Trine Pertou Mach (EL): Er der virkelig ingen forskel på den gamle og den nye regering, når det gælder Palæstina?
26.10.2026
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)
Hvad enten Israels regeringschef efter på tirsdag er Netanyahu, Eisenkot eller eventuelt en tredje tilhænger af fortsat ulovlig besættelse og apartheid, er der brug for et skifte i linjen over for Israel fra den danske regerings side.
Kommentar af Trine Pertou Mach, udenrigsordfører, Enhedslisten
Tirsdag 27. oktober er der valg til Israels parlament, Knesset. Benjamin Netanyahu, som Den Internationale Straffedomstol har udstedt en arrestordre med anklage om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og som sammenlagt efterhånden har siddet som premierminister i næsten 20 år, står i mange meningsmålinger til at tabe magten. Det kan bane vejen for, at han omsider retsforfølges – om ikke for sine krigsforbrydelser, så dog for korruption.
Desværre giver det sandsynlige alternativ, eksgeneral Gadi Eisenkot fra partiet Yashar, ikke grund til megen optimisme. Eisenkot afviser ligesom Netanyahu kategorisk enhver tale om en tostatsløsning. Det gør alle andre toneangivende partier også, og dermed vil en selvstændig palæstinensisk stat og det palæstinensiske folks frihed og selvbestemmelse ikke komme nærmere uanset valgets udfald.
Tilhængere af palæstinensernes menneskerettigheder og frihed, af fred gennem forhandling, vil stadig spille en yderst marginal rolle i Knesset. Det gør det så meget desto mere nødvendigt, at det internationale samfund øger presset på Israel markant for at få standset besættelse, kolonisering, tyveri af land, etnisk udrensning og apartheid.
Den tid, vi står i, har ikke et mere definerende spørgsmål end dette: Hvordan handler vi på Palæstina? Hvordan handler vi for at sikre palæstinensernes frihed og ret til selvbestemmelse? Hvordan handler vi for at virkeliggøre palæstinensernes ret til egen stat, som det er blevet dem lovet i årtier?
Lange udsigter til dansk anerkendelse
Meget er sket siden det forfærdelige Hamas-terrorangreb 7. oktober 2023. Flere og flere toneangivende lande – Frankrig, Storbritannien, Canada m.fl. – har anerkendt Palæstina som stat for i det mindste at skabe lidt mere balance mellem besættere og besatte og lidt mere håb om en retfærdig fred og fredelig fremtid i regionen. Blandt de fem nordiske lande er Danmark og Finland i dag de eneste, der ikke har foretaget diplomatisk anerkendelse af Palæstina.
Hvordan handler vi for at virkeliggøre palæstinensernes ret til egen stat, som det er blevet dem lovet i årtier?
_______
Og en dansk anerkendelse har lange udsigter, må man forstå på et nyligt svar fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til min grønlandske folketingskollega fra Inuit Ataqatigiit Naaja Nathanielsen. Hun har – Grønlands kolonihistorie taget i betragtning – en naturlig politisk interesse i andre koloniserede og undertrykte folks vilkår.
I svaret gentager Løkke ad nauseam sine fem betingelser for anerkendelse af Palæstina: En frigivelse af Hamas’ israelske gidsler. Afvæbning af Hamas m.fl. At Hamas og andre terrororganisationer ikke må ”spille en rolle” i Gaza. Fremskridt i reformsporet ved Det Palæstinensiske Selvstyre. Og en vished for, at en fremtidig palæstinensisk stat demilitariseres.
Bortset fra, at gidslerne – levende og døde – ikke længere er i Hamas’ varetægt, er de fire øvrige betingelser endnu ikke opfyldt, må man forstå på ministeren. For et år siden fastslog Løkke (dengang minister i SVM-regeringen), at man: ”I virkeligheden (har) givet den israelske regering vetoret over, hvornår vi anerkender Palæstina, og det går ikke. Derfor ophæver vi nu det israelske veto.”
Det er ifølge Løkke både SVM og S-SF-R-M regeringernes linje, at Danmark skal anerkende Palæstina. Men når Løkke, hvad enten det er i SVM-regi eller som S-SF-M-R-minister, fastholder betingelser, som Det Palæstinensiske Selvstyre ikke – hvor gerne de end ville – kan opfylde selv, så tillader Løkke og dermed den danske regering fortsat Israel at blokere for anerkendelsen af Palæstina.
Ville regeringen acceptere det i Ukraine?
Korruptionsbekæmpelse og reformer i Palæstinas styre er selvstyret naturligvis selv primæransvarlig for, men Løkke ved lige så godt som jeg, at afholdelse af frie og fair valg i den øjeblikkelige situation er umuliggjort på Vestbredden og i Østjerusalem af Israel – for slet ikke at tale om ragnarokket i Gaza.
