19.12.2016

Den globale opvarmning er allerede en barsk realitet, og uden yderligere handling risikerer vi, at overskride den smertegrænse, som verdens lande enedes om for et år siden i Paris. Det kan alverdens politiske spin ikke ændre noget ved.

Kommentar af John Nordbo, klima- og miljøchef i WWF Verdensnaturfonden

Vi var mange klimafolk, som holdt vejret den 9. november, da det stod klart, at den næste præsident for verdens mest magtfulde land hedder Donald Trump. Klimaet er nemlig et af de politikområder, der risikerer at blive seriøst ramt af en udvikling i retning af det ”postfaktuelle samfund”, hvor fakta i stadigt stigende grad viger for ideologi og politisk spin.

Under valgkampen sagde Trump, at klimaforandringerne var ét stort fupnummer, skabt af Kina. Efter valget har han sat trumf på ved at udnævne erklærede klimaskeptikere til vigtige poster, blandt andet udenrigsminister, sikkerhedsrådgiver, CIA-direktør, energiminister, transportminister og leder af USA’s føderale miljøstyrelse.

En del tyder altså på, at vi i de kommende år vil opleve et USA, som er bedøvende ligeglad med den globale opvarmning. Det vækker minder om tiden med George W. Bush, der som amerikansk præsident aktivt modarbejdede den globale klimaindsats gennem otte lange år.

Bush-tiden var også præget af, at offentligt ansatte klimaforskere fik mundkurv på. Måske vælger Trump en lidt anden model med mindst samme effekt – nemlig at fjerne bevillingerne til klimaforskning og -overvågning. En af hans rådgivere har allerede peget på, at NASA’s klimaprogram bør lukke. I dag er NASA’s satellitter storleverandører af data til verdens klimaforskning.

Den danske klimadebat har ikke i de seneste år været voldsomt præget af samme fornægtelse eller spin. En aktuel undtagelse er dog diskussionen om PSO-afgiften, hvor regeringen igen og igen erklærede, at den danske ordning var underkendt af EU. En vildledning, som medierne slugte råt, selv om afgiften absolut ikke var erklæret ulovlig af nogen EU-instans.

Forhåbentlig udvikler dette sig ikke til en tendens med de nye vinde fra den anden side af Atlanten. Vi skal værne om en klimadebat, der er baseret på fakta, frem for ideologisk baserede postulater. For at forebygge den udvikling har jeg samlet en lille serie grafer, som kort og kontant giver et billede af, hvordan det står til med den globale opvarmning.

Luften er gået af ballonen. Kraften i EU’s klimapolitik er simpelthen ikke stærk nok til, at EU kan siges at indtage en ledende rolle.
_______

 

2016 bliver et brand-varmt år
Data fra de første 10 måneder af året tyder på, at 2016 bliver det tredje år i træk, hvor der sættes global temperaturrekord. Det tegner til, at gennemsnitstemperaturen i 2016 kommer til at ligge på omkring 1,2 grader over niveauet før industrialiseringen.


Kilde: World Meteorological Organization (1)

Noget af opvarmningen, måske 0,2 grader, kan skyldes efterdønningerne af vejrfænomenet El Ninõ, som prægede klimaet i Stillehavet i slutningen af 2015 og starten af 2016. Derfor kan vi håbe på, at rekordserien brydes næste år, men vi må indse, at kloden nu er blevet omkring 1 grad varmere.

Effekterne af den globale opvarmning ses tydeligt
At klimaforandringerne ikke er et fupnummer vil man kunne se med det blotte øje fra et rumskib. Man vil kunne se, at om sommeren er havisen over Arktis meget mindre nu. Grafikken nedenfor viser isens udbredelse i september 1979, som er det første år med satellitmålinger – og i 2012, hvor der kun var halvt så meget havis.


