Carsten Rasmussen: Europæerne er ikke velkomne ved forhandlingsbordet – de er på menuen
05.11.2026
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter: Magasinet (grundlagt 2002) er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge)
Står det til Trump, Putin og Xi ser vi ind i en verdensorden, hvor vi kun kan få lov til at leve i fred, hvis vi indordner os under de tre dominerende stormagters interesser.
Kommentar af Carsten Rasmussen
Ruslands brutale invasion af Ukraine synes endeløs. Invasionen, der skulle have varet få uger, har snart varet i fem år. Rusland har mistet i hundredtusindvis af soldater, og den russiske økonomi har det elendigt, derfor søger præsident Putin efter en udvej. En udvej, hvor han kan opnå de mål, han ikke kunne opnå på slagmarken ved forhandlingsbordet.
Efter den amerikanske præsident, Trump, har vendt Ukraine og Europa ryggen, ser Putin en åbning. Han vil prøve at opnå sine mål ved at forhandle med Trump og Kinas præsident, Xi. Europæerne er fortørnede over, at hverken ukrainerne eller de selv vil blive inviteret med til bordet, men det er der ikke noget mærkeligt i. Europæerne kan i sagens natur ikke sidde med ved bordet, når de er på menuen.
Ukraine er forretten og Europa er hovedretten. Et møde mellem de tre store hegemoniers ledere vil nemlig have til formål at bekræfte disse glubske stormagters respektive indflydelsessfærer. USA vil opnå præcis det, Trump ønsker: at få lov til at dominere den vestlige halvkugle (inklusive Grønland). Kina vil få lov til at fortsætte med at udbygge sin dominans i Asien. Og Putin håber, at Rusland, vil få lov til at genoprette sit hegemoni i det postsovjetiske område og i Central- og Østeuropa.
Et møde mellem de tre store hegemoniers ledere vil nemlig have til formål at bekræfte disse glubske stormagters respektive indflydelsessfærer
_______
Når man spiller skak, koster det bønder. Det vil alle små og mellemstore lande, der ikke i lighed med de tre store hævder at have særlige sikkerhedsinteresser, få at føle. De vil nemlig i den verdensorden, vi måske ser ind i, kun få lov til at leve i fred, hvis de indordner sig under de tre dominerende stormagters interesser. Det gælder også landene i Europa.
Fred, men på forskellige præmisser
De fleste ukrainere og mange europæere er godt og grundigt trætte af krigen og søger med lys og lygte efter en mulighed for fred. En måling gennemført af Kyiv Institute of Sociology i september i år viser, at knap 75 pct. accepterer at Ukraine indleder forhandlinger med Rusland. Ingen af de meningsmålinger. jeg har kunnet grave frem, indikerer dog at ukrainerne ønsker en fred på Putins præmisser. De har oplevet den russiske besættelsesmagts ubeskrivelige brutalitet, og de oplever dagligt den russiske statsterror mod den ukrainske civilbefolkning og landets infrastruktur.
Det, der derimod er mindre forståeligt, er, at der breder sig en stemning af apati og defaitisme i Europa. En defaitisme, som får nogle stemmer fra den talende klasse til at argumentere for en forhandlingsløsning med Rusland nu. Disse mennesker kalder ofte sig selv for realister eller pragmatikere og efterlyser en mere nuanceret tilgang til Rusland og landets konflikt med Ukraine. Jeg vil imidlertid tillade mig at kalde dem for naivister. De baserer deres ønsker om en forhandlingsløsning med Rusland på ringe viden om Rusland og en naiv forestilling om hvad Rusland ønsker at opnå.
Rusland er revisionistisk
Rusland gik ikke i krig blot for at erobre en lille bid af Ukraine. Rusland er en revisionistisk stat og gik i krig for at få et andet Ukraine. Rusland vil fremtvinge et regimeskifte og erstatte Ukraines frie demokratiske regime med et regime, der er mere venlig stemt over for dem selv.
Ukraine skal være militært svagt og neutralt og så skal det aflevere flere ressourcerige regioner til den russiske føderation. Ukraine skal med andre ord genindlemmes i det, den russiske præsident kalder for Ruslands historiske territorium. Det territorium sovjetmagten, efter Putins historieopfattelse, ved en fejl gjorde til en del af den ukrainske sovjetrepublik og som derfor, da det kommunistiske imperium brød sammen, blev en del af det selvstændige Ukraine.
Rusland gik imidlertid også i krig for at få en ny europæisk sikkerhedsordning. 15. december 2021, under optakten til overfaldet på Ukraine, sendte Rusland en række krav til NATO og USA i form af forslag til nye sikkerhedstraktater. Forslagene blev offentliggjort af det russiske udenrigsministerium den 17. december 2021. De omfattede blandt andet et krav om at Ukraine og andre tidligere sovjetrepublikker aldrig måtte blive medlemmer af NATO, og et krav om at alle NATO’s militære styrker og våben skulle trækkes tilbage fra Central- og Østeuropa.
