Henrik Dahl (LA): USA er gået over på slyngelstaternes side

20.10.2026

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)

Af Henrik Dahl (MEP, LA)

Det USA, der eksisterer i dag, er ikke det samme USA, som var med til at vinde Første Verdenskrig. Det er ikke det samme USA, som var med til at vinde Anden Verdenskrig. Det er ikke engang det samme USA, som var afgørende for at vinde Den Kolde krig.

Men hvordan skal man forstå USA anno 2026? Jeg tror, den bedste måde er at betragte de permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, der hver især har mulighed for at nedlægge veto. FN blev stiftet i 1945 og udstyret med et Sikkerhedsråd, hvor de permanente medlemmer var sejrherrerne fra krigen – USA, USSR, UK, Frankrig samt Republikken Kina – aka: Taiwan. I 1971 blev Republikken Kina som en følge af Nixons og Kissingers åbning overfor Beijing erstattet af Folkerepublikken Kina. Og da Sovjetunionen brød sammen, fik efterfølgerstaten Rusland i 1991 dennes plads. De seneste 35 år har sikkerhedsrådet således bestået af tre demokratiske stater og to autokratiske, der i stigende grad har valgt at optræde som slyngelstater. Med slyngelstater mener jeg stater, der træder international ret under fode og fremmer deres interesser ved hjælp af vold og undertrykkelse. Set fra Ruslands og Kinas synspunkt er det fine ved Sikkerhedsrådet, at de to lande har kunnet forhindre enhver form for kritik fra FN’s side ved at nedlægge veto.

Det jordskred, som Donald Trumps USA er udtryk for, ser man med den størst mulige tydelighed i Sikkerhedsrådet. For med planerne om at afholde en konference for USA, Rusland og Kina om at ordne forholdene for Ukraine, er USA gået over på slyngelstaternes side. I klar tekst er idéen med en Ukrainekonference for de tre at gennemtvinge Ukraines kapitulation til Rusland. Det ville i så fald være en fundamental krænkelse af FN-pagten – altså gennemført og garanteret af USA, Rusland og Kina – for en af de bærende søjler i FN-pagten er nemlig respekten for medlemslandenes suverænitet.

Det radikaliserede USA

Om Kongressen og den amerikanske befolkning i længden vil finde sig i, at USA med Donald Trumps udenrigspolitik har meldt sig ind i slyngelstaternes kreds, vil tiden vise. Mange er givetvis imod. Men om denne modstand kan omsættes til en ændring af Trumps udenrigspolitik, vides endnu ikke. For eksempel kan Trump sagtens nå at gennemføre det statskup, der mislykkedes i 2021, når hans valgperiode udløber i januar 2029.

Hvad med Demokraterne? De har også undergået en radikalisering. De opstiller i stigende omfang islamogauchister som New York Citys borgmester Zohran Mamdani. Når folk fortæller, at de har været i New York og tror, at de har været i USA, plejer jeg at rette dem: New York er New York – fysisk skåret ud af USA, men ikke et sted, der afspejler, hvordan der er i resten af landet.

Den islamogauchistiske udgave af Demokraterne er da også lidt for stærk tobak for de fleste af de midtervælgere, der i gamle dage ville have stemt på fx Bill Clinton. Den eneste grund til, at Demokraterne har klaret sig nogenlunde ved de seneste præsidentvalg, er, at Donald Trump er så enestående forfærdelig i midtervælgernes øjne, at de trods alt hellere – omend med tungt hjerte – vil stemme på en moderat woke-kandidat fra Demokraterne. Men elske sådanne typer? Det gør midtervælgerne ikke – og de kommer aldrig til det. Dermed har Demokraterne i en overskuelig fremtid forladt det, der er tilbage af den amerikanske arbejderklasse og lavere middelklasse, hvis medlemmer stemmer på Republikanerne – eller slet ikke.

 

Et Ukraine, der kapitulerer til Rusland – som Donald Trump ønsker – vil blive til et meget stort Belarus
_______

 

’Den frie verden’ er væk

Når den slyngelstat, USA er blevet under Donald Trump, i praksis er allieret med Rusland og Kina, og uden blusel tørrer fødderne i FN-pagten, må vi drage nogle meget alvorlige konsekvenser i den stadig liberale og demokratiske del af verden. Det vil sige Europa, Canada, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand.

