles forsvar.
NATO-traktaten indeholder i dag ingen mekanisme til at ekskludere et medlemsland. Det bør ændres. Lande, der konsekvent og over længere tid nægter at leve op til deres aftalte forpligtelser, bør i sidste ende kunne miste deres medlemskab.
Det kan på papiret betyde færre soldater og mindre militær kapacitet. Til gengæld vil det styrke noget endnu vigtigere: troværdigheden af, at NATO-landenes løfter faktisk betyder noget.
Fremtidens europæiske sikkerhedspolitik bør derfor fortsat bygges på et effektivt NATO – ikke på drømmen om en ny EU-hær. ■
NATO’s største styrke er i sidste ende visheden om, at musketereden holder
_______
Morten Dehn (f. 1971) er cand.merc. i finansiering og regnskab og politisk ordfører for Borgernes Parti.
ILLUSTRATION: Harstad, Norge, 27. februar 2024. Italienske marinesoldater bevæger sig gennem sneen under Nordic Response 2024-øvelsen [Foto: NATO].
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_.jpg)