Kilde: NASA (2)

I år har der været mere havis end i rekordåret 2012, men stadig kun ca. 60 procent af den is, der var i 1979, som ikke var et usædvanligt år. Usædvanligt var det til gengæld, da der i november blev målt temperaturer i nordpols-området på blot minus 5 grader – 20 grader højere end det normale (3). Mindre havis i Arktis er ikke kun dårligt nyt for isbjørnen, men også kedeligt, fordi færre af solens stråler reflekteres tilbage til verdensrummet. Dermed forstærkes opvarmningen af kloden.

CO2-udledningen stiger ikke i samme hast som tidligere
Valget af Trump er næppe godt nyt for klodens klima, men det hele går ikke ad H til. Knap 70 procent af de globale drivhusgasudledninger kommer fra afbrænding af fossile brændsler, og de udslip har været nogenlunde konstante i de seneste tre år, trods en økonomisk vækst på omkring 3 procent om året.


Kilde: Global Carbon Project (4)

Det stagnerende udslip er absolut godt nyt, men man kan ikke sige, at verden for alvor har fået knækket drivhusgas-kurven. Udviklingen verden over er endnu for ujævn. I 2015 var det især faldende udslip i USA og Kina, der var årsagen til, at det globale udslip ikke steg, mens fx udslippet i EU steg. Og hvad der sker med det amerikanske udslip i de kommende år, er unægteligt usikkert.

Den globale opvarmning er allerede en barsk realitet, og uden yderligere handling risikerer vi, at overskride den smertegrænse, som verdens lande enedes om for et år siden i Paris. Det kan alverdens politiske spin ikke ændre noget ved.
_______

 

EU’s klimamål er langt fra stærke nok
Det er en del af den europæiske selvforståelse, at EU er ledende i den globale klimaindsats. Det er fair nok at sige, at EU har været mest vedholdende i indsatsen for at holde klimaproblemet på den globale politiske dagsorden, og det er også lykkedes over en årrække at få det europæiske udslip af drivhusgasser til at falde.

Men luften er gået af ballonen. Kraften i EU’s klimapolitik er simpelthen ikke stærk nok til, at EU kan siges at indtage en ledende rolle. EU’s målsætninger for 2030 flugter slet ikke med det, der skal til for, at EU kan leve op til Paris-aftalens mål om at holde den globale temperaturstigning ”et godt stykke under 2 grader”. Se den røde pil i grafen nedenfor.


Kilde: EEA (5). Rød pil tilføjet.

De nye klimamål fra Paris-aftalen er indskrevet i VLAK-regeringens grundlag. Det er absolut positivt, og vi må håbe, at det fører til, at Danmark kan spille en langt mere offensiv rolle i EU’s klimapolitik, end vi så under V-regeringen. Én ting er sikkert: Den globale opvarmning er allerede en barsk realitet, og uden yderligere handling risikerer vi, at overskride den smertegrænse, som verdens lande enedes om for et år siden i Paris. Det kan alverdens politiske spin ikke ændre noget ved.

ILLUSTRATION: John Nordbo/WWF.

Kilder og links:
(1) World Meteorologial Organization: Provisional WMO Statement on the Status of the Global Climate in 2016 http://public.wmo.int/en/media/press-release/provisional-wmo-statement-status-of-global-climate-2016
(2) NASA: Arctic Sea Ice Minimum http://climate.nasa.gov/vital-signs/arctic-sea-ice/
(3) The Washington Post: “The North Pole is an insane 36 degrees warmer than normal as winter descends” https://www.washingtonpost.com/news/energy-environment/wp/2016/11/17/the-north-pole-is-an-insane-36-degrees-warmer-than-normal-as-winter-descends/?postshare=4631479476020436&tid=ss_tw&utm_term=.0bd5da1de61e
(4) Global Carbon Project: “Carbon Budget 2016” http://www.globalcarbonproject.org/carbonbudget/index.htm
(5) European Environment Agency: “Trends and projections in Europe 2015 — Tracking progress towards Europe’s climate and energy targets” http://www.eea.europa.eu/publications/trends-and-projections-in-europe-2015