Kristoffer Storm (DD): Hvor meget af Produktionsdanmark er vi villige til at regulere væk?

08.10.2026

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)

Et fællesskab kan kun bestå, hvis man både ved, hvem man er.

Af Kristoffer Storm

NU HAR Folketinget åbnet dørene til et nyt folketingsår, og Christiansborg vil igen blive fyldt med store ord om reformer – klima, vækst, velfærd og international sikkerhed. Det er alt sammen vigtigt. Men midt i alle de konkrete politiske diskussioner er der et langt mere grundlæggende spørgsmål, som Folketinget efter min mening bør stille sig selv: Hvem skal Danmark være et land for? Hvem skal have lov til at kalde Danmark for sit hjem?

Dansk statsborgerskab er ikke bare et stykke papir. Det er medlemskab af et fællesskab, som generationer før os har bygget op, og som vi har et ansvar for at give videre. Derfor skal man ikke kunne komme til Danmark, vende ryggen til vores værdier og samtidig forvente, at Danmark tilpasser sig. Man skal ikke kunne begå alvorlig kriminalitet og bagefter gemme sig bag en opholdstilladelse. Og man skal ikke kunne få lov til at blive i Danmark som flygtning, hvis beskyttelsesbehovet er forsvundet

Flygtninge skal hjem, når der er fred. Kriminelle udlændinge skal ud. Og udlændinge, der kommer hertil, skal forstå, at det er dem, der skal bidrage til Danmark – ikke Danmark, der skal indrette sig efter dem. Derfor skal vi også være langt mere kritiske, når vi uddeler dansk statsborgerskab. Ansøgere skal screenes grundigt, før de får adgang til det danske fællesskab. Og statsborgerskabet bør være betinget, så det i alvorlige tilfælde skal kunne fratages igen, hvis man efterfølgende vender Danmark og vores grundlæggende værdier ryggen. Det er ikke et urimeligt krav. Det er et spørgsmål om, hvem der bestemmer i vores eget land. DanmarksDemokraterne mener derfor, at Danmark skal have en langt mere konsekvent hjemsendelsespolitik. Flere kriminelle udlændinge skal udvises. Og hvis forholdene i ens hjemland igen gør det muligt at vende tilbage, skal man ikke blive permanent i Danmark. Et midlertidigt behov for beskyttelse må ikke udvikle sig til et permanent krav på at blive.


 

Hvor meget af Produktionsdanmark er vi villige til at regulere væk?
_______

 

MEN SPØRGSMÅLET OM, hvem Danmark skal være et land for, handler også om, hvem der skal kunne bo og skabe et liv her. For Danmark er ikke kun København og de største byer. Danmark er gården uden for Hjørring, fabrikken i Varde, maskinværkstedet på Sydfyn og den lille virksomhed, hvor far og søn arbejder side om side. Det er Produktionsdanmark.

Lige nu er der en mærkelig modsætning i dansk politik. Man kan godt tale varmt om et Danmark i balance – herunder arbejdspladserne i landbrug og produktion – når der holdes taler. Men når lovene skal stemmes igennem, er det åbenbart sværere at stå fast.

Den 3. september vedtog 119 medlemmer af Folketinget den nye gødskningslov – 34 stemte imod, herunder DanmarksDemokraterne, DF, BP og flere løsgægnere. Nej, stemte også fem Venstre-medlemmer, mens et flertal af Venstres folketingsgruppe stemte for. Men opgøret om landbruget fortsætter, for samtidig har regeringen lagt op både til et nationalt sprøjteforbud på sårbare grundvandsdannende områder og et stop for nye konventionelle svinestalde.

Beskyttelsen af vores natur er selvfølgelig vigtig. Men når løsningen igen og igen bliver nye restriktioner for dem, der producerer vores fødevarer, bør Folketinget også turde stille spørgsmålet: Hvor meget af Produktionsdanmark er vi villige til at regulere væk? For når man gør det sværere at drive landbrug, rammer det ikke kun landmanden. Det rammer maskinforhandleren. Det rammer smeden. Det rammer vognmanden. Det rammer fødevarevirksomheden. Og det rammer de lokalsamfund, hvor arbejdspladserne og skatteindtægterne er med til at holde skoler, butikker og foreningsliv i gang. Derfor er landbrugspolitik også landdistriktspolitik.