De baserer deres ønsker om en forhandlingsløsning med Rusland på ringe viden om Rusland og en naiv forestilling om hvad Rusland ønsker at opnå
_______
NATO skulle forpligtige sig til ikke at deployere styrker og våben til lande, som var blevet medlemmer af alliancen efter maj 1997. Rusland ønskede altså en tilbagevenden til situationen fra før lande som Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Estland, Letland og Litauen blev optaget i NATO og i EU.
De russiske krav blev fremsat samtidig med at mere en 100.000 russiske soldater var opmarcheret ved den ukrainske grænse. Jeg opholdt mig i Moskva som forsvarsattaché ved den danske ambassade på daværende tidspunkt. Jeg røber nok ingen hemmeligheder ved at fortælle, at i min omgangskreds af vestlige militærdiplomater, havde vi lidt svært ved at se de russiske forslag som andet end en del af det diplomatiske røgslør, Rusland udlagde under de igangværende forberedelser til at invadere Ukraine.
Forslagene blev da også afvist fra vestlig side, herunder af den daværende Biden administration, som støttede Ukraine og arbejdede for at NATO stod sammen overfor det stadig mere truende Rusland.
Ukraine vil blive udsat for pres
Men Rusland har ikke glemt kravene til NATO. Det fremgik blandt andet af Putins udtalelser i forbindelser med det årlige Valdai-diskussionsforum i dette efterår. Fra russisk side ønsker man stadig at genskabe et Europa som det så ud før de nye demokratier i Central- og Østeuropa blev er optaget i den vestlige forsvarsalliance. For nylig er der opstået en ny situation, som måske giver Rusland mulighed for at få opfyldt sine ønsker.
Trump-administrationen har vendt Ukraine og Europa ryggen. Den amerikanske præsident har indgået en aftale om diesel med Putin, beskylder Ukraine for at være ansvarlig for at krigen fortsætter og hævder, at Rusland ønsker fred. Det er nok korrekt, at Rusland ønsker fred, men Rusland ønsker fortsat fred på sine egne præmisser. Derfor giver det mening for Rusland at forsøge at aftale en afslutning af den udsigtsløse krig i Ukraine med USA og Kina bag om ryggen ukrainerne og europæerne.
Desværre er der også politiske kræfter i flere europæiske lande, herunder i Danmark, og som tidligere nævnt en række naive stemmer i den offentlige debat, som er parate til at acceptere en afslutning af krigen på Ruslands præmisser. Selv hvis det skulle lykkes de tre stormagter at nå frem til en aftale om afslutning af krigen, vil det dog næppe føre til fred i Ukraine eller Europa.
Ukraine vil blive udsat for et enormt politisk, militært og økonomisk krydspres fra de tre stormagter, men ukrainerne vil formentlig fortsætte kampen, da alternativet, kapitulation og underkastelse, er værre. Tilsvarende vil de baltiske og de central- og østeuropæiske landes befolkninger næppe acceptere, at de europæiske frihedsrettigheder og den velstand de fik del i da Sovjetunionen kollapsede kun bliver en parentes i landenes historie. De vil kæmpe imod igen at blive indlemmet i den russiske indflydelsessfære – om nødvendigt med våben i hånd.
Det påstås, at krige altid afsluttes ved forhandlingsbordet, hvilket næsten er korrekt. Men der er stor forskel på, om det er en fredsaftale eller en kapitulationsaftale, der skal forhandles på plads. Det, Putin lægger op til at forhandle på plads med sammen med Trump og Xi, er en ukrainsk kapitulation og en verdensorden baseret på den stærkes ret.
Det vi som borgere i et lille land skal tage stilling til er, om vi vil stå på mål for retten til selvbestemmelse og frihed, eller om vi vil acceptere blot at være en del af menuen, når lederne af verdens tre hegemonier deler kagen. ■
Fra russisk side ønsker man stadig at genskabe et Europa som det så ud før de nye demokratier i Central- og Østeuropa blev er optaget i den vestlige forsvarsalliance
_______
Carsten Rasmussen (f. 1960) er pensioneret brigadegeneral, forhenværende forsvarsattaché i Rusland, Kina og Polen samt senioranalytiker ved Institut for Militær Analyse.
ILLUSTRATION: Beijing, 20. maj 2026. Præsident Putin og Xi går forbi kinesiske tropper under Putins statsbesøg i Kina [Foto: kremlin.ru]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_.jpg)