Den første og vigtigste konsekvens er, at den gamle konstruktion ”Den frie verden”, som bestod til og med Den kolde krig og de første årtier efter denne, ikke eksisterer længere. For den oprindelige udgave af den frie verden var USA garanten – både militært og økonomisk-politisk, hvor amerikanenre sikrede frihandel og en regelbaseret orden. Intet af dette eksisterer længere. På det økonomisk-politiske område er USA en tyrannisk og uforudsigelig aktør, som den nye frie verden reelt ikke kan forlade sig på. Vi kan sælge vores varer og tjenesteydelser til USA, hvis Donald Trump er i humør til det. Ellers kan det ikke lade sig gøre.

På det sikkerhedsmæssige område er vi nødt til at se i øjnene, at USA ikke længere er en garant for Europas sikkerhed. Et Ukraine, der kapitulerer til Rusland – som Donald Trump ønsker – vil blive til et meget stort Belarus. Sponseret af de tre nye slyngelstater USA, Rusland og Kina. Og hvis man allerede i dag synes, at hybrid krigsførelse, afpresning, instrumentalisering af migration og lignende elementer i russisk udenrigspolitik er anstrengende og uacceptable, skal man gøre sig klart, at det vil blive endnu værre ved en belarussificering af Ukraine.

Den anden konsekvens er, at Europa – som i praksis vil sige EU plus UK, Norge, Island og Schweiz – skal tage sig gevaldigt sammen nu.
Vi skal holde helt op med at købe energi i Rusland. Hellere i dag end i morgen. Vi skal holde helt op med at foretage os handlinger, der gør os strategisk afhængige af Kina. Og vi skal holde helt op med at foretage os handlinger, der gør os strategisk afhængige af USA. Det bliver hårdt. Det bliver brutalt. Det vil skabe en masse kiv og splittelse i Europa. Men der er simpelthen ikke noget alternativ. Med mindre landene i Europa foretrækker at blive vasalstater for de tre slyngelstater, der nu er gået sammen om at tegne det europæiske landkort – til den allerstørste ugunst for de mennesker, der bor på kontinentet.

For mig at se betyder det, at alle diskussioner, der ikke handler om at sikre Europas fremtidige selvstændighed, er diskussioner af anden orden. Selvstændigheden er den eneste diskussion af første orden. Alt andet må vi sætte længere ned på dagsordenen. Og prioritere, når vi har foretaget de dispositioner, der er nødvendige for at sikre selvstændigheden.

Lad os være ærlige: Europa er kørt i sænk

Der er ikke noget af dette, der umiddelbart kan lade sig gøre. For lad os være ærlige: Som jeg beskrev i min bog ”Den tabte fred” (2025), har de politiske eliter i Europa siden Berlinmurens fald ikke lavet meget andet end at køre vores gamle kontinent i sænk med dårligt gennemtænkte politikker. Ikke mindst når det gælder indvandring og når det gælder energi.

En historisk set helt enestående perlekæde af dårlige ideer har blandt andet haft den konsekvens, at den politiske midte i en række vigtige lande er ved at bryde sammen. Prøv at tænke over følgende: Selv hvis man hypotetisk forestiller sig, at de gamle magtpartier i Tyskland og Frankrig besluttede at lave et nationalt kompromis for at redde nationen, kunne det være fuldkommen ligegyldigt. I disse lande er de gamle magtpartier nemlig end ikke i nærheden af halvdelen af stemmerne. I Storbritannien ser det ikke meget bedre ud, hvis vi holder os til den procentvise opbakning til de gamle magtpartier. Og i USA er de pragmatiske fløje hos Republikanerne og Demokraterne mere eller mindre udslettet.

Lige nu tror jeg, at EU’s redning er de nordiske og baltiske lande – med tilsammen cirka 35 millioner indbyggere. Så vi kan ikke bestemme noget i EU ved at forlange håndsoprækning. Men vi er mange nok til at sætte vigtige emner langt op på dagsordenen. Og mange nok til at irritere resten af EU-landene med kritiske, men ærlige spørgsmål om, hvordan de vil bringe deres respektive huse i orden i en vældig fart. På en god dag kan vi også sige sandheden til borgerne i for eksempel Tyskland og Frankrig og slippe uskadte fra det. Fordi vi trods alt ikke skal vælges i disse lande.

Nogle vil indvende, at intet af dette er muligt. Så svarer jeg, som astronauten Cooper i filmen Interstellar: ”Nej. Men det er nødvendigt”. Jeg vil ikke afsløre hvordan den ender. Men jeg håber, EU får den samme skæbne. ■

 

Lige nu tror jeg, at EU’s redning er de nordiske og baltiske lande – med tilsammen cirka 35 millioner indbyggere
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)

ILLUSTRATION: WASHINGTON, 24. SEPTEMBER: Præsident Xi og præsident Trump under den kinesiske leders statsbesøg [foto: The White House/Andrea Hanks]