Selvstyret er mildest talt heller ikke herre over, om Hamas bliver afvæbnet i Gaza, eller om organisationen fortsat ”spiller en rolle” i området. Og Trumps såkaldte Fredsråd, der desværre fik legitimitet i FN’s Sikkerhedsråd, har intet at tilbyde, der vil fremme noget som helst progressivt.
Selvstyret er mildest talt heller ikke herre over, om Hamas bliver afvæbnet i Gaza, eller om organisationen fortsat ”spiller en rolle” i området
_______
Og hvad angår det femte krav om palæstinensisk demilitarisering: Helt ærligt, Løkke, ville regeringen acceptere en total demilitarisering af Ukraine som en fair betingelse i en fredsaftale med Rusland? Der er grunde til, at lande, der grænser op til aggressive naboer med territoriale krav, gerne vil have et militær. At der er for mange våben og for meget militært isenkram i Mellemøsten er evident og et problem – og langt mere komplekst end Palæstina.
En anerkendelse af Palæstina er kun ét af de mange greb, regeringen kunne foretage for at lægge pres på Israel. Andre, med mere håndgribelige konsekvenser, er forbud mod import af bosættervarer, suspension af det dansk-israelske samarbejdsprogram, stop for eksporten af F-35-flydele fra Danmark til Israel og andre mulige handelssanktioner, så længe regeringen Netanyahu – og en kommende regering vil – opretholder sit nej til forhandlinger og tostatsløsning.
Udskiftningen kan ikke aflæses
For os i Enhedslisten er det trist, at udskiftningen af Venstre med SF og De Radikale i Mette Frederiksens regering ikke kan aflæses med så meget som en my i holdningen til Israel og Palæstina. Det er skuffende, at engagementet hos vores to samarbejdspartnere i flere nylige beslutningsforslag, bl.a. om anerkendelse af Palæstina for mindre end et år siden, forsvinder som dug på ministerbilernes forruder, når partierne kommer i regering. Er der virkelig ikke forskel på Venstres og SF’s og De Radikales holdning til Palæstina-spørgsmålet?
Mette Frederiksen gav i Folketingets åbningsdebat ikke meget håb. I et svar til mig sidst på aftenen lod statsministeren os igen forstå, at i hendes verdensbillede, så startede problemerne den 7.oktober 2023.
Udover de fem svært opfyldelige betingelser lyder Løkkes ofte gentagne mantra, at Danmark arbejder på initiativer i EU-kredsen – bl.a. i forhold til bosættervarer. At henvise til EU i denne sammenhæng er desværre det samme som at henvise til fine intentioner med svært lange udsigter. Og det ved regeringen udmærket godt.
Men hvordan vil man have, at der skal ske noget, hvis man heller ikke selv flytter sig? Og naturligvis kunne Danmark tage selvstændige, nationale skridt mod bosættervarer, som andre lande har gjort. Man bliver ved verbale tilkendegivelser uden anden effekt end at underminere mulighederne for palæstinensisk frigørelse og lægge endnu en meter asfalt på vejen til et Storisrael uden Palæstina.
Endelig er hele debatten om politik ift. Israel ærgerligt blind for den destabilisrende rolle, som Netanyahus Israel har i regionen: krigen med USA mod Iran, angrebene på Libanon, relationen til Syrien.
Hvad enten Israels regeringschef efter på tirsdag er Netanyahu, Eisenkot eller eventuelt en tredje tilhænger af fortsat ulovlig besættelse og apartheid, er der brug for et skifte i linjen over for Israel fra den danske regerings side. Ellers kan Frederiksen og Løkke ikke opretholde troværdighed som tilhængere af en regelbaseret international orden i en tid, hvor folkeretten sættes under pres som på intet tidligere tidspunkt siden 1945.
Beslutningsforslagene om anerkendelse, forbud mod bosættervarer, våbenembargo og andre sanktioner, som Enhedslisten de seneste år har fremsat (i flere tilfælde i tæt samarbejde med vores gode partnere i SF, De Radikale og Alternativet) rummer en bugnende værktøjskasse med mulige skridt, som regeringen kan tage. Efter tirsdagens valg til Knesset har vores hjemlige regering ingen undskyldning for ikke at stikke hånden ned i kassen og tage værktøjet i brug.
Og lad det være sagt igen: Palæstina forsvinder for øjnene af os. Vores stillingtagen er det mest definerende spørgsmål i vores tid. Kan man straffrit krænke international lov så alvorligt, som Israel gør ikke bare i Gaza men i hele Palæstina. Har vi én standard eller har vi dobbelte. ■
Efter tirsdagens valg til Knesset har vores hjemlige regering ingen undskyldning for ikke at stikke hånden ned i kassen og tage værktøjet i brug
_______
Trine Pertou Mach (f. 1969) er MF for Enhedslisten og tidligere forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og Det Danske Hus i Palæstina, Har arbejdet i bl.a. Nordisk Ministerråd, EU-Kommissionens delegation i Ægypten og EU-Parlamentet.
ILLUSTRATION: Israel, 30. november 2025. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) besøger grænseovergang til Gaza [Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix].
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_.jpg)