Vi skal passe på vores grundvand. Vi skal passe på naturen. Men vi skal også kunne producere fødevarer i Danmark. Vi skal kunne drive virksomhed. Vi skal kunne skabe arbejdspladser. Og vi skal kunne give næste generation mulighed for at overtage den gård eller virksomhed, som tidligere generationer har bygget op. Ellers risikerer vi at få et Danmark, hvor produktionen langsomt forsvinder fra de områder, der i forvejen kæmper med centralisering. Det er ikke et Danmark, jeg ønsker.

 

Danmark skal kunne samarbejde med Europa uden at aflevere stadig mere af sin selvbestemmelse
_______

 

JEG HÅBER folketinget vil et Danmark, hvor man kan bo, arbejde og skabe et godt liv, uanset om ens postnummer ligger i København eller i Nordjylland. Det samme gælder vores velfærd. Danskerne betaler nogle af verdens højeste skatter. Til gengæld må vi kunne forvente, at velfærdssamfundet fungerer. Ikke kun for dem, der bor tæt på de store hospitaler og offentlige institutioner, men også for den ældre, der bor langt fra en større by, og for familien, der ikke har mulighed for at køre en time for at få den hjælp, de har brug for. Velfærd skal ikke afhænge af postnummer.

Og så er der EU. Danmark skal samarbejde med vores europæiske naboer. Vi har brug for et stærkt indre marked, frihandel og et tæt samarbejde om sikkerhed, grænser og handel. Men et europæisk samarbejde giver kun mening, hvis vi stadig tør være et land med ansvar for os selv.

Når reglerne bliver så detaljerede, at de ender på skrivebordet hos landmanden, fiskeren, håndværkeren og den lille virksomhedsejer, bør vi kunne spørge, om beslutningen virkelig hører hjemme i Bruxelles. Danmark skal kunne samarbejde med Europa uden at aflevere stadig mere af sin selvbestemmelse. For hvad er pointen i at have et dansk Folketing, hvis Folketinget hver gang et svært spørgsmål opstår, først skal se, hvad man må gøre i Bruxelles? Jeg mener, at Danmark skal kunne sige nej. Ikke til Europa. Men til den tanke, at mere EU altid er bedre EU.

I sidste ende hænger det hele sammen. Et land er mere end en økonomi. Det er mere end et arbejdsmarked. Det er mere end et sted på et kort. Det er et fællesskab. Og et fællesskab kan kun bestå, hvis man både ved, hvem man er, og tør insistere på, at det skal være muligt at føre det videre. Derfor bør Folketinget i det kommende år ikke nøjes med at diskutere, hvor mange milliarder der skal flyttes fra den ene konto til den anden, eller hvor mange nye regler, der skal skrives.

Vi bør turde diskutere, hvilket Danmark vi faktisk vil have. Jeg vil have et Danmark, hvor det stadig kan betale sig at arbejde og producere. Hvor en familie kan vælge at bo i Himmerland uden at føle, at den har valgt sig selv fra. Hvor landmanden ikke konstant skal frygte den næste regulering. Hvor ældre kan få en værdig alderdom, uanset hvor de bor. Hvor mennesker, der ikke længere har ret til at være her, faktisk bliver sendt hjem. Og hvor Folketinget stadig tør sige, at nogle beslutninger ganske enkelt hører hjemme i Danmark. Det handler ikke om at være imod udvikling. Det handler om at vide, hvad det er, vi udvikler.

Det handler om, hvilket land vi giver videre. Og jeg mener, at vi skylder vores børn og børnebørn et Danmark, der stadig er værd at kalde vores. ■

 

Det handler ikke om at være imod udvikling. Det handler om at vide, hvad det er, vi udvikler
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)

FOTO: Martin Bjørnskov (Flickr